Gode tider for krigens købmænd

I Grenaa lurer en særlig bekymring for, at Donald Trump vinder præsidentvalget i USA. Ikke blot fordi mange af byens borgere ligesom hovedparten af danskere ikke bryder sig om Trump som politiker og person. Men også fordi et valg af Trump kan betyde tab af op til flere hundrede arbejdspladser på byens største private arbejdsplads, Terma.

Trump har nemlig proklameret, at han som præsident vil øge beskæftigelsen i USA ved at trække mest muligt af produktionen i den amerikanske våbenindustri hjem til at foregå på amerikansk jord. Der er et betydeligt vælgermæssigt potentiale i de hundredtusindvis af amerikanere, der har mistet deres vellønnede job i jernindustrien i det såkaldte rustbælte i Midtvesten. Derfor slår Trump på,at komponenter til den store våbenindustri ikke bør fremstilles af underleverandører i udlandet – hvilket kan ramme Termas fabrik i Grenaa, der fremstiller omkring 80 dele til de nye F-35 kampfly. Terma er en danskejet virksomhed med en årlig omsætning på omkring 2 milliarder og mere end 1.600 ansatte i flere lande – de fleste i Danmark og 650 af disse på F-35-programmet i hovedkontoret i Lystrup og på fabrikken i Grenaa. Den hed tidligere Per Udsens Maskinfabrik og har igennem en årrække leveret komponenter til militære fly.

Allerede i 1969 sikrede fabrikken sig de første ordrer i form af haleror og brændstoftanke ved det danske forsvars anskaffelse af 46 Draken fly fra SAAB i Sverige. Senere fulgte nye ordrer på dele til det ligeledes af SAAB fremstillede jagerfly Viggen. Det store spring fremad fik fabrikken i 1976 ved Danmarks køb af F-16-kampfly, hvor fabrikken blev underleverandør af blandt andet haleror til flyene, hvilket førte til levering af 14.000 haleror. Den ordre er nu fulgt op af levering af avanceret udstyr til F-35 kampfly, der ud over af Danmark også anskaffes af en række lande vestlige lande samt USA selv. 3.000 fly var bestilt før Ukraine-krigen – og det tal stiger nu, hvor også Tyskland, England, Spanien, Finland, Canada og Schweiz har bestilt F-35.

Storleverandør til F-35

Som en udløber af leverancerne af F-35-komponenter har Terma i oktober i år indgået en aftale med den amerikanske virksomhed Northrop Grumman, der er verdens fjerdestørste våbenproducent, om et tættere samarbejde. De to virksomheder skal i fællesskab udvikle nye komponenter til både F-35-Lightning II-programmet og til droner, elektronisk krigsførelse, radarsystemer samt missilforsvar. Northrop Grumman producerer centrale dele af skroget, radar og kommunikations-subsystemer, mens Terma leverer en lang række andre dele af F-35-flyene.

I alt 18 lande indgår ifølge Danwatch i kredsen af lande, der har F-35-jagerfly med komponenter fra Terma. Blandt disse lande er Israel, som var det første land uden for USA til at få leveret F-35 og bruger flyene til bombetogter over Gaza og Libanon med såvel militære som civile tab til følge. Israel har på nuværende tidspunkt 39 F 35-fly, der løbende får leveret reservedele. 11 nye fly leveres om kort tid, og yderligere 25 fly er i ordre til levering i 2028. Terma afviser at have kendskab til, om komponenter produceret i Grenaa indgår i fly leveret fra USA til Israel.

Terma og Northrop Grumman, der gennem flere år har samarbejdet om leveringen af dele til F-35, planlægger også at uddanne små og mellemstore danske virksomheder til at indgå i en global leverandørkæde til den amerikanske forsvarsindustri. Planen flugter med forsvarsminister Troels Lund Poulsens udtalelser om at satse mere på militærindustrien i Danmark med det formål at ”styrke forsvarsindustrien og modernisere det danske forsvar” samt ”styrke samarbejdet mellem Danmark og USA yderligere”. Udtalelserne faldt ved ministerens besøg midt i oktober på forsvarsmessen AUSA i USA og har mødt opbakning fra partierne i forsvarsforligskredsen, heriblandt SF. Planen risikerer dog at blive skudt ned, hvis Trump vinder valget og holder ord.

Fra at have været en selvstændig virksomhed ejet af erhvervsmanden Per Udsen er fabrikken i Grenaa i dag en del af koncernen Terma, der blev grundlagt i 1949 og blev leverandør af radarudstyr til det danske forsvar. Ved siden af militærteknologi leverer Terma også systemer og komponenter til blandt andet civilfly, vindmølleindustrien, rumfartsindustrien samt havne og lufthavne; men de militære leverancer udgør en vigtig del af koncernens produktion og indtjening og sikrer job til mange ansatte.

På det i perioder arbejdsløshedsramte Djursland har fabrikken i Grenaa derfor haft en vigtig beskæftigelsesmæssig rolle at spille og været en god jobmulighed for både faglærte og ufaglærte. Produktionen i dag er så avanceret og specialiseret, at de ansattes uddannelsesmæssige baggrund ikke betyder så meget, da alle nyansatte skal igennem en længere oplæring for at kunne indgå i produktionen.

Hvis hele eller dele af leveringen af komponenter til F-35 aflyses, vil det kunne føre til fyring af et større antal ansatte, der nok ikke alle lige vil kunne finde nyt job. Ganske vist vil den genopstandne ammunitionsfabrik ”Krudten” i Sæby skulle bruge flere hundrede ansatte, når produktionen om nogle år kommer i gang. Men der er lang vej at pendle fra Djursland til Nordjylland, og vil der nok fortrinsvist være brug for folk med andre faglige kompetencer.

Krav om øgede forsvarsudgifter

Den beskæftigelsesmæssige side af våbenindustrien spiller ligesom placeringen af kaserner en politisk rolle ikke mindst i forhold til udviklingen i udkantsområder, der økonomisk og socialt sakker bagud. Det forstår og udnytter både forsvarsvenlige politikere og industrien selv, når der skal drøftes og forhandles forsvarsbudgetter, og blandt vælgerne skabes opbakning til flere penge til militæret. Og øgede forsvarsbudgetter står på den politiske dagsorden i både Danmark og mange andre europæiske lande efter en årrække med færre penge til militæret og deraf følgende noget magre tider for militærindustrien – i alt fald på det europæiske marked.

Andre lande lige fra Saudi Arabien til Sydkorea har dog oprustet og importeret våben i betydeligt omfang ligesom Israel og Iran, der også har deres egen våbenproduktion med eksport til andre lande. Blandt andet er et artillerisystem af Danmark blevet bestilt i Israel til erstatning for et fransk produceret system, der er doneret til Ukraine. Ud over at have egen våbenproduktion importerer Israel også våben fra andre lande og er verdens femtende største importør af våben og står for to procent af verdens våbenimport. Denne import er ifølge det svenske forskningsinstitut SIPRI steget markant i perioden 2019 til 2023 med firmaer fra USA, Tyskland og Italien som langt de største leverandører, mens ammunition og komponenter blev leveret af producenter fra en lang række lande – måske også Terma i Danmark.

Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud blev der rustet ned i Europa, ligesom forsvarsbudgetterne også blev berørt af de nedskæringer, der med gennemførelsen af den fremherskende nyliberalistiske politik betød besparelser i hele den offentlige sektor – og i Danmark udmøntede sig i blandt andet nedslidte kaserner og fregatter med defekte kanoner.

Nu er bølgen vendt begyndende for flere år siden, da Trump i perioden som USA´s præsident krævede, at alle NATO-lande skulle betale mere til forsvarsalliancen, hvis USA stadig skulle være villig til at forsvare Europa. Kravet var, at alle lande minimum skulle bruge mindst to procent af landets bruttonationalprodukt (BNP) på forsvaret, hvilket hverken Danmark eller de fleste andre NATO-lande levede op til, men noget trægt begyndte at orientere sig imod op opfylde. USA selv brugte ved afslutningen af Trumps periode som præsident 3,5 procent af BNP på militære udgifter.

Hurtigst til at opfylde og endda overgå målet om de to procent var Polen, som under den tidligere nationalkonservative regering ledet af partiet PiS igangsatte en voldsom oprustning af det polske militær med en hensigt om at bruge mindst fire procent af BNP på forsvaret og en opfordring til de øvrige NATO-medlemmer om at gøre lige så. I løbet af ti år er den polske hær blevet mere end fordoblet – fra 99.000 soldater til i dag 216.000. I år under den nye regering ledet af liberalisten Donald Tusk går 4,1 procent af BNP til forsvaret og vil næste år blive forøget til 4,7 procent. De stærkt øgede forsvarsudgifter bruges til massive opkøb af våben: 500 Humac-raketkastere, 96 Apache- kamphelikoptere, knap 100 kampfly, 1350 kampvogne og flere hundrede selvkørende haubitsere samt Patriot-luftforsvarssystemer.

Formålet med den massive oprustning er ifølge den polske forsvarschef at forberede sig på en fuldskala-krig, og Donald Tusk taler om at befinde sig i en ”førkrigstid”. Han opfordrer derfor de øvrige EU-lande til at følge trop og ruste op, så EU af resten af verden respekteres som en militærmagt. Det budskab vil Tusk givetvis følge op og presse på for at virkeliggøre, når Polen efter nytår overtager EU-formandskabet. Mens Polen har sat sig i spidsen for oprustningsbølgen med de baltiske lande i hælene – hvor Estland bruger 3,4 procent, Letland 3,08 procent og Litauen 2,85 procent af BNP på forsvar – bruger Spanien kun 1,28 procent, Italien 1,49 procent og Portugal 1,65 procent. Danmark, Sverige og Norge ligger i midten med lidt over to procent af BNP til forsvaret.

EU udvikler militær dimension

EU er dog allerede i færd med at udvikle en militær dimension i form af en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik med afsæt i Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009 – med det mål at gøre EU til også en forsvarsunion. I 2022 blev der udformet et såkaldt strategisk kompas baseret på en fortrolig risikoanalyse, der ikke har været tilgængelig for EU-parlamentets medlemmer. EU har tillige mere end fordoblet sine udgifter til militær. Fra at have afsat 20 milliarder euro i budgettet for årene 2014-21 er udgifterne steget til 44 milliarder i budgettet for 2021-27 – en stigning på 123 procent.

Den fælles forsvarspolitik bygger på flere komponenter. Et forsvarsagentur placeret under EU-Kommissionen skal gennem anbefalinger samordne medlemsstaternes forsvar. De kan ignoreres; men landene vil komme under pres fra Kommissionen for at følge anbefalingerne. Forsvarsagenturet styres af EU´s nye udenrigschef Kaja Kalles fra Estland. Hun har tillige rollen som ledende næstformand og chef for EU´s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med en mor og mormor der i Sovjettiden blev deporteret til Sibirien, er hun kendt for at nære en dyb mistillid til Rusland og var hurtig til at beskrive den russiske invasion af Ukraine som et angreb på hele Europa. Hun forventes at føre en hård linje over for Rusland og insistere på, at en fredsaftale skal være på Ukraines betingelser.

En snarlig afslutning af krigen mellem Rusland og Ukraine er derfor næppe lige forestående. Præsident Zelenskyj har fremlagt en såkaldt sejrsplan, der baseret på forstærkede våbenleverancer og tilladelse til at bruge langdistanceraketter skal afslutte krigen inden for et år. Planen blev midt i oktober præsenteret for NATO´s nye generalsekretær og EU´s stats- og regeringsledere, der kvitterede med at love flere våbenleverancer til Ukraine.

Som noget nyt har den nye EU-Kommission også fået en egentlig forsvarskommissær. Andrius Kubilius fra Litauen med baggrund i landets uafhængighedsbevægelse er udnævnt til kommissær for forsvars- og rumpolitik. Blandt hans opgaver er at udarbejde en hvidbog over EU´s fremtidige forsvarspolitik. Han er stærkt kritisk over for Rusland og opfattes af iagttagere som stejl og uforsonlig over for nabolandet. Kritisk over for Rusland er også Henna Virkkunen fra Finland. I rollen som kommissær for teknologisk suverænitet, sikkerhed og demokrati skal hun også medvirke til at udvikle den militære dimension af EU.

Udnævnelsen af disse tre borgerlige politikere til netop disse kommissærposter afspejler et ønske fra EU-Kommissionens konservative formand Ursula von der Leyen om at gennemføre en markant militær oprustning af EU – med opbakning fra hovedparten af medlemslandenes regeringer og et solidt flertal af det nyvalgte EU-parlament, der formodentlig godkender udnævnelsen af disse tre kommissærer.

Ikke blot fra en styrket borgerlig fløj i parlamentet, men også fra socialdemokrater og dele af venstrefløjen er der opbakning til oprustning. På venstrefløjen bakker de nordiske venstrefløjspartier op, herunder SF og Enhedslisten. På et vælgermøde den 22. maj arrangeret af Cevea talte nummer to på Enhedslistens kandidatliste til EU-parlamentsvalget Frederikke Hellemann for, at EU skal være ”facilitator” for opbygning af en europæisk våbenindustri. Fra spidskandidaten Per Clausen lød i DR samme toner i lidt modificeret form, idet en forstærket våbenproduktion alene måtte gå til forsyning af Ukraines militær og ikke til blandt andet Israel. Imod oprustning og militarisering af EU er en række af de sydeuropæiske venstrefløjspartier såvel som Die Linke og Bündniss Sahra Wagenknecht fra Tyskland.

En fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i EU har været under gradvis opbygning og vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd – stats- og regeringscheferne – ved enighed tager beslutning herom, hvilket kan ske i løbet af få år med klare anbefalinger til medlemsstaterne om at gennemføre de nødvendige forfatningsmæssige ændringer.

Gennem tiden har oprettelsen af en EU-hær spøgt i kulissen, men en egentlig EU-hær er endnu ikke blevet oprettet, selv om der er taget skridt i den retning. Der findes nemlig i EU-regi allerede kampgrupper på 1.500 til 5.000 sammensat af soldater fra forskellige af medlemslandene, men de har indtil videre ikke været sendt i kamp. Fremadrettet forventes kampenheder på op til 5.000 soldater at blive indsat i EU-missioner, der i de seneste år er blevet brugt af EU til indsatser af forskellig art rundt om på hele kloden, heriblandt at forhindre flygtninge i at krydse Middelhavet. Over for disse missioner, der kan have både civil og militær karakter, kan der nedlægges veto, hvilket givetvis vil blive mødt af et pres for ikke at udnytte vetoretten. Missionerne kræver ikke et FN-mandat, som forudsætter overholdelse af menneskerettighederne.

Endnu et element i forsvarspolitikken er Forsvarsfonden, hvis formål er at fremme militærindustrien. Det lovmæssige grundlag for fonden er blevet til med udgangspunkt i en ekspertgruppe, hvor flertallet af medlemmerne var fra våbenindustrien. Danmark indgik også før ophævelsen af forsvarsforbeholdet i dette samarbejde, der af danske politikere og myndigheder blev opfattet som industripolitik og ikke som et forsvarsanliggende.

Via samarbejdsfunktionen PESCO (The Permanent Structured Cooperation) skal det sikres, at medlemslandene på 20 forskellige måder forpligter sig til at deltage i udviklingen af den militære kapacitet. Det kan blandt andet være et projekt om militær mobilitet, der skal standardisere og forenkle militærtransporter over landegrænserne og i Danmark giver sig udtryk i, at havnene i Esbjerg og Køge udbygges til at håndtere transport af militært materiel.

Danmark også med på oprustningsbølgen

Yderligere et initiativ til at fremme våbenindustrien er den såkaldte fredsfacilitet, der muliggør eksport af våben til lande uden for EU. Dog må EU ikke i sit budget afsætte penge til eksport af våben og kampudstyr til tredjelande. Derfor ligger denne fond uden for selve EU-budgettet og finansieres af penge direkte fra de enkelte medlemslande. Derfor har Danmark også før ophævelsen af forsvarsforbeholdet bidraget til dele af denne facilitet, der sender våben til ikke blot Ukraine, men en række lande verden over.

Med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet blev vejen åbnet for dansk deltagelse i EU´s militære opbygning, hvilket dog krævede gennemførelse af en del lovændringer, inden Danmark formelt kunne indgå. Det første danske bidrag bestod i oktober 2022 af en helikopterlæge ved en militær operation i Bosnien-Herzegovina, og fra marts 2023 deltog Danmark i uddannelse af ukrainske soldater. Ligeledes fra marts 2023 indgik Danmark i Forsvarsagenturet og blev medlem af PESCO. I august samme år deltog Danmark i sit første møde i PESCO og kastede sig ind i projektet om militær mobilitet.

EU´s militære udbygning matcher med, hvad der sker i NATO-sammenhæng, selv om der ikke er en formel koordinering. Men mange formuleringer i EU´s strategiske kompas er stort set enslydende med formuleringer i NATO´s strategi.

Den europæiske oprustning begyndte at rulle i tiden med Trump som præsident, hvor han krævede, at europæerne i højere grad selv skulle finansiere deres forsvar. Samtidigt forlød det fra vestlige efterretningstjenester, at Rusland havde fået moderniseret og styrket sine militære kræfter og i løbet af tre år havde øget sine militære udgifter med knap tre procent, så 4,1 procent af BNP blev brugt på militæret. Samlet set brugte USA såvel alene som sammen med de øvrige NATO-lande dog fortsat langt flere penge på militæret end Rusland med USA som verdens største forbruger af våben. NATO-landene står tilsammen for 56 procent af verdens militærudgifter.

Ruslands annektering af Krim skubbede yderligere til oprustningsbølgen med det resultat, at verdens samlede militærudgifter i 2021 landede på 14,5 billioner kroner – en stigning på 0,7 procent i forhold til året før og med 12 procent siden 2012. Og det højeste i verden nogensinde ifølge SIPRI.

Stor efterspørgsel på våben

Rigtig gang i bølgen kom der for alvor med Ruslands invasion af Ukraine, der i det fleste af EU- og NATO-landene udløste reaktioner om både militær hjælp til Ukraine og styrkelse af de enkelte landes forsvar som et samlet svar på den russiske aggression. Efter lidt magre år øjnede våbenindustrien lyse tider forude, hvilket også hurtigt afspejledes i stigende ordrer og markant øget tilstrømning til våbenmesser, hvor det nyeste militære isenkram og udstyr blev præsenteret for hungrende indkøbere af både større og mindre våbenproducenter.

Et år efter udbruddet af krigen i Ukraine havde salgsmessen for forsvars- og sikkerhedsudstyr, DSEL, i London rekordmange besøgende – heriblandt 30 repræsentanter fra det danske forsvar – og over 1500 udstillere. Mens der tidligere på messen har været skarp konkurrence om kunderne, var det denne gang mere en konkurrence mellem de forskellige landes forsvar om at få afgivet ordrer og indgå aftaler om levering af våben og udstyr. For lagrene er i bund i mange af de europæiske landes militær – ikke mindst efter en række donationer af våben, ammunition og forskellig militært materiel til Ukraine.

Det er også gået op for både politiske og militære ledere, at det ikke er så nemt og hurtigt at producere mere militært isenkram og holde trit med den hastige militærteknologiske udvikling. For eksempel har brugen af angrebsdroner skabt et stort behov for systemer, der kan spotte og nedskyde dronerne. Denne markedsåbning har det britiske firma Raytheon været hurtig til at se og har udviklet et nyt dertil egnet laservåben. Hver gang der udvikles nye typer våben, opstår der behov for at udvikle et modsvar, hvilket giver plads til både nye og gamle, store og små våbenproducenter.

De fem største producenter er Lockheed Martin, Raytheon Technologies, Boeing, Northrop Grumman og General Dynamics, som alle er amerikanske virksomheder. Og USA er da også den største eksportør af våben og står for 38 procent af våbeneksporten efterfulgt af Rusland med 20 procent og Frankrig med otte procent. På sjettepladsen over de største våbenproducenter optræder britiske BAE Systems, mens de tre næste pladser indtages af de kinesiske virksomheder Norinco, Avic og CETC – Kina står for fem procent af våbeneksporten.

Når der skal handles våben, foregår det hovedsageligt på to måder. Ligesom ved anskaffelse af it enten ved køb af standardiserede hyldevarer, som ofte kan leveres relativt hurtigt afhængig af produktionskapaciteten. Eller ved indgåelse af udviklingskontrakter om ofte mere specialiserede systemer og løsninger, der udvikles, produceres og leveres over en længere periode suppleret med som regel årelange serviceaftaler og også kan rumme løbende opgradering og videreudvikling.

Moderne jagerfly har en årelang levetid, fordi de løbende opgraderes. F-16-flyene har derfor i mange lande været i aktiv tjeneste i over 40 år, hvilket ville svare til, at de berømte britiske Spitfire-fly fra anden verdenskrig ville have været i aktiv tjeneste til helt op i 1980´erne. Spitfire var hurtige og billige at masseproducere, hvilket medvirkede til at besejre det ellers overlegne tyske Luftwaffe.

Nutidens jagerfly tager meget længere tid at producere med installation af mange komponenter og kræver en omfattende træning både af piloter og mekanikere samt efterfølgende vedligeholdelse og opgradering. Derfor er flyene dyre i både anskaffelse og drift – købet af 27 F-35 til det danske forsvar løber op i et samlet beløb på omkring 15 milliarder kroner. Inklusiv anskaffelsesprisen forventes kampflyene at koste cirka 57 milliarder kroner i indkøb og drift frem mod 2050 – et beløb i samme størrelsesorden som indtil videre er brugt i dansk støtte til Ukraine fordelt på 21 donationspakker.

For at vinde et udbud må producenterne ofte acceptere, at dele af produktionen sker i modtagerlandet som led i at sikre beskæftigelse – og eventuel kompetenceudvikling og teknologioverførsel. Alligevel er kontrakterne lukrative for våbenproducenterne og deres aktionærer, der kan se frem til solide gevinster over en lang periode.

Blandt aktionærer er det da også blevet populært at investere i våbenindustrien. Saxo Bank melder, at 150 procent flere af bankens kunder har investeret i aktier i forsvarsindustrien i år sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, ligesom blandt andet Nordea og Jyske Bank melder om en fordobling i salget af militæraktier – måske inspireret af en opfordring i marts fra statsminister Mette Frederiksen om at investere i våbenindustrien som supplement til regeringens beslutning om at bruge 40 milliarder kroner mere på forsvaret frem til 2028.

Advarsel mod våbenindustriens indflydelse

Våbenindustrien kan ikke ligefrem igangsætte krige, men har måske ikke så meget imod, at krige trækker ud og ikke afsluttes for hurtigt.

”En forhandling om fred kan ikke komme på tale, for det er industrien imod. Der er mange penge at tjene i og efter en krig”. Sådan lød det afvisende svar fra en højtstående amerikansk admiral til en repræsentant for tyske officerer bag det mislykkede attentat på Hitler i 1944, da denne officerskreds forsøgte at opnå en forhandling om afslutning på krigen – i alt fald i tv-serien Das Boot. Den er fiktion delvist baseret på autentiske begivenheder og personer. Denne hændelse er nok opdigtet, men kan rumme den sandhed, at våbenindustrien via tæt kontakt til og pres på politiske ledere målrettet varetager sine interesser. Netop det aspekt lød der advarende ord om fra den tidligere øverste kommanderende for de vestlige allierede under anden verdenskrig, general Dwight D. Eisenhower, der senere blev valgt til præsident for USA.

I sin afskedstale i 1961 efter sin anden præsidentrunde advarede han i stærke vendinger imod faren fra det militærindustrielle kompleks, hvorved forstås et interessefællesskab og samarbejde mellem det militære apparat og de store virksomheder inden for rustningsindustrien, hvis produktion forudsætter langsigtet planlægning og omfattende statslige bevillinger.

Mens Eisenhower i sin periode som præsident forsøgte at dæmpe stigningen i forsvarsudgifterne, indgik den militære ledelse og våbenindustrien i et tæt samarbejde, hvilket han opfattede som en alt for stor indflydelse til våbenproducenterne med risiko for katastrofale følger i form af fremvækst af et sideordnet magtcenter i USA. ”Den totale indflydelse – økonomisk, politisk og selv åndeligt – mærkes i hver by, hver statslig institution og hvert kontor i forbundsregeringen”, lød det advarende fra den tidligere femstjernede general.

I dokumentarfilmen “Why we fight” fra 2006 beskriver Joseph Cirincirone fra Carnegie-fonden for international fred skismaet om den militærindustrielle kompleks således: “Almindelige mennesker tænker på forsvarsbudgettet som et naturligt redskab til at bevæbne hæren med, så landet kan forsvares. Men folk i våbenbranchen ved, at det er ren og skær forretning. Meget store koncerner konkurrerer hårdt om at få lukrative kontrakter.”

I 1980´erne med Ronald Reagan som præsident skete der til glæde for våbenproducenterne en stærk vækst, så USA i 1986-87 brugte 34 millioner dollars i timen på forsvarsudgifter. Udgiftsstørrelsen har derefter svinget lidt, men generelt været stigende. En gruppe amerikanske forskere samlet i Union of Concerned Scientists påpegede sidste år, at Eisenhowers advarsel stadig er aktuel. De henviste til, at USA nu bruger flere penge på militær end nogensinde før – og mere end de næste otte lande på listen tilsammen bruger på forsvaret, hvoraf fire endda er tætte allierede med USA.

”Krig er foragt for liv”, lyder det i Nordahl Griegs sang Kringsatt af fiender, der ofte er sunget ved begravelser – også af en dansk officer faldet i krigen i Afghanistan. For våbenindustrien er der ikke så meget at sørge over, for krig betyder fyldte ordrebøger. Lagrenes skal fyldes op igen med krudt og kugler, ødelagt eller mistet materiel og udstyr erstattes og suppleres – med også nye typer våben i kapløbet om at have de mest effektive og hårdtslående, nye og moderne våben.

Krig er også muligheden for at afprøve og indøve ny militærteknologi i praksis, som det skete i den spanske borgerkrig. Her fik den tyske rustningsindustri og det nazistiske styre lejlighed til en generalprøve på en større krig baseret på nye våben og kampformer. Også Danmark har lagt jord til afprøvning af nye våbentyper. Ved englændernes bombardement af København i 1807 brugtes for første gang nyudviklede brandpile – en forløber til nutidens missiler – med omfattende brande til følge i byen. I 1864 brugte prøjserne nye langtrækkende kanoner til at sønderskyde skanserne ved Dybbøl og Sønderborg by. I de aktuelle krige i Ukraine og Mellemøsten er droner den nye våbentype, der afprøves og bruges flittigt af alle parter. Kunstig intelligens (AI) er på vej ind på både den fysiske slagmark og i den digitale krigsførelse, der er en del af den såkaldte hybridkrig.

Våbenindustrien er krigens klare vindere, mens taberne er de mennesker, der dræbes, lemlæstes og traumatiseres eller sendes på flugt. Et års krig mellem Israel og Hamas såvel som Hizbollah har krævet næsten 50.000 dræbte – langt de fleste palæstinensere og i mindre omfang israelere og senest også libanesere.

Mere end to et halvt års krig har kostet 10.000 dræbte og 20.000 sårede civile ukrainere samt et mindre antal dræbte og sårede civile i Rusland eller de russisk erobrede områder. De militære tab på begge sider er langt større, men svære at gøre op, da der fra begge sider kommer forskellige og modstridende opgørelser om egne og fjendens tab. Nogle iagttagere vurderer, at op imod en million soldater tilsammen er dræbt, såret eller savnet, ligesom flere tusinde er taget som krigsfanger. Ud over døde og kvæstede efterlader krig sig også et spor af ødelagte boliger, hospitaler, skoler, institutioner produktionsanlæg og infrastruktur med langvarige udfordringer for store dele af befolkningerne.

Efter krigene venter et omfattende fysisk genopbygningsarbejde såvel som en omfattende psykisk rehabilitering. Krig rummer derfor store både menneskelige og økonomiske omkostninger; men også oprustning i sig selv er omkostningsfyldt, hvilket kan få konsekvenser for centrale samfundsopgaver. Penge og ressourcer kan blive trukket væk fra velfærd og grøn omstilling samt i øvrigt gøre det sværere at leve op til FN´s verdensmål om bæredygtighed, hedder det i førnævnte udtalelse fra bekymrede amerikanske forskere.

Våbenindustriens arbejdere kan både blive vindere og tabere, men er brikker i et større politisk spil, hvor etablering eller bevarelse af job indgår i kampen om vælgere – ikke mindst i udkantsområder med beskæftigelsesmæssige udfordringer. Job kan blive skabt i våbenproduktion ét sted på bekostning af tilsvarende job andre steder. For arbejdere på Terma i Grenaa kan udfaldet af det amerikanske præsidentvalg blive afgørende for deres jobmæssige fremtid.

Kilder:

Metal-Supply.dk, NATO, SIPRI, Folkebevægelsen mod EU, Ingeniøren, Information, DR, TV-2,

Læs og se mere:

Danwatch om salg af flydele fra Terma til Israel:
https://danwatch.dk/vaabeneksport-myndighederne-udelod-oplysning-om-israel/

Eisenhowers advarsel imod det militærindustrielle kompleks:
https://www.archives.gov/milestone-documents/president-dwight-d-eisenhowers-farewell-address
https://blog.ucsusa.org/jknox/four-quotes-from-eisenhowers-military-industrial-complex-speech-that-still-resonate-today/
https://www.youtube.com/watch?v=Gg-jvHynP9Y

Krigen i Ukraine:
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2024/10/04/krig-uden-ende/