Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
12. august. 2022

Grækenland: Politi og demonstranter støder sammen på central plads i Athen

Protester imod anlæggelser af metrostation på Exarchia-pladsen har ført til sammenstød mellem politi og demonstranter i Athen.

Den anarkistiske højborg Exarcheia i Athen danner i disse dage rammen om kampe mellem politi og demonstranter. Foto fra Twitter.

Det venstreorienterede athenske boligkvarter Exarchia har de sidste par døgn lagt grund til uroligheder mellem oprørspoliti, byggearbejdere og lokale beboere.

Årsagen er regeringens upopulære beslutning om anlæggelse af en metrostation på Exarchia-pladsen, der traditionelt har været mødested for store dele af den athenske venstrefløj.

Arbejdet med anlæggelsen af metrostationen er i forvejen flere måneder forsinket på grund af lokale protester.

Ødelæggelse af lokalmiljø

Det venstreorienterede miljø i kvarteret opfatter anlæggelsen af stationen som et forsøg på at smadre den lokale aktivistkultur. Exarchia-pladsen er ikke alene et trafikfrit frirum for beboerne, det har også traditionelt været et mødested for aktivister og sociale bevægelser.

– Regeringen ønsker at ødelægge Exarchia-pladsen. Den har åbent indrømmet, at den ønsker at ændre kvarterets politiske karakter og forandre kvarteret til en turistattraktion, fortæller Panos Kounenakis til Solidaritet.

– Beslutningen om en station på pladsen er taget uden konsensus og helt uden om de lokale beboere, siger han.

Panos Kounenakis bor i Exarchia-kvarteret, men understreger at han udtaler sig som enkeltperson.

“Beslutningen om en station på pladsen er taget uden konsensus og helt uden om de lokale beboere.”

Panos Kounenakis, beboer i Exarcheia

– Anlæggelsen indebærer fældning af 70 store træer til fordel for en stationsbygning i cement og med store trapper. Det vil omdanne pladsen til en kulturel gennemgangslejr i stedet for det offentlige rum for samling og organisering, som det er lige nu, siger han.

­ Regeringen insisterer på at bygge på Exarchia-pladsen selv om der er mange alternative placeringer, og kvarteret samtidigt forsynes med to andre stationer på samme linje, siger han.

– Metrostationen kunne bygges 250 meter væk , så den historiske plads forblev uberørt, og så den også faciliterede Det Nationale Arkæologiske Museum, landets største, og Det Nationale Tekniske Universitet, siger han.

Gentrificering

Exarchia-kvarteret har i de sidste år været forsøgt ødelagt af den konservative Nea Demokratia-regering, mener Panos Kounenakis:

– Der har ikke været rengøring, ingen belysning og politiet har passivt set til, at narkohandlen på pladsen er eskaleret. Metrostationen er en del af hele gentrificeringen af kvarteret. Her er meget boligspekulation med opkøb af hele boligblokke, mange huslejestigninger og airbnb-markedet presser også kvarteret, siger han.

Som tyve om natten

Panos Kounenakis mener, at starten på byggearbejdet netop nu er helt hevidst:

– Byggearbejderne kom som tyve om natten under beskyttelse af oprørspolitiet. Det sker i august, hvor mange er ude af byen. Alligevel er mange mennesker mødt op eller vendt tilbage til byen for at protestere. Folk forsøger at presse byggearbejdere og politi tilbage med fredelige midler, siger han.

Exarchia har også tidligere dannet rammen om sammenstød mellem politi og lokale beboere. I 2019 satte en kampagne fokus på problemer med udlejning af lejligheder gennem Airbnb. Også her lød anklagen på stigende gentrificering af kvarteret.


Om skribenten

Ole Wugge Christiansen

Ole Wugge Christiansen

Journalist og tidligere redaktør for det uafhængige venstreorienterede netmedie Modkraft, der lukkede i 2017. Læs mere