Gramsci kendte hverken til velfærdsstat eller klimakrise

Velfærdsstaten, de nye demokratiske krav og klimakrisen var ikke på Gramscis dagsorden. Læs og brug ham derfor ud fra nutidens sammenhæng, skriver Carsten Jensen. 

Af Carsten Jensen

”Når vi taler om demokrati, mener vi repræsentativt demokrati som i Danmark. Vi taler ikke om folke- og rådsdemokratiske indskrænkninger af demokratiet. Vi skal selvfølgelig have mere demokrati, men det skal være på vores egne betingelser. Ligesom vores socialisme.” 

Sådan sagde Gert Petersen på et valgmøde i Sydhavnen i slutningen af 1970’erne. Hans kommentar var rettet mod Ib Nørlunds partikommunistiske ’folkedemokrati’ og VS’eren Steen Folkes ’rådssocialisme’.

Findes der en læsning af Antonio Gramsci, som er relevant for politik i fx dagens Danmark? Svaret er ja, men man kan ikke redde hele Gramsci i et nutidigt perspektiv. Troskab til udtrykket ’Kill your Darlings’ er en uomgængelig forudsætning for en fornuftig omgang med hans arv. Selvom talemåden hverken skal forstås bogstaveligt eller på en altomfattende måde. 

Velfærdsstaten og politisk demokrati ukendt på Gramscis tid

Problemet med at mene alt, hvad Gramsci har skrevet, stadig er politisk relevant, er først og fremmest, at han ikke kendte historien efter 1930’erne. Det vil også sige, at han helt manglede erfaringerne med, hvad en organiseret arbejderklasse kan opnå med brede politiske alliancer og demokratisk reformkamp. Opbygningen af velfærdsstaterne i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig var ukendt land for en, der døde i 1937. Gramsci ville ikke havde anet, hvad der blev snakket om, hvis han havde hørt venstrefløjspolitikere i dag tale om at ’forsvare velfærdsstaten mod de neoliberale angreb’. 

Udviklingen af – eller forsvaret for – et politisk demokrati med stemmeret for alle, var ham en næsten lige så ukendt størrelse. I 1920’erne, hvor Gramsci gjorde sine egne politiske erfaringer, var forestillingen om, at et politisk system kunne indrettes sådan, at alle grupper af samfundsmedlemmerne inden for et geografisk område kunne stemme til valg af politiske repræsentanter, kunne stille op til valgene, var beskyttede af borgerlige frihedsrettigheder og retsbeskyttelse meget begrænset. 

Hvad angår virkeliggørelse, hørte sådanne systemer til de absolutte sjældenheder. Der var forsøg i New Zealand og Australien, i Skandinavien og enkelte lande derudover. Det brede og mest relevante billede af et politisk system bestod dog i 1920’erne stadig af stater, som vi i dag ubetinget ville kalde autoritære. Hvis der var stemmeret i fx Europa, var den typisk begrænset til mænd. I USA sluttede kampen for sortes reelle stemmeret først med borgerretskampagnerne i 1960’erne. 

Det var denne overvejende autoritære politiske horisont, Gramsci tænkte i og skrev om. Og set i forhold til den var han en progressiv tænker. Som mange andre var han ivrig efter at forbedre eller revolutionere sådanne systemer, men hans tankegang var alligevel begrænset af hans reelle erfaringer. Det betød også, at når han tænkte i demokrati – hvad hans tekster viser, at han gjorde – var det kun i meget abstrakt form. 

Demokrati handlede om lighed for Gramsci, men hans forestillinger om hvilke institutioner, der kunne være med til at realisere demokrati for alle, var i vore dages perspektiver helt utilstrækkelige. Han ville fx ikke have kunnet nikke genkendende til SF’s eller Enhedslistens partiprogrammer, men ville have fundet deres demokrati-syn skrivebordsagtige og verdensfjerne. Med hensyn til velfærdsstaten ville han formodentlig have syntes, at det var nogle mærkelige socialister, der var stolte af deres ’Røde blok’, som ville bevare og udvikle det, han så som borgerskabets stat. Om de så kaldte den ’velfærdsstat’ eller ej. 

Rådssocialismens trange kår

Noget af Gramsci’s tankestof skal billedlig talt smides helt væk – på en miljømæssigt forsvarlig måde – som det er fremgået. En af de idéer man virkelig skal passe på med, er hans forestilling om rådssocialisme. Indført i Danmark i dag ville den være det største tilbageskridt for demokratiet siden besættelsen i 1940.

Gramsci skrev fx i 1919, at parolen for socialisterne i Italien skulle være ”Al magt i fabrikken til fabrikskomiteen – al magt i staten til arbejder- og bonderådene.” Det citat er en fair repræsentation af, hvad Gramsci forestillede sig, det politiske alternativ til den etablerede orden skulle svære. 

Man skal imidlertid huske, at Gramscis politiske ideer ikke blev født samtidig – så de med ét blev et samlet hele. Man kan i stedet sondre mellem i hvert fald tre faser i hans udvikling, og når man taler demokrati, er det også mest fornuftigt at gøre det.

Gramsci lagde ud som en slags nationalist på hans fødeø Sardiniens vegne, men den fase var så ungdommelig, at man reelt kan lade den ligge. Imidlertid blev han hurtigt egentlig socialist, eller venstresocialdemokrat om man vil. Og da Den Russiske Oktoberrevolution blev en realitet, blev han i stigende grad orienteret mod Lenin. Dette i en sådan grad, at han i 1921 fulgte den udbrydergruppe fra socialisterne, der ville danne et kommunistisk parti efter leninistisk mønster. Frem til hans fængsling i 1926 fulgte han denne linje. Da han igen begyndte at skrive i fængslet, var det med en række nye erfaringer, en række eftertanker og en række selvkritikker i bagagen. Han begyndte på at udvikle en ny, kritisk og udogmatisk model for socialisme, der dog aldrig blev helt fuldført. 

“At fabriks- og bonderådene bogstavelig talt skulle have den politiske magt i et enkelt land, som fx Italien i 1920 eller Danmark i 2020 er en forskruet tanke”

Pointen er her, at det må erkendes uden forbehold, at en del af den tekstmasse, der er Gramscis mest direkte arv, simpelthen ikke holder vand i dag i en demokratisk socialismes perspektiv. Det handler om hans kommunistiske periodes tilslutning til et rådsdemokrati, der skulle være baseret på arbejderes tilknytning til fabrikker. Det vil også sige, at især teksterne fra 1920 til 1926 skal læses med store forbehold. 

Den demokratiform, der diskuteres i disse tekster, er ’rådsdemokratiet’ som det i sin yderste korthed er formuleret i citatet ovenfor. Det er en politik, der hører til blandt de mest indskrænkede af dem, der kalder sig demokratiske. At tage dette udgangspunkt i fx Danmark i dag, når man diskuterer grundlæggende styreform ville være et historisk og civilisatorisk tilbageskridt af nærmest utænkelig dimension. Det nytter ikke at skrive hen over den slags: Det skal siges højt og uden forbehold!

At fabriks- og bonderådene bogstavelig talt skulle have den politiske magt i et enkelt land, som fx Italien i 1920 eller Danmark i 2020 er en forskruet tanke, men blot for en ordens skyld skal dens begrænsninger udpindes her. Tanken var, at arbejderne på de enkelte fabrikker skulle tage magten, hvor de var, sende valgte repræsentanter til et centralt råd, der så skulle organisere sig som national regering. 

Farvel til fabriksrådssocialismen…

Der er ganske vist og isoleret set noget smukt og ’selvorganiseret’ ved tanken. Men der er ikke noget som helst smukt ved tanken om, at se de privilegerede – der trods alt er i arbejde – rotte sig sammen om den politiske centralmagt i et angreb på dem, der er marginaliserede: De kronisk syge, de gamle, de ufaglærte der er henvist til de dårligste jobs i servicesektorerne, de offentligt ansatte, de studerende, kunstnerne, og så videre. Denne rådstanke kan sikkert fornyes, men så længe den er baseret på sit princip om, at nogle er inde og andre er ude – i stedet for på universel stemmeret – vil den stadig være den samme, triste rådssocialisme fra 1920’erne. 

Selvfølgelig kan semi-autoritære socialister diskutere mulighederne for overgang til rådsdemokrati i Danmark i dag med dem, der gider. Det må være deres indiskutable demokratiske ret. Det er så også andres ret at sige, at den debat blev overstået i 1920’erne, og at vi ikke bør bruge mere af den knappe, samfundsmæssige dagsordens-tid på den. Der er for mange demokratiske, fremadrettede og ikke mindst relevante spørgsmål at diskutere til, at det er umagen værd. Så farvel til fabriksrådssocialismen.

… men goddag til arbejdermagt!

Når det er sagt, er der selvfølgelig meget fornuft i og brug for at diskutere, hvordan magtforholdene på danske arbejdspladser kan indrettes, så de ansatte får mere at skulle have sagt, mere ansvar og bedre beskyttelse inden for liberal-demokratiske rammer. At have uafhængige beslutningsfora for ansatte på fabrikker og ikke mindst andre arbejdspladser er en supergod idé – men bare ikke som afsæt for en folkelig demokratiform.  

Blot et enkelt eksempel kan illustrere, at der alligevel næppe er nogen egentlig basis for rådstanker i de reelle politiske venstremiljøer i dagens Danmark. Ved et møde i LiteraturHaus på Nørrebro i København var jeg her i efteråret blevet bedt om at fungere som ordstyrer. Emnet var situationen i Bolivia op til valget den 18. oktober, hvor den kup-regering – som der tog magten med militærets hjælp sidste efterår – skulle prøves. I kredsen af Bolivia-venner kunne jeg kun give ordet til én, der i egentlig forstand forsvarede den afsatte præsident Evo Morales. 

Man kunne have troet, at netop den kreds, der var til stede, og hvor alle fire oplægsholdere havde personlige erfaringer med professionelt arbejde under og i tilknytning til Morales’ venstrepopulistiske reformregering, ville være støtter til ham. Men han have tilsyneladende tabt støtten blandt de danske venner, netop på grund af hans negligering af den folkelige dimension af demokratiet. Bolivia-støtterne ville ikke bakke op om én, der krænkede demokratiet, som det fx bliver opfattet i Danmark i dag. 

Med fare for vild overgeneralisering var min konklusion, at folk på venstresiden i dansk politik i dag ikke er villige til at acceptere det, som mange i afkoloniseringens og fredens navn accepterede under Den kolde krig, nemlig krænkelse af den brede forståelse af demokratiet i socialismens navn. Og for en ordens skyld: Det er bolivianere heller ikke. Men med til historien hører heldigvis, at Morales-fløjen med en ny leder vandt valget den 18. oktober. Vel at mærke uden den landflygtige præsident selv ved sit gamle partis styrepind.

Gramsci kan bruges – i parteret udgave

En politisk tilgang i 2020 kan ikke ’baseres på Gramsci’, men inspirationen fra Gramsci kan indgå i aktuel politisk debat om venstrefløjens strategi og taktik. Gramsci er højst en del af inspirationen, men det er helt relevant at bruge den, selvom den baserer sig på hundrede år game erfaringer.

Han kendte reelt ikke perioden efter cirka 1930. Det er snart et helt århundrede siden, han gjorde sine egne politiske erfaringer. Det er klart, at hans ideer ikke kan være andet end retningslinjer og inspirationer. Gramsci kendte heller ikke EU eller de aktuelle klimaudfordringer. Selvom hans ideer kan relateres til disse emner med godt resultat, er det langt fra at sige, at han havde forslag til løsninger.

Gramsci skal parteres, så man kan se, hvad der er spiseligt, og hvad der skal i svinetønden. Nogle af hans begreber kan generaliseres, så de slipper den historisk konkrete virkelighed, de blev udviklet i. Fx civilsamfund og hegemoni.

Man skal derfor passe gevaldigt på med at drive inspirationen fra Gramsci for vidt. I sine unge dage frem til 1926, hvor han blev fængslet, var han uden tvivl en partitro frontkæmper for en centraliseret organiseret politik. Omend hans troskab over for socialisterne, var mindre end hans troskab over for ideen om et ledende parti. Han troede trods alt mere på udsigten til resultater med et nyt kommunistisk parti  – end på at blive i socialistpartiet med henblik på at reformere og forny det. 

“I dag er forestillingen om, hvad et parti skal være, løbet fra de bastante forestillinger, som Gramsci havde i sin ungdom. Meget få i vores kulturkreds tror på, at enkelte partier kan styre en samfundsudvikling i detaljer i en planlagt retning. Og sikkert endnu færre mener, at det vil være en god idé at prøve.”

I dag er forestillingen om, hvad et parti skal være, løbet fra de bastante forestillinger, som Gramsci havde i sin ungdom. Meget få i vores kulturkreds tror på, at enkelte partier kan styre en samfundsudvikling i detaljer i en planlagt retning. Og sikkert endnu færre mener, at det vil være en god idé at prøve. Erfaringen fra de repræsentative demokratier siger, at partipluralisme slår etpartisystemer. Både når det gælder demokratiets kvalitet, økonomisk vækst og forsøgene på at skabe økologisk balance. 

På den anden side er mange af Gramscis ideer om forudsætningerne for demokratisk politik stadig særdeles gangbare. Hans forestilling om lighed og om det selvstændige, oplyste individ, der med sine handlinger tager ansvar også for fællesskabet, er stadig en del af manges forestillinger om direkte demokrati og lokal politik. ‘Gør en forskel hvor du er’, er en formulering fra en anden tid end Gramscis, men den ligger i forlængelse af hans tanker om de individuelle forudsætninger for kollektiv handlen.