8 min. læsetid

Gert Sørensen og Carsten Jensen udsendte i 2015 en god og letlæst introduktion til Gramsci i serien Statskundskabens klassikere på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Det er denne lille bog, som nu har ført til den store – en antologi om Gramscis tanker og spørgsmålet, om de er døde, eller om de stadig kan inspirere.


Af Morten Thing

Den italienske kommunistiske leder Antonio Gramsci (1891-1937) blev første gang omtalt i Danmark i Arbejderbladet i forbindelse med hans arrestation i 1926 og et par gange i løbet af 30erne – ikke mindst i anledning af hans død i 1937. Som tidligere formand for det italienske kommunistparti og som fascismens fange blev han også nævnt i Dimitrovs tale på Kommunistisk Internationales, Kominterns verdenskongres i 1935.

Komintern: et verdensomspændende kommunistisk parti, der satte retningen

Komintern var fra sin grundlæggelse i 1919 tænkt som et verdensparti. De forskellige partier var afdelinger i verdenspartiet, og ledelsen i Moskva bestemte, hvilken politik afdelingerne førte. På verdenskongresserne udkastede ledelsen planen for det politiske arbejde i den næste periode. Disse planer var gældende, uanset hvilket land man snakkede om. I perioden 1928-35 var den overordnede politik, at Socialdemokratiet var ’socialfascistisk’ og skulle bekæmpes ligesom fascismen. I perioden efter 1935 skulle man lave brede alliancer til kamp mod fascismen – om muligt med socialdemokratiet.

Gramscis tanker har sat sig kraftige spor i socialismen

Den afart af ’marxisme’, som Kominterns analyser hvilede på, var en helt afpillet økonomisk analyse, hvorfra politikken blev afledt. Denne ret groteske økonomisme begyndte Gramsci at tænke over i fængslet. Han nedfældede sine tanker i en lang række hæfter. Disse fængselsoptegnelser – som blev offentliggjort i bidder efter 2. verdenskrig (på dansk i 1991 med Gert Sørensens udvalg Fængselsoptegnelser 1-2) – satte sig kraftige spor i den socialistiske diskussion.

Gramscis fængselsoptegnelser rækker vidt omkring, men berømt er især hans tanker omkring revolutionsbegrebet. Han skelnede mellem herredømme, selve magterobringen og hegemoniet, som muliggjorde magtovertagelsen. Hegemoni var en politisk-kulturel kamp, som byggede på klassealliancer, og som gennem konsensus byggede den historiske blok op, som kan føre til herredømmet. I kampen for hegemoniet karakteriserer han de politiske kampe som ’stillingskrig’; først når herredømmet var på dagsordenen, var kampene ’bevægelseskrig’.

Hvad kommer først? Økonomi, politik, religion eller kultur?

Et andet forhold, Gramsci tager op, er forholdet mellem økonomien og samfundets andre sfærer som politik og kultur. Her er Marx’ billede: Den økonomiske basis og den ideologisk-politiske overbygning, blevet vendt og drejet på alle tænkelige måder. Komintern så forholdet som en ’determinisme’, dvs. som en ret entydig bestemmelse, som gik fra basis til overbygning.

Gramsci var ikke så deterministisk. Han beskæftigede sig ikke mindst med Italiens udvikling og analyserede forskellen mellem det industrialiserede Norditalien og det tilbagestående Syditalien. Han pegede her på, at på grund af samfundets sammensathed spillede religion og kultur en rolle, som ikke kunne ses blot som determineret af økonomien.

Bogens første del: Historie og teori – Hvordan Gramsci fra Sardinien ser industribyen Torino

Bogens antologi falder i tre dele: 1) Historie og teori, 2) Bevægelser og politik, 3) Debat. Første del indledes af Claus Bryld og Gert Sørensen, som skriver om ’Antonio Gramsci og hans samtid’. Her kan man begynde, hvis man er interesseret, men personligt synes jeg litteraturen om Gramsci er uoverskuelig stor.

Det biografiske spor følges af Fiamma Lussana med artiklen ”Fra Sardinien til Torino. En socialt engageret sarder i en stor og frygtindgydende verden’’. Lussana er professor i samtidshistorie ved universitetet i Sassari på Sardinien. Hun beskæftiger sig med, hvordan Gramsci blev præget af Sardinien som en del af Syditalien, og hvordan det skærpede hans sensitivitet for det historisk nye ved industribyen Torino, hvor han studerede.

Carsten Jensen og Gert Sørensen (red.): Antonio Gramscis Aktualitet, PS, Forlaget Politiske Skrifter, 328 s. 200 kr

Den engelske sociolog Bob Jessop skriver om ”Gramsci som forløber for kulturel politisk økonomi”, hvor ’kulturel politisk økonomi’ betegner Jessops egen position. Det er en argumentation om, hvordan Gramsci kan bruges i moderne socio-politologi. Desværre synes jeg artiklen virker meget abstrakt og luftig. Jeg tænker, at havde jeg læst et par bøger af Jessop i forvejen havde det hjulpet.

Gert Sørensen slutter del 1 af med en god og grundig artikel om ”Praxisfilosofi som absolut historicisme. Fra Machiavelli til nyere italiensk tænkning”. Praxisfilosofi er Gramscis egen betegnelse for sin tænkning. Ikke mindst Machiavelli, og Gramscis forhold til ham, er centralt i artiklen. Også Bukharin og hans håndbog i historisk materialisme bliver behandlet, fordi Gramsci brugte den som udtryk for Kominterns marxismeforståelse. Gert Sørensen trækker tråde frem til introduktionen af Gramsci under Togliattis lederskab af det italienske kommunistparti og videre fremad.

Niccolò Machiavelli var en italiensk forfatter, filosof og samfundsteoretiker. Hans tanker inspirerede Antonio Gramsci. Foto: Wiki commons

Bogens anden del: Bevægelser og politik – hvorfor solidaritet mellem arbejdere ikke også gælder migrantarbejderne

Bogens 2. del handler om ’Bevægelser og politik’. Det er et spændende afsnit, der ikke mindst beskæftiger sig med moderne bevægelser og deres brug eller ikke-brug af Gramsci. Bjarke Skærlund Risager tager fat på, om Gramsci er død, dvs. om Gramscis tanker og teorier betyder noget i moderne politologi.

Óscar García Agustín og Martin Bak Jørgensen bruger helt aktuelle begivenheder, nemlig ’Social Dumping og Fri Bevægelighed’ til at stille spørgsmålet – hvorfor solidaritet mellem arbejdere ikke også gælder migrantarbejderne. Med Gramsci ved hånden foreslår de et solidaritetsbegreb, som kan bruges i EU, når der er fri bevægelighed for arbejdskraften.

Carsten Jensen skriver interessant om det spanske parti Podemos og dets inspiration fra Gramsci. ”På en måde kan man hævde, at Gramsci lever, hvis man hermed mener, at hans tekster ikke blot er museumsstykker, men også en del af en aktiv politisk debat i dag, hvor formålet ikke blot er at studere klassikere for deres egen skyld, men at udvikle idéer til brug for praktisk politik.”

Gramscis kritik af Lenins partiopfattelse glimrer ved sit fravær

Tredje del af antologien hedder bare ’Debat’. Den består af to kritiske indlæg og redaktørernes svar. Claus Bryld lægger for med et kættersk indlæg fra én, som har beskæftiget sig med Gramsci: ’Samme strategi i forskellig sprogdragt?’ Han argumenterer for, at Gramscis centrale ideer allerede findes hos Engels og Borgbjerg. Hans konklusion er, ”at Gramsci må læses i sit eget lands og sin egen tids kontekst. At tro at hans tanker mere eller mindre direkte kan overføres til andre lande og tider, kan kun føre på vildspor.”

Jan Helbak, som er redaktør på netmediet Kritisk debat, anmeldte i sin tid Gert Sørensens og Carsten Jensens lille bog om Gramsci, da den udkom i 1915. Den anmeldelse har han udvidet til denne antologi.

Det er på mange måder en god anmeldelse, han synes faktisk godt om den lille Gramsci-bog. Men han har forskellige indvendinger mod den. Især mener Jan Helbak, at Gramscis kritik af Lenins partiopfattelse glimrer ved sit fravær. Et andet sted, han kritiserer, er opfattelsen af Marx’ praxisbegreb, hvor han henviser til Marx’ og Engels’ bog Den tyske ideologi, som Gramsci nok ikke fik læst, da den først blev udgivet i 1932.

Antologien og tredje del sluttes af med Carsten Jensens og Gert Sørensens ’Replik til Jan Helbak’. De udpeger to spørgsmål som de centrale: ”1. Har Marx og Lenin allerede sagt, hvad der skal siges? 2. Er Gramsci mere hegelianer end marxist?” De mener, at Jan Helbak svarer ja til de to spørgsmål, ”hvilket skulle neddimensionere Gramscis bidrag.” De peger på, at Helbak undervurderer den ”massive tilstedeværelse” af Machiavelli hos Gramsci. På mange måder er det et flot og grundigt svar, som også kommer Helbak i møde på flere punkter.

Antologien afsluttes med en bibliografi over danske udgivelser om Gramsci.

På mange måder er det en eksemplarisk bog, Carsten Jensen og Gert Sørensen har redigeret (og skrevet i). Den kommer godt rundt om spørgsmålet, om Gramscis tanker stadig kan inspirere – og viser ret tydeligt, at der stadig er liv på kloden Gramsci. Artiklerne giver også plads for kritik – og henvisninger til den centrale litteratur, man kan læse, hvis man vil vide mere. Ellers kan man starte med den lille Gramsci-bog fra 2015 og så kaste sig over denne ”Antonio Gramscis Aktualitet”.


Morten Thing er kulturhistoriker og har skrevet omfattende om Marie Nielsen, Martin Andersen Nexø og dansk arbejderhistorie. Han har redigeret bogen “Venskab og revolution. Martin Andersen Nexøs og Marie Nielsens venskab og politiske virke 1918 1924, der er udgivet på Selskabet for Arbejderhistorie.