Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. februar. 2018

Grønne job på dagsordenen

Fagforeninger og arbejdspladser må ind i kampen for at sikre en dybtgående og hurtig grøn omstilling. Det…

Fagforeninger og arbejdspladser må ind i kampen for at sikre en dybtgående og hurtig grøn omstilling. Det kræver, at der skabes udsigt til nye, bæredygtige job i stedet for de job, der må forsvinde.

Af Finn Kjeller

Fuld fart på olieudvindingen! Det var budskabet fra norsk LO og den norske arbejdsgiverforening i en fælles udtalelse op til Stortingsvalget den 11. september 2017. De valgte hensynet til de ubæredygtige arbejdspladser i olieindustrien og vendte ryggen til voksende krav om at tage ansvar for klimakrisen.

Også i Danmark står tunge erhvervssektorer i vejen for en dybtgående og hurtig grøn omstilling, uden hvilken vores land medvirker til at overophede kloden i en varig global klimakatastrofe. Det er f.eks. Nordsøolien og -gassen og det industrielle landbrug.

I sidste nummer skrev vi om den hastigt ekspanderende flytrafik, hvor lufthavnsudvidelsen i København endnu ikke har mødt kritik fra venstrefløjen – for slet ikke at tale om fagbevægelsen. Men der er dog også ansatser til en anden politik i fagbevægelsen.

I Storbritannien, Frankrig, Norge og andre lande er fagforeningsfolk og klimaaktivister gået sammen i kampagner for storstilet igangsættelse af klimajob. Herhjemme har 3F og Byggefagenes fagforeninger fremsat forslag om grønne job, men der har ikke været nogen større, fælles kampagner.
I dette nummer sætter vi fokus på, om fagbevægelse og miljøbevægelse kan mødes i kampen for bæredygtig beskæftigelse.

Størstedelen af fagbevægelsen lægger sig stadig tæt op ad industrichefernes vækstdagsorden, hvor øget konkurrenceevne (læs: profit) og økonomisk vækst er omdrejningspunktet. I den optik skal grøn omstilling »sikre en fortsat vækst og øget beskæftigelse«, som det hedder i en rapport fra 3F’s Grønne Tænketank.

Men det er ikke bæredygtigt, at vindmølle- og energirenoverings-job kommer i tillæg til motorvejs- og lufthavnsbyggeri. Der er job, som må afvikles, hvis vi skal have en chance for at tøjle den globale opvarmning og standse nedbrydningen af naturen.

Netop derfor er det så vigtigt at få planer for klimajob og grønne job på dagsordenen. For at ændre styrkeforholdene til fordel for hurtig grøn omstilling er det afgørende at få fagforeninger og arbejdspladser ind i kampen. Det kræver, at der skabes udsigt til nye, bæredygtige job – i stedet for de job, der forsvinder.

At kræve en omfattende klimajobplan er et skridt i retning af en socialt retfærdig, økologisk omstilling. Samtidig peger kravet om en klimajobplan frem mod en demokratisering af økonomien: Det er et krav om, hvad der skal prioriteres i økonomien – en prioritering, der ikke kan overlades til markedskræfterne.

At udvikle planer og føre fælles kampagner for klimajob og andre grønne job er ikke noget, der kan eller bør afvente et regeringsskifte. Tværtimod er det nu, vi skal samle opbakning til et rødt og grønt alternativ. Det er nu, grunden skal lægges for et skifte i holdninger, politik og produktion. ■

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER