Handelskrigen mellem USA og Kina

Handelskrigen mellem USA og Kina

af Zhiming Long, Zhixuan Feng, Bangxi Li og Rémy Herrera

Forfatterne foretager en marxistisk analyse af handelsrelationerne mellem USA og Kina, som de har udfoldet sig de seneste årtier. De påviser, at handelen mellem de to lande har haft karakter af et ulige bytte til USA’s fordel. Denne fordel er imidlertid i de allerseneste år skrumpet ind, og dette kunne, ifølge forfatterne, være en forklaring på, at den amerikanske regering har indledt handelskrigen med Kina.

(Oversat af Peer Møller Christensen, bragt her med tilladelse fra Monthly Review,Okt 2020 hvor artiklen oprindeligt blev offentliggjort med titlen : ”US-China Trade War” (se https://monthlyreview.org/2020/10/01/u-s-china-trade-war/ )

Karl Marx hævdede, at den internationale handel, som David Ricardo havde sagt, især ville kunne vokse, hvis den medførte en vækst i produktionen til lavere omkostninger. Marx tilføjede imidlertid også, at byttet, på trods af denne øjeblikkelige gevinst, sker på bekostning af de mindre industrialiserede økonomier og faktisk viser sig at være ulige, det vil sige, at det er en form for ekspropriation, når vi tager højde for den mængde arbejde og mængden af produktiv indsats, der indgår i de udvekslede varer.(1)Dette ses for eksempel, når et “mindre udviklet” lands arbejdskraft har en lavere produktivitet end dets udenlandske handels-“partnere” , dvs. at der indgår færre arbejdstimer i produktionen af de varer, landet importerer, end i dets egen eksport. Forholdet mellem den mængde arbejde, der kræves af henholdsvis eksport og import, er i dette tilfælde ugunstigt for det mindst ”udviklede” land, som bliver udbyttet, når de respektive indsatser af arbejdskraft tages i betragtning. Efter Marx har marxister, der tager udgangspunkt i teorier om det kapitalistiske verdenssystem, påvist, at graden af ulighed mellem lande, der indgår i et bytteforhold, er afhængig af forskellen i aflønningen af arbejdskraften, som ved samme produktivitet (2) er lavere i periferien end i centeret.

Ved at afsløre det imperialistiske byttes ulige eller ekspropriative karakter afviste Marx
således den opfattelse af den internationale handel, at konkurrence fører til udligning eller korrektion af uligheder, og understregede i stedet de dominans- og udbytningsmekanismer, der påvirker mindre industrialiserede økonomier og fører til deres underordning under de rige kapitalistiske lande(2). Selv om Marx mente, at ”handelsfrihed fremskynder den sociale revolution” og valgte at “gå ind for frihandel”, undlod han ikke at insistere på, at sidstnævnte forværrer uligheden mellem landene og skaber en international arbejdsdeling, der fungerer i overensstemmelse med de mest magtfulde kapitalisters interesser. Uden at være tilhænger af protektionisme afviste Marx radikalt de normative konklusioner, som fremførtes af mainstream-økonomer og tilhængere af frihandel (3).

Kan Marx så hjælpe os med at forstå visse sider af de nuværende relationer mellem USA og Kina?
Det meget store amerikanske handelsunderskud over for Kina var Washingtons vigtigste påskud for i første halvdel af 2018 at starte det, der sædvanligvis kaldes en ”handelskrig” mod Beijing. Ud over beskyldninger om ”tyveri” af intellektuel ejendom og andre høfligheder, henviser den amerikanske regering til den angiveligt “uretfærdige” konkurrence fra Kina. Indenfor denne forståelsesramme, forøger Kina angiveligt sine fordele ved på den ene side at øge sin eksport ved hjælp af lave lønninger og en undervurderet national valuta og ved på den anden side at lægge hindringer i vejen for import ved at give subsidier til indenlandske virksomheder og ved hjælp af skrappe administrative begrænsninger vanskeliggøre adgangen til sit hjemmemarked.(4) Er USAs handelsunderskud over for Kina ikke et uigendriveligt bevis på, at Donald Trump har ret, når han siger, at ”Kineserne hvert år stjæler hundreder af milliarder dollars [fra USA] og investerer dem i Kina ”(mens han samtidig hævder, at præsident Xi Jinping er “en af [hans] meget, meget gode venner”)?(6) De nylige ændringer i sammensætningen af de globaliserede værdikæder, der har betydet, at Kina gradvist har indtaget en strategisk plads i de globale forsyningsnetværk, har afgjort en tendens til at komplicere analysen. Men hvordan kan nogen afvise beviset for, at alle disse dollars faktisk overføres fra det land, som har underskud på handelsbalancen til det land, der har overskud?

Som vi ved, har man siden 1980’erne (og endda siden 70’erne) kunnet iagttage stadigt stigende underskud i den bilaterale handel til skade for USA og i Kinas favør. Der er forskelle i de nøjagtige beregninger af handelsunderskuddets størrelse baseret på amerikanske data (fra det amerikanske handelsministerium) og kinesiske data (fra Kinas toldvæsen). Forskellene i disse vurderinger skyldes bl.a. forskellige møder at inkludere reeksport fra Hong Kong, transportomkostninger og rejseudgifter til statsborgere i de to lande i tallene.

Forværringen stilnede af (og det kun midlertidigt inden den igen accelererede) som følge af virkningerne af de kriser, der rystede den amerikanske økonomi i 2001 (da den “nye økonomi”-boble brast) og i 2008 (under den såkaldte “subprime”-krise, som fra 2009, men især fra 2012 gav genlyd i Kina); revalueringen af den kinesiske valuta (i 2005 og i 2011) og den finansielle krise på de kinesiske aktiemarkeder i sommeren 2015. Fra først at forværres langsomt i 1990erne og derefter stige skarpt i nullerne og 2010erne, overskred denne bilaterale uligevægt i 2002 100 milliarder dollars, i 2005 200 milliarder dollars, derefter 300 milliarder dollars i 2011, før underskuddet i 2018 alene for varer (ekskl. tjenesteydelser) nåede rekorden med 419,5 milliarder dollars. Kina var på dette tidspunkt officielt blevet USAs allerstørste handelspartner, hvad angår handel med varer for i alt 659,8 milliarder dollars: 120 milliarder dollars i amerikansk eksport og 539,5 milliarder dollars i import. Samtidig udviste handelen med tjenesteydelser i 2018 et overskud i USAs favør på 40,5 milliarder dollars.

Netop i 2018 iværksatte Washington handelskrigen mod Kina. De indledende skridt blev taget i januar og bestod i en kraftig forøgelse af toldsatserne på visse produkter importeret fra Kina (f.eks.
husholdningsudstyr og solcelleanlæg). I marts fulgte yderligere hindringer for importen fra Kina (bl.a. metallurgi, biler, luftfart, robotteknologi, informations- og kommunikationsteknologier, medicinsk udstyr [blev ramt]). I april kom derefter sanktioner mod bestemte kinesiske virksomheder, som blev ramt af forbud mod brug af amerikansk fremstillede komponenter

Da man nåede frem til juni 2019, hvor toldforhøjelser ramte nye sektorer, var Kina ikke længere USAs største handelspartner, men blev overhalet af USAs partnere i NAFTA, Mexico og Canada. Ved udgangen af 2019 var det amerikanske handelsunderskud over for Kina blevet markant reduceret og beløb sig nu til 345,6 milliarder dollars, mindre end det havde været ved afslutningen på Barack Obamas anden præsidentperiode – et skift, der blev synligt fra de første måneder af 2019.

Skulle Trump således have ret og være på vej til at vinde sin handelskrig? Mainstream-økonomer hævder, at handelen mellem USA og Kina er uretfærdig, men er det virkelig tilfældet?

Hvordan ulige handel måles

Under hensyntagen til forskellige tekniske forudsætninger og antagelser kan man beregne den respektive værdi af indholdet af arbejde i de varer og tjenesteydelser, der i landenes bilaterale handel udveksles mellem USA og Kina.(7) Det er det, vi har gjort ved hjælp af to forskellige metoder.(8) Den første metode består i direkte at estimere det ulige bytte som forholdet mellem det kvantum arbejde, der indgår i den amerikansk-kinesiske handel: Kina eksporterer et kvantum arbejdstimer udført af kinesiske arbejdere og importerer til gengæld et andet kvantum timer udført af amerikanske arbejdere, hvortil lægges overskuddet på handelsbalancen – det vil sige et yderligere antal timer leveret af de samme amerikanske arbejdere svarende til det bilaterale overskud på handelsbalancen. Vi er også nødt til at vurdere hvor mange timers arbejde, både i USA og Kina, der svarer til en amerikansk dollar. I vores beregninger, som baseres på nutidspriser, må vi derfor konvertere de respektive valutaer ved hjælp af officielle valutakurser.

De resultater, vi nåede frem til for de sidste fire årtier (fra 1978 til 2018) understreger, at der på bekostning af Kina og til fordel for USA er tale om et ulige bytte mellem De forenede Stater og Kina. De respektive ændringer i det arbejde, som indgår i de handlede varer, var meget forskelligt i de to lande. For Kinas vedkommende ser vi en kraftig stigning indtil midten af 2000’erne, fulgt af et pludseligt fald og derefter en stabilisering i begyndelsen af 2010’erne, men i USAs tilfælde, ser vi en langt mere moderat udvikling i form af en støt vækst. Vi konstaterer derefter, at en times arbejde i USA mellem 1978 og 2018 i gennemsnit udveksles med næsten fyrre timers kinesisk arbejde. Men fra midten af 1990’erne – en periode med dybtgående reformer i Kina, især på det finansielle og budgetmæssige område – så vi et meget markant fald i det ulige bytte uden, at det dog helt forsvinder. I 2018 blev 6,4 timers kinesisk arbejde stadig udvekslet med 1 times amerikansk arbejde. Kan udhulingen af denne amerikanske handelsfordel så forklare udbruddet af handelskrigen med Kina?

Vi anvendte også en anden metode til at kontrollere disse resultater. Med vores første metode sammenlignede vi den gennemsnitligt nødvendige arbejdstid, der kræves til fremstilling af de handlede varer, så vi direkte kunne vurdere den ulige handel. Men tilegnelsen af produceret rigdom mellem lande kan faktisk kun stringent måles ved hjælp af den bilaterale overførsel af “samfundsmæssigt nødvendigt arbejde”, det vil sige “internationale værdier.” Sidstnævnte kan estimeres empirisk, selvom beregningerne ikke er lette at udføre. Dertil kommer, at det ved hjælp af den foregående metode kun var muligt at beregne det levende arbejde, som direkte indgik i eksportvarerne, mens bruttoproduktet også inkluderer det arbejde, der materialiseres i de forskellige produktionsmidler, der udnyttes. Vores anden metode er for at overvinde de nævnte begrænsninger i den første metode baseret på den nye fortolkning af arbejdsværditeorien og mere præcist at kunne undersøge omfanget af det ulige bytte. Mens vores første metode måler det arbejde, som direkte indgår i byttet, fokuserer vores anden metode på de internationale værdier ved hjælp af input- output-tabeller.(8)

Beregningen af det ulige bytte er snævert knyttet til anvendelsen af input-output-metoder, fordi det indebærer en måling af strømmen af varer, der handles og de værdier, der ligger til grund for arbejdsdelingen mellem de to lande. Den værdi, der kan måles, er faktisk mængden af det samlede input af arbejde, som indgår i varerne, og som omfatter både mængden af direkte arbejde og det “materialiserede” arbejde – sidstnævnte stammer fra det arbejde, der indgår i halvfabrikata (eller mellemliggende produktionsprocesser) i den samlede vareproduktion. Ideen er at måle denne værdi ved at anvende en input-output-matrix til beregning af inputtet af arbejde. Men hvor det ulige bytte involverer sammenligninger af priser, er den enhed, der måler arbejdsinputtet, tid. Derfor skal enheden for værdi målt i tid konverteres til en monetær enhed, for hvilken værdimålingsskemaet, som baseres på den nye fortolkning af arbejdsværditeorien, er en mulig løsning. En global værdikæde er en form for integreret arbejdsdeling, hvilket indebærer en dobbelt dimension (lande × industrier). For at repræsentere dette er det mest egnede værktøj multiregionale input-output-tabeller. Her bruger vi sådanne, detaljerede tabeller over varestrømmen med målinger af de værdier, der indgår i varerne, for at estimere de internationale værdistrømme og ved slutteligt ved at sammenligne sidstnævnte med valutastrømmene at finde omfanget af det ulige bytte.

Inden for denne alternative ramme vurderer vi således mængderne af nyskabte internationale værdier i de forskellige sektorer i hvert land udtrykt ved valutakursen i købekraftsparitet for at afspejle andelen af et lands produkter i den globale produktion og for at eliminere virkningen af svingninger i den virkelige valutakurs. Vi beregner derefter forskellen mellem de nye internationale værdier, der er skabt af hver økonomisk sektor i hvert land og priserne på verdensmarkedet. Takket være en verdenshandelsmatrix konstrueret på basis af internationale input-output-tabeller for hver sektor i de to lande, finder vi de samlede værdier for overførsler fra eller til andre registrerede økonomiske aktiviteter, der faktisk overfører nettoværdierne, dvs. omfanget af det ulige bytte. Ud fra de tilgængelige data kunne vores beregninger kun dække årene mellem 1995 og 2014 for 55 sektorer og 43 lande, herunder USA og Kina. Hvis vi fokuserer på de to sidstnævnte lande, bekræfter de resultater, vi opnår med denne anden metode, de resultater, vi tidligere indsamlede med den første metode: Der var i perioden 1995 til 2014 ulighed i handelen mellem USA og Kina. Samlet set fandt overførsler af internationale værdier stort set sted til USAs fordel. Udtrykt i nutidsdollars, udgjorde denne ”omfordeling” i slutningen af perioden 100 mia. dollars eller næsten 0,5 procent af den amerikanske værditilvækst.

Undermineringen af USAs fordele

Vores resultater viser, at USA som hegemonisk verdensmagt i stigende grad finder det vanskeligt at bevare sin fordel og vinde i denne konkurrence og derfor at bære alle konsekvenserne af den frihandel, som landet engang til sin egen fordel definerede reglerne for. Det er faktisk i væsentlig grad lykkedes Kina at reducere betydningen af dette ulige bytte og gradvist formindske skaderne ved overførslen af værdi: Den ugunstige overførsels andel af den kinesiske værditilvækst faldt fra -3,7 procent til -0,9 procent mellem 1995 og 2014. Faktisk måtte Kina i 1995 betale 50 timers kinesisk arbejde for en time amerikansk arbejde, men kun syv i 2014.

Oven i dette er de sektoranalyser, der kan uddrages, når man anvender vores anden metode til beregning af det ulige bytte, meget oplysende. Skønt 43 af de 55 sektorer (78 procent), som vi har inddraget i vores undersøgelse, mellem 1995 og 2014 viser overførsler af værdi i retningen fra Kina til USA (mest udtalt inden for tekstil, beklædning og fremstilling af lædervarer samt fremstilling af møbler o.a.), går overførslen af værdier for de tolv øvrige sektorer i den modsatte retning – det vil sige, de virker til ugunst for USA. Disse sidstnævnte aktiviteter omfatter fremstilling af computere, elektroniske og optiske produkter (med 6,9 milliarder dollars overført fra USA til Kina i 2014) landbrug, jagt og jagtrelaterede aktiviteter (3,1 mia. dollars), fremstilling af motorkøretøjer og trailer- og sættevogne (1,1 mia. dollars) og fremstilling af basale farmaceutiske produkter og farmaceutiske præparater (422 millioner dollars, igen beregnet for 2014).

Den første af disse sektorer udgør en af hovedakserne i den offensiv, som er iværksat af Trump-regeringen og som er rettet lige så meget mod Kina som imod ”globalismens” gigantiske, amerikanske, multinationale virksomheder, især inden for de nye informationsteknologier og kommunikation, som han kritiserer for at have flyttet produktionen til Kina, og som han hævder, han vil bringe tilbage til USA. Trump bliver ofte affærdiget som en “galning”, men han er faktisk produkt af og en fremtrædende repræsentant for en af fraktionerne inden for den højfinans, som i øjeblikket dominerer den amerikanske økonomi – den “kontinentalistiske” fraktion, i modsætning til den “globalistiske” fraktion.(9) Den anden sektor, bilindustrien, er en af søjlerne i den amerikanske økonomi, men som blev slemt rystet (og reddet til overflod) efter krisen i 2007-2009. Den tredje sektor, landbrug og husdyrhold, har lidt under nogle af de hårdeste kinesiske gengældelser i form af toldafgifter, der blev pålagt landbrugsvarer importeret fra USA (især fra stater, der både er storproducenter af landbrugsvarer og – som for eksempel Kansas – ivrige tilhængere af Trump under præsidentvalget) – kinesiske restriktioner, der har forværret USAs situation. Den fjerde økonomiske sektor, der nævnes blandt USAs svageste, er fremstilling af basale farmaceutiske produkter og farmaceutiske præparater. På det seneste har COVID-19-pandemien på det smerteligste afsløret denne sektors afgørende, strategiske betydning. Kan det så undre, at iværksættelsen af en handelskrig under disse forhold også ville indebære et forsøg fra USAs side på at begrænse overførslen af de værdier, Kina trækker ud af disse grundlæggende sektorer?

Udfordring af det globale hegemoni

Bag tiraderne fra politiske fora og de diplomatiske forhandlingers vinduespynt er de økonomiske spørgsmål, vi her beskæftiger os med, komplekse. En mængde overlappende faktorer kan hjælpe til med at forklare den nedadgående tendens, der kan iagttages i udvekslingsforholdet mellem de mængder arbejde, der indgår i den bilaterale handel. Blandt andre er nogle af de væsentligste utvivlsomt de svingninger i valutakurserne og den respektive produktivitetsdynamik, som især afspejler ændringer i produktionen og de teknologiske gab mellem de to lande.

Den eksponentielle vækst i Kinas eksport over de sidste tredive år er foregået på basis af en vellykket – men lang og vanskelig – industrialisering og streng kontrol med graden af landets åbenhed over for verdenssystemet inden for rammerne af en grundigt kontrolleret ”udviklingsstrategi.”(10) Derfor har det været muligt gradvist at ændre eksportens indhold så den kommer fra stadig mere avancerede produktionsprocesser, frem til et punkt hvor højteknologiske varer og tjenester i dag udgør mere end halvdelen af den samlede værdi af de varer, der eksporteres fra Kina. Takket være teknologisk innovation inden for alle områder (inklusive robotteknologi, atomkraft, rumfart) har landets produktionsstruktur været i stand til at udvikle sig fra “made in China” til “made by China”. Gennem flere årtier er væksten i arbejdsproduktiviteten i gennemsnit steget fra 4,31 procent i 1980’erne til 7,28 procent i 1990’erne, 11,72 procent i 2000’erne og endda 14,12 procent for 2010. Denne acceleration har gjort det muligt at skabe en meget stabil vækst i arbejdernes lønninger (i købekraft), mens den svage stigning i de kinesiske “arbejdskraftsomkostninger” i forhold til konkurrenter i syden (Sydkorea, Mexico, Tyrkiet osv.) hverken presser kinesiske virksomheders konkurrenceevne eller deres overskud. På nuværende tidspunkt spiller eksporten – og udenlandske direkte investeringer, da mere end halvdelen af eksporten produceres af udenlandske transnationale virksomheder, der har slået sig ned i Kina – i stedet en positiv rolle i landets udvikling.

Valuta- og handelskrige følges uvægerligt ad. Handelskrigen mod Kina blev iværksat af den amerikanske regering i en situation, hvor USA i årtier har udøvet et ekstremt pres på alle andre økonomier gennem sin nationale valuta, som også er den internationale reservevaluta. Med det formål at forsøge at forbedre konkurrenceevnen for det ene eller det andet af de to landes eksport, har konkurrencen om at etablere en svag dollar eller en svag yuan for nylig taget fart, da de monetære myndigheder i Kina reagerede på de amerikanske sanktioner ved at lade Kinas nationale valuta falde i værdi. Yuan’en blev således “devalueret” i august 2019. Men var den i virkeligheden undervurderet før da ?

Det boom i eksporten, som den kinesiske vækst-“model” delvist støttede sig på – men kun delvist – har udkrystalliseret et vigtigt spændingspunkt i de internationale økonomiske relationer. Ifølge amerikanske og andre medier har renminbi, hvis valutaenhed er yuan, faktisk efter sigende længe været tydeligt undervurderet. Denne påståede undervurdering, hævdes det, var årsagen til den forværrede amerikanske handelsbalance, fordi eksporterede kinesiske varer, der allerede var meget billige, blev gjort endnu mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet af en yuan, der blev holdt kunstigt nede i værdi. Deraf kommer det forstærkede pres fra Washington for at styrke den kinesiske valuta mod dollaren, hvilket trods Beijings modvilje og modstand førte til revalueringer i 2005 og 2012. Mellem disse to år – det vil sige mellem det tidspunkt, hvor de kinesiske monetære myndigheder besluttede ikke længere at knytte svingninger i kursen på deres valuta til dollarkursen (juli 2005) og den sidste revaluering (april 2012) – er yuan’ens reelle værdi steget med 32 procent i forhold til dollaren.

Debatterne mellem økonomer om valutaers “retfærdige værdi” er kontroversiel. Blandt de diskuterede kriterier er det dog først og fremmest forholdet mellem betalingsbalancen og bruttonationalproduktet, der bruges af de forskellige ekspertrådgivere for de amerikanske regeringer (under præsidenterne Obama og Trump). Den målestok, der således anvendes til at definere den såkaldte “ligevægtskurs”, er et forhold på mellem +/- 3 eller 4 procent mellem overskud eller underskud på betalingsbalancen og bruttonationalproduktet. Men hvis vi anvender dette kriterium på Kina, de bilaterale forbindelser med De Forenede Stater taget i betragtning, ser vi, at det kinesiske forhold er faldet fra over 10,6 procent i 2007 til mindre end 2,8 procent i 2011 og til kun 1,4 procent i 2012. Og dette kriterium blev derefter fortsat opfyldt og stabiliseredes lige over 3,5 procent, og er således inden for det amerikanske ”vindue”. I de tidlige 2010’ere lykkedes det derfor Kina at bringe sin betalingsbalance set i forhold til bruttonationalproduktforholdet ned på et niveau, der anses for “rimeligt”, hvilket betyder kompatibelt med yuan’ens kurs i forhold til dollaren. Eksportens andel af bruttonationalproduktet er blevet bragt under kontrol: Efter at være steget til mere end 35 procent i midten af 2000’erne, er den faldet til under 20 procent – dvs. ti procentpoint under verdensgennemsnittet, som de sidste ti år har været på 30 procent. I Kina er eksportens andel af BNP på under 20 procent nu lavere end det er tilfældet inden for OECD (28 procent) og endnu mere markant sammenlignet med eurozonen (45 procent). Det er også denne kontrol, der har garanteret Kina relativt mere stabile forhold med hensyn til valutakurser (og inflationsrater) end andre lande.

Følgelig er “undervurderingen” af yuan’en, så snart vi henviser til den målestok, der hyppigst bruges af den amerikanske regering selv, ikke så indlysende som ofte hævdet (i modsætning til forringelsen af Kinas bytteforhold, der er meget reel, men generelt overset). Dette har dog ikke forhindret USA i, på trods af de gigantiske dobbelte ubalancer der karakteriserer den amerikanske økonomi (underskud på statsbudgettet samtidig med underskud på handelsbalancen), at føre det som mange observatører har kaldt en “valutakrig”, ved at nedskrive den amerikanske dollar på de udenlandske valutamarkeder og forsøge at påtvinge Beijing vilkårene for noget, der ligner en “overgivelse”, hvor en af konsekvenserne ville være en devaluering af de kinesiske monetære myndigheders dollarreserver.(11) Ikke desto mindre er det Kina, der ofte beskyldes for at skærpe denne overgang fra handelskrig til valutakrig.

Kunne det skyldes, at Kina har formået at implementere et ikke-finansielt udviklingsprojekt uden krig, der autonomt og effektivt udfordrer den amerikanske højfinans’ magtblok, som lever af fiktiv kapital og påtvinger verden sine kriser og krige ?

Den hypotese, som vi derfor vil formulere, er, at i tillæg til en valutakrig, der i forvejen var i gang, kunne den handelskrig, der som Washington iværksatte mod Beijing inden for rammerne af “den nye kolde krig”, fortolkes som et forsøg fra Trump-regeringens side på at bremse den langsomme, fortsatte undergravning af den fordel, som USA har formået at drage af sin handel med Kina i mindst fire årtier og dermed også at bevare sit smuldrende globale hegemoni. Kina har bestemt akkumuleret indtægter fra sit bilaterale handelsoverskud, men de tilsvarende gevinster modsvares af det faktum – som vores beregninger, der måler den bilaterale ulige handel fremhæver – at det hovedsageligt er USA, der har profiteret af denne handel med hensyn til det kvantum arbejde, der er indeholdt i de handlede varer.

Det er langt fra sikkert, at det – som det lykkedes Ronald Reagan over for Japan i 1980’erne – vil lykkes for Trump med handelskrigen at knække Kina, men den meget tætte handel og monetære sammenvævning mellem de to største økonomier i verden – den ene en supermagt i tilbagegang, den anden opstigende – udgør ekstremt bekymrende risici både for de to lande og for verdensøkonomien. En betydelig del af det dollarbeløb, Kina har tjent på sit handelsoverskud over for USA, vender tilbage til USA i form af de kinesiske monetære myndigheders massive opkøb af statsobligationer, der udstedes af USA med det formål at finansiere sit eget underskud på handelsbalancen.

Lad os derfor henvende os til Trump for blot at spørge ham: ”Hvis vi et øjeblik skulle tage maskerne af, hvem ville så være den virkelige ”tyv” i hele denne historie ?”

Om forfatterne:
Zhiming Long er lektor ved Tsinghua-universitetet i Beijing.
Zhixuan Feng er assisterende professor ved Nankai-universitetet i Tianjin.
Bangxi Li er lektor ved Tsinghua-universitetet i Beijing.
Rémy Herrera er forsker på National Center for Scientific Research i Paris.

Noter :
1. Se Samir Amin, Accumulation on a World Scale (New York: Monthly Review Press, 1974) og mange andre efter Arghiri Emmanuel, Unequal Exchange (New York: Monthly Review Press, 1972).
2. Se blandt andet de artikler, som Marx skrev om koloniseringen af Indien, som i Karl Marx og Friedrich Engels, On Colonialism (Moscow: Foreign Languages, 1968).
3.Karl Marx, ”On the Question of Free Trade” (tale, Bruxelles’ demokratiske Sammenslutning, Bruxelles, 9. januar, 1848).
4. Sammenlign dette med Donald Trumps tweets eller Mike Pence’s eller Peter Navarro’s udtalelser.
5.“Remarks by President Trump at Signing of the U.S.-China Phase One Trade Agreement,” Det hvide Hus, 15. januar, 2020, tilgængelig på whitehouse.gov.
6. Om dette emne, se Bill Gibson, “Unequal Exchange: Theoretical Issues and Empirical Findings,” Review of Radical Political Economics 12, no. 3 (1980): 15–35; Akiko Nakajima and Hirochi Izumi, “Economic Development and Unequal Exchange among Nations: Analysis of the U.S., Japan, and South Korea,” Review of Radical Political Economics 27, no. 3 (1995), 86–94; and Zhixuan Feng, “International Value, International Production Price and Unequal Exchange,” in Economic Growth and Transition of Industrial Structure in East Asia, ed. Zhixuan Feng et al. (Singapore: Springer, 2018).
7. Zhiming Long, Rémy Herrera og Zhixuan Feng,“Turning One’s Loss into a Win? The U.S. Trade War Against China in Perspective” (mimeograph, CNRS—UMR8174, Centre d’Économie de la Sorbonne, Paris; University of Tsinghua, Beijing; University of Nankai, Tianjin, 2020), 17.
8.Se især Duncan Foley, “Recent Developments in the Labor
Theory of Value,” Review of Radical Political Economics 32, no. 1 (2000), 1–39; Jie Meng, “Two Kinds of MELT and Their Determinations: Critical Notes on Moseley and the New Interpretation,” Review of Radical Political Economics 47, no. 2 (2015), 309–16. This second method, as an alternative to the first one, is inspired by the model proposed by Andrea Ricci in “Unequal Exchange in the Age of Globalization,” Review of Radical Political Economics 51, no. 2 (2019), 225–45.
9. Wim Dierckxsens og Andrés Piqueras, 200 Years of Marx: Capitalism in Decline (Hong Kong: International Crisis Observatory, Our Global U, 2019).
10.Rémy Herrera and Zhiming Long “The Enigma of China’s Growth,” Monthly Review 70, no. 7 (December 2018): 52–62; Rémy Herrera, Zhiming Long, and Tony Andréani, “On the Nature of the Chinese Economic System,” Monthly Review 70, no. 5 (October 2018): 32–43.
11. Se Martin Wolf, “Why America Is Going to Win the Global Currency Battle,” Financial Times, October 12, 2010.