Er der noget at fejre i den danske jul, når stadig flere får brug for julehjælp? Arkivfoto fra Historiedysten
4 min. læsetid

Pernille Frahms ønskeseddel til jul er kort og præcis: “Politikere, der tør kræve højere skat, flere hænder og mere demokrati for ansatte i kommunerne!”


Af Pernille Frahm

Hvert år på denne tid svømmer medierne over med historier om folk i kø til julehjælp. Køerne bliver ikke kortere, så en række politikere og kommentatorer er enige om, at den slags er kommet for at blive, at behovet for privat indsats vil vokse. I nogle kommuner har de ligefrem besluttet, at indstille dem, de mener er mest trængende, til julehjælp. Der bliver brug for flere frivillige, som vil løse velfærdsopgaver. Brug for flere private midler til at betale for – materialer, støtte, pleje, undervisning osv. Argumentet er, at der ikke er penge til det ellers. Skatterne kan ikke finansiere alle de hænder og materialer, der skal til for at sikre, at velfærdsstaten fungerer, som vi vil have det.

Enhver, der kigger i den lokale avis, ser, at der er et marked for lejligheder til adskillige millioner stykket. På parkeringspladserne på Frederiksberg kan jeg se biler til de priser, man betaler for et hus i andre dele af landet. Black Friday er i år udvidet til en lille måneds tid, og alle har stadig ret til et fedt køkken.

Så hvad er problemet?

Historierne om børn der efterlader sidste skrig i avanceret lejetøj på bagsædet og hopper ud af forældrenes biler, ind til en skole eller daginstitution med nedslidte borde, stole, gulve og toiletter – er med til at understrege forskellen på den private velstand over for den pressede økonomi, fællesskabet er underlagt.

Kommunerne, som står for hovedparten af den borgernære velfærd, har efterhånden udviklet en skov af metoder til at få strakt pengene ud i et stadigt tyndere lag, til tider for tyndt. Så kommer ørerne i maskinen. Regler er overtrådt. Mennesker er blevet svigtet – nogle gange med alvorlige følger. Børn, som bliver efterladt hos forældre, der ikke har skyggen af forældreevne; psykisk syge der må give op. Det følges op af mediehistorier og politikere, der skælder ud og kræver mere kontrol og undersøgelser og rullende hoveder.

Stolte ansatte – uden udveje

Der er offentligt ansatte, som står af på udfordringerne. De kan ikke se muligheder for at løse opgaverne med de timer og de midler, der er afsat. De møder op, og de går hjem, når dagen er slut – og håber der ikke er opstået ting på deres vagt, som kan give ballade.

Men der er stadig ansatte i det offentlige velfærdssystem, som er stolte af deres fag. Som ønsker at udføre deres arbejde efter høje professionelle standarder. De må se på urimelige krav til deres arbejdsliv. Og de må vende blikket væk, når resultaterne er børn, der svigtes, eller plejekrævende borgere som efterlades uden tilstrækkelig hjælp.

Men ve den kommunale medarbejder, som lufter sine frustrationer offentligt! I sidste ende kan det betyder fyring eller forflyttelse til opgaver, der gør, man selv vælger at søge væk. For selvom justitsministeriet er helt klar i deres vejledning omkring offentlige ansattes ytringsfrihed, så er det stadig kommunen, der leder og fordeler arbejdet. Med det danske borgmesterstyre er det mere end vanskeligt, at trænge igennem til, hvad der foregår i den kommunale forvaltning.

Hvad er det dog, der sker?

Denne klummeskriver bliver aldrig færdig med at tage sig til hovedet i undren. Hvad er det, der foregår? Hvorfor er det, at vi synes, det er vigtigere, at give en voksende gruppe af befolkningen baghjul, samtidig med, at en anden voksende gruppe kan anskaffe bil nummer to, købe endnu en rejse eller smide penge ud på dyrt bras til et køkken, de alligevel aldrig har tid til at bruge?

Hvorfor vil vi spises af med den topstyring, de danske kommuner har, og som afskærer en fornuftig udveksling af viden og problemer mellem medarbejdere, brugere og ikke mindst offentligheden.

Hvor mange skandaler skal der til?


Pernille Frahm er uddannet folkeskolelærer, og er tidligere medlem af Folketinget for SF.