Kvinder fra landsbyen Katanini i det nordøstlige Tanzania. Foto: Wakasa.dk
7 min. læsetid

I en lille landsby i Moshi-området giver små lån og udviklingshjælp plads til selvstændiggørelse og udvikling for de lokale kvinder. Pernille Frahm skriver om arbejdet fra det nordøstlige Tanzania.


Af Pernille Frahm

Sammen med en stor gruppe bestående af særligt fagforeningskvinder fra Danmark, er jeg med til at bakke op om et kvindeprojekt i Katanini. Det er en forstad til Moshi i Tanzania. Fra det meste af byen kan man se Kilimanjaro med sne – når himlen altså ikke er dækket af store tunge regnskyer.

Vi har lige besøgt vores ‘Mamaer’, som vi kalder dem, fordi det kalder de sig selv. Jeg vil ikke kloge mig på I-lands og U-lands problemer i den anledning. Alle har nok deres at slås med, og ens egne problemer bliver jo ikke nødvendigvis mindre af, at andre har deres at slås med. Men jeg bliver hver gang overvældet af, hvor stor glæde og generøsitet der kan findes mellem små hytter og et lokumshul i jorden.

Små begyndelser

Det hele begyndte for mere end ti år siden med et møde, hvor kvinderne diskuterede muligheden for at lave en lille forening med et lille bidrag fra alle, så man kunne lave en lånekasse. Mange af kvinderne sagde fra. De havde ikke til et lille beløb, de kunne lægge i en lånekasse, og de stolede ikke på de andre kvinder – eller på projektet i det hele taget. Nogle fik forbud fra deres mænd mod at deltage. Tilbage var en lille gruppe, som startede den første pulje, og lavede det første mikrolån. Et lille løft i økonomien, som gjorde, man kunne anskaffe en symaskine, eller nogle geder, så man kunne bidrage til familiens liv.

Snart gik rygtet, og en ny gruppe blev etableret blandt de kvinder, som i første omgang havde sagt nej til ideen. Foreningen blev døbt Wakasa, og i Danmark har vi været med til at etablere en dansk aflægger af foreningen, og som har fået støtte fra DANIDA til at videreføre projektet.

Kvinderne har fået foræret to store Maersk-containere, som blev anbragt på en bakketop i Katanini, og rundt om dem blev Wakasa-centeret bygget. Den fik et stort, støbt gulv mellem containerne, et tag og et smedejernsgitter, der gør det ud for vægge. Her kan vinden komme igennem og køle det hele lidt ned i den afrikanske sol. Udenfor er der bygget et køkken, og et toilet med bad.

Her mødes kvinderne. De syr og broderer. De udvikler nye produkter – senest en kornblanding til grød. De passer børnene og diskuterer foreningens liv og økonomi. Formanden og kassereren får en smule for deres arbejde. Om to år, skal foreningen stå på egne ben. Der skal findes nye indtægter til drift af centeret – og til at udvikle nye ideer og fællesskaber i Katanini.

Det nyopførte Wakasa-center i Katanini. Foto: Wakasa.dk

Kvinde-empowerment

Der har været mange lærerige oplevelser undervejs for alle parter i vores samarbejde. Vi kommer med vores skandinaviske forventninger til effektivitet, planlægning og strategi udvikling, og vi møder en virkelighed, hvor ting kan forandre sig dramatisk fra dag til dag, og hvor tidsperspektivet ofte er begrænset til de næste par dage måske uger. For hvem ved, hvad der sker om lidt? Hvem der lever og dør? Hvem der bliver syge, får et job eller mister dét, de har?

Kommer der tørke eller regn? Kommer familien i en naboby i klemme og får brug for hjælp?

Det har givet grå hår, men det har aldrig kunnet overskygge den fantastiske glæde det er, at gense Mamaerne fra Katanini. Det har været en rejse for mange fra at være kvinden, der gik hjemme med børn og madlavning – til at være kvinden, der stod frem, kunne tage ordet i forsamlingen, tage ansvar for en proces, svare for sig, og pludselig tjene penge til familien.

Denne gang boede jeg hos Mama Christina. Hun bor i et hus med sin mand og to hjemmeboende børn. Den ældste søn arbejder i Serengeti som safari-guide, og den næstældste er på college. Mama Christina betaler for hans uddannelse og ophold ved at sælge sine broderier og dukker til turisterne.

I nabohuset bor svogeren og hans familie. Svogeren er den eneste, der har fast arbejde. Han er nattevagt på den internationale skole, så hver aften damper han af på sin scooter for at vende hjem næste morgen ved 5-tiden. Hver nat. Han forsørger kone og 3 voksne børn. Og han bidrager også til brorens familie.

Risikoen for at fejle er værd at løbe

Der tales så meget om dansk bistandshjælp. Nytter det noget? Hvad sker der, når projekterne udløber, og alt skal køre selv? Der er masser af dårlige historier om mejerier, der ikke kan fungere, fordi ingen kan vedligeholde teknologien, om pumper, der ikke kan repareres, fordi der ikke kan skaffes reservedele, og om projekter, ingen lokale i virkeligheden ønsker, og som derfor sander til i Afrikas støv.

Det har været en rejse for mange fra at være kvinden, der gik hjemme med børn og madlavning til at være kvinden, der stod frem, kunne tage ordet i forsamlingen, tage ansvar for en proces, svare for sig, og pludselig tjene penge til familien

Måske vil kvinderne i det lange løb ikke kunne drifte Wakasa-centeret i Katanini. Men ingen vil kunne tage erfaringer og viden fra dem. Nu véd de, hvordan man gennemfører et projekt. Nu har de prøvet at få ting til at lykkes. Og de har prøvet at fejle og tage fat igen.

Erfaringen fra Katanini er: Gør det enkelt! Og giv ejerskabet til dem, der skal leve med projektet. Vores Mamaer i Katanini flytter ikke udviklingen i Tanzania. Men de har flyttet sig selv, og deres familier.

Når jeg så, hvordan Mama Christinas mand i smug hjalp hende med at klippe kanterne til i det broderi, jeg købte af hende – og jeg ved, at han oprindeligt var imod, at hun deltog – så bliver jeg så fandens glad for, at jeg har fået lov til at være med i en forening, som gør, at jeg kan sende en hilsen fra Mamaerne i Katanini.

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat


Foto: Facebook/Pernille Frahm

Pernille Frahm er uddannet folkeskolelærer, og er tidligere medlem af Folketinget for SF.