Kampagnen ’Lula Livre’ (Fri Lula) er central for kampen for at få frigivet den tidligere præsident. Lulas fængsling er ifølge Lars Bohn "magtens legitimering af kuppet". Solidaritetsdemo d 7. april fra Brasiliens ambassade på Østerbro til Nytorv ad Strøget i København. Foto: Wilfred Gachau
14 min. læsetid

I juli 2018 besøgte Lars Bohn igen São Paulo. I første omgang var alting som det plejede at være i Brasiliens kolde vintermåned. Under overfladen kunne han imidlertid mærke, at noget var forandret. Læs hele hans beretning fra sit besøg i landet.


Af Lars Bohn

Som altid skiftede vejret mellem korte perioder med sol og temperaturer omkring 25 grader og dage omkring de 16 – 18 grader, overskyet og regn. Nogenlunde som en dansk sommer også kan være – bare færre timer med sol. Det kan godt føles koldt, for ulig Danmark når her er koldt, så er temperaturen udenfor den samme som inde. Man bruger ikke ressourcer på at installere centralvarme, når 15 grader er det koldeste, det bliver. 

São Paulos trafikpropper var der også stadig, og mine venner gik stadig på arbejde og passede deres unger. Metroen kørte også stadig hvert tredje minut, og den var stadig fuld af mennesker på vej til og fra arbejde, på vej til vennerne, på vej til byen. I forstaden hvor jeg boede, så alting umiddelbart også normalt ud. Der var flere mennesker på gaden end i Danmark, men det er normalt. Folk bor tættere end i en dansk forstad, der bor flere mennesker i hver lejlighed og hvert hus, og boligerne er mindre. 

Alligevel opdagede jeg, at noget var forandret.

En forandret stemning

Folk var mere utrygge. Folk snakkede mere om røverier og var mere nervøse for at gå alene på gaden om aftenen. Flere var bekymrede for at blive arbejdsløse. 

Sociale nedskæringer og den økonomiske krise, der ramte landet kort før præsident Dilma Roussef blev afsat, kunne ses. Hvor jeg boede – en forstad med mere end 300.000 indbyggere – har der i al fald siden 2003 været to aftenrestauranter, den ene af endda meget god kvalitet, foruden de mange frokostrestauranter hvor folk spiser deres mad, når de er på arbejde. De to aftenrestauranter var begge lukkede. Hvis man vil spise ude en aften, må man så til en anden by. De fleste frokostrestauranter var der stadig, men de var halvtomme. Mange er arbejdsløse og bliver hjemme, og de som har et arbejde holder tydeligvis på pengene. 

Hjemløse sover under en bro i São Paulos. Foto: Lars Bohn
Hjemløshed er et stort problem i Sao Paolo.
Foto: Lars Bohn

Den offentlige service er også forringet. Metro og især busser var urimeligt overfyldte. Byens lokale busser havde før i tiden både chauffør og konduktør, som opkrævede betaling. Nu er konduktøren sparet væk og erstattet af et rejsekortsystem. Og enten er der færre busafgange end før, eller der er kommet flere passagerer. Man kan aldrig få en siddeplads, hvis ikke man stiger på, hvor busruten begynder – heller ikke udenfor myldretiden. 

I São Paulos centrum langt fra boligblokkene i forstæderne var billedet også forandret. Da jeg første gang besøgte byen i 2003, så jeg hjemløse sove på store papstykker. Det syn har været fraværende i byen de sidste mange år, men er nu kommet massivt tilbage. Hukommelse er en flygtig størrelse, men mit indtryk var klart, at der var langt flere hjemløse sidste år end i 2003 – året umiddelbart efter Lula og PT første gang havde vundet magten … og før de havde gennemført den sociallovgivning, som senere har givet Brasilien ry for effektiv regeringsførelse og fattigdomsbekæmpelse i verdensoffentligheden. 

Nu er der folk, der bor under broerne, i trappeopgangen ved metrostationen på den centrale plads med domkirken, Praça da Sé midt i byen, og under pladsens træer. En kvinde har etableret sig i en slags telt midt på pladsen. Hun og de andre hjemløse lever midt i strømmen af familier og andre på indkøb, på vej til og fra arbejde, og blandt de relativt få turister, der besøger São Paulo. Måske er det på grund af turisterne at byens stenrige borgmester har forsøgt at spule de hjemløse væk med vandkanoner – men tydeligvis uden held.

Lulas tilhængere

Men hvad med de mange mennesker, der gerne havde set Lula som præsident? 

Nogle er politisk aktive i bevægelser som ”Ele não” (“ikke ham”), der fører kampagne imod Bolsonaro, og i arbejderpartiet PT og andre venstrefløjspartier, de var også stærkt synlige på gaden. Men de gul-grønne1fra middelklassen, som i sin tid var på gaden for at få afsat Dilma, var ikke længere synlige, og de blev i stor udstrækning latterliggjort på de sociale medier. Men de almindelige brasilianere, som i så stort omfang støttede Lula, Luiz Inácio Lula da Silva, og som i stort tal stemte på hans vikar, Fernando Haddad, dem ser man heller ikke meget til.

Lula taler ved World Social Forum i 2003, da han lige er blevet præsident – det er ved denne tale han bl.a. bad om de sociale bevægelser om at give regeringen ”ro til at arbejde”.
Foto: Lars Bohn

Klassesamarbejde og demobilisering

Jandyra Uehara Alves fra fagforeningen SINDEMA– som besøgte Danmark i forbindelse med ITUC2s kongres her i december – fortalte, at denne demobilisering er resultat af en langvarig proces, som startede længe før PT og Lula vandt magten for første gang. Demokratiseringen i 1980erne var ellers i meget høj grad resultatet af en række strejker i Brasiliens omfattende industri i São Paulos forstæder – de såkaldte ABC strejker3. Arbejderne var velorganiserede, og Lula var deres leder. Ud af strejkerne voksede bl.a. arbejderpartiet PT, der blev kendt som ”det rene parti”, der ikke var indblandet i korruptionen og det beskidte spil, som ellers kendetegnede brasiliansk politik. Partiets strategi, den såkaldtepetismo, var, at man ikke lavede politiske alliancer med den politiske elite. Partiets alliancer var med fagbevægelsen og de øvrige sociale bevægelser. I sin selvopfattelse var PT blot en blandt mange progressive forandringskræfter i det brasilianske samfund, en ligeværdig del af et samlet progressivt netværk. 

Men i årene der fulgte, flyttede de store fabrikker betydelige dele af produktionen til underleverandører, hvor arbejderne ikke i samme grad var organiserede – det svækkede både fagbevægelsen og de sociale bevægelser. Lula var partiets præsidentkandidat tre gange, og selv om han første gang var meget tæt på at vinde, lykkedes det ikke før han i 2002 forlangte, at man opgav petismo,og gav ham frie hænder til at lave de alliancer med den gamle politisk-økonomiske elite, han ønskede. 

Arbejdsro, tak

Ved World Social Forum i den brasilianske by, Porto Alegre i 2003 hørte jeg Lula bede de sociale bevægelser og partiets bagland om at holde sig i ro og ”lade regeringen arbejde”. Lulas regeringer udnyttede bevægelsernes svækkelse til at etablere det klassesamarbejde, som har leveret så bemærkelsesværdige resultater. Brasilien forsvandt ud af FNs statistikker over lande med sultproblemer, uligheden blev reduceret betragteligt, så Brasilien ikke længere figurerede blandt verdens topscorere på ulighed, og den omfattende voldskriminalitet blev reduceret. Og som nævnt forsvandt de fleste hjemløse fra São Paulos gader. 

Samtidig øgede Lula landets afbetaling på den enorme udlandsgæld, og skabte på den måde den tillid på de finansielle markeder, som bagefter gjorde det muligt at frigøre landets enorme udlandsgæld fra valutafonden IMF. Herved frigjorde han også landet fra IMFs kontrol, og skabte grunden for den socialpolitik, PT ønskede. Økonomien boomede, og Brasilien blev en ledende kraft i det såkaldte BRICS-samarbejde – og udfordrede dermed USA og vestens dominans. 

Hverken Lula eller Dilma udnyttede imidlertid opsvinget og den kolossale popularitet, de opnåede, til et opgør med den strukturelle arv fra diktaturet. Der blev indført en socialpolitik, som løftede millioner ud af fattigdom og fik deres børn i skole, og en uddannelsespolitik som også gav de underprivilegerede adgang til et videregående uddannelsessystem, der samtidig blev kraftigt udbygget. Men man rørte ikke de institutioner, som var skabt af militærregeringerne. Det korrupte og ekstremt voldelige Policia Militar eksisterer stadig. Det juridiske system er stadig kontrolleret af Brasiliens politiske og økonomiske elite. Og der er ikke skabt noget alternativ til de altdominerende trykte og elektroniske medier, som stadig ejes af 6 hovedrige familier, der aldrig har været positivt indstillet til PT.

På banneret fra kampagnen “Lula Livre” (befri Lula) lyder det bl.a: “Folkene i Latinamerika og Caribien vil fortsat være oprørere, aktive, oprørske, fuldt parate og med ansvarlige, og imod amerikansk imperialisme og eurocentrisme. Imperialismen og dens brasilianske lakajer og møgunger, forsøgte at fængsle Lula, men vi er millioner af Lulaer på planeten”
Foto: Maura Pires  

Men PTs økonomiske politik skabte ikke bare øget velstandsspredning og national kontrol, men også modstand. Ikke alene hos den herskende klasse, men også blandt den bedre stillede del af middelklassen, som ikke var vant til at dele lufthavnens afgangshal og shoppingcenteret med familier fra arbejderklassen. Der begyndte at udvikle sig et had til PT og alt hvad partiet stod for.

Da virkningen af finanskrisen og faldende råvarepriser med en vis forsinkelse ramte Brasilien, opsagde eliten klassesamarbejdet. Pressen og det juridiske system skulle nu bruges til at opnå det, der havde vist sig umuligt ved stemmeurnerne – at komme af med PT og genoprette kontrollen over det politiske magtapparat. Den økonomiske krise og en korruptionsskandale med det brasilianske olieselskab Petrobras i centrum, blev anvendt til at sværte PT som ”det korrupte parti”. Selv om korruptionen i virkelighedens verden er koncentreret i andre partier, bl.a. de to store borgerlige – MDB og PSDB – så var det ikke svært at overbevise de utilfredse i middelklassen om, at PT er en kriminel organisation og Lula en slags mafiaboss. 

Det parlamentariske kup

Det var på den baggrund, PTs samarbejdspartner MDB indledte det parlamentariske kup, som baseret på anklager om fusk med offentlige regnskaber, førte til Dilma Rousseffs afgang i 2016, to år før tid. Det blev senere påvist, at Dilma ikke havde været involveret i det, hun blev anklaget for. Og kort efter lovliggjorde samme kongres – som havde afsat Dilma – den praksis, hun var anklaget for at have stået bag. Og som et utal af præsidenter, borgmestre og guvernører både før og samtidig med Dilma har benyttet uden konsekvenser. 

Da det senere blev klart, at den tidligere præsident Lula ville stille op og sandsynligvis vinde valget i 2018, blev der indledt en korruptionssag imod ham. Han er nu idømt mere end 12 års fængsel baseret på et vidneudsagn fra en korruptionsdømt direktør fra entreprenørselskabet OAS, der efterfølgende fik mere end halveret sin straf. 

“Farlig mand! Forfulgt af det brasilianske retsvæsen for at stille
·         millioner af menneskers sult og tørst” Foto: privat

Dommen ser bl.a. bort fra, at der ikke findes substantielle beviser for, at Lula selv har været involveret i at give uretmæssige fordele til nogen, eller at han reelt har modtaget den lejlighed, han er anklaget for at have fået som modydelse. Den dommer, der dømte Lula, Sergio Moro, blev derimod belønnet med justitsministerposten i den regering, som aldrig ville have fået magten … hvis ikke han havde dømt Lula. 

Bolsonaro tager over

Den nye præsident Jair Bolsonaros regering viderefører og udvider de reformer, som blev påbegyndt af den regering, der afløste Dilma i 2016. Reformernes formål er angiveligt at skabe øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet og sætte gang i økonomien. Brasilianerne har mærket reformerne som større utryghed og et nedadgående pres på lønningerne, men ledigheden er stadig højere, end den var på noget tidspunkt siden Lula blev præsident første gang i 2003. 

Det kan derfor ikke undre, at befolkningens opbakning til Lula er massiv. De sidste meningsmålinger ved præsidentvalget i 2018, der havde Lula med i feltet, viste, at der var stor sandsynlighed for, at Lula ville blive valgt allerede i første valgrunde; og at han nærmest med sikkerhed ville slå Bolsonaro i anden runde, hvis han ikke opnåede mere end 50 % i første. Også selv om Lula på det tidspunkt var fængslet og ikke kunne deltage i valgkampen.

Lula i åbningsdemonstrationen ved World Social Forum i 2002, året før han blev præsident. Foto: Lars Bohn
De jordløse bønder fra MST ved registreringen af Haddad som kandidat ved præsidentvalget i 2018. Foto: Maura Pires.

Men Lula var ikke kandidat, for Brasiliens valgbarhedskommission har ikke respekteret en afgørelse i FN, som krævede, at Lula skulle have ret til at stille op, så længe hans appelmuligheder ikke var opbrugt. Derfor stillede PT den relativt ukendte Fernando Haddad op. Haddad lykkedes med at øge sin stemmeandel fra 24 % ved første valgrunde til 46 % i anden, hvilket i sig selv var en præstation. Men hans modkandidat, Jair Bolsonaro, skulle kun øge sin stemmeandel med et par procent fra de ca. 48 % han fik i første valgrunde.

Demobiliseringens konsekvenser

Den ‘ro på bagsmækken’, – der hjalp Lula til at realisere det klassesamarbejde, som tilsyneladende var hans mål – er uden tvivl også en del af forklaringen på, at han ikke blev præsident, men i stedet politisk fange. Hvis angrebet på PT og Lula havde ført til en mobilisering i stil med den, man så ved ABC strejkerne, havde det været svært at opretholde fængslingen og forbuddet mod Lulas kandidatur.

Men valget viste dog også, at venstrefløjen stadig er stærk. Trods mediernes ganske ensidige kampagne mod PT som det korrupte parti, var Haddad tæt på at vinde – og havde måske gjort det, hvis valgkampen mellem 1. og 2. valgrunde havde været længere. I kongressen gik venstrefløjen tilmed en smule frem. PT er stadig det største parti i den brasilianske kongres, trods den voldsomme kampagne imod partiet. Det gik en smule tilbage, om end tilbagegangen blev mere end opvejet af de øvrige venstrefløjspartiers fremgang.

Drømmen om de gode år under Lula. På banneret: “Jeg vil være lykkelig igen”. Foto: Maura Pires.

Den klassiske centrum-højrefløj imploderede på det nærmeste. De to store borgerlige partier MDB og især PSDB var valgets store tabere – sidstnævnte parti mistede halvdelen af sin opbakning og er ikke længere det største borgerlige parti. Den rolle har Bolsonaros ’Partido Liberal’ overtaget – partiet er nu vokset fra at være et ubetydeligt parti til at være det næststørste i kongressen. 

Brasiliansk venstrefløj samles om ’Lula Livre’

Bolsonaros sejr har desuden ført til en større samling på den brasilianske venstrefløj og en venstredrejning af PT. Som følge af kampagnen mod PT har partiet valgt at alliere sig med kommunistpartiet PCdoB i stedet for som før centerpartiet MDB, der deltog i afsættelsen af Dilma. PT og de øvrige venstrefløjspartier – også PSOL1som er skabt af udbrydere fra PT og ikke var en del af PTs regeringskoalition – er gået sammen med de store sociale bevægelser som fx MST (de jordløse bønder) i et samarbejde til forsvar for demokratiet og frigivelse af Lula, som anses for at være en politisk fange. Kampen står nu om at afværge det, som kan ses som tredje fase i kuppet – nemlig forsøget på at stemple PT, CUT (den brasilianske fagbevægelses hovedorganisation) og de sociale bevægelser som kriminelle organisationer, der bør forbydes. 

Fra registreringen af kandidater i Brasilia i 2018. På plakaten: “Frihed til Lula. Lula eller intet. Ned med kuppet. Lula som præsident”. Foto: Maura Pires

Kampagnen ’Lula Livre’ (Fri Lula) står centralt heri. Lulas fængsling er magtens legitimering af kuppet. Derfor er modstanden samlet i kampen for at få ophævet fængslingen … for derigennem at demaskere kuppet og genetablere Brasiliens demokrati. Et af midlerne hertil er en kampagne for at give Lula Nobels Fredspris – i stedet for at have ham siddende i et fængsel på et uretfærdigt grundlag!

Befri Lula! Over hele verden organiseres der i disse dage solidaritetsaktioner for løsladelsen af tidligere præsident Lula Da Silva. Her fra årsdagen for Lulas fængsling d. 7. april i København, hvor en demonstration gik fra den brasilianske ambassade til Nytorv ved Strøget. Foto: Andreas Bulow.

Den danske Komité Lula Livre blev etableret 10. marts 2019, og gennemførte på årsdagen for Lulas fængsling (7. april) en happening til støtte for Lulas frigivelse og kandidatur til Nobels fredspris. Skriv til bevægelsen på frilula@gmail.com