Højrefløjens kamp mod videnskaben

”Jeg læste i en artikel…”, ”en videnskabelig undersøgelse viser…”, ”en forsker fortæller…”. Det er som at se en magiker trække en kanin op af hatten, hver gang en videnskabelig udtalelse nævnes. Det er som at spille poker med eksperter i hver hånd. Længe leve meritokratiet.

Men videnskaben er ikke objektiv. Sandheder er foreløbige; resultater af menneskelige valg, der er blevet truffet inden for bestemte regler og rammer for produktion af viden – accepteret og anerkendt af mennesker.

Selvom det for længst er bredt accepteret, at man ikke kan opnå en helt objektiv sandhed, bliver man ved med at bruge eksperter og forskere. Autoriteten ligger hos fagfolkene og ikke hos lægmanden. Paradokset bliver tydeligt, når videnskabspersoner og specialister indenfor bestemte områder, udarbejder undersøgelser med modsatrettede konklusioner. Forskningen modsiger sig selv, videnskaben er en stor uenighed. Hvem skal vi stole på?

Et godt eksempel er dagpengereformen fra 2010, hvor dagpengeperioden på papiret blev forkortet fra fire til to år. Reelt blev nye ydelser som uddannelsesydelsen og arbejdsmarkedsydelsen opfundet for at holde folk fra at ryge ud af dagpengesystemet. Forskningen er ikke enig om reformens virkninger.

Man kan finde andre eksempler i sundhedsvidenskaben. Eksperterne var uenige om vaccination af børn mod COVID19. Sundhedsstyrelsen ændrer jævnligt sine anbefalinger med hensyn til alkoholindtag.

Forskningen er ikke altid selvmodsigende

Denne uenighed bliver udnyttet politisk. Hvert politisk standpunkt – inden for rimelighedens grænser – har et tilsvarende videnskabeligt standpunkt. Og så kan man spørge sig selv: Findes der virkelig ikke eksempler på det modsatte? Har videnskaben ikke præsenteret entydige svar på politiske spørgsmål?

Klimaforandringerne skal reduceres nu. Ellers bliver kloden ubeboelig. Det siger al litteratur. Biodiversiteten i Danmark er under pres; der er flere truede dyrearter, drikkevandet bliver dårligere, og der er iltsvind i de danske farvande. Løsningen på problemet er, at landbruget skal afgive landbrugsjord til andre foretagender og kvælstofudledningen mindskes drastisk. Det siger al litteratur.

Det største, bedste og mest effektive incitament til at nedbringe CO₂-udslippet, er CO₂-afgifter på de områder, der udleder mest. Det siger al litteratur.

Længere straffe i fængslerne. Det hjælper ikke på kriminalitetsprocenten at straffe folk hårdere. Det siger al litteratur.

Det er ikke svært at gennemskue mit eget politiske standpunkt og nok er jeg farvet, men pointen kan man ikke tage fra mig. Fakta findes rent faktisk i denne situation: Højrefløjen anerkender ikke alvoren i ovennævnte eksempler i en sådan grad, at der bliver handlet politisk.

Inger Støjberg udtaler, at det er i orden, hvis landbruget ikke når 2030-målsætningerne. Søren Pape appellerer til danskernes retsfølelse, når det handler om længere straffe til gerningsmænd. Som om han har patent på følelsen af retfærdighed.

Det ligner et subtilt opgør med videnskaben. En omdefinering af grundlaget for politisk beslutningskraft. En kamp, den borgerlige fløj er i gang med at vinde. Og det er først gået op for mig nu! Argh!