Kronik: Hovedløs oprustning er en falsk præmis for fred og sikkerhed 

De forfærdelige billeder fra Ukraine, hvor millioner af civile i disse dage er tvunget på flugt, mens tusinder fortsat er udsat for russiske luft- og artilleribombardementer, kalder på en akut handling fra verdenssamfundet for at stoppe Putins despotiske regime. Jeg er dog ikke overbevist om, at mere militær oprustning i NATO-regi skulle være nok til at stoppe Putin. At presse Putin tilbage til forhandlingsbordet ved at intensivere økonomiske sanktioner mod Rusland på den korte bane, og at gøre os uafhængige af russisk gas og olie på den lange bane, ser ud til at være de mest brugbare værktøjer, vi har i kassen.

Putin er pusheren, vi er narkomanen

Imens Putin i disse dage truer med at lukke for gas-hanerne , skruer vi i Europa og op for ambitionerne med mere militær oprustning – i Danmark ved at tilføre ekstra 18 milliarder kroner årligt til forsvaret i håb om at afskrække despoten Putin. Problemet er bare, at det ser ud til, at Putin for længst har gennemskuet Vesten. Det tyder på, at han grundigt har forberedt sig på det aktuelle scenarie, hvor Europa i dag desværre føler sig fanget i egen energi-afhængighed og dermed agerer forholdsvis handlingslammet over for et despotisk regime som Putins. 

“Løsningen er ikke mere militær oprustning, men snarere en grøn oprustning, ved at give fart på udbygning af vedvarende energikilder, som kan gøre os uafhængig af russisk gas og olie snarest muligt.”

Som Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, formulerer det så fint,  “er Putin pusheren, og vi er narkomanen”. Set i lyset af at 40 procent af EU’s gasforbrug kommer fra Rusland, er det ikke svært at forstå, at Vestens energiafhængighed giver Putin mod på at udfordre vores alles menneskelige og følelsesmæssige grænser – ved at angribe et demokratisk og selvstændigt land som Ukraine uprovokeret. 

Løsningen er derfor ikke mere militær oprustning, men snarere den grønne oprustning ved at sætte fart på udbygningen af vedvarende energikilder, som kan gøre os uafhængig af russisk gas og olie snarest muligt. En løsning som vi i Vesten burde have gennemført langt før. Men især den afgåede tyske kansler Angela Merkel valgte bevidst at ignorere faren ved at gøre sig dybt afhængig af russisk gas og olie. Derfor er det for mig virkelig svært at forstå, at SF og De Radikale på trods af denne kendsgerning ikke tøver med at juble ja til ekstra 18 milliarder kr. årligt til militærbudgettet – selv om det i det sidste ende vil betyde, at vi vil mangle penge til velfærd og klima, når vi skal skrue op for udbygning af vedvarende energikilder. 

Hovedløs oprustning er USA’s våde drøm

Hvis oprustningen skulle være sikkerhed for at få stoppet Putins angrebskrig mod det uskyldige ukrainske folk og muligvis andre befolkningsgrupper på sigt, burde de allerede eksisterede forsvarsbudgetter hos de europæiske NATO-lande – som faktisk er over ti gange større end de militærudgifter, som Rusland har – være nok til  at få Putin til at stoppe angrebet mod Ukraine.

Derfor er det blot en falsk fortælling ude af proportioner, når en række borgerlige politikere og socialdemokrater i disse dage i hårde vendinger beskylder Enhedslisten for at være det parti, der har svigtet Danmarks nationale sikkerhed, fordi Enhedslisten ikke er med i aftalen om at øge forsvarsbudgettet med ekstra 18 milliarder kr.  Påstanden om behov for mere oprustning er nemlig alt andet end rigtig, idet NATO landene i forvejen har kæmpe forsvarsbudgetter, der er tilstrækkelige til at løfte opgaven, hvis militære operationer skulle være løsningen. 

Påstanden om behov for mere oprustning er nemlig langt fra at være rigtig, idet NATO landene i forvejen har kæmpe forsvarsbudgetter, der er tilstrækkelige til at løfte opgaven, hvis militære operationer skulle være løsningen. 

Ifølge Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI var militærudgifterne i USA i 2020 på 5.300 mia. kr.  og 1.465 mia. kr. i EU -mens Ruslands udgifter var 420 mia. kr. Samtidig dokumenterer SIPRI, at USA står for 37 % af våbensalget på verdensplan, hvorfor det ikke er svært at forudsige, hvem bliver den største vinder af en massiv militær oprustning hos NATO-landene. Disse tal og fakta burde være nok til, at få flere af os til at tænke over, hvad vi egentlig som land siger ja til – med det som Mette Frederiksen kalder for et nationalt kompromis. Men som er et fatalt kompromis’.