Howie Hawkins: Green Party er det økosocialistiske alternativ til Biden og Trump

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig med hastige skridt, og bliver af mange udråbt til et skæbnevalg. For venstreorienterede amerikanere må det i så fald være en skæbne, der er svær at begejstres over, uanset hvordan terningerne lander. Den ene af de to spidskandidater udmærker sig ved at have stor opbakning fra den amerikanske finanskapital, love flere penge til det kriseramte amerikanske politi, og at varsle en skærpet udenrigspolitisk kurs over for Kina, den geopolitiske førsteudfordrer, hvis præsident han kalder en ‘forbryder’.

Den anden hedder Donald Trump.

For de mange amerikanere, der havde håbet på en ny kurs efter valget 3. november, ser det derfor ud til at blive et skuffende resultat. For mens Bernie Sanders’ politiske platform nød stor opbakning i befolkningen, ser Joe Bidens strategi ikke ud til at gå i Sanders’ retning. Han lader i stedet til at lytte til de demokratiske valgkamp-strateger, som vil have ham til at række ind over den amerikanske midte, i et forsøg på at trække tvivlende vælgere tilbage i den demokratiske fold, og dermed få lyserøde stater som Arizona og Georgia i spil.

Væk er planerne om Medicare for All; et offentligt sundhedssystem som ellers har opbakning blandt 69 % af amerikanerne, men som Biden tidligere har sagt, han ville nedlægge veto mod. Væk er også den foreslåede Green New Deal, som for et par uger siden blev afvist af Biden til fordel for hans egen, noget mindre omfattende klimaplan. Og med udnævnelsen af den nyliberale Larry Summers som økonomisk rådgiver, er det også svært at tro, han for alvor vil sætte ind over for Wall Street. For mange progressive vælgere er det på den baggrund svært ikke at se Biden som en hold-your-nose kandidat, der mest af alt udmærker sig ved ikke at være sin modstander. Som ved sidste franske præsidentvalg , lader hovedargumentet for at stemme på Joe Biden til at være, han er den mindst ringe. Ikke helt pest eller kolera, men måske snarere ‘pest eller corona’?

Selv om det ikke får megen opmærksomhed – i hverken de amerikanske eller danske medier – er der faktisk et alternativ for de amerikanere, hvis politiske overbevisninger ligger til venstre for midten. Endda en mere radikal kandidat end Sanders, Howie Hawkins ønsker at skære 75 % af det amerikanske militærbudget, og  vil have sat en klimapolitik på dagsordenen, der også tør udfordre kapitalens hellige vækst-gral.

Solidaritet har interviewet Howie Hawkins, som sammen med sin vicepræsidentkandidat Angela Walker udgør en sjældenhed i amerikansk politik: To politikere med en arbejderklasse-baggrund, som ikke er bange for at tale om økosocialisme, faglig kamp og behovet for at bryde med milliardærernes og de store virksomheders magt.

---

50 år som grøn aktivist

Morten Hammeken: Howie Hawkins, mange tak fordi du vil tage tid ud af dit travle program til at tale med Solidaritet. Først og fremmest er der nok mange danskere – også blandt politiske kommentatorer – som ikke har hørt om dig, og som ikke kender alternativet til Trump eller Biden. Vil du starte med at præsentere dig selv?

Howie Hawkins: Jeg er pensioneret transportarbejder, og har arbejdet hele mit liv i varehuse og på byggepladser. Jeg har også været aktivist siden 1960’erne, både på spørgsmålet om borgerrettigheder, modstand mod Vietnam-krigen og for den tidlige grønne bevægelse. Allerede dengang blev vi overbevist om, at der var brug for et arbejderklasse-parti for folk, som vil have fred, og som vil beskytte miljøet. Tilbage i 1960’erne var de to store partier fodslæbende på spørgsmålet om borgerrettigheder, og så blev vi pludselig trukket ind i Vietnam-krigen. Så kunne jeg ikke lade være med at tænke: “Hvor er mit parti?”

Der var nogle tidlige forsøg på at lave et tredje parti, såsom ‘Peace and Freedom Party’, ‘People’s Party’ og ‘Citizens’ Party’. Ligesom Green Party kom mange af de partier fra New Left (betegnelse for den brede politiske venstrefløjsbevægelse i 1960’erne og 1970’erne i Vesteuropa og USA, red.). I 1984 var jeg så med til at stifte Green Party, og jeg fortsatte med at være aktiv. Partiet opstillede mig tre gange til guvernørposten i New York, og hver gang lykkedes det at få stemmer nok til at komme på stemmesedlen. Det er ellers ikke så ligetil i det her land, faktisk er det vildt svært sammenlignet med andre lande. Men jeg må have gjort det godt i de guvernør-valgkampe, for medlemmer af Green Party fra hele landet bad mig om at stille op til præsidentvalget. Det havde jeg egentlig ikke planlagt at gøre, men her er jeg så.

Det lyder nærmest som om kandidaturet er faldet ned i skødet på dig. Hvor længe har du forberedt dig på at skulle være præsidentkandidat?

Det er ikke noget, jeg som sådan har forberedt mig på, men jeg har selvfølgelig arbejdet fokuseret. Staten New York, hvor jeg bor, er på størrelse med mange europæiske lande (19,5 millioner indbyggere, arealmæssigt svarende til Kroatien red.), så det er selvfølgelig udfordrende nok i sig selv. At skulle stille op til præsidentvalg i et land med omkring 330 millioner indbyggere er imidlertid en helt anden sag. USA har en enormt stor kulturel og geografisk diversitet, og vi har 50 stater med hver sine valglove. Jeg har skullet igennem 47 primærvalg for at blive nomineret. Det var noget mere indviklet end for Demokraterne og Republikanerne, som samlede deres primærvalg i eks. ‘Super Tuesday’ og ‘Big Tuesday’. For mig var det to gange om ugen, samlet set 47 gange, for at kunne komme på den landsdækkende stemmeseddel.

Angela Walker: Renovationsarbejder og Fred Hampton-socialist

Vil du fortælle lidt om din vicepræsidentkandidat, Angela Walker? Hun har bl.a. beskrevet sig selv som socialist i Fred Hampton og Assata Shakurs ånd, hvad er dit indtryk af hende?

Angela er en erfaren aktivist i den faglige kamp såvel som på minoriteters rettigheder. Jeg opdagede hende første gang i 2014, hvor hun blev opfordret til at stille op til sherif-valget i Milwaukee County. Højrefløjsdemokraten David Clarke, som faktisk er Trump-støtte, stillede op til det valg med sloganet “Lad være med at ringe 112 – skaf et våben”. Angela sagde: Nej, hvis vi skal bekæmpe kriminalitet, bliver vi nødt til at bekæmpe fattigdom.

Hun blev blandt andet bedt om at stille op, fordi hun havde fået sin lokale fagforening (Transit Worker’s Union, red.) til at gå med i den såkaldte ‘Wisconsin-opstand’. Wisconsins daværende guvernør, Scott Walker forsøgte at fjerne den kollektive forhandlingsret for offentligt ansatte i delstaten. Og selv om hun som daværende buschauffør var fritaget fra det angreb, mobiliserede hun en lokal aktion, hvor de marcherede fra Milwaukee til delstatens hovedstad, Madison. Vores fagforeningsformand gjorde hende efterfølgende til lovgivningsansvarlig i den lokale fagforening.

Angela Walker og jeg er begge arbejdere. Vi forstår, hvad arbejderklassen i USA går igennem… De to store partier er totalt frakoblet den virkelighed.

Et år efter fik hun også engageret fagforeningen i Occupy-bevægelsen. Ad den vej fik hun engageret dem i kampen for bedre finansiering af den offentlige transport og for strejkerettigheder i branchen. Og så stillede hun som nævnt op til sherif-valget som uafhængig socialist. Hun fik 20 % af stemmerne. Jeg mødte hende samme år i forbindelse med min valgkamp til guvernørposten i New York, hvor jeg var med i et debatpanel i Chicago om uafhængige venstrefløjspolitikere. Så deltog vi sammen i panelet året efter, og holdt kontakten efterfølgende. Derfor kender jeg hende godt.

Folk har foreslået en masse mennesker til at være min valgkamps-partner, herunder en række halvkendte personer, som jeg ikke kender. Angela kender jeg. Jeg vidste, at hun ville være en god holdkammerat. Mit første kriterie var, at det skulle være én, jeg kunne arbejde sammen med, og det har hun været. Hun har gjort det fantastisk til trods for, at hun lige nu arbejder som renovationsmedarbejder på en skraldevogn i South Carolina, hvor hun i går havde en arbejdsdag på 15 timer.

Så en kandidat med en egentlig arbejderbaggrund, som kan mærke, hvad kampen handler om på egen krop.

Det er noget, vi begge to tager med til det her valg. Vi er arbejdere. Vi forstår, hvad arbejderklassen i USA går igennem. Gennemsnitslevealderen for arbejderklassen i landet falder lige nu. Det skyldes den voksende ulighed, 45 års stagnerende lønninger – og eksploderende huslejepriser og sundhedsudgifter. De to store partier er totalt frakoblet den virkelighed for os arbejdere.

Den oprindelige Green New Deal

Du præsenterer dig selv som en af folkene bag den første Green New Deal, som du fremlagde i 2010. Hvordan vil du beskrive planen i hovedtræk, og hvordan adskiller den sig fra Bernie Sanders’ model?

Først og fremmest kalder vi det for en økosocialistisk Green New Deal. Inden for den tidsramme, vi har til at gennemføre den, som er omkring et årti, er der brug for store offentlige investeringer og offentlig planlægning. Det gælder særligt i energi-, transport- og fremstillingsindustrien. Vi bliver nødt til ikke kun at omstille den måde, vi fremstiller energi på – gennem vedvarende energi som sol- og vindkraft – men også hvordan vi bruger den energi til at fremstille varer, landbrug, byggeri og transport.

Selve energifremstillingen udgør kun 27 % af CO₂-aftrykket i USA. Vi bliver nødt til også at ændre vores produktion. For eksempel er den måde, vi fremstiller cement på totalt uholdbar. Portland-cementen bliver fyldt med calciumcarbonat, som hærder cementen, alt imens carbon-delen fordamper, og bliver til CO₂. Det udgør 5 % af verdens samlede CO₂-fodspor. Derfor er der brug for en ny måde at lave cement på.

Vi har fremlagt et budget, som nøje beregner, hvad det kommer til at koste i de enkelte sektorer, og hvor mange job vi samtidig kan skabe. Vores tiårs-budget vil komme til at koste 27 billioner $ (170 billioner kroner, red.), og vil skabe 38 millioner nye job. Det eneste andet seriøse program er dét, Bernie Sanders har fremlagt. Han foreslår at bruge 16,3 billioner $ (102 billioner kroner, red.) hen over en tiårig periode. Hans tal ser efter vores vurdering rigtige ud, men han har en noget langsommere tidsramme end os. Sanders’ plan er at ramme 100 % vedvarende energi i transportsektoren inden for de 10 år, men tager så yderligere 20 år om at nå det inden for fremstillings-, landbrugs- og byggesektoren. Det var helt sikkert en seriøs plan, hvilket vi også gerne giver ham kredit for.

De andre demokraters planer er til gengæld totalt useriøse. Og Joe Bidens er faktisk den værste. Den klimaplan, som nu er blevet fremlagt af Demokraterne afsværger alt, hvad der hedder “Green New Deal”. Allerede i den første debat mellem ham og Trump understregede han, at hans politik faktisk er forfossile brændstoffer. Hvis nogen nu skulle være i tvivl.

Hvorfor tror du, Biden så direkte afsværger en Green New Deal? Fra et dansk perspektiv virker det underligt ligefrem at prale med det i en debat, da størstedelen af vores politikere trods alt har forstået, at der er brug for handling. Er det bare troskab mod de store virksomheder?

Det er helt sikkert en del af forklaringen. Demokraternes nationalforsamling vedtog i august 2018, at man fortsat gerne ville modtage penge fra olie- og gasindustrien. Obama praler stadig den dag i dag med, at han gjorde USA til verdens førende olie- og gasproducent. Det blev vi takket være fracking. Både Biden og Kamala Harris har sagt med al tydelighed, at de ikke vil forbyde fracking.

Den Green New Deal, Alexandria Ocasio-Cortez (kongresmedlem fra New York, red.) og Ed Markey (senator fra Massachusetts, red.) fremlagde for Kongressen, hapsede vores ‘Green New Deal’-slogan og fortyndede indholdet. Man fjernede for eksempel forbuddet mod fracking og opførelse af ny infrastruktur til at udvinde fossile brændstoffer. Man fjernede også den gradvise afvikling af atomkraft. Nedskæringer på militærbudgettet, som skal være med til at finansiere en Green New Deal, blev ligeledes fjernet, og deadline for nul-udledning blev rykket fra 2030 til 2050.

Alligevel lod (Nancy) Pelosi som Demokratisk leder i Senatet ikke folk stemme om den. Mitch McConnell, den republikanske leder, sagde faktisk i Senatet, at han gerne ville have det til afstemning, så det kunne bruges mod dem i præsidentvalgkampen. Samtlige demokrater stemte kun “til stede”, på nær de fire, som stemte nej sammen med Republikanerne. Der er to ting på spil her: Den ene er påvirkningen fra industrien, men den anden er, at Demokraterne simpelthen ikke ved, hvordan man bekæmper højrefløjen.

Lige så snart ‘Green New Deal’ blev et viralt begreb efter midtvejsvalget i 2018, troppede Republikanerne op på Pelosi’s kontor og sagde: “Det bliver for dyrt, det kommer til at koste for mange job”, og i stedet for at forsvare programmet, som faktisk skaber job – eller at påpege, det faktisk kommer til at blive dyrere ikke at gøre noget – knækkede Demokraterne med det samme. De kigger kun på, hvad Republikanerne siger, i stedet for at bekæmpe dem med oprejst pande. Det er i virkeligheden den vigtigste årsag.

Så Joe Biden rækker mere henover midten for at snuppe nogle konservative stemmer, i stedet for at stå på mål for en mere progressiv politik? Er det et forsøg på at please midten?

Det er ikke engang stemmer på midten – han prøver snarere at undgå at snakke om politik. Hvad er det egentlig, Joe Biden står for? Hele hans kampagne drejer sig om, at han ikke er Donald Trump. Det er selvfølgelig også en god ting, men det er ikke nok.

Slut med endeløse krige

Du nævnte, at militærbudgettet også skulle indtænkes i det grønne tiltag. En rapport viste for nylig, at det amerikanske militær forurener lige så meget som 140 lande. Hvad tænker du om den aktuelle amerikanske udenrigspolitik, og hvad vil ændre sig med dig som præsident?

Vi lægger vægt på diplomati i stedet for våben. USA er et verdensomspændende, militært imperie, vi har lige nu tropper på jorden i 14 forskellige konflikter, og vi har 800 militærbaser på fremmed jord. Det handler ikke om at sikre den amerikanske befolkning og vores territorier. Det handler derimod om at gøre verden til et sikkert sted for finanskapitalen og virksomheder med base i USA. Det er et helt enormt spild af ressourcer – ikke bare når man kigger på CO₂-udledning, men også al den spildte arbejdskraft, som forskere, ingeniører, fabrikker og arbejdere bruger på at fremstille våben, og at lege politibetjent på de store virksomheders vegne. Vi vil i første omgang skære forsvarsbudgettet med 75 procent. Det ville stadig stille os med verdens største militær.

Vores målsætning er at slippe ud af alle de her endeløse krige. Det starter med en kontrolleret tilbagetrækning fra alle vores fremskudte baser. Derudover vil vi forpligte os på ikke at bruge atomvåben, og vi vil derefter nedruste til et minimum af atomvåben for at bremse det igangværende atomvåbenkapløb. Bulletin of the Atomic Scientists har stillet deres dommedagsur til det tætteste, det nogensinde har været på midnat (som indikerer dommedag, red.). I hele atomvåben-æraen har vi rykket ved viserne, og i det nye kapløb opstiller vi seks gange hurtigere taktiske atommissiler og flere taktiske atombomber end konventionelt militær. Vi har en vanvittig militærdoktrin, som opererer efter princippet “eskalér for at deeskalere”. Hvis man skulle være ved at tabe en konventionel krig skal man ud fra den logik bruge taktiske atombomber for at afspænde konflikten. Forestiller man sig, den anden side har tænkt sig at følge den plan? Og nu har Rusland også indført den doktrin. Det er en virkelig farlig situation.

Du mener, at andre lande spejler sig i den amerikanske udenrigspolitik, og at de føler sig presset til at følge samme strategi?

Ja, præcis. Det er ikke bare spild af ressourcer, men har også bragt os en hårsbredde fra atomkonflikt. Vi vil omdanne USA fra at være verdens militære imperium – til at være verdens humanisme-supermagt. Lad os skabe venner i stedet for fjender, og bruge guleroden i stedet for at piske folk med militære besættelser. Hvis vi løsner spændingerne ved at reducere vores militær og trække vores soldater tilbage, kan vi derefter tale med de andre atommagter om at nedruste. Vi har hele verdensopinionen i ryggen. 102 lande har allerede underskrevet en traktat, som forbyder brugen af atomvåben. Kampagnen mod atomvåben fik endda Nobels Fredspris.

Det kan godt være, det ikke er så overraskende for jer i Danmark, men der er ikke mange amerikanere, som kender til de her ting. Begge de store partier herovre er fast besluttet på i stedet at ‘modernisere’ atomarsenalet og opretholde baser verden over. Begge partier vil gerne vælte regeringen i Venezuela, og indsætte deres egen mand (Juan Guaidó, red.). Sidste år var der et kup i Bolivia, men det har ingen af partierne kritiseret. Overordnet set er vores politik helt anderledes på det punkt end de to store partiers. Det er faktisk svært at se forskel på Demokrater og Republikanere på udenrigspolitikken.

I debatten mellem Trump og Biden føles det som en konkurrence om, hvem af de to, som vil være mest tough guy over for eks. Kina eller lande i Latinamerika…

Når vi snakker om Kina, er al den her raslen med sablerne og den bastante krigsretorik kun med til at forværre problemet. Det forstærker Det Kinesiske Kommunistpartis nationalistiske narrativ, som de bruger til at retfærdiggøre overgreb på demokrati og menneskerettigheder. Det er virkelig uproduktivt, men omvendt tænker jeg heller ikke, at den amerikanske elite er synderligt interesseret i ting som menneskerettigheder og demokrati. Jeg mener godt, man kan kritisere Kina på de områder, samtidig med man siger: “Vi har en række fælles problemer, vi bliver nødt til at løse sammen, herunder klimakrisen og atomvåbenkapløbet”. Mængden af ressourcer – som kunne blive brugt på at forbedre folks liv, men som bliver brugt på militær – er et kæmpe spild.

Udfordringer i den amerikanske fagbevægelse

For et par år siden så vi store strejker i USA, blandt andet hos lærerne i West Virginia. Alligevel falder andelen af fagligt organiserede. Hvad tænker du som rutineret fagligt aktiv om den amerikanske fagbevægelse 2020?

Med nogle få undtagelser har fagforeningerne svært ved at organisere deres medlemmer. De lærerstrejker du nævner var i vidt omfang organiseret af de menige medlemmer, ikke fagtoppen. Min makker ved sidste guvernørvalg, Jia Lee var faktisk med til at træne lærere i bl.a. West Virginia, Oklahoma og Puerto Rico til at lave faglig aktion. En stor del af problemet er, at ledelsen ikke uddanner og organiserer sine medlemmer. Når de har konflikt med en virksomhed, hyrer de nogle konsulenter ind udefra til at lave en pr-kampagne om sagen. På den måde udnytter de slet ikke arbejdernes potentiale.

Jeg tror ikke, det kommer til at ændre sig, før vi har et stort venstreorienteret parti, som har gjort sig tanker om, hvordan fagforeningerne kan gøres demokratiske og organiserende, i stedet for bare at være et serviceorgan. Altså, de fleste tænker jo deres fagforening lidt som et forsikringsselskab. Du indbetaler til kassen og får nogle fordele. Derudover hører man ikke fra dem.

Det lyder, som om du ser et bureaukratisk fedtlag i fagforeningerne, der nærmest hindrer folk i at organisere sig i faglig kamp?

Ja, og det stikker dybt. De ønsker ikke, at folk er aktive, så risikerer de jo at miste deres post næste gang, der skal stemmes. Så hellere en atomiseret fagbevægelse. Det er et grundlæggende problem, vi bliver nødt til at løse. Derudover er der et stort problem med, at meget arbejde slet ikke er fagligt organiseret. Lavtlønnede job i restaurationsbranchen og landbruget udnytter mange migranter, som er svære at organisere. Der er dog sket fremskridt, som eksempelvis de uautoriserede strejker blandt Amazon-arbejdere, vi har set under coronakrisen.

Som tidligere transportarbejder kan jeg sige, at der er to virksomheder, fagforeningerne særligt burde organisere: FedEx og Amazon. Der opstår små initiativer hist og pist, men ikke nok. Det er en kerneindustri, og derfor et oplagt mål for en kampklar fagbevægelse, men vi er hele tiden i defensiven. Under Trump er det ikke blevet nemmere, så vi kæmper hele tiden for bare at holde fast i det, vi har.

Demokratisk socialisme

Mange hævder, at en stemme på Green Party er en stemme på Trump, særligt i tætte svingstater. Hvad tænker du om det?

Først og fremmest: Nej, en stemme på Green Party er ikke en stemme på Trump. Vi ligger et helt andet sted. De fleste [af vores] vælgere er dødtrætte af de to store partier, og kommer ikke op af sofaen for at stemme på demokraterne og republikanere. Antagelsen om, at vores vælgere ville stemme på Biden, hvis vi ikke var på stemmesedlen, har ikke hold i virkeligheden. Exit polls fra 2016 viste, at 61 procent af dem, som stemte på Jill Stein (partiets daværende præsidentkandidat, red.) ellers ville være blevet hjemme. Så vi trækker sådan set flere vælgere til stemmeurnerne. Grundene til at stemme på os er, at vi fx går ind for en Green New Deal – i modsætning til både Trump og Biden. Vi går ind for Medicare for All og jobgarantier, det gør Biden og Trump ikke.

Så fortællingen om, at I snupper stemmer fra Demokraterne, er falsk? Det vil være nyt for mange af de danske politiske kommentatorer.

Det er jo det mest udbredte narrativ, og det er overordnet set forkert, ja. Der er selvfølgelig grønne stemmer, som ville stemme på Biden, hvis vi ikke var på stemmesedlen. Men et andet vigtigt forhold er, at de stemmer – vi får ved præsidentvalget – også afgør, om vi overhovedet kan komme på stemmesedlen igen næste gang. Hvis man gerne vil opstille til Kongressen i USA, er der i mange lande krav om mange tusinder underskrifter. I England skal man bruge ti underskrifter.

I Danmark kræver det 20.000 underskrifter at blive opstillingsberettiget til parlamentet. Ville dit argument se anderledes ud, hvis det var Bernie, som var på demokraternes stemmeseddel?

20.000? Det er også en høj tærskel. Hvad angår Sanders ville vi stadig stille op. Det hænger også sammen med dét, vi snakkede om før angående amerikansk militarisme og imperialisme. Der var Bernie virkelig svag. Hans platform minder mest af alt om dét, vi plejede at kalde ‘New Deal-liberalisme’. Beskatning af milliardær-klassen skal finansiere sociale tiltag. Vores holdning er, at det langtfra er nok.

Så længe milliardærerne sidder på al den økonomiske magt, sidder de også på den politiske magt. Og jeg snakker ikke bare om kampagnebidrag og lobbyisme her, men om magten til gennem investeringer at undergrave alle reformer. Det er en magt, som ligger totalt uden for demokratisk kontrol. Derfor siger vi, at økosocialisme – og økonomisk demokrati – er en forudsætning for politisk demokrati. Vi vil socialisere langt størstedelen af produktionsmidlerne, sådan så befolkningen kan få medejerskab og høste fordelene ved arbejdet – i stedet for at lade en snæver elite rende med både den økonomiske rigdom og den politiske magt. Det er demokratisk socialisme! – Bernie’s demokratiske socialisme minder mere om en slags velfærdsstats-kapitalisme.

På dansk ville vi nok kalde det for socialdemokratisme, mens den klassiske socialistiske holdning snarere ville være at overtage produktionsmidlerne. Er det den holdning, du ligger op af?

Jeg ville nok snarere sige socialisering af produktionsmidlerne, hvilket vil sige offentlige virksomheder i den offentlige sektor, særligt i industrien og  de store banker. Men samtidig skal der være mulighed for et demokratisk medejerskab i den private sektor i form af kooperativer. Hvis man har et offentligt sundhedsvæsen, en stabil boligsituation, og gode muligheder for job, ville mange flere også turde starte deres egen virksomhed, velvidende at der var et sikkerhedsnet, hvis de fejler.

Fra min tid som fabriksarbejder kan jeg sige, at rigtig mange kun bliver i deres arbejde, fordi de er bange for at miste deres sundhedsforsikring. Det er derfor, vi ser landmænd køre fra gården direkte ind for at køre truck om aftenen for UPS – ene og alene for at få sundhedsforsikring.

Det, du beskriver, minder om dét, man i Danmark kalder ‘flexicurity’, hvor man kombinerer et smidigt arbejdsmarked med et socialt sikkerhedsnet og arbejdsmarkedspolitik.

Ja, det handler om at give folk et stærkere forhandlingsgrundlag på jobbet. De skal turde tage nogle chancer, uden at det er verdens undergang.

Edward Snowden i regering

Lad os antage, at du vinder valget om en uge. Hvad er de første tre punkter på din dagsorden så?

Først og fremmest ville jeg erklære klimaet i undtagelsestilstand, hvilket ville give mig beføjelser til som præsident at omstille alle føderale institutioner på at håndtere klimakrisen. Dernæst ville jeg sætte alle migranter og asylansøgere fri, genforene dem med deres familier og hjælpe dem med det, de har brug for. Jeg ville speede processen op for at give dem status af migrant- og asyl-ansøgere.

Skal de også have stemmeret?

For at kunne stemme skal man have statsborgerskab, så det ville jeg sørge for at give folk en klar vej til. Den type beslutninger ville jeg også i høj grad overlade til lokale myndigheder. I områder med store migrantbefolkninger skal folk selv have lov til at have medbestemmelse over eks. skolepolitik.

Sidst men ikke mindst ville jeg benåde en masse mennesker, startende med de millioner af mennesker der er fængslet for ikke-voldelige narkoforbrydelser. Hvis de er afhængige, skal de tilbydes hjælp, ikke fængsel. Dernæst ville jeg kigge på en som Julian Assange. Hvis han først bliver dømt, er det et problem for alle medier. De ville komme i problemer, hver gang der var lækkede regeringspapirer. Hvordan skulle vi så finde ud af, hvad de har gang i?

Derudover ville jeg ikke bare benåde Edward Snowden, men bede ham om at komme med i min regering. Han har både den tekniske viden og et ufattelig vigtigt perspektiv på, hvordan man indsamler efterretninger uden at overtræde folks rettigheder. Han har desuden et beundringsværdigt engagement i demokrati frem for autoritært styre. Hans bog Permanent Record gjorde det største indtryk på mig af nogen bog, jeg læste sidste år. Foruden folk som Snowden og Assange, er der en lang række andre politiske fanger, herunder gamle Black Panther-aktivister.

Jeg læste for nylig, at Jalil Muntaqim var blevet løsladt efter knap 50 års fangenskab.

Ja, de her politiske fanger sidder buret inde lang tid efter, de fleste andre ville være blevet løsladt. Men der er nok at tage fat på. Jeg ville nok skulle starte med at omstøde mere end hundrede ‘executive orders’ udstedt af Trump!

Økosocialisme i forgrunden

En del husker nok Jill Stein, som var Green Party’s kandidat i 2012 og 2016. Hvad er den største forskel på hendes parti og dét, Angela og dig står i spidsen for?

Det amerikanske politiske system er enormt topstyret. Når folk bliver Demokrater eller Republikanere, melder de sig ikke ind hos partiet selv. De giver staten besked om, at de gerne vil registreres i et parti.Hvis man har et problem, kan man ikke bare tage det op i sin lokale partiafdeling. Det skaber et politisk tomrum.

Vores forpligtelse på økosocialisme er blevet stærkere. Da Jill var opstillet vedtog vi faktisk, at det skulle væres vores ambition, men det er meget mere udtalt nu. Det er nok den største forskel; det var underforstået i hendes program, men er kommet meget mere i forgrunden nu. Folk snakker om kapitalisme som ét system, der kan udfordres af andre. Før snakkede vi nok mere om reformer. Det er den væsentligste forskel.

Er der noget, du gerne vil tilføje afslutningsvis, en besked du gerne vil give danske læsere?

Det amerikanske politiske system er enormt topstyret. Når folk bliver Demokrater eller Republikanere, melder de sig ikke ind hos partiet selv. De giver staten besked om, at de gerne vil registreres i et parti. Det minder om de oprindelige partier i England, hvor Whigs og Toryer sad i parlamentet understøttet af deres rige sponsorer, og hvor arbejdere ikke en gang kunne stemme. Sådan fungerer det stadig i vid udstrækning i de to partier. Hvis man har et problem, kan man ikke bare tage det op i sin lokale partiafdeling. Det skaber et politisk tomrum.

Der er brug for et masseparti i USA, med lokale afdelinger overalt i landet. Det er fremtiden for Green Party. Ved sidste præsidentvalg var der over 100 millioner mennesker, som ikke stemte. De mennesker var i uforholdsmæssigt stort omfang arbejderklassen, ikke-hvide og unge mennesker. Det er dem, vi ser som fremtiden for vores parti. Hvis vi skal være relevante for dem, betyder det, at vi skal være til stede lokalt, så vi kan vinde deres tillid.

Hverken Demokraterne eller Republikanerne ønsker, at der kommer et tredje stort parti. Der er for mange penge på spil i amerikansk politik – og særligt de skjulte penge (‘dark money’, red.), som ingen ved hvor kommer fra gennem Super PAC‘s. Er det en milliardær-investor eller en mellemøstlig sheik, der finansier gildet? Ingen ved det. Det er en form for legaliseret bestikkelse, som fører til et bundkorrupt valgsystem.

Valget i USA er tirsdag 3. november.

---