Hvad er demokratisk socialisme?

Demokratisk socialisme er et af tidens hotte samtaleemner. Særligt i USA er begrebet vokset i popularitet i kølvandet på, at politikere som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har revitaliseret den demokratiske venstrefløj. Men hvad henviser det mere præcist til? Og er socialisme ikke altid demokratisk i sit udgangspunkt?

Esben Bøgh Sørensen kigger ‘demokratisk socialisme’ efter i sømmene. I første del af hans kronik fokuserer han på begrebets historiske betydning.

Af Esben Bøgh Sørensen

Ifølge en undersøgelse fra 2018 af de såkaldte ’millennials’ i USA – generationen mellem ca. 20 -35 år – identificerer hele 31 %, altså hver tredje, sig som ”demokratiske socialister” eller ”socialister”, mens det blandt demokratiske vælgere nåede helt op på 48 %, altså hver anden! Partiet Democratic Socialists of America har de seneste år oplevet en voldsom fremgang. På bare tre år 2016 – 2018 er partiets medlemstal gået frem, syvdoblet fra 6.700 til 50.000!

Socialisme, og særligt betegnelsen demokratisk socialisme er yderst populær blandt politisk aktive unge amerikanere. Men også i Europa ser vi, at begrebet demokratisk socialisme vinder frem, særligt i forbindelse med Momentum-bevægelsen i det britiske Labour parti. Også herhjemme sker det, at fremtrædende politikere på venstrefløjen som Pelle Dragsted beskriver sig selv som ”demokratisk socialist”.

Bred betegnelse i flere varianter

Det er dog sværere helt at få hold på, hvad begrebet demokratisk socialisme præcist henviser til. Mange på venstrefløjen er enige om, at socialisme er ensbetydende med en markant udvidelse af demokratiet. Alligevel kan vi tale om demokratisk socialisme som en særlig tradition med rødder tilbage i den klassiske, socialistiske arbejderbevægelse. Særligt den socialdemokratiske tradition har benyttet sig af begrebet, og demokratisk socialisme er stadigvæk i dag grundlæggende tankegods hos en række socialdemokratiske partier i Europa. I det tyske socialdemokratis Hamburger program fra 2007 slås det således fast, at den demokratiske socialisme fortsat er det ideologiske grundlag for partiet – forstået som ”en vision om et frit, retfærdigt og solidarisk samfund.”

På samme måde står der i det danske socialdemokratis nuværende principprogram fra 2017, at partiets ”idégrundlag er den demokratiske socialisme”. Hvordan skal vi nu forstå en sådan demokratisk socialisme hos socialdemokratier, der i årtier har accepteret kapitalismen? Det er i givet fald en socialisme, der er i overensstemmelse med ikke bare en grundlæggende accept af kapitalismen, omend i reguleret form. Det er også en socialisme, der kan rumme den lange række af ulighedsskabende reformer til gavn for de rige, som de europæiske socialdemokratier gang på gang har iværksat.

I både Tyskland og Danmark er det lang tid siden, at socialdemokratierne opgav målsætningen om socialisme til fordel for en reguleret kapitalisme. Det er samtidig socialdemokratierne, der har været drivende kraft i den sparepolitik og privatisering af det offentlige, der ikke mindst siden 1990’erne har skabt en udhuling af den offentlige sektor og en gradvis, men markant forringelse af velfærden, banet vejen for et stadigt mere usikkert og utrygt arbejdsmarked, øget uligheden, dereguleret finanssektoren, og skabt stigende fattigdom.

Den højresocialdemokratiske tradition

Denne form for demokratiske socialisme, som en række af de nuværende socialdemokratier stadigvæk bekender sig til, hører hjemme i den højresocialdemokratiske tradition med rødder tilbage til den reformistiske tendens i den klassiske arbejderbevægelse før 1. verdenskrig. Det handlede for denne tendens udelukkende om, at få etableret et rent politisk-parlamentarisk demokrati og sikret arbejdernes stilling inden for kapitalismen. Socialisme blev af mange helt droppet eller skubbet til en fjern fremtid.

Det er denne højresocialdemokratisme – eller reformisme om man vil – der i langt de fleste europæiske socialdemokratier i løbet af 1950’erne og 60’erne helt droppede målsætningen om socialisme til fordel for en reguleret kapitalisme. Et på nogle måder forståeligt resultat af, at det rent faktisk i høj grad lykkedes at regulere en vækstskabende kapitalisme i denne periode til fordel for den brede befolkning. Det er dog samtidig også klart, at der må være en sammenhæng mellem den socialistiske målopgivelse og den senere socialdemokratiske forvaltning af en krisepræget kapitalisme … med alt hvad det indebar af sparepolitik, privatiseringer, new public management og ulighedsskabende reformer.

Den venstreorienterede tradition for demokratisk socialisme

For den venstrefløj, der stadig forsøger at sætte socialisme på dagsordenen, er der således ikke meget at hente i denne højresocialdemokratiske tradition. Der findes imidlertid også en anden omend temmelig heterogen demokratisk socialistisk tradition. En type demokratisk socialisme, der vel at mærke adskiller sig fra socialdemokratismen ved ikke at have opgivet målsætningen om socialismen. Det er en i dag ofte overset tradition, der under forskellige navne som ”tredjevejssocialisme”, ”centrisme” eller ”venstresocialisme” forsøgte at placere sig imellem de reformistiske socialdemokratier på den ene side og den kommunistiske lejr på den anden.

Denne heterogene tradition inkluderede historisk eksempelvis det Uafhængige Tyske Socialdemokrati, det britiske Uafhængige Arbejderparti, Serratis Italienske Socialist Parti, Tranmæl-linjen i det Norske Arbejderparti, det Almene Jiddiske Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland, og det Socialdemokratiske Arbejderparti i Østrig, hvoraf jeg i det følgende kun vil berøre enkelte. Trods vigtige forskelle, rummede de også afgørende ligheder, og på forskellige måder forsøgte denne historiske tradition at svare på, hvordan den socialistiske arbejderbevægelse i industrialiserede, kapitalistiske lande med etablerede politiske demokratier, både konstruktivt kunne bruge de eksisterende demokratiske institutioner, og samtidig fastholde målsætningen om socialisme. Socialisme, ikke som et fjernt fremtidsmål, men som noget der udfolder sig allerede inden for de eksisterende samfund.

Tredjevejssocialismen i det Uafhængige Tyske Socialdemokrati

Denne forskelligartede, demokratisk socialistiske tradition har egentlig sine rødder tilbage i den gamle, socialistiske Anden Internationale. Centrum-venstrefløjen i det Tyske Socialdemokrati (SPD) – centrum repræsenteret af eksempelvis Karl Kautsky, venstrefløjen af eksempelvis Rosa Luxemburg – forsøgte at placere partiet imellem den reformistiske tendens, der var ukritisk i forhold til, hvad der kunne gennemføres inden for det eksisterende politiske system – og så den yderste, syndikalistiske fløj (der efterhånden spaltedes ud af partiet), som afskrev enhver deltagelse i de eksisterende politiske institutioner, herunder valg, og som i stedet satte sin lid til omfattende generalstrejker som samfundsforandrende redskab.

Det var dog først i mellemkrigstiden, at denne tradition rigtig fik placeret sig som et tredje alternativ til henholdsvis de reformistiske socialdemokratier på den ene side, og den Kommunistiske Internationale på den anden. På trods af store uenigheder var det alligevel det meste af centrumfløjen og venstrefløjen, der fandt sammen og grundlagde det Uafhængige Tyske Socialdemokrati i 1917, som et resultat af interne uenigheder i SPD om borgfreds-politikken og afstemningerne om krigskreditterne.

USPD var i første omgang udtalt sammensat og meget lidt sammenhængende på det ideologiske område, og talte foruden partiets venstrefløj og tidligere centrale skikkelser – som Kautsky – også dele af den revisionistiske fløj omkring Eduard Bernstein, som dog i 1919 overgik til resterne af det gamle SPD, kaldet Flertalssocialdemokratiet (MSPD). Både MSPD og USPD kan betragtes som eksempler på demokratisk socialisme. Men hvor MSPD og det senere forenede tyske socialdemokrati udviklede sig i en stadig mere reformistisk retning – og i løbet af 1950’erne helt opgav målsætningen om socialisme – da grundlagde USPD en centristisk og venstresocialistisk variant af demokratisk socialisme.

Den demokratiske vej til socialisme og revolution

Denne variant forfægtede den demokratiske vej til socialisme, samtidig med at man fastholdt det revolutionære, samfunds-transformerende perspektiv. USPD forsøgte altså at integrere flere strømninger i arbejderbevægelsen, og under revolutionen i 1918/19 havde partiet som det eneste talt for, at rådsdemokrati og parlamentarisme kunne forenes i en markant demokratisering af de eksisterende politiske institutioner og det sociale og økonomiske liv. I 1920 havde partiet på én gang konsolideret sig som et klart centristisk og venstresocialistisk parti og tiltrukket hundrede tusinde af nye medlemmer. Det kunne således mønstre omkring 800.000 medlemmer og næsten 18 % af stemmerne ved rigsdagsvalget i 1920.

Ved USPD’s kongres i 1920 i Halle skulle man beslutte to ting. For det første om man ville melde sig ind i den nyoprettede kommunistiske Tredje Internationale, eller om man skulle satse på en vej midt imellem den socialdemokratiske og den kommunistiske lejr. For det andet om man som led heri skulle forene sig med det også relativt nyoprettede kommunistiske parti i Tyskland og dermed reelt nedlægge sig selv. Den kommunistiske fløj havde mobiliseret en af de ledende skikkelser i den tredje internationale, Grigorij Zinovjev, der holdt sin berømte 4 timer lange tale på kongressen, mens den anden fløj havde fået den mensjevikiske veteran Julius Martov til at fremføre deres sag. Det var sidstnævnte, der repræsenterede den centristiske og venstresocialistiske variant af demokratisk socialisme.

Flertallet af kongressen tilsluttede sig den kommunistiske lejr, hvorved det forenede tyske kommunistiske parti blev etableret med Paul Levi i spidsen. Mindretallet fastholdte dog USPD som en selvstændig organisation. Med ét var det kommunistiske parti i Tyskland blevet et masseparti med næsten 400.000 medlemmer. Under Paul Levi udviklede partiet en politisk strategi fokuseret på den langsigtede massemobilisering og opbygning af bred støtte i befolkningen. Det var dog en strategi, der hurtigt kom under pres internt i partiet, og Levi blev ekskluderet året efter som stærk kritiker af den såkaldte venstredrejning af det kommunistiske parti. Han kritiserede den for at være et udslag af en art ‘Bakuninisme’, dvs. en strategi fokuseret på revolutionære opstande, som det kom til udtryk under Marts-aktionen i 1921. Som et resultat af hvad han opfattede som tabet af det kommunistiske parti til en bakunistisk strategi, tilsluttede Levi i 1922 sig igen USPD.

USPD fortsatte nogle år endnu, men uden store dele af venstrefløjen svandt partiet ind og nærmede sig politisk mere og mere det nye SPD, som flertallet tilsluttede sig allerede i 1922. De få rester af USPD, der blev tilbage efter både udspaltningen af venstre- og højrefløjen forsatte en årrække endnu, men uden nogensinde at komme i nærheden af den magt og betydning, man havde haft i årene 1917-1922. I 1921 støttede USPD det kortvarige forsøg på at oprette en ny, demokratisk socialistisk Internationale, der placerede sig mellem den kommunistiske og den reformistiske lejr, nemlig den såkaldte 2 ½ Internationale (officielt det Internationale Arbejdsfællesskab af Socialistiske Partier). Det største af partierne i denne også kaldte ‘Wiener Internationale’ var, som navnet antyder, det Østrigske Socialdemokratiske Arbejderparti under ledelse af Otto Bauer.

Den østrigske vej

Hovedprincippet i Bauers og den såkaldte austromarxismes strategiske linje var enhed i den socialistiske arbejderbevægelse, noget Bauer senere under nye omstændigheder døbte den såkaldte integrale socialisme, dvs. en socialisme der forenede arbejderbevægelsens mange fløje. Det kunne selvfølgelig kun lade sig gøre, så længe at højre, centrum og venstrefløjen i partiet kunne enes i tilstrækkelig grad til at være i samme parti. Ideen om at forene sig i ét parti var ikke ny, de gamle socialdemokratier før første verdenskrig havde været de langt mest dominerende og samlende partier i arbejderbevægelsen. Men perioden efter krigen og den efterfølgende tid var i udpræget grad kendetegnet ved en opsplitning af arbejderbevægelsen. Det østrigske, socialdemokratiske arbejderparti (SDAP) var et nærmest enestående eksempel på enhed i en ellers splittet europæisk arbejderbevægelse.

I slut 1920’erne havde SDAP således omkring 700.000 medlemmer, og man regner med, at partiet formåede at organisere omkring 46 % af sine vælgere på landsbasis. I Wien var tallet omkring 80 %, og i nogle af arbejderkvartererne var det helt oppe omkring 96 %. Til sammenligning mobiliserer f.eks. både det danske Socialdemokrati og Enhedslisten i dag ca. 0,4 % af deres vælgere hver især. SDAP var formentlig det bedst organiserede arbejderparti i Europa, og som Curt Sørensen skriver det i bogen Den Europæiske Deltagelseskrise (s. 240): “Intetsteds i den traditionelle ordens og kapitalismens verden har et socialistisk arbejderparti nogensinde nået en sådan mobilisering af arbejderbefolkningen.”.

SDAP’s tredjevejs-socialisme baserede sig på, hvad man selv opfattede som den demokratiske vej til socialisme – i modsætning til den kommunistiske vejs fokus på revolutionære opstande og den reformistiske vejs opgivelse af socialismen som endemål. SDAP og Bauer videreførte på den måde essentielle dele af forestillingen i det marxistiske centrum – omkring Kautsky i før-krigs SPD – forestilling om en fredelig vej til socialisme gennem demokratiske institutioner, der langsomt ville udvides og suppleres. Der var tre afgørende elementer i Bauer’s demokratiske socialisme:

For det første måtte klassekampen i udviklede, kapitalistiske lande med parlamentarisk demokrati antage legale former, og føres gennem reformarbejde i de parlamentariske institutioner Det var i modsætning til den kommunistiske internationales fastholdelse af formen fra den russiske revolution, herunder det illegale element, og afvisningen af parlamentarisk demokrati til fordel for rådsdemokrati.

For det andet måtte arbejderklassen, organiseret i det samlede socialdemokrati, forene sig med andre lag i samfundet for dermed at vinde flertallet for socialistiske forandringer. Det betød ikke ifølge Bauer, at socialdemokratiet skulle udvikle sig til et folkeparti i stedet for et klasseparti. Arbejderklassens kamp var den mest afgørende for virkeliggørelsen af socialismen, men alliancer var nødvendige for at mobilisere flertallet.

For det tredje var det – selv om man gik konstruktivt til arbejdet i de parlamentariske institutioner – helt afgørende at bygge en omfattende ikke bare politisk, men også en social-, økonomisk- og kultur-bevægelse. Overgangen til socialisme kunne nemlig hverken sikres gennem revolutionære opstande eller udelukkende parlamentarisk arbejde, men måtte gennemføres af en både velorganiseret og uddannet arbejderklasse. SDAP lagde derfor særlig vægt på opbyggelsen af et kæmpe netværk af sociale og kulturelle organisationer: fagforeninger, andelsforeninger, kvindeorganisationer, musikforeninger, skoler, oplysnings- og uddannelses-institutioner, ungdoms- og børneorganisationer, teater, biblioteker, kolonihaveorganisationer samt en omfattende sportsbevægelse.

To retninger smelter sammen

Den demokratiske vej til socialisme blev altså ikke blot opfattet som en serie af reformer i parlamentet, men også som arbejderklassens stigende selvorganiserings- og deltagelses-grad i samfundet. Den kommunistiske lejrs dobbeltmagts-strategi blev erstattet af en vej til socialisme gennem eksisterende politisk-demokratiske institutioner, der langsomt skulle udvides og suppleres, samt af en stadig mere organiseret og bevidst arbejderklasse.

Imod de kommunistiske partiers afskrivning af det eksisterende politiske demokrati til fordel for en revolutionær putsch/kup-taktik baseret på en fastholdelse af den (efterkonstruerede) russiske model på den ene side, og de reformistiske socialdemokratiers udvikling hen imod systembevarende partier på den anden, forfægtede Bauer og SDAP altså muligheden for en socialisme, der var på én gang reformistisk og revolutionær. I den positive bestemmelse forstod Bauer integrationen af de to retninger i arbejderbevægelsen som en sammensmeltning mellem reformismens fokus på udvidelse af demokrati, respekten for den individuelle retssikkerhed, den åndelige udvikling og frihed, den kollektive selvbestemmelse og humanismen på den ene side – og på den anden side den revolutionære socialismes erkendelse af kapitalismens begrænsninger for reformarbejdet, og at kun overskridelsen af kapitalismen som sådan kan befri menneskeheden fra udbytning.

Læs anden del af Esben Bøgh Sørensens kronik på næste søndag.