Hvad sker der, når en stor økonomi ikke kan afbetale sin gæld i dollars? Det finder vi snart ud af i Rusland!
Hvordan kan et land, som fortsat tjener knap 5 milliarder kr. hver dag på gaseksport, have svært ved at afbetale et lån på 117 millioner dollars i den aftalte valuta? Putin-regimets problem er politisk, ikke økonomisk. Derfor er der udsigt til en højst utraditionel situation, hvis Rusland ikke betaler sin gæld, skriver historiker Adam Tooze.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I onsdags skulle Rusland efter planen have betalt investorer af på to dollar-bundne statsobligationer til en værdi af 117 millioner $. Landet kommer sandsynligvis stadig til at afdrage på lånene, men betalingen kommer til at blive i rubler, ikke i dollars. Nogle af Ruslands gældsaftaler tillader dem at gøre netop det – men det er ikke tilfældet med det her lån. Rusland har fået en afdragsfri periode på 30 dage til at betale lånet af på normal vis. Hvis det ikke sker, bliver landet sandsynligvis stemplet som dårlig betaler af kreditorerne.
Det vil sende chokbølger gennem hele den globale finanssektor. Det vil sende et signal om, at en debitor i toppen af fødekæden – en stormagts-regering – enten ikke kan betale som aftalt, eller bare ikke ønsker at gøre det. I den moderne finanssektor bliver regeringsgæld normalt betragtet som den absolut mest sikre form for værdi. Det vil derfor være et chok, der kommer til at kunne mærkes langt ud over de lukkede finanskredse.
Manglende russisk gældsafdragelse har to gange før i historien lammet den globale finansverden: I 1917, efter bolsjevikkerne afsvor zarens gæld, og det forpestede forholdet til landets forhenværende allierede – særligt Frankrig – i flere årtier. Senere, i 1998, hvor landet oplevede en finanskrise, der var med til at definere Putins opstigen til magten, gik Rusland også i betalingsstandsning på sin indenrigsgæld og dele af den sovjetiske udenrigsgæld. Efterdønningerne var så massive, at verdens største investeringsfond, LCTM i New York, efterfølgende kollapsede.
En dråbe i Ruslands økonomi
Til sammenligning er den nuværende betalingskrise ikke nær så truende. For bare et par måneder siden blev Rusland regnet for at være en dukse-debitor. Landet havde kun en udlandsgæld på ca. 257 milliarder kr. i fremmed valuta, og af disse var blot 135 milliarder kr. i hænderne på udenlandske investorer. For en økonomi af Ruslands størrelse er der tale om småpenge. Det konkrete udestående er da også en brøkdel af, hvad Rusland fortsat tjener på olie- og gaseksport hver eneste dag. Alene gassen sender knap 5 milliarder kr. i den russiske statskasse om dagen.
“Grunden til, at man ikke betaler sine udenlandske kreditorer er simpelthen, at man befinder sig i en asymmetrisk stedfortræderkrig med Vesten, og at sidstnævnte har besluttet sig for at bruge finanssektoren i kampen.”
Når Rusland vælger at afbetale i sin egen valuta, handler det derfor ikke om, at man ikke er i stand til at opstøve $117 millioner, eller at man egenrådigt har besluttet sig for ikke at ville afdrage på sin gæld. Grunden til, at man ikke betaler sine udenlandske kreditorer er simpelthen, at man befinder sig i en asymmetrisk stedfortræderkrig med Vesten, og at sidstnævnte har besluttet sig for at bruge finanssektoren i kampen.
Det afgørende øjeblik kom 26. februar, hvor det blev meddelt, at den russiske centralbank ville blive mødt af økonomiske sanktioner mod krigen. Det sendte rublen i frit fald, og tvang Rusland til at lukke sit finansmarked. Inflationen kommer til at vokse markant i Rusland over de næste par måneder. For at holde prisstigninger fra døren, er renten også blevet sat drastisk i vejret. Rusland får svært ved at importere vigtige fornødenheder. Økonomer anslår, at Ruslands økonomi risikerer at skrumpe med 15 % eller mere.
Det er alt sammen frygtelig dårligt nyt for russiske husstande og virksomheder. Men hvis Iran har lært os noget, er det – at det nok ikke kommer til at føre til et totalt kollaps for den russiske økonomi. Foreløbigt er det kun USA, som har indført en embargo på russisk energi, og eftersom landet i forvejen importerede forsvindende små mængder russisk olie, tjener Rusland stadig sorte milliarder. Efter at have tanket sine udenlandske valutareserver op, har Rusland råd til at afdrage sin udlandsgæld 12 gange – og stadig have penge på kistebunden. Ruslands problem er med andre ord politisk, ikke økonomisk. Landet er nemlig blevet afskåret fra at få adgang til sine valutareserver af de amerikanske sanktioner. Man har til gengæld også forbudt udenlandske investorer at sælge deres russiske aktiver. Og når Rusland vælger at betale de $ 117 millioner i rubler, er det tvivlsomt, hvorvidt kreditorerne overhovedet får lov til at åbne russiske bankkonti, pengene kan gå ind på.
At behandle den manglende russiske betaling som en almindelig betalingskrise er at opretholde en komisk facade: Der er tale om en finansiel krig, hvor der bliver udvekslet slag. Med de omfattende sanktioner in mente, havde det været tåbeligt at forvente andet.
Risikabel investering siden 2014
Den økonomiske krigs tabere bliver alle, der har investeret i russiske obligationer. Deres interesser blev ofret i dét øjeblik, sanktionerne blev annonceret – ikke kun oligarkernes. Blackrock, som er verdens største investeringsfond, har stort set afskrevet alle sine russiske værdier, der ved årsskiftet udgjorde ca. 125 milliarder kr. Stort set alle vestlige firmaer er i gang med at trække sig ud af Rusland. Nogle kommer til at mærke store tab, og det bliver smertefuldt for både investorer og de mange hundredtusinder af russere, hvis arbejde afhang af dem. Ser man bort fra de etiske overvejelser, giver det fin mening fra et forretningsperspektiv. Ingen ønsker at lide et så stort tab af omdømme.
“Vestlige investorer har hele tiden vidst, hvad de gav penge til, og har alligevel hældt penge i den russiske stat. Nu er deres risikable investering blevet rådden.”
For den russiske regerings udenlandske kreditorer er situationen en anden. De var ikke interesserede i at sælge hamburgere eller saml-selv møbler til almindelige russere. De har givet penge direkte til den russiske stat – og har hele tiden været bekendt med alle dens skønhedspletter. I investeringsoversigter over de russiske obligationer er der, siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014, udtrykkeligt blevet advaret om de geopolitiske spændinger med Vesten og risikoen for sanktioner. Vestlige investorer har hele tiden vidst, hvad de gav penge til, og har alligevel hældt penge i den russiske stat. Nu er deres risikable investering blevet rådden.
Når Ruslands kreditorer fremsætter juridiske krav kan det nok virke frastødende på os andre, men de kommer fra et magtfuldt sted. Hvis de er skamløse nok til at trække de manglende betalinger for domstolene i London eller New York, kan det endda være de får medhold, og bliver tildelt russiske statsejendomme i pant. Alt imens har Putins sande ofre – ikke mindst den ukrainske befolkning – ingen mulighed for at kræve oprejsning. Gældsaktivister i hele verden har presset på for at få ændret lovgivningen i de store kreditorlande, så røverkapitalistiske fonde ikke kan udbytte lande i krise. Det er på høje tid, at bl.a. den britiske og amerikanske lovgivning sikrer, at eventuelle økonomiske krav mod Putin-regimet kommer hans ofre til gavn – ikke de mennesker, der har forsøgt at tjene penge på det.
Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Adam Tooze / Substack.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER