Hvem dræbte helvedes engle? Jan Guillou tilbage i rollen som Eric Ponti

Eric Ponti er Jan Guillous fiktive alter ego, som man først blev bekendt med i Guillous selvbiografiske roman Ondskaben fra 1981. I Den der dræbte helvedes engle benytter Guillou sig for første gang af førstepersonsperspektivet og sætter sig nu fuldt i den undersøgende journalists sted.

Den der dræbte helvedes engle er derfor ikke den sædvanlige krimi/spændingsroman om superspionen Hamilton, Carl Hamilton. Den kan derimod læses som den aldrende forfatters selvbiografi, selvom den selvsamme forfatter benægter, at det er det, han skriver.

Stående ved sin skrivepult med en dårlig ryg, som forhindrer ham i at sidde ved skrivemaskinen, nedfælder Eric Ponti sine tanker om sin aktuelle undersøgelse af en meget spektakulær drabssag, hvor en gruppe rocker-aspiranter med forbindelse til Hells Angels findes dræbt i deres nye rockerborg i en forstad til Stockholm. Men Ponti (eller Guillou) tænker bestemt også over sin generation af forfatteres forestående massedød.

Angreb på den svenske intelligentsia

Jan Guillou benytter sig af denne skriveform til at rette angreb mod en lang række forfattere fra den svenske litterære verden. De er både navngivne og anonyme, ægte og fiktive.

Han sammenblander den virkelige verden med corona-pesten, som han kalder det, og den medfølgende ensomhed og selvisolation på landet for at undgå en for tidlig død.

Den idealistiske venstreorienterede journalist Eric Ponti arbejder også med dilemmaerne mellem både at være en succesfuld og nu ganske rig forfatter, mens man samtidig holder fast på de socialistiske idealer både for sig selv og for pressens skyld.

Er det litterære kultursnobberi vendt tilbage?

Eric Pontis angreb på den litterære verden tager form af to forskellige fortællinger. Den ene er en kritik af, at litteraturen er vendt tilbage til den snobbede kulturelle overklasse, som han og hans generation gjorde oprør imod. For Eric Ponti bliver det bestemt ikke bedre af, at denne nye bølge af forfattere er kvinder, og at han ikke kan kritisere dem uden at blive kaldt sexist.

Jan Guillou lykkes med at komme med en saglig kritik af de nye kvindelige krimiforfatteres skriverier, som han anklager for at finde på mere og mere sadistiske måder at dræbe deres ofre på for at overgå hinanden.

Det er tydeligt, at Jan Guillou balancerer på en knivsæg. Han er i fare for at falde i gruppen af gamle, bitre, hvide, sexistiske mænd. Men for det meste lykkes han med at holde sig inden for saglighedens smalle sti i sin kritik af de unge kvindelige forfattere.

Han bruger da også lidt tid på at kritisere de forfattere fra hans egen generation, som ifølge ham burde have lagt pennen til side. Måske spekulerer han over, om han selv er kommet til det punkt.

Mit navn er Ponti, Eric Ponti

Jan Guillou er Eric Ponti, men Carl Gustav Gilbert Hamilton er dog stadig en fiktiv karakter, hvilket også kommer klart til udtryk i Den der dræbte helvedes engle. Alt i alt giver Jan Guillou med sin nye spændende skrivestil et indblik i sit eget forfatterskab og det fiktive bogunivers, han har skabt gennem sit lange livsværk som en stærk stemme for venstreorienteret litteratur.

Bogen er bestemt læseværdig. Men hvis man vil have det fulde ud af den, kræver det nok lidt mere end bare en overfladisk viden om Hamilton-serien, ligesom det klart er tilrådeligt at foretage et dyk ned i både Ondskaben og Guillous serie om det tyvende århundrede.