Hvem vandt VM i Qatar? 

Fodbold set med kulturpolitiske briller

VM i Qatar er for længst slut. Men de debatter, som hele spektaklet har udløst, er forhåbentlig ikke færdige. 

Uden VM’et er det næsten sikkert, at emigrantarbejderes forhold i Qatar og dets lederes arrogance over for deres egen befolknings mangfoldighed og krav om menneskerettigheder ikke var blevet udstillet så markant. Via fodboldspillernes status som rollemodeller har deres kritik af at skulle spille i et land med så dårlig score på demokratiske og sociale rettigheder gjort mange borgere i Europa opmærksomme disse forhold. Fodboldfans har diskuteret og taget stilling. På den måde har den demokratiske offentlighed utvivlsomt vundet på sagen.

Det er også tydeligt, at Qatars politiske lederskab til en vis grad har forregnet sig med hensyn til den good will, det har regnet med at kunne købe sig til. Fodbold er så vellidt verden over, at man øjensynligt stadig kan prøve at signalere fremskridt og modernitet ved at være vært for et VM. Heldigvis købte temmelig mange ikke den slet skjulte hensigt, men brugte i stedet VM til at påpege det demokratiske underskud i værtslandet. 

“Fodbold kunne ses som en spejling af omgivelserne gennem leg og spil og som en slagmark for forskellige politiske linjer – autoritære såvel som demokratiske.”

Man kan diskutere frem og tilbage om pengemagt vandt VM, men hvordan kan fodbold tage sig ud, hvis man ser på den og dens muligheder og begrænsninger med den marxistiske teoretiker Antonio Gramscis (1891-1937) tilgang. 

Han var som leder af Italiens kommunistparti mest kendt for sine overvejelser om revolution, klasse, stat og magt. Han formulerede sig også over temaet kultur og kulturens rolle i klassekampen. Og dermed fodbold. Han mente, at fodbold kunne ses som en spejling af omgivelserne gennem leg og spil og som en slagmark for forskellige politiske linjer – autoritære såvel som demokratiske. 

I dette spil er der sjældent entydige tabere og vindere, for spillet er åbent og fortsætter ud over den enkelte sæson.

Antonio Gramsci som fodboldfan

Den kun 20-årige Antonio Gramsci kom til Torino i 1911, der dengang var centrum for italiensk fodbold, hvor spillet var kommet til få år før. Han blev aldrig færdig med sine studier, men blev derimod aktivist for socialistpartiet og senere journalist, og han blev begejstret over det nye spil.

Antonio Gramsci var imidlertid kronisk syg og ude af stand til at deltage i konkurrenceidræt, så hans interesse var mere principiel og politisk end praktisk. 

Alligevel opfattede han fodbold som en aktivitet, der burde understøttes af socialister. I bladet Avanti! (Fremad!) skrev han i 1918 en lille artikel, hvor han sammenlignede fodbold og Scopone, som er et italiensk kortspil (der minder om Casino).

Gramsci registrerede her, at italienere ikke var glade for sport. De ville hellere spille kort på værtshuse. EU’s forskningsenhed Eurostat har i øvrigt bekræftet denne iagttagelse et lille århundrede senere: Italienere bliver kun overgået af grækere og bulgarere, hvad angår den tid, de hævder at bruge på at sidde ned til forskel fra at være fysisk aktive. 

Mere præcist mente Gramsci, at fodbold – ud over at blive spillet i sunde udendørs omgivelser – var godt for sjælen. Det udviklede sans for solidaritet omkring holdet og respekt for fælles spilleregler. Modsat Scopone, der blev spillet i forbindelse med rygning og druk, og indbød til snyd og slagsmål. 

Fodbold “udviklede sans for solidaritet omkring holdet og respekt for fælles spilleregler”.

Videre mente Gramsci, at fodbold afspejlede det mere moderne engelske samfund, som det var udviklet i, mens Scopone svarede til en mere gammeldags, autoritær kultur i Italien på dette tidspunkt. Modernisering og fodbold på den ene side, traditionelle magtstrukturer og fedtspillere på den anden. 

Gramsci antydede på den måde, at fodbolden i sig selv kunne ses som en model for et bedre samfund. Det vil sige en utopisk modtese til den orden, der beherskede Italien i 1918, og som socialistpartiet ville bryde med.

Den senere analytiske vinkel

Senere nuancerede Gramsci imidlertid sine synspunkter. Da han var blevet fængslet af de italienske fascister under Mussolini for sin politiske indsats, skrev han politiske essays i fangenskab. 

Her reflekterede han blandt andet over, at sport nu (i 1930erne) blev politiseret fra højre og at fascisterne prøvede at knytte fodboldens voksende tiltrækningskraft til deres projekt. 

Fodbold blev spændt for en nationalistisk vogn og fik masseintegrerende opgaver. På den måde blev Gramscis syn på sportslige fænomener mere analytisk. Det var ikke mere nok at se på aktiviteten i sig selv – den skulle ses i et større billede, hvor kræfter uden for fodbolden kunne påvirke dens samfundsmæssige værdi, som han tidligere havde taget for givet. Den kunne blive mål for samfundsgruppers forsøg på at opnå kontrol.

Fodbolden skulle ses i et større billede, hvor kræfter uden for fodbolden kunne påvirke dens samfundsmæssige værdi.

I den nye åbne tilgang er fodbold ikke længere en politisk given størrelse, men snarere en del af en større slagmark for politik – eller for ’stillingskrigen’, som Gramsci kaldte det. 

Foldbold danner med sine faste organisationer af udøvere, trænere/ledere og dommere – samt ikke mindst de løsere tilknyttede fangrupper og tilskuere – en ramme for de mest forskelligartede debatter og krav. 

Som vi netop har set i forhold til hele spørgsmålet om VM i Qatar. Oprindeligt var fodbolden entydigt en del af det civile samfund for Gramsci, men efterhånden kom staten via fascismen også til. For ikke at tale om økonomiske interesser, der kom til at overtage de større klubber og gjorde dem til markedsspillere. Derfor måtte fodbold ses som en mere åben, i princippet politisk ubestemt størrelse, der dog altid ville blive politisk tonet af de aktuelle styrkeforhold.

Gramsci brugte ikke selv termen i sin diskussion af fodbold, men man kan uden at gøre vold på hans tanker sige, at den tendens der var til, at civilsamfundet blev rettet ind i forhold til markedet, og som Gramsci i andre sammenhænge analyserede som ”fordisme” med inspiration fra kapitalismen i USA på hans tid, også ramte fodbold. Men ligesom også den nye kapitalismemodel indeholdt nye konflikter og var ramme for politisk kamp, så rammes også fodbold af konflikter. 

Den aktuelle konflikt

Det ville være nærliggende at tolke konflikten mellem fx Dansk Boldspil Union, DBU, der stillede sig kritisk over Qatar, og FIFA, der i realiteten bakkede op om styret og dets politik, inden for Gramscis oprindelige Nord-Syd skema. 

Den ’ægte’ fodbold kommer fra Nordeuropa, er god og sund og respekterer menneskerettigheder. Firkantet sagt ville den ’rene’ fodbold boykotte Qatar! Og dens støtter ville organisere fodboldeftermiddage, hvor man sad og kiggede på, og råbte og skreg af en demonstrativt slukket skærm. Modsat en forvrænget, Scopone-inficeret fodbold, som FIFA repræsenterer, som på højrepopulistisk vis støtter tilbagestående samfundsstrukturer, og som nu desværre har magten. Og som tænder skærmen med god samvittighed. Sådan lidt firkantet sat op. 

Men som vi har set udviklede og nuancerede Gramsci sit synspunkt. Han forlod den oprindelige, lettere utopiske tanke om ”ren” fodbold. I stedet satte han fodbold ind i den moderne verdens realisme, hvor spillet i dag er et kulturelt fænomen, der som så mange andre er udsat for statslig indblanding og kommercialisering på godt og ondt. 

Fodbold er gennemsyret af politiske konflikter og kompromisser, og der er mange forskellige slags aktører, som kæmper om dagsordenerne inden for sporten. På den slagmark var kampen for menneskerettighedernes udbredelse blot ét af emnerne. 

Kampen om boykot var i denne virkelighed forbi, længe før VM startede. 

Modstanderne af VM i Qatar vandt nogle sejre, men ikke alle, og kunne ikke sætte den endelig dagsorden. Man måtte se et delvist nederlag i øjnene. Boykotkampen under VM var spild af tid og en tom demonstration. 

Men det betød ikke, at man ikke fortsat kunne gøre opmærksom på de problemer, der hele tiden havde været der.

En politisk konstruktiv tilgang fremover er ikke at være sur på dem, der ikke var enige i boykot, eller at formulere catchy oneliners om, at det danske landshold burde have holdt kæft eller være rejst hjem. 

Den er i stedet at samle erfaringer med hvilke kræfter, der er omkring fodbolden i dag, og at stille krav der har chancer for at blive indfriet. 

Det betyder foreløbigt: At støtte op omkring DBU’s vilje til at fortsætte kritikken af FIFA’s adfærd før og under VM. Fx kan man støtte DBU ved at købe tredjetrøjen. 

Det handler også om at fortsætte debatten om, hvordan man kan gøre fodbolden mere politisk ansvarlig på sigt. Som det er nævnt i indledningen, er der faktisk en del, som tyder på, at det er en meget farbar vej i Danmark. Der har været relativt stor opbakning til den kritiske linje. Den indsats er langsigtet og retter sig både mod den almindelige hjemlige praksis og de fremtidige internationale mesterskaber. 

Antonio Gramscis vision om ren fodbold ligger langt ude i fremtiden. Men den er uden tvivl god at bevare som fodboldutopi og retningsgiver i et langsigtet arbejde for at frigøre sporten fra de værste indblandinger fra stat og marked. En dag vil får og ulve græsse fredeligt side om side – undtagen når de giver plads på plænerne til glade atleter. 

Indtil da må vi nøjes med et uskønt morads af frem- og tilbageskridt for demokrati og rettigheder.

PS.

På sine gamle dage som politisk fange lærte Gramsci sig at spille Scopone! Han skrev oven i købet til sin hustru Guilia et års tid efter fængslingen i 1926, at han fik at vide af sine medspillere, at han havde et vist talent for ikke bare at tænke på de enkelte stik, men også at tænke langsigtet. Og det er der, selv i Scopone, god brug for!