Hverdagsracisme: “Det er en vikingeting”

Hverdagsracisme findes i Danmark, uanset hvad visse politikere eller meningsdannere siger. Jeg har beskrevet det på Instagram og gendeler nu her på Solidaritet, fordi jeg véd, at mange betvivler det. Racismen stikker, sårer og skraber selvværdet. Her er min ærlige, ærgerlige version af en hverdag. Lad os stå sammen – #sigtilsigfra!

“Skider du så hvide lorte eller hva?” – skreg de af grin. ”Din dumme neger!” – råbte hun. ”Hey! Du der! Din neger!” – råbte han. ”Du må være gået forket. Det her er ikke minikonfirmand,” jokede de. ”Se lige dine tynde håndled. Jeg kan holde rundt om dem med mine fingre, se selv,” – demonstrerede de. “Hvor høj er du egentlig? Okay, så er du dværg!” – mente de. ”Din storebror er ikke din rigtige storebror!” – fortalte de. ”Men hvide mennesker oplever altså også racisme?” – afbrød hun. ”Du forstår ikke den skandinaviske humor. Det er en vikingeting,” – lo han.

”Hey skæg!” – grinede de igen. ”De dér negere skal ikke komme her i vores land!” – rasede han. ”Vi vil etablere en hjemrejseordning for transnationalt adopterede” – argumenterede han. ”Okay, jeg har forstået, at du ikke er interesseret i mig. Men du skal altså vide, at der er noget frækt over dig, hvor er du fra? Der er noget eksotisk og asiatisk over dig, det er vildt frækt,” – insisterede han. ”Hvorfor vil du ikke med mig hjem? Du ligner ellers en, der godt kan lide at kneppe,” – fortsatte han. ”Ja, jeg har engang været sammen med en sort kvinde før dig. Hun havde den strammeste røv,” – udbasunerede han.

”Hun har et lige så flot overskæg som sin far” – skrev de. ”Hvor er det ærgerligt, at dit barn ikke har arvet din brune farve, Sidsel,” – sukkede sygeplejersken. “Hvem er det?” – spurgte kvinden mistroisk i start 00’erne. Hun pegede ned på barnet ved min fars hånd. “Det er min datter,” smilede min far. Kvinden så forarget ud: “Men hun er jo neger!”