Demonstration i Minsk 16. august. Siden valget 9. august har store protester i hele Hviderusland krævet præsident Lukashenkos afgang. Foto: Valery Sharifulin.
7 min. læsetid

Den bebudede generalstrejke mandag 26. oktober blev ikke til noget – men de store folkelige protester mod Aleksandr Lukashenko fortsætter i Hviderusland. Oppositionen mangler en stærk ledelse og et tydeligt program, skriver Aksel Carlsen.


Af Aksel V. Carlsen

I Hviderusland (Belarus) fortsætter det brede oprør mod præsident Aleksandr Lukashenko. Mandag 26. oktober skulle den tidligere præsidentkandidat, Svjatlana Tsikhanovskajas ultimatum til Lukashenko om at gå af, træde i kraft – i form af en bebudet generalstrejke. Det kom atter – på oprørets 79. dag – til flere masseaktioner i Minsk og andre byer, men hverken til generalstrejke eller omfattende arbejdsnedlæggelser. Og den ene minister efter den anden kunne tørre sveden af panden og meddele, at deres ressortområde fungerer normalt.

Lukashenkos reaktion på dette ultimatum var ellers dobbelttydig. Dels tog han i stedet – som ‘landsfader’ – ud til et landbrug for at følge årets kartoffelhøst. Og dels aflyste han et planlagt massemøde for hans tilhængere i Minsk, hvor de angiveligt skulle hylde ham. Aflysningen fik to forklaringer. I fredag hed det hyklerisk, at aflysningen skyldtes, at ”der var alt for mange fra hele landet, der havde agtet at møde op. Men det ville være for risikabelt i disse corona-tider”. Dagen efter leverede præsidentloyale tv-kanaler en lige så ”overbevisende” forklaring. Aflysningen skyldtes nu, ”at oppositionen havde forberedt terror” ved dette såkaldte støttemøde. Det er dog ikke første gang, magthaverne leverer sådanne påstande. Og færre og færre tror på dem.

”Vi er ikke livegne”

Mandagen blev især præget af de studerendes aktive deltagelse i protesterne. De dannede solidaritetskæder og sit-down aktioner på deres uddannelsessteder med sang, hjemmelavede skilte og flag. Lange kolonner af dem tilsluttede sig i Minsk de traditionelle ”pensionist-marcher” på byens hovedgade. Her gik seniorer femte mandag i træk værdigt med deres skilte, flag og blomster på fortove. Men selv de – blev mødt af politistyrkers brutalitet. Der er på YouTube lagt flere optagelser ud, som viser maskerede og udpolstrede civilklædte betjente ynkeligt sprøjte peberspray i ansigtet på de fredelige, ældre mennesker. Det her er en særlig udfordring for præsidenten, fordi disse seniorer hidtil har været hans kernevælgere.

“Mandagen blev især præget af de studerendes aktive deltagelse i protesterne. De dannede solidaritetskæder og sit-down aktioner på deres uddannelsessteder med sang, hjemmelavede skilte og flag.”

Landets store industriarbejdspladser var i løbet af mandagen ikke upåvirket af situationen. Der var flere steder punktstrejker samt såkaldte arbejd-efter-reglerne aktioner og faglige møder. På den statsejede kemikaliefabrik, Grodno Azot blev morgenholdet blandt de 7.000 ansatte mødt af politiets kampklædte, specielle ‘OMON’-styrker. I to afdelinger nægtede de ansatte at påbegynde arbejdet, og da de ville gå til fagligt møde, blev 60-70 af dem arresteret. De blev slæbt op i salatfade, fik knippelsuppe, støvlespark og sendt i fængsel. Ved saltminen Belaruskalii nægtede en snes ansatte at gå i arbejde under massivt politiopsyn.

På Minsk El-tekniske Fabrik strejkede natteholdet i en af afdelingerne. På Minsk Traktorfabrik blev der hængt et skilt op med teksten: ”Vi er ikke livegne – men arbejdere”. Grupper af ansatte ved Minsk High-Tech Park stillede sig op på vejen foran dette center og blokerede for trafikken, indtil politiet mødte op med knipler og metalskjold. Både i Minsk og i et par andre byer besluttede flere butiksejere at holde lukket. De satte skilte op med forskellige beklagelser. På døren til en IT-salon stod der: ”Undskyld vi lukker. På gensyn i et frit og demokratisk Belarus”.

Det bør ikke overraske, at det ikke blev generalstrejke. Store dele af befolkningen er stadig loyale over for systemet og vil helst undgå ballade. Mange ansatte på statsejede virksomheder risikerer både at miste job og indtægter, men også at blive smidt ud af deres lejlighed, hvis de strejker. Og nok så vigtigt, der findes ingen egentlig ledelse af det folkelige oprør. Mange oppositionskræfter er stadig på fri fod, men en samlet plan og program findes ikke. Den selvudnævnte koordinationskomite, der blev oprettet, var præget af liberale og konservative kræfter uden erfaring for politisk massearbejde. Noget aktivt netværk manglede – det skal først skabes. Og i mellemtiden blev denne komites medlemmer arresteret eller er flygte til udlandet.

Hviderussiske soldater i OMON – ‘Den Mobile Specialstyrke-enhed’ – har slået hårdt ned på demonstranter og strejkende arbejdere. Også landets civilbetjente har opført sig brutalt, og har blandt pebersprayet ældre demonstranter i hovedet. Foto: Shutterstock

Lukashenko i fængsel

Mandagens protester ligger i forlængelse af de aktioner, der har fundet sted siden valget 9. august. Og de har vakt voksende vrede og frustration hos landets magtfulde præsident. Han har i månedsvis hånet de fredelige demonstranter som ”kryb” og ”rotter”. Men efter at have benægtet, at der i landet findes politiske fanger (selv om menneskerettighedsorganisationer har en liste på over 100 navngivne personer) – så overraskede han ved for 14 dage siden pludselig at møde op i det fængsel i Minsk, hvor en række kendte, politiske fanger faktisk sidder.

I fire timer talte han omkring et rundt bord med 14 fanger. Som det blev meddelt: ”Præsidenten ville rådføre sig med denne kreds, for at høre deres mening om ændringer af forfatningen”. Hvis man ikke kender til Lukashenkos stil – kunne man juble over dette skridt. Men bag hans hykleri lå et åbent forsøg på at splitte oppositionen. Han kom efter at få fangerne til at stoppe de irriterende protestdemonstrationer. Kun et par enkelte af fangerne lod sig narre. De kom straks på fri fod, imens de mere urokkelige fortsat sidder i deres celler. At han ikke opnåede, hvad han var kommet efter, fremgik af at politivolden tog til samme aften og de følgende dage.

Det var på den baggrund, at Svjatlana Tsikhanovskajas ultimatum til Lukashenko om at træde tilbage, blev formuleret fra hendes eksil. Hun er som person omgivet af stor respekt for sin ihærdige og stilfærdige måde at træde frem på. Men det er misvisende, når medierne betegner hende som ”oppositionsleder”. Hun er derimod en tapper kvinde og et værdigt symbol på folkets protester.    

Tværpolitisk dialog

For et par uger siden mødtes ti af landets i alt 15 officielt registrerede partier for første gang i mange år til en tværpolitisk rundbords-dialog i Minsk. Det var partier fra hele det politiske spektrum – fra centrum-højre til to partier fra venstrefløjen: De Grønne og det kommunistiske ”For en retfærdig Verden”, som er Enhedslistens søsterparti. De eneste, som ikke deltog, var et par af Lukashenkos tilhængere, heriblandt De Liberale og Hvideruslands Kommunistiske Parti.

Den værdighed og stædighed, der hidtil har kendetegnet de folkelige protester, er sammen med opbygningen af nye horisontale netværk tegn på opbrud.

De ti partier blev ifølge netavisen tut.by enige om at fordømme valgsvindel og politivold, og aftalte fortsat at samarbejde om tre krav til myndighederne om at:

  • Standse politivold mod civile, der benytter sig af deres forfatningsmæssige ret til fredelige demonstrationer;
  • Undersøge og retsforfølge ansvarlige for mord, tortur og ulovlige tilbageholdelser;
  • Indlede dialog med alle partier med henblik på inden for seks måneder, at afholde nyt præsidentvalg.

Alene det, at de mødtes og formulerede krav, vakte harme hos magthaverne. Lukashenko befalede justitsministeriet straks at tage affære over for de ti partier. Man startede med at iværksætte en minutiøs undersøgelse af, ”hvorvidt deres udspil er i overensstemmelse med partiernes egne love”.  Dernæst fik hver af dem – i strid med forfatningen – besked på at indlevere medlemskartoteker med ID-oplysninger om hver enkelt partimedlem.

Den værdighed og stædighed, der hidtil har kendetegnet de folkelige protester, er sammen med opbygningen af nye horisontale netværk tegn på opbrud. Landet står midt i en forandringsproces. At de studerende og ældre engageres, og at industriarbejderne for første gang i 20 år er begyndt at strejke – og går samlet på gaden med en politisk dagsorden – er nyt, og virker på sigt lovende.


Aksel V. Carlsen

Ph.d. fra statskundskab i Aarhus og ph.d. i historie fra Moskva Universitet. Har blandt andet skrevet bogen “Ruslands sorte oktober”.

Læs mere af Aksel V. Carlsen