Hvilken Kamala Harris får vi?

Oversat fra engelsk fra Branko Marcetic, Which Kamala Harris Are We Getting?, Jacobin, 22. juli 2024.

Med præsident Joe Bidens chokerende exit fra præsidentvalget har dørene åbnet sig for en række ambitiøse demokratiske politikere, som troede, at deres tid først kom om fire år. Allerede nu er ikke overraskende store dele af partiets topfolk, medierne, donorerne og Biden selv ved at samle sig om ét bestemt navn: Kamala Harris, Bidens vicepræsident.

Landet står over for den reelle mulighed for at Harris nomineres på den demokratiske liste og endda bliver præsident, så det indlysende spørgsmål er – hvem Kamala Harris egentlig er? Det er et spørgsmål, hun selv kan have svært ved at svare på.

Ligesom mange demokratiske politikere, der har oplevet overgangen fra Barack Obama-årene til Bernie Sanders’ opstigen til en fremtrædende position på landsplan, har Harris gennemgået en til tider akavet metamorfose, hvor hun er gået fra hårdkogt anklager over progressiv ildsjæl til … hvad så den sidste nye udgave af hende er. Undervejs har hun opnået bemærkelsesværdige progressive sejre, som f.eks. at føre en vellykket retssag mod grådige profitmagere i erhvervslivet og fremme nogle reformer af politiet.

Men der er masser af grund til bekymring over Harris’ karriere, ikke mindst over hendes tid som anklager, der udgør størstedelen af hendes karriere, og som hun nu angiveligt planlægger at læne sig op ad, når hun forbereder sig på at tage kampen op mod Donald Trump. I løbet af denne karriere har Harris, der som bekendt brugte sin præsidentkampagne i 2020 på at vende på en tallerken i forhold til Medicare for All og buskørsel [af skolebørn] for at gøre en ende på raceadskillelse, ikke ofte markeret sig som en politiker med sine meningers mod eller som en, der er villig til at tage meningsfulde skridt for at udfordre de strukturer, der plager arbejdende amerikanere. Spørgsmålet for de demokratiske vælgere er, hvilken Harris de får denne gang.

Når ret skal være ret

Først det gode. Harris’ karriere har til tider været rosværdig.

Harris’ principper kom første gang på prøve i 2004, efter at hun var blevet valgt som San Franciscos distriktsadvokat (DA) på et løfte om aldrig at indføre dødsstraf. Mindre end seks måneder inde i sin embedsperiode trodsede Harris et enigt kor af stemmer – fra byens politichef og politifolk til den demokratiske senator Dianne Feinstein – som krævede dødsstraf for en 21-årig, der havde dræbt en politibetjent, som arbejdede under dække.

Ved betjentens begravelse gav 2.000 betjente Feinstein et stående bifald efter en tale, hvor hun kritiserede Harris, som også var til stede ved begravelsen. Statsadvokaten og den tidligere senator Barbara Boxer (hvis plads Harris senere overtog) prøvede at finde måder at omgå Harris’ beslutning på, men i sidste ende mislykkedes det. Takket være Harris’ standhaftighed blev morderen skånet for dødsstraf.

Med andre ord trodsede Harris i starten af sin karriere sit eget parti og sin bys politi og udholdt offentlig ydmygelse for at modstå reaktionære krav.

Senere forsøgte Harris’ republikanske rival til posten som justitsminister i 2009 at bruge hendes modstand mod dødsstraf imod hende og gøre valgkampen til »en folkeafstemning om dødsstraf«, som han sagde. Harris gav sig ikke.

Harris har ofte kritiseret det strafferetlige system, hvilket er et opmuntrende tegn. Hun skitserede sin filosofi i sin bog fra 2009, Smart on Crime: A Career Prosecutor’s Plan to Make Us Safe, hvis titel blev et meget brugt omkvæd for Harris. Hendes »smarte« tilgang indebærer ifølge bogen, at man fokuserer på at »kortslutte lovovertræderes kriminelle karriere meget tidligere«, »få lovovertrædere permanent ud af systemet«, sikre »lavere tilbagefalds-procent« og »investere i en omfattende indsats for at reducere antallet af unge lovovertrædere, der havner i det strafferetlige system«. Et af hendes forslag var at undervise ikke-voldelige indsatte og nogle unge lovovertrædere i færdigheder, der kunne få dem i beskæftigelse.

Til det formål støttede Harris en reform af Californiens three-strikes-lov, afstod fra at forlange livstidsdomme til kriminelle, der begik ikke-voldelige »third strikes«, og i 2004 indførte hun Back on Track-programmet, som satte førstegangsforbrydere mellem 18 og 24 år i 18 måneder lange lærlingeprogrammer på byens college, hvilket bidrog til, at byens recidivrate faldt fra 54 procent til 10 procent på seks år. Senere beordrede hun tilsynsførende til ikke at håndhæve bopælsrestriktioner over for seksualforbrydere.

I sin tid som statsadvokat og senere som Californiens justitsminister indtog hun en række progressive holdninger. Hun var imod lovforslag nummer 8, der var rettet mod homoseksuelle, hjalp med at forsvare Obamacare i retten, støttede en udokumenteret indvandrers forsøg på at få en advokatbestalling, sponsorerede lovgivning, der øgede gennemsigtigheden omkring websteders dataindsamling, gik imod Californiens afskyelige afstemningsinitiativ »skyd bøsserne«, og sendte højesteret en skriftlig udtalelse, hvor hun opfordrede retten til at tillade offentlige universiteter at tage hensyn til race ved optagelsen. Under hendes ledelse indførte delstatens justitsministerium kropskameraer, californisk politi blev tvunget til at gennemgå uddannelse i at fatte underforstået racistisk forudindtagethed, og hendes kontor modtog en pris for at fremskynde afprøvning af det værktøjssæt, der anvendes i voldtægtssager.

Harris havde opnåede også hæderlige resultater, når det gjaldt om at sige fra over for virksomheders ulovligheder. I 2011 indgav hun et høringssvar underskrevet af 31 andre statsadvokater i en højesteretssag, der skulle sætte en stopper for den praksis, hvor medicinalfirmaer betaler konkurrenter for at holde kopiversioner af deres medicin væk fra markedet. I 2012 oprettede hun en enhed til beskyttelse af privatlivets fred i justitsministerens kontor, som på et tidspunkt gav en virksomhed en bøde for i smug at have installeret spyware på sine kunders computere.

I 2011 indgik hun det største forlig om svindel i årtier mod et firma, som i 15 år havde overfaktureret delstatens forsikringsprogram for fattige og handicappede. Hun indgik et forlig på 6,5 millioner dollars med to tidligere ledere i Countrywide om aggressiv långivning og krævede en lov om boligejernes rettigheder, hvilket fik antallet af tvangsauktioner til at styrtdykke i delstaten og Daily Kos til at erklære hende for »en banksters værste mareridt«.

Harris har også en fin forhistorie med at gå efter dem, der forurener. Som statsadvokat oprettede hun San Franciscos første miljølovenhed og tog sager op, der omfattede ulovlig dumping og luftforurening. Som justitsminister var hun efter virksomheder som BP, Chevron, Comcast, Cosco Busan, ExxonMobil og South California Gas Company, hvor Cosco Busan indgik det største forlig af sin slags for sit udslip i San Francisco-bugten i 2007.

I løbet af Donald Trumps embedsperiode blev Harris endnu mere åbenmundet. Hun gik ind for et offentligt betalt sundhedsvæsen (’single-payer healthcare system) og gratis collegeundervisning for familier, der tjente mindre end 140.000 dollars om året. Hun er en hyppig kritiker af Trumps politik. I sin korte tid i Senatet fremsatte hun lovforslag om at gøre en ende på lønforskellen for sorte kvinder og afklare rettighederne for mennesker, der tilbageholdes i amerikanske havne og lufthavne; og hun var med til at fremsætte lovforslag om at hæve den føderale mindsteløn, lukke huller i skattelovgivningen for Big Oil, forbyde landbrugets brug af farlige pesticider og sætte en stopper for nye olie- og gastilladelser og fornyelse af de eksisterende i Det Arktiske Ocean.

Ud fra alt dette virker Harris’ resultater imponerende. Disse og hendes engagement i sine erklærede principper er imidlertid ved nærmere eftersyn ikke helt så uplettet.

»Smart on Crime«

ForHarris’ resultater er præget af politiske tiltag, der underminerer hendes erklærede vision.

Dødsstraffen er et godt eksempel. Harris fortjener ros for at nægte at henrette en mand, selv om hun var under et enormt pres for at gøre det. Men på trods af den personlige modstand, hun blev hyldet for, udfordrede hun aldrig dødsstraffen i sin tid som justitsminister – og gjorde faktisk det stik modsatte, da hun aktivt arbejdede for at bevare den.

Da en forbundsdommer dømte Californiens håndhævelse af dødsstraffen forfatningsstridig, appellerede Harris det, hun kaldte en »fejlbehæftet« afgørelse. Hun fortsatte med at forsvare dødsstraffen, mens sagen kørte ved forbundsdomstolene.

Man kan indvende, at det er en justitsministers opgave at forsvare en delstats lovgivning, uanset hvad hun mener. Men i skarp kontrast hertil nægtede Harris at forsvare forslag 8, der var rettet mod homoseksuelle, i retten og kaldte det »et forslag, som en dommer havde fundet forfatningsstridigt«.

Man kan se dette mønster i Harris’ tilgang til strafferetten. Siden da har Harris ofte talt med store bogstaver. Hun angreb sin rival til Barbara Boxers plads i senatet for at hjælpe med at »give næring til USA’s masseindespærringskrise ved at stemme for at sende flere børn i fængsel, bygge flere fængsler og skærpe de obligatoriske minimumsstraffe for ikke-voldelige forbrydelser.« Hun skrev en kronik om tragedien ved indespærring af kvinder, hvor hun påpegede den mishandling, som kvinder udsættes for i fængslerne, og de økonomiske omkostninger, som fængslerne påfører deres pårørende. Hun har ofte sagt, at spørgsmålet om, hvorvidt man skal være »blød« eller »hård« i forhold til kriminalitet, er et falsk valg, og at man i stedet skal være »smart« i forhold til kriminalitet.

Alligevel ligner Harris’ »smart on crime«-tilgang bemærkelsesværdig en »tough on crime«-tilgang.

I praksis forsvarede Harris Californiens enestående grusomme three-strikes-lov, som er den eneste i landet, der giver livstidsdomme for en tredje »strike« [forseelse], som kunne være alle mindre forbrydelse. Hun opfordrede vælgerne til at afvise forslag 66, et afstemningsinitiativ, der ville have reformeret den barske lov ved kun at lade alvorlige eller voldelige forbrydelser udløse livstidsdomme.

Harris lovede, at hvis vælgerne forkastede initiativet, ville hun fremlægge sin egen, anderledes reform. Men Harris’ forslag var en lunken, halvhjertet foranstaltning: Det fjernede blot nogle tredjegangsstraffe. Harris støttede senere et andet forslag, som var identisk med forslag 66, men som fortsat tillod, at man kunne idømme alle, der tidligere var dømt for mord, voldtægt eller overgreb på børn, livstidsdomme for relativt små tredjegangsforseelser (selvom det også gav dem med ikke-alvorlige tredjegangstilfælde lov til at anmode om at få dommen ændret).

Harris’ opfarende holdning til three strikes var usædvanlig. Da hun stillede op som justitsminister, var hendes republikanske modstander faktisk til venstre for hende i spørgsmålet. Faktisk havde han fire år tidligere som statsadvokat i Los Angeles County foreslået en reform af loven. Harris havde ikke støttet reformen.

Harris havde ganske vist ry for at være en af de få anklagere, der holdt igen med at kræve livstidsdomme for ikke-voldelige tredjegangstilfælde. Men det betød ikke meget, når det at lade loven gælde betød, at fremtidige, mere aggressive anklagere frit kunne fortsætte med at kræve uretfærdige straffe.

Heldigvis betød de senere reformer af loven, at dette aldrig skete, men det var ikke takket være Harris. I 2012 og 2014 vedtog de californiske vælgere to afstemningsinitiativer, som gav dommerne større frihed til at udmåle straffe og med tilbagevirkende kraft nedsatte straffen for visse forbrydelser på lavt niveau. Harris tog ikke offentligt stilling til nogen af dem og hævdede, at det ville komme i konflikt med hendes pligt til at skrive afstemningsteksten, hvis hun valgte side. En anden demokrat, som havde været justitsminister før hende, kaldte undskyldningen for »vrøvl«.

Harris’ engagement i hårde straffeforanstaltninger var ikke begrænset til three-strikes-loven. På trods af sin nylige bekymring over indespærring af kvinder og dennes økonomiske konsekvenser, havde hun som statsadvokat held med at fremme en landsdækkende version af en lov mod pjækkeri, som hun havde indført i San Francisco, og som truede forældre til børn med kronisk pjækkeri med en bøde på op til 2.000 dollars og et års fængsel. I oktober 2012 var to mødre blevet fængslet i henhold til loven.

»Vi sætter forældrene på plads,« sagde hun i sin tiltrædelsestale som justitsminister. »Hvis man ikke lever op til sit ansvar over for sine børn, vil vi arbejde for at sikre, at man bliver mødt med lovens fulde kraft og konsekvenser.«

Harris’ støtte til foranstaltningerne var et resultat af det, hun beskrev som en passion for spørgsmålet om pjækkeri, som hun havde haft, siden hun blev distriktsanklager i San Francisco. Men Los Angeles Daily News hævdede på sin side – i en leder, der støttede hende, intet mindre – at »det var svært ikke at konkludere, at Harris valgte pjækkeri som fokus i valgsæsonen, fordi det er et emne uden stor politisk risiko.«

På det tidspunkt pressede Harris på for at få en landsdækkende dataindsamling om pjækkeri, som hun sagde ville danne basis for en fremtidig politik mod pjækkeri, og det var noget, hun først havde indført i San Francisco. Men da Daily News spurgte hende, hvad denne dataindsamling i byen havde vist, »lod det til, at hun ikke vidste det eller havde tænkt over det«, skrev avisen.

Harris’ handlinger i Daniel Larsen-sagen er særligt bekymrende

Larsen-sagen var en parodi på retfærdighed fra start til slut. Da to politibetjente i 1999 hævdede, at de havde set Larsen, som tidligere i sit liv var blevet dømt for indbrud, trække en 15 cm lang kniv frem af bukselinningen og smide den ind under en bil, blev han dømt til 27 år til livstid i henhold til den three-strikes-lov, som Harris støttede.

Lad os et øjeblik se bort fra, at dommen var urimeligt hård i forhold til den pågældende forbrydelse. Politiet havde fejlagtigt udvalgt Larsen til kropsvisitering i første omgang, og vidner sagde, at det ikke var Larsen, men den mand, han var sammen med, der havde smidt kniven. Under retssagen udspurgte Larsens inkompetente advokat (som senere blev frataget sin bestalling) ikke et eneste vidne og fremstillede heller ikke selv et eneste i retten.

Elleve år senere omstødte en dommer dommen på grund af manglende beviser og Larsens advokats inkompetence. Alligevel sad Larsen stadig i fængsel to år senere. Men hvorfor? Fordi Harris, som nu var højlydt modstander af masseindespærring, appellerede dommerens afgørelse med den begrundelse, at Larsen havde indgivet sine papirer for sent – en teknisk bagatel.

Titusinder af mennesker bad Harris om at løslade Larsen, og adskillige borgerrettighedsgrupper opfordrede hende ligeledes til at gøre det rigtige. Men selv da han til sidst blev løsladt efter 14 år, anfægtede Harris hans løsladelse, og fem måneder senere var Larsen tilbage i retten, hvor han kæmpede for at holde sig ude af fængslet for en forbrydelse, han ikke havde begået.

Harris’ bekymring for massefængsling blev heller ikke nævnt, da Californiens guvernør Jerry Brown reagerede på en højesteretskendelse om at reducere overbelægningen i fængslerne ved at give meddelelse om en plan til 730 millioner dollars om at flytte indsatte til private fængsler og ledige amtsfængsler. Man kunne forvente, at Harris ville have sagt nogle kritiske ord, især da Californiens senatsformand havde en alternativ og bedre plan, der fokuserede på at give de indsatte mental- og stofbehandling. Men hun var tavs. San Joses Mercury News kritiserede hendes passivitet og påpegede med rette, at »hun skrev en bog om« emnet.

Harris er også kendt for at minde os om, at »krigen mod narko var en fiasko«. Alligevel er Harris’ resultater med hensyn til narkotikareform, mens hun var justitsminister, ikke-eksisterende.

Hun valgte ikke at deltage i andre delstaters forsøg på at fjerne marihuana fra Drug Enforcement Agencys liste over de farligste stoffer. Da daværende præsident Barack Obama lavede razzia mod de apoteker i Californien, der solgte marihuana til medicinsk brug, kom Harris med en tom erklæring. Da hun blev spurgt om legalisering af marihuana til fritidsbrug i 2012 – bare en uge efter at New York Times havde støttet en landsdækkende legalisering og mindre end et år før, hun begyndte at advare om, at krigen mod narkotika var slået fejl – lo Harris [bare]. Som det var tilfældet med three-strikes-loven, løb hendes republikanske modstander i 2014 venstre om hende i dette spørgsmål.

Begrænsningerne i Harris’ tilgang er også tydelige i hendes handlinger i forbindelse med politiets nedskydninger. Hun støttede faktisk et lovforslag, der krævede, at indberetninger om skyderier, hvor betjente var indblandet, skulle offentliggøres online, og som påbød træning i at genkende fordomme, og at betjente fra justitsministeriet skulle bære kropskameraer. Men som statsadvokat nægtede hun at udlevere navnene på politibetjente, hvis vidneudsagn havde ført til domfældelser på trods af betjentenes anholdelsespapirer og tidligere forseelser. Som justitsminister modsatte hun sig også indførelsen af kropskameraer i hele delstaten og var imod et lovforslag, der krævede, at hendes embede skulle efterforske skyderier med dødelig udgang, hvor politiet var indblandet.

Medlemmer af Californiens Legislative Black Caucus (som også er medlemmer af Det demokratiske Parti) kritiserede hende for sidstnævnte, og det samme gjorde Melina Abdullah, en Black Lives Matter-aktivist og professor i panafrikanske studier, som i en kommentar sagde: “Tiden er ikke inde til at være tilbageholdende. . . . Martin Luther King sagde, at hvis man siger til sorte mennesker, at de skal vente, betyder det aldrig.”

Dette er blot nogle få af en stor gruppe borgerrettighedsforkæmpere og aktivister, der kritiserede hende i sagen, herunder San Franciscos offentlige forsvarer Jeff Adachi og Phelicia Jones, en organisator i organisationen Justice for Mario Woods Coalition og en tidligere Harris-støtte, som undrede sig over, »hvor mange flere mennesker der skal dø«, før Harris greb ind, og beskyldte hende for at »vende ryggen til de mennesker, der sørgede for, at du sidder der, hvor du sidder nu.« Selvom Harris’ forsvarere har fremhævet et lille antal af hendes kritikere, som er hvide, og klaget over, at det er »de samme tre mennesker«, der kritiserer hende, er det ikke svært at finde en række mennesker, der kritiserer hendes resultater, og mange af dem er farvede mennesker.

På trods af at hun har gode forudsætninger for at omforme Californiens strafferetssystem, har Harris faktisk et ry i staten for at være noget af en marginal figur på området. Som Orange County Register udtrykte det, blev hun af nogle betragtet som en »for forsigtig og ofte beregnende politiker«, der har undgået varme emner.

Earl Ofari Hutchinson, der er formand for Los Angeles Urban Policy Roundtable, sagde til Sacramento Bee, at Harris kunne have været »en mere energisk fortaler for en fuldstændig reform af strafferetten«, og at hun var »uvillig til at være stor og modig«. »Harris’ rolle har ikke været afgørende« i omformningen af det strafferetlige system, skrev avisen. »Vognen vaklede, men ofte var det ikke hende, der skubbede til den.«

Harris forsøgte at afvise en sag anlagt af indsatte i Californien på grund af delstatens brug af isolationsfængsling, idet hendes kontor insisterede på, at »der ikke findes ›isolationsfængsling‹ i Californiens fængsler« (på trods af dette endte sagen i sidste ende med et skelsættende forlig, der slog et hul i denne praksis). Hun forsøgte at blokere en transkønnet indsattes anmodning om en kønsskifteoperation. Da en anklager indsatte en forfalsket tilståelse i udskriften af en tiltalts tilståelse og begik, hvad en appeldomstol kaldte en »skandaløs statslig forseelse«, appellerede Harris sagen og argumenterede for, at den ikke var »skandaløs«, fordi den ikke involverede fysisk brutalitet.

En af de mere alvorlige pletter på Harris’ straffeattest er hendes fjendtlighed over for sexarbejderes rettigheder.

Harris kæmpede imod en sag anlagt af en organisation for sexarbejderes rettigheder for at legalisere prostitution i Californien. Men meget værre var hendes forfølgelse af Backpage, et online annoncewebsted, som ofte bruges af sexarbejdere, og som Harris anlagde sag mod mistænkeligt tæt på sit valg til senatet, hvor hun beskyldte det for at være »verdens største onlinebordel«. Det ubarmhjertige pres tvang til sidst hjemmesiden til at lukke sin sektion med voksenannoncer.

Backpage var på ingen måde en beundringsværdig organisation – den blev ofte brugt til børnesexhandel ud over almindeligt sexarbejde (selv om Lois Lee, der ledede et krisecenter for ofre for sexhandel, kaldte lukningen for »en trist dag«, fordi den havde været et »kritisk efterforskningsværktøj« for politiet til at finde forsvundne børn og retsforfølge alfonser). Men det var også en billig, nem og sikker måde for sexarbejdere at finde kunder på uden at skulle gå på gaden eller arbejde med alfonser. Lukningen kastede sexarbejderne ud i usikkerhed og fare.

»Kamala Harris pressede webstedet til at lukke, men hun har ikke oprettet nogen programmer, der vil hjælpe californiske mødre med at tage sig bedre af deres familier med bedre økonomisk adgang til sikre boliger, uddannelse og sundhedspleje«, klagede en sexarbejder. »Sexarbejdere vælger at udføre dette arbejde, så vi kan betale for disse ting.«

Harris har i det mindste vist evne til at bevæge sig i den rigtige retning på nogle områder. I 2017 skrev hun sammen med Rand Paul en kronik i New York Times, hvor hun forklarede, hvordan kaution »i uforholdsmæssig grad skader mennesker fra lavindkomstgrupper og farvede grupper« og opfordrede til at reformere eller erstatte den (hun og Paul fremsatte et lovforslag herom). Men så sent som i juni 2016 forsvarede hun kautionens forfatningsmæssighed i retten. I december samme år argumenterede hun for det modsatte.

Ikke-så-borgerlige frihedsrettigheder

I betragtning af Harris’ holdning til kriminalitet er det måske ikke overraskende, at hun ikke altid har været den mest ivrige forsvarer af borgerrettighederne.

Det er rigtigt, at Harris beordrede de californiske tilsynsførende for prøveløsladte til ikke at håndhæve generelle bopælsbegrænsninger for seksualforbrydere. Denne ordre satte en stopper for den uretfærdige anvendelse af en lov, der i mange tilfælde gjorde det umuligt for en person, der var dømt for en seksualforbrydelse, at bo nogen steder og øgede antallet af hjemløse seksualforbrydere med 24 gange på tre år. (Ud over det barbariske i at gøre nogen hjemløse stiger sexforbryderes risiko for at begå nye forbrydelser dramatisk med hjemløshed, hvilket uden tvivl og ironisk nok gør offentligheden mindre sikker).

Men det gjorde hun først, efter at delstatens højesteret havde erklæret restriktionerne forfatningsstridige, og først efter at hun havde appelleret den samme afgørelse fra en lavere retsinstans. Harris støttede i 2006 Jessica’s lov, det afstemningsinitiativ, der indførte disse regler, i 2006. I lighed med hendes holdning til three-strikes-loven gik hendes republikanske modstander i 2010 venstre om hende i dette spørgsmål.

Omtrent samtidig sponsorerede Harris en lov, der ville have forbudt sexforbrydere at bruge sociale medier som Facebook. Lovforslaget fik meget kritik, ikke kun på grund af bekymringer for privatlivets fred og borgerrettigheder, men også fordi den var ineffektiv – de fleste sexforbrydelser mod børn begås af folk, de kender, og de fleste voksne, der søgte sex fra børn online, var ikke registrerede sexforbrydere. Men som mange påpegede, sponsorerede Harris lovforslaget samme år, som hun stillede op til posten som justitsminister.

Harris var også en stor fortaler for DNA-søgninger blandt familiemedlemmer, en kontroversiel teknik, hvor efterforskere sammenligner en DNA-prøve med andre prøver i en DNA-database for at finde mulige slægtninge og derefter bruger yderligere genetisk testning og analyse for at bekræfte matchet, alt sammen for at opklare forbrydelser. På grund af bekymringer for privatlivets fred er teknikken ikke blevet indført i Canada, og den blev forbudt i både Maryland og Washington DC. Blandt bekymringerne er de ikke sjældne tilfælde af menneskelige fejl i DNA-bevismateriale, det faktum, at en undersøgelse blandt familiemedlemmer vil have uforholdsmæssig stor indvirkning på farvede samfund, den potentielle afsløring af familiehemmeligheder og de allerede eksisterende tilfælde af fejl, der er begået med teknikken.

Californien var den første delstat, der indførte teknikken i 2009 under Jerry Brown, men Harris var ivrig efter at holde den i gang. I 2011 gav hun meddelelse om nye midler til at fordoble antallet af søgninger blandt familiemedlemmer og sagde til LA Times, at »Californien er på forkant med dette på mange måder«, og at »jeg tror, vi bliver en model for hele landet. Det gør jeg virkelig.”

Faktisk er Californiens brug af DNA-test i familien særligt indgribende, da staten tillader indsamling og opbevaring af DNA-prøver fra alle, der bliver anholdt, også selvom de ikke er sigtet for en forbrydelse. American Civil Liberties Union (ACLU) lagde oprindeligt sag an for at blokere Californiens DNA-indsamling, da en kvinde fra Oakland var blevet arresteret under en protest i San Francisco mod Irak-krigen og tvunget til at afgive en DNA-prøve på trods af, at hun ikke var sigtet for nogen forbrydelse.

Harris var også en stærk fortaler for beslaglæggelse af borgernes aktiver og sponsorerede et lovforslag, der gjorde det muligt for anklagerne at beslaglægge et overskud, før der overhovedet var blevet rejst tiltale. Flere år før det var hun imod AB 639, et lovforslag, der havde til formål at reformere konfiskationen af aktiver. Lovforslaget kom let igennem delstatsparlamentet, men blev hurtigt skudt i sænk af en samlet mur af modstand fra de retshåndhævende myndigheder, som Harris var allieret med.

Der var også sagen om den sikh-mand, som blev forhindret i at arbejde som fængselsbetjent på grund af sit religiøst påbudte skæg. Harris hævdede, at hans skæg forhindrede ham i korrekt at bruge gasmaske og dermed diskvalificerede ham fra jobbet, på trods af at Californiens kriminalforsorg og rehabiliteringsstyrelse har regler, der tillader vagter at have skæg af visse lægelige årsager.

En række borgerrettigheds- og juridiske organisationer – herunder Nordcaliforniens ACLU, Asian American Bar Association og Council on American Islamic Relations – skrev et brev til Harris og påpegede denne uoverensstemmelse. Hun hævdede, at den lægelige undtagelse kun gjaldt for vagter, der havde bestået maskeprøven, før politikken trådte i kraft, selvom mandens advokat sagde, at det ikke var sandt.

At nøjes med mindre

Den mest betydningsfulde bedrift i Harris’ historie er uden tvivl hendes behandling af banker, der var indblandet i omfattende svindel med tvangsauktioner, hvilket var en central del af hendes politiske kampagne, sidste gang hun stillede op. Hun fremhævede sin aftale om realkreditlån fra 2011 i sin tale til det demokratiske nationalkonvent i 2012, og på de californiske demokraters konvent i 2016 blev hun præsenteret som en, der var »meget hård ved bankerne, når de forsøger at sætte arbejdende familier på tvangsauktion«.

Harris’ handlinger i denne sag fungerer på mange måder som et mikrokosmos af hendes videre politiske dagsorden. Selv om aftalen om tvangsauktion var imponerende og skelsættende, var den også en halv løsning, som gav offentligheden langt mindre, end den så ud til ved første øjekast, og som i sidste ende ikke formåede at stille bankerne til ansvar for deres kriminalitet.

Naturligvis skal ret være ret: Harris trak i september 2011 Californien ud af de landsdækkende forhandlinger om et realkreditforlig med de fem største realkreditinstitutter – et modigt træk, der indbragte hende ros fra husejerorganisationer og betød, at hun trodsede Obama, sin nære allierede. Harris gjorde det efter et personligt møde med bankernes repræsentanter, som tilbød Californien, det hun kaldte »krummer på bordet«, og som efter sigende bad om at slippe for retsforfølgelse for mulige forseelser, de havde begået. Harris mente, at hun kunne skaffe californierne en bedre aftale. Hun sagde til bankerne: »Jeg vil undersøge alt.«

Samtidig skal Harris’ beslutning om at trække Californien ud forstås i sammenhæng med den udbredte aktivisme, der pressede hende til at gøre det.

På det tidspunkt var Harris under pres fra fagforeningsledere, andre politikere og boligrettighedsaktivister. Som et medlem af den progressive koalition af grupper udtrykte det: »Det var ikke sådan, at hun var en hårdtslående justitsminister, der ville tage kampen op med bankerne« – »det krævede snarere en masse arbejde at få hende derhen, hvor vi havde brug for hende.« Harris trak Californien ud dagen efter, at disse grupper havde sendt hende et brev, der var underskrevet af den daværende viceguvernør Gavin Newsom, der var en potentiel fremtidig rival, og som kaldte aftalen »dybt fejlbehæftet« og »skandaløs«.

Den aftale, Harris fik i stand for Californien, var i sidste ende meget bedre. Den gav 18,4 mia. dollars i gældslettelse og 2 mia. dollars i anden økonomisk bistand samt incitamenter til at koncentrere hjælpen om de hårdest ramte amter. Det er særligt imponerende, når man tænker på, at bankerne oprindeligt kun havde tilbudt Californien – den stat, der var hårdest ramt af boligkrisen og svindel – 2-4 mia. dollars.

Ikke desto mindre var forliget sørgeligt utilstrækkeligt. For det første var de 20 milliarder dollars, selvom det lyder godt, en brøkdel af det, bankerne skulle have betalt for at kompensere for alle deres ulovligheder. For eksempel havde investorer fået 8,5 milliarder dollars i et forlig med Bank of America om realkreditobligationer med sikkerhed i misligholdte lån.

For det andet betalte bankerne selv meget lidt – kun omkring 5 milliarder dollars, hvor det meste af forliget betød, at bankerne ændrede lån, der var ejet af andre, såsom pensionsfonde, som ikke havde noget at gøre med den forseelse, der nødvendiggjorde aftalen. Med hensyn til en direkte økonomisk lettelse fik boligejere, der var gået til bunds – tynget som de var af en gennemsnitlig gæld på næsten 65.000 dollars hver – omkring 1.500 til 2.000 dollars hver. En kaldte det »et slag i ansigtet på mange af os«.

Desuden gik mere end halvdelen af de 9,2 mia. dollars til eftergivelse af hovedlån i delstaten til andenprioritetslån, og mange af dem var allerede misligholdt. Selv om det kom boligejerne til gode, betød det også, som en økonom sagde til LA Times, at bankerne i praksis »afskrev lån, som i bund og grund var døde.« Et år senere gik kun en femtedel af støtten til eftergivelse af hovedstolen på førsteprioritetslån. Og selv da det var slut, havde kun 84.102 californiske familier fået eftergivet deres realkreditgæld – langt under de 250.000, som man oprindeligt havde forventet.

Dertil kommer, at lån, der ejedes af Fannie Mae og Freddie Mac i henhold til aftalen, ikke kvalificerede til gældssanering. Da de var landets største panthavere, betød det, at endnu færre boligejere fik gavn af aftalen.

Harris forklarede, at selv om aftalen var ufuldkommen, var hun tvunget til at nøjes med det, for tiden løb. »Hver dag er der husejere i Californien, som enten får hjælp, så de kan blive i deres hjem, eller som kommer på tvangsauktion og potentielt mister deres hjem,« sagde hun. »Og det har altid ligget mig meget på sinde.« Rob McKenna, en af hovedforhandlerne bag forliget, sagde, at »på et tidspunkt må man beslutte, at det er vigtigere at få hjælp til forbrugerne hurtigere end at få mere igennem retten.« Journalisten David Dayen mente ligeledes, at Harris havde »spillet en dårlig hånd relativt godt«, og at det ville have krævet mere tid og en større koalition af anklagere, end hun havde på daværende tidspunkt.

Alligevel var der mange kritikere. I LA Times sablede Michael Hiltzik aftalen ned og det, han kaldte den »rosenrøde selvglæde«, der fulgte med, især de nye standarder for tvangsauktion, som aftalen indførte, og han kaldte et »stort hurra«. »Bestemmelserne kræver for det meste, at realkreditudbydere og servicevirksomheder overholder det, jeg troede allerede var lov, som forbyder kriminel svindel,« skrev han.

»Dette forlig er endnu en rå demonstration af, hvem der har magten i Amerika,« skrev Susan Webber. »Det føjer spot til skade, at nogle forsøger at fremstille det som en sejr for de hårdt prøvede og stadig misbrugte boligejere.« »Der er stort set ingen fordele for låntagerne, og alligevel giver man bankerne rabat for at lade husejere i knibe sælge under det, de skylder i huset, og for at få fjernet andre panterettigheder – noget, de alligevel skulle have gjort,« klagede Bruce Marks, grundlægger af boligrådgivningsgruppen Neighborhood Assistance Corp. of America.

Endnu vigtigere var det, at almindelige husejere, som var blevet snydt af bankerne, forblev vrede. Under Harris’ kampagne til Senatet blev hendes modstander flankeret af medlemmer af Occupy Fights Foreclosures, en udløber af Occupy LA, da hun kritiserede Harris (omend uoprigtigt) for ikke at have retsforfulgt en eneste af bankernes topchefer. Gruppen havde tidligere skrevet et brev til Harris, hvor de opfordrede hende til at indføre et moratorium for tvangsauktioner, indtil hun var færdig med at efterforske svindel. Frustrerede husejere klagede over, at de var blevet nægtet møder med Harris i løbet af årene, og de protesterede ved Demokraternes statskonvent i Californien i 2015.

Der var ikke noget bedre symbol på Harris’ manglende evne til at stille folkene bag tvangsauktionssvindlen til ansvar end hendes Mortgage Fraud Strike Force. Den blev startet under stor fanfare i 2011 og beskæftigede 25 advokater og efterforskere fra justitsministeriet med et budget på over to millioner dollars, der skulle bruges til at forfølge svindel med tvangsauktioner, men det lykkedes kun arbejdsgruppen at retsforfølge ti sager på tre år, viste en undersøgelse fra East Bay Express i 2014.

Avisen fandt ud af, at indsatsstyrken ikke kun havde retsforfulgt færre sager om tvangsauktionssvindel end mange andre delstater, men at den også havde anlagt færre retssager end statsadvokater i mindre delstater med færre ofre og endda færre end nogle amtsadvokater. Alligevel var Californien førende i landet med hensyn til sådanne svindeloperationer med mange tusinde klager siden 2010. En boligrettighedsaktivist, som havde mistet sit hjem i et svindelnummer, kaldte arbejdsgruppen for en »PR-indsats«.

Harris har gentagne gange sagt, at det var begrænset, hvad hun kunne gøre. Da en mand på det californiske demokratiske partis konvent i 2016 spurgte hende: »Hvor mange bankfolk kom i fængsel?«, sagde hun, at de gjorde, hvad de kunne, med de beviser der var. “Som de fleste amerikanere er jeg også frustreret. Der er helt klart sket forbrydelser, og folk burde komme i fængsel,« sagde hun til LA Times sidste år. »Men vi gik efter det, beviserne førte os til.«

Det har dog beviseligt ikke altid været tilfældet. I 2017 fik The Intercept fat i et notat fra 2013 til Harris fra anklagere i justitsministerens kontor, hvor der stod, at de havde »afdækket beviser, der tyder på omfattende forseelser« i OneWest Best, og hvor Harris blev opfordret til at »foretage en fuldstændig undersøgelse af en landsdækkende banks forseelser og give en offentlig redegørelse for, hvad der var foregået.« Men det gjorde Harris aldrig. (Tilfældigvis var Harris den eneste demokratiske senatskandidat i 2016, som fik en donation fra Steven Mnuchin, OneWests tidligere administrerende direktør).

Man må spørge sig selv, om der findes andre, lignende notater derude, og hvor mange.

Det dårlige underminerer det gode

Der er ingen tvivl om, at Harris’ historie indeholder mange opmuntrende resultater, lige fra hendes forfølgelse af forurenende virksomheder og hendes implementering førhen af en politik til forebyggelse af tilbagefald til hendes seneste standhaftige modstand mod Trump-regeringen og hendes støtte til progressiv lovgivning i Senatet.

Alle politikere har nogle dårlige sider, der går sammen med de gode. Men i Harris’ tilfælde har det dårlige ofte direkte undermineret det gode.

Det burde betyde noget for os, at Harris, den glødende reformator af strafferetten, ikke kun gjorde meget lidt for at gennemføre denne reform i sine år som anklager, men støttede politiske tiltag, der var hårde og afstraffende, og som underminerede hendes egen progressive retorik på området. Det burde betyde noget, at hun til tider gjorde det unødvendigt og indtog en hårdere holdning end sine højreorienterede modstandere. Det bør betyde noget, at hun gentagne gange forsøgte at holde et uskyldigt menneske indespærret og forsøgte at forsvare en forfalsket tilståelse.

Og hvis hun fortsætter med at sælge sig selv til offentligheden som en anklager, der ikke tager fanger, og som gik efter økonomiske forseelser til forsvar for den almindelige husejer, så bør det betyde noget, at hendes resultater på dette område var mindre overvældende end selv nogle distriktsanklageres.

Harris har vist evnen til at bevæge sig mod venstre, når hun bliver presset. For at gøre det skal vælgerne først have en klar forståelse af, hvem hun er som politiker.

Branko Marcetic er skribent på Jacobin og forfatter til Yesterday’s Man: The Case Against Joe Biden.