“Hvis jeg vågner om morgenen, er jeg levende. Hvis jeg ikke vågner, er jeg død.” Interview med to sårede ukrainske soldater

Jurijs historie

Jurij meldte sig til hæren, straks da krigen startede. “Jeg går i krig” sagde han til familien – “og regn ikke med, at jeg kommer tilbage”. Konen var ikke glad, men hun støttede ham, siger han. Han er 36 år gammel og har et barn.

22. august 2023 – ca. halvandet år efter krigen brød ud – blev han såret af granatsplinter fra klyngeammunition. Det er bomber eller granater, der spreder mange små splinter eller kugler ud over et større område, når de eksploderer. Han gemte sig på det tidspunkt sammen med sin deling på bunden af en tørlagt vandingskanal. Det var i Kherson-regionen.

Jurij viser billeder frem, hvor man kan se, hvordan han så ud. Billederne må være blevet taget på hospitalet. Sårene ser uhyggelige og inficerede ud. Han fortæller, at han lå længe, inden han kunne blive behandlet, og hans kammerater holdt ham vågen, for at han ikke skulle dø.

Der er tre store sår – og også nogle mindre – og han fortæller, at han stadig har mange splinter i kroppen. Det er smertefuldt, meget smertefuldt, og det vil næppe gå væk, siger han. Men han siger det med et smil.

Da han blev demobiliseret fra hæren, fik han først arbejde i TtsK – den ukrainske hærs rekrutterings-tjeneste. Men han kunne ikke arbejde 8 timer om dagen, og nu har han fået invalidepension af kategori 3 – det er 8000 hrivna eller 1280 kroner om måneden. Han vil gerne have invalidepension af kategori 2 – som er 20.000 hrivna om måneden.

”Min bedste ven forsvandt ved fronten ved Soledar for to år siden. Så mange af mine venner er døde. Det er trist. Men jeg møder døden med et smil”, siger han og fortsætter: ”Jeg er ikke bange for at dø. Hvis det er nødvendigt, så er det nødvendigt.”

Mikhails historie

Jeg forsøger at spørge Mikhail om hans historie, men det er svært, for Jurij vil gerne fortælle mere. Så sætter jeg mig over til Mikhail, mens Jurij fortæller videre til mine rejsekammerater Tim og Silvia.

Allerede i 2020 – to år før krigsudbruddet – tegnede Mikhail kontrakt som soldat. Da var han 23 år. Han fortæller, at han var mange steder ved fronten, da krigen startede. Deriblandt ved Bakhmut. Han kørte med ammunition mm i lastbiler, og en dag var der en granat, som eksploderede. Eksplosionen slyngede ham ind i siden af førerhuset, og han fik en hovedskade.

Det var 28. februar 2023, og han havde deltaget i krigen i otte måneder. Han har fået opereret titanium ind i kæben. Men det er tydeligt, at han ikke har det godt. Han har svært ved at koncentrere sig, siger han, og svært ved at skrive. Folk kan have svært ved at forstå, hvad han siger, for en del af området omkring munden er følelsesløst.

På en eller anden måde, som jeg ikke har forstået, er Mikhail havnet i en situation, hvor han ikke får nogen penge. Han er hjemsendt, men alligevel ikke helt. Mikhail fortæller, at han lever som hjemløs. Hele hans familie er i Polen, og hans hjem er i den besatte del af Kherson-regionen.

Mikhail har ingen planer for fremtiden. “Hvis jeg vågner om morgenen, er jeg levende. Hvis jeg ikke vågner, er jeg død” siger han. Han er i dag 27 år gammel.

Da vi er færdige med interviewet, giver jeg dem lidt penge. De rækker ikke langt, men hvad ellers kan jeg gøre?

De to unge fyre kan måske kaldes heldige, fordi de har overlevet, hvor de lige så godt kunne være døde. Men de er også dømt til et hårdt liv, resten af livet. Et rigt og socialt samfund ville måske kunne gøre noget mere for dem – men Ukraine er langt fra rigt eller socialt. Og sådanne skæbner er der mange af i Ukraine – hundredtusinder, måske millioner.