Hvis Ukrainekrigen er tre krige i én – hvorfor adresserer ”Venstrefløjen” så kun den ene? 

Helge Bo Jensen og Lars Hansen vil i et indlæg på Solidaritet forsvare Ukraine-forståelsen i en ny organisation, der har taget det mærkværdige monopollignende navn ”Venstrefløjen”.

De mener, at medier, befolkning og dele af venstrefløjen er gået i selvsving ved at abonnere på en fjendelogik, hvor verden og dens aktører opdeles i gode og onde. Ukrainekrigen er mere kompliceret, pointerer de. I stedet for øst mod vest, demokrati mod diktatur og gode mod onde er Ukrainekrigen i stedet tre krige i én, skriver Jensen og Hansen: 

Nemlig Ruslands krig mod Ukraine, Ukraines krig mod det russiske flertal i Donbass og endelig den imperialistiske magtkamp mellem Rusland og USA/NATO.

Men hvordan kan det være et forsvar for ”Venstrefløjens” Ukraine-forståelse? For det politiske grundlag for den nye organisation forholder sig, som Jensen og Hansen selv citerer, kun til den imperialistiske rivalisering.

Entydig ansvarsfordeling

Er Jensen og Hansen imidlertid selv i stand til at forstå Ukraine-krigen i et andet perspektiv end godt og ondt? I deres måde at opstille de tre krige i krigen ser de ud til at abonnere på godt-ondt-logik – eller i al fald ansvarlighedslogik. 

Når de beskriver Ukraine-krigen som tre krige anvender de to skribenter nemlig entydige årsagsforklaringer, der stærkt minder om pro- et contra-positioner: Rusland har ansvaret for krigen mod Ukraine, Ukraine for krig mod det russiske mindretal i Donbass – og resten er en gensidig imperialistisk strid mellem USA og Rusland. 

Jensen og Hansen bruger altså politisk-etiske vurderinger af ansvar, der minder meget stærkt om godt og ondt: Ruslands angreb på Ukraine er kritisabelt. Det samme er Ukraines krig mod russiske mindretal også. Og den amerikansk-russiske rivalisering er et onde.

Men er det nu også så enkelt? Både ja og nej. 

Det russiske ansvar

Det russiske Putin-styre bærer med beslutningen om at annektere Krim, invadere Ukraine og indlemme de østlige dele af Ukraine i den russiske statsdannelse naturligvis det fulde ansvar for, at konflikten i Ukraine har udviklet sig til en blodig krig. 

Det ansvar har Rusland – uanset om landet op til krigsudbruddet er blevet presset af amerikansk pression og militær inddæmning eller ej. For selvfølgelig indgår stormagtspolitik og militær oprustning og inddæmning også som en af flere årsager til invasionen. 

De russiske imperiedrømme om at genskabe en magt á la tsarens Rusland eller Sovjetunionen på toppen af den kolde krig er naturligvis udfordret af, at næsten samtlige lande i den tidligere Østblok er blevet medlemmer af NATO, og at amerikanske baser er vokset frem i Østeuropa.

Putins forsøg på at genrejse et russisk imperium er derfor ikke kun affødt af ambitioner. Det er også en trodsreaktion mod de begrænsninger af russisk magt, som USA og Vesten har lagt på landets militære og økonomiske formåen.

”Der skal to til en krig”

Russerne har både formelt og reelt ansvar for krigsudbruddet. Men det er altså også ukrainernes stædige og indædte modstand mod den russiske invasion, der fastholder en brutale krig med ukendte, men sandsynligvis høje tabstal.

Det er ikke kun de russiske og ukrainske regeringer samt Vestmagterne, der ønsker krigens fortsættelse. Det gør den ukrainske befolkning også – for at begrænse den russiske imperialismes indflydelsessfære og forsvare den nationale selvbestemmelsesret. 

I den forstand giver en floskel, der af Putin-apologeter i krigens begyndelse blev brugt til at skyde skylden for krigsudbruddet væk fra Moskva, faktisk mening: Der skal (mindst) to til en krig (ligesom der for øvrigt også skal to til en voldtægt).

Uden ukrainsk modstand ville der netop ikke være tale om krig, men snarere om russisk voldtægt: Ukraine ville være blevet forvandlet til en lydstat. 

Ukrainernes selvforsvar er naturligvis en drivkraft for krigen. Men det ignorerer Jensen og Hansen: De laver i stedet en abstraktion, hvor det ukrainske folk alene betragtes som offer for krigshandlingerne og imperialisme. Det ukrainske folk anskues som et folk uden egen vilje, agenda og ret til selvbestemmelse over dets egen fremtid. 

Det er absurd, at den eneste sætning om Ukraine fra ”Venstrefløjens” stiftelsesdokument, som Jensen og Hansen ikke citerer, faktisk støtter retten til selvforsvar og national selvbestemmelse, for straks i samme sætning at blive tromlet ned ved at reducere konflikten til en imperialistiske strid: 

”Vi anerkender retten til selvforsvar, og vi anerkender undertrykte nationers og minoriteters ret til selvbestemmelse, men krigen i Ukraine handler ikke om national selvbestemmelse, men derimod om hvilken imperialistisk blok der skal bestemme over landets fremtid.”

Kan man være mere selvmodsigende? 

Konflikterne i Donbass

Den samme slags indsigelser kan rejses i spørgsmålet om nationalitetskonflikter internt i Ukraine. 

De ukrainske regeringer har selvfølgelig både formelt og reelt ansvar for at separatistrepublikker i Donbass blev bekæmpet med militære midler. I stedet for dialog, forsoning og forhandlinger om autonomi.  

Men baggrunden for det militære svar er mere broget end Jensen og Hansen lægger op til. Selvfølgelig spiller nationalitetskonflikter mellem etniske ukrainere og russere oven på Maidan-opstanden ind i billedet. Men angrebene på rådhuse og udnævnelsen af selvstændige republikker i Donbass blev ikke kun startet og gennemført af russisk talende ukrainere, men (også) af statslige russiske aktører. 

Man kan med rette kritisere de ukrainske regeringer for ikke at have gjort nok for at løse konflikterne i øst med fredelige midler. Men det ville nu være mærkværdigt, hvis et lands myndigheder ikke reagerer, hvis dele af landets befolkning gennem proklamationer og uden forhandlinger løsriver sig – oven i købet med åben støtte af et fjendtligt naboland.  

Krigen i den østlige del af Ukraine er ikke, som Jensen og Hansen påstår, kun den ukrainske regerings krig mod et russisk mindretal. Det er også en krig den modsatte vej: Separatisternes krig imod den ukrainske centralregering. Og Moskvas kamp mod de vestligt orienterede regeringer, der kom til magten efter Maidan-opstanden.

Konflikterne i Donbass handler ikke (i al fald ikke alene) om ukrainsk undertrykkelse af et russisk talende mindretal. Den kulturelle blanding af russere og ukrainere har historisk set har været forholdsvis uproblematisk. Det resulterede bl.a. i, at der både på Krim og i Donbas – ligesom i resten af Ukraine – var absolut flertal for ukrainsk selvstændighed ved folkeafstemningerne i starten af 1990’erne. 

Det er også værd at notere sig, at de russisktalende dele af befolkningen før krigen ikke er et socialt presset og udstødt mindretal i Ukraine, men at levestandarden generelt set var bedre i øst end for den øvrige ukrainske befolkning, især i de vestlige dele. 

Den fredelige sameksistens mellem russisk- og ukrainsktalende ukrainere forandrede sig naturligvis med dannelsen af separatistrepublikker og den russiske invasion. 

Den ukrainske nationalisme er vokset, og russerhadet er udbredt. Det er næppe sjovt at være russisktalende i Ukraine længere – men de ukrainsktalende mindretal i Donbass og Østukraine er og har også været udsat for repressioner af separatister og russiske myndigheder.

Imperialisme

Hvordan er det så med Jensens, Hansens og ”Venstrefløjens” imperialismeforståelse? Jo, selv om Jensen og Hansen med forståelsen af Ukrainekrigen som tre krige nok nuancerer billedet en smule, så er det en meget abstrakt imperialismeforståelse, de forfægter. Imperialisme synes næsten at være en overhistorisk konstant, hvor magtforhold blot forskydes afhængig af krigslykke – og de dominerede lande er viljeløse redskaber i de imperialistiske magters jagt efter magt og profit.  

Jeg er uenig. Spændingen mellem Rusland og USA har været under udvikling i de sidste tredive år. Men med Ukrainekrigen låses forholdet fast i en (i bedste fald) koldkrigslignende situation i årtier frem. Det giver fredskræfter i Rusland og Vesteuropa særdeles vanskelige forhold at arbejde under.

I Rusland har det kleptokratiske autokrati med Putin ikke alene befæstet sin magt, det har også undergravet demokratiet, skærpet statskontrollen over befolkningen og intensiveret en statslig propaganda og indoktrinering.

Det betyder at en civil, demokratisk, social og antimilitaristisk bevægelse kun kan vokse frem i hård opposition til Putin-styret. Og at de demokratiske kræfter lige nu kun kan være understrømninger og hemmelige netværk i det russiske samfund. 

Krigen i Ukraine markerer derfor ikke kun en forskydning af magt mellem USA og Rusland. Det er også en kvalitativ ændring af forholdet til en bipolær situation (eller tripolær, hvis man medregner Kina). Tyskland og Frankrigs forsøg på at lave en europæisk opblødning gennem samarbejde med Rusland har lidt endeligt skibbrud. 

Ukrainekrigen er en definerende historisk situation for udviklingen i Rusland på samme måde som massakren på Den Himmelske Freds Plads er det for Kina, og 9-11 er det for USA: Krigen bestemmer den indenrigs- og udenrigspolitiske situation i årtier frem. Internt i Rusland trynes den demokratiske opposition nu ikke kun. Den forfølges konsekvent med fængslinger, overgreb og vold, ja endda målrettede mord. 

Udenrigspolitisk vil Rusland ved en sejr – eller en fastlåsning af de nuværende militære fronter – være fastholdt i en kold krig med Vesten, hvor landet kun kan fastholde sin magt gennem yderligere oprustning og udvikling af atomvåben.

Læs også Ole Wugge Christiansen og Niels Frölichs indlæg: ”Putin og Xi står i vejen for en retfærdig multipolær verden” på Solidaritet.

Russisk nederlag kan fremme demokrati i Rusland

En demokratisk og antimilitaristisk udvikling i Rusland kan, så vidt jeg kan se, kun ske, hvis landet lider nederlag i Ukraine. Det kan delegitimere Putins autoritære styre og måske skabe et politisk rum med demokratiske muligheder – men naturligvis uden sikkerhed for udfald.

Fortsat krig i Ukraine og yderligere økonomiske sanktioner mod Rusland kan måske også udløse en indre krise: Putins magt bygger bl.a. på oligarkernes kleptokratiske fordeling af udbytte fra hvidvask, finansspekulation og kriminel aktivitet. Og er der noget tyveknægte hader, er det uro, opmærksomhed og hindringer for fordeling af rov.  Og det har Ukraine-krigen udløst.

Hvis de russiske oligarker fjerner støtten til Putin af forretningsmæssige årsager vil det russiske samfund nok ikke stå foran en demokratisering, men snarere foran et magtskifte inden for oligarkiet selv. 

Det kan måske give en yderligere diktatorisk højredrejning af det russiske samfund.

Men det kan måske gå den modsatte vej og lempe betingelserne for sociale og demokratiske bevægelser. 

Men hvis det betyder et stop for krigen, vil det under alle omstændigheder være et fremskridt for det ukrainske folk og den russiske ungdom, som ikke længere skal dø på slagmarken. 

Situationen i Vest

I Vesteuropa og USA er venstrefløjen og fredsbevægelsen heldigvis ikke udsat for samme repression som i Rusland. Sociale bevægelser kan her gå imod den øgede militarisering og oprustning under langt bedre demokratiske vilkår.

Så meget desto vigtigere er det, at venstrefløj og fredsbevægelse stiller skarpt på de forhold, der kan skabe en mindre højspændt storpolitisk situation: støtte til den ukrainske modstandskamp mod den russiske aggression, støtte til krav om demokrati og ytringsfrihed i Rusland og Kina, kritik af den blinde militarisering både i Vesten, Rusland og Kina, kritik af autokratiske tendenser – ikke kun i Rusland og Kina, men også i USA, hvor truslen om valgsejr til Trump i det kommende valg truer med at undergrave det i forvejen begrænsede, milliardær-dominerede demokrati i USA. 

Desværre ser det ud til at blive uden ”Venstrefløjen.” Den nye organisations imperialismeforståelse ser ikke ud til at kunne andet end at komme med tomme, abstrakte fredsproklamationer.