Hvor mange chancer skal Dan Jørgensen have for at blive sin opgave voksen?

Er man studerende på en dansk uddannelsesinstitution, har man tre forsøg til at bestå en eksamen. Derefter er det altså ud af vagten, hvis man ikke præsterer. I Frie Grønne tør vi faktisk godt sige, at en klimaministers eksamen er en smule vigtigere, end grammatikeksamen på studiet. Tre forsøg er måske lige rigeligt, når det er planetens overlevelse, der er på spil.

Ikke desto mindre har Klimarådet allerede dumpet Dan Jørgensen hele to gange. Regeringen har endnu ikke vist vejen til, at vi når i mål med Klimaloven og vores egne klimamålsætninger om 70 % reduktion af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030. Klimarådet sagde det sidste år. De siger det igen i år: Dumpet!

Og så har vi simpelthen ikke tillid til, at regeringen og den siddende minister kan få os i mål med den grønne omstilling. Det har vi ikke, fordi Folketinget gav ministeren en chance for at levere, da vi sidste år aktiverede handlepligten og krævede ekstra handling og mere fart på, men ministeren har stadig ikke leveret godt nok.

Klimarådet vender tomlen nedad

Det har været et spildt år. Endnu et. Det er ikke kun os, der siger det. Klimarådet understreger, at den vej, regeringen har udstukket på klimaområdet, er enormt usikker. Rådet vurderer, at tre fjerdedele af de reduktioner, regeringen hævder at have fundet i løbet af det seneste år, er behæftet med høj eller moderat usikkerhed. Med andre ord betyder det, at aftalerne forbliver ord på papir, og altså med høj sandsynlighed ikke vil få nogen effekt i den virkelige verden.

“Det er måske ikke den største overraskelse, at vi i Frie Grønne ikke har tillid til at vi kan komme i mål med Dan Jørgensen i spidsen. Men hvad med støttepartierne?”

Det virker, som om ministeren og regeringen har mistet forståelsen for den virkelige verden. Vi har ærligt talt svært ved at se, hvordan man kan prale af, at være et grønt foregangsland, når man samtidig insisterer på at bygge en ny rørledning, der skal forsyne Lollands sukkerfabrikker med gas midt i en galopperende klima- og forsyningskrise. Vi har svært ved at se, hvordan man kan insistere på, at det er ambitiøst at stoppe olieudvinding i Nordsøen i 2050. Samme år, som vores Klimalov pålægger os at være CO₂-neutrale. Vi har svært ved at se, hvordan regeringen kan insistere på, at hvis bare vi giver vores millioner af kvæg og svin lidt mere fedt i foderet, så bliver det industrielle landbrug bæredygtigt og en helt igennem grøn aktør.

Støttepartierne bør trække støtten

Det er måske ikke den største overraskelse, at vi i Frie Grønne ikke har tillid til at vi kan komme i mål med Dan Jørgensen i spidsen. Men hvad med støttepartierne? Kan de se sig selv i øjnene og helt ærligt sige til deres baglande at de med Klimarådets sønderlemmende kritik stadig har tillid til at regeringens linje kan få os i mål med Klimaloven? Tror de virkelig på, at Mettes regering er blevet grøn?

Hvis man ser på støttepartiernes kritik og brok over at det altid er dem, der skal trække ministeren i den rigtige retning på det grønne område, skulle man ikke tro det.

Men kritikken bliver bare ved ord. Det ender altid med, at partierne skriver under på dårlige aftaler og beder om en lille smule mere handling. Handling, som indtil nu ikke kan karakteriseres som klimaradikalt eller på nogen måde kan stå mål med den situation, vi står i.

Klimaloven er kun en hensigtserklæring

I nogle menneskers ører, klinger det sikkert skingert, at vi i Frie Grønne nu går ud og melder vores mistillid til ministeren. Og ja, vi føler da også, vi står ret alene herude på fløjen.

“Klimaloven minder mere og mere om en slasket samling af bogstaver end den bindende lov, den blev præsenteret som for blot et par år siden.”

Men vi synes til gengæld helt seriøst, at det er et problem, at regeringen og dens ministre gang på gang stiller sig op på folketingets talerstol (og på podierne i diverse erhvervskonferencer for industriens interesseorganisationer) og siger, at det hele går så godt, at Danmark er et grønt foregangsland, og at vi nu har sikret vejen mod vores åh-så-ambitiøse nationale målsætninger. Det passer jo bare ikke. Det er vi nødt til at reagere på.

Det synes vi, at vi skylder befolkningen. Og vi kan ikke se, vi har andre muligheder. Klimaloven minder mere og mere om en slasket samling af bogstaver end den bindende lov, den blev præsenteret som for blot et par år siden.

Vi spiller bolden videre til støttepartierne. Hvilke muligheder ser Radikale, SF og Enhedslisten for sig? Kan de være tilfredse med at lægge stemmer til en omgang utilstrækkelig klimpolitik, som nu for anden gang dumper med et brag? Kan de være tilfredse med tomme løfter og fugle på taget? Hvad blev der af energien fra klimavalget i 2019?

Mens vi venter på svar, smelter Antarktis, Sibiriens vådområder udleder CO₂ i stedet for at optage det, og Amazonas ryddes med lysets hast, så vi kan blive ved med at æde tonsvis af koteletter.