Hvordan skal Ukraine forhandle uden magt bag sig? Vildfarelser på venstrefløjen

Visse grupperinger og enkeltpersoner på venstrefløjen siger nej til fortsatte våbenleverancer til Ukraine og i stedet foreslår forhandlinger. De føler sig sikkert i tråd med venstrefløjens bedste indstillinger fra den kolde krigs tid. Hertil må jeg sige at krigen desværre ikke længere er kold, og derfor er den tilgang uddateret.  

Uden fortsatte leverancer af våben vil Ukraine bryde sammen militært inden for meget kort tid. Måneder eller uger. Jeg er sikker på, at alle militære kloge hoveder vil give mig ret i den opfattelse.

Hvordan skal Ukraine kunne forhandle på den baggrund? Forhandlinger af den slags foregår aldrig i et magttomrum. Kan man ikke sætte magt bag sin forhandlingsposition, er de gode hensigter ved forhandlingsbordet ingenting værd. 

Hvordan man på “nej til våben-siden” egentlig forestiller sig, at forhandlinger mellem Ukraine og Rusland vil forløbe, hvis Ukraine er brudt sammen militært, aner jeg ikke. Det bliver kun en sejrherres diktater. Hvem forestiller man sig i øvrigt skal repræsentere Ukraine? Putin anerkender ikke Zelinskij-regeringen og har fra krigens første dag talt for et regimeskifte i Kiev.

Vildfarelser på venstrefløjen

Grupperingen i Enhedslisten, der kalder sig Rødt Venstre (tidligere “Venstrefløjen”), taler om våbenleverancerne til Ukraine som noget, der blot “forlænger lidelserne for den ukrainske befolkning”. I stedet for våben anbefaler man så disse “forhandlinger”. 

Spørgsmål: Kan man læse Rødt Venstres tekst anderledes end en opfordring til at Ukraine  kapitulerer? 

Lene Junker fra Internationale Socialister får mig også til at undres. Hun udtaler “ubetinget (støtte til), at Ukraine har ret til at forsvare sig og gøre modstand mod Ruslands angreb og kræver at Rusland trækker sig ud af Ukraine””

Andetsteds taler hun om våbenleverancer til Ukraine som noget helt forkasteligt. Men hvis Ukraine har ret til modstand, så må det vel også være rigtigt at give dem nogle våben at forsvare sig med?

Eller må ukrainerne kun forsvare sig med de våben, de havde om formiddagen den 24. februar 2022? 

Stedfortræderkrig

Både Lene Junker  og Rødt Venstre taler om Ukrainekrigen som en såkaldt stedfortræderkrig.

Lene Junker taler både om en stedfortræderkrig og Ukraines ret til at forsvare sig, Men hvad er hvad? Hvis det er relevant at tale om Ukraines ret til selvforsvar, er der vel tale om en forsvarskrig?

Rødt Venstre taler om stedfortræderkrig, “hvor Ukraine betaler den højeste pris”. Men hvis der ikke var krig, så ville der jo blot være tale om, at Rusland underlagde sig Ukraine.  Accepterer Rødt Venstre så alligevel det, som de selv kalder “Ruslands brud på folkeretten”?

Det  tager sig ud som om Rødt Venstre mener, der er krig, fordi Ukraine ikke overgiver sig. 

Forsvarskrig med blandede motiver

Jeg har svært ved at bruge andre betegnelser end forsvarskrig om det, der foregår i Ukraine. Vestlige magter har selvfølgelig deres motiver for deres støtte. Motiver, der udtrykkes som en “regelbaseret verdensorden”, men også handler om territorial magt og økonomiske interessesfærer. Vestmagterne har bestemt imperialistiske motiver. Men berettiger det til at man taler om stedfortræderkrig? 

Udtrykket stedfortræderkrig kan klinge lidt pudsigt. Er Rusland stedfortræder for nogen? Nej, vel? Er det så kun Ukraine-siden, der er stedfortrædere? Og er Ukraines krigsførelse dermed illegitim?

Vesten tøver

Lene Junker bruger udtryk som “krigsbegejstring” og “krigstrommer”. Jeg synes, de er malplacerede. De vestlige ledere (undtagen Mette Frederiksen) har faktisk hver på deres måde stillet sig tøvende an.

Et sted skriver Lene Junker:

“Vi må sætte foden ned over for denne oprustnings- og krigs- logik, som accelererer for øjnene af os. Den er farlig og kan eskalere til en krig i hele Europa med brug af atomvåben.”

Jeg tolker de vestlige magters ageren helt modsat. Vestmagterne har brugt meget lang tid på at beslutte sig for at sende de nyeste kraftige og langtrækkende våben afsted. Zelinskij har langt fra fået alt, hvad han ønsker sig. 

De vestlige magter har tilsyneladende netop villet undgå noget, der kunne føre til en militær katastrofe for Rusland. Det kunne nemlig lede Putin til desperate handlinger. Helt anderledes hurtigt gik det med at beslutte sig for at bruge 2 procent af BNP på forsvaret. Men hjemlig oprustning og støtte til Ukraine er bare ikke det samme.

Hvilken fred vil vi?

Rusland kommer til at underlægge sig Ukraine, hvis ikke Ukraine får støtte (moralsk, politisk, økonomisk og militært) udefra. Et sejrende Putinregime vil blive åbne vejen for store tilbageslag for udviklingen af demokrati i både Ukraine og Rusland og på sigt også for resten af Europa. Og det er særdeles ugunstigt for arbejderklassens positioner.

Derfor skal Ukraine have så meget støtte, at Rusland tvinges til at forlade Ukrainsk territorium. De går ikke frivilligt. 

Selvfølgelig skal der så forhandlinger til. Om fremtiden for Donbas, Luhansk, Krim og flådebasen Sevastopol, nedrustning og garantier for størrelsen af militære styrker, deres placering og udrustning. 

I det hele taget en europæisk sikkerhedsaftale!