Hvorfor har Ukraine kun været selvstændigt i 30 af de seneste 800 år? – Det handler om økonomi og militærstrategi

af Jørgen Lindgaard Pedersen

Indtil underskrivelsen af Versailles-fredstraktaten i 1919 og den tilknyttede Trianon- traktat fra 1920 - som fastlagde grænserne i Europa efter sejrherrernes diktat ved afslutningen af 1. Verdenskrig - var de fleste nuværende øst- og centraleuropæiske lande behersket af ét eller flere andre lande. Fire imperier havde været dominerende før krigen – Tyskland, Østrig-Ungarn, Rusland og Det osmanniske Rige. De to store vesteuropæiske imperier, Storbritannien og Frankrig, dominerede også deres tidligere selvstændige naboer som Skotland og Irland, henholdsvis Normandiet og Bretagne. Men de førte først og fremmest en politik, hvor de erobrede oversøiske kolonier i Nordamerika, Afrika og Asien.

Sågar Danmark deltog i den europæiske dominanspolitik. I 1380 anmodede Norge Danmark om at indtræde i en union. Norge havde mistet over halvdelen af sin befolkning under Den sorte Død fra 1349 og de følgende år. Landet kunne ikke forsvare sit territorium med sine lange grænser til Sverige og Rusland. Unionen var fra norsk side tilsigtet at skulle vare en generation eller to, indtil Norge var kommet på fode. Men unionen kom til at vare indtil 1814, hvor Norge blev afstået til Sverige ved freden i Kiel mellem Danmark, Storbritannien og Sverige. Dog beholdt Danmark Færøerne, Island og Grønland. Storbritannien ønskede nemlig ikke, at Sverige fik en kontakt tværs over Nordatlanten til Storbritanniens canadiske kolonier. I 1905 rev Norge sig løs fra Sverige efter en folkeafstemning.

1. Verdenskrig er undertiden blevet betegnet som en nationalistisk krig. Dette er fejlagtigt. Den var først og fremmest en krig mellem imperialistiske magter. Især i Øst- og Centraleuropa samt i kolonierne i Afrika og Kina blev den også de undertrykte folks krig med imperiemagterne. Derfor kan det ikke undre, at med undergangen af de fire dominerende imperier i det centrale Europa genopstod eller blev der født et stort antal selvstændige stater – Finland, de baltiske stater, Polen, Østrig og Ungarn samt Jugoslavien. Princippet bag nyordningen var udformet af den amerikanske præsident Wilson om folkenes ret til selvbestemmelse. I praksis blev det i de fleste tilfælde udformet som flertals-stater med store mindretal. Netop organiseringen som nationalstater betød, at det ”nye” flertal ofte undertrykte mindretallene. En tendens, der blev mere og mere udtalt op til 2. Verdenskrig. Albanien havde frigjort sig fra Osmannerne lidt tidligere i 1912. Også den sydlige del af Irland rev sig løs fra den britiske kolonimagt i 1922 og blev til fristaten Irland, men opnåede først fuld selvstændighed i 1937.

Ukraines lange og komplekse historie

Ukraines skriftligt dokumenterede historie startede med etableringen af Kijev-riget omkring 880 efter Kristi fødsel. Statsdannelsen omfattede området mellem Sortehavet og Novgorod, inklusive det der i dag kendes som Belarus, historisk kaldet Rutenien, plus Nordvestrusland i nærheden af det nuværende Skt. Petersborg og ind mod Moskva, samt Ukraine og Slovakiet. Navnet Belarus stammer sprogligt fra Rutenien og ikke fra Rusland. Det var Europas største land. Landet blev kristent, men gik i opløsning som stat omkring 1150, og de senere stater Rusland, Belarus og Ukraine begyndte at etablere sig.

De følgende par århundreder var kendetegnet ved indtrængen af udefra kommende fjender som mongolerne i Rusland og Ukraine. Senere - i 1300-tallet - blev Polen-Litauen, der var en regional stormagt på denne tid, og som også kæmpede mod mongolerne, hersker over det vestlige Ukraine. Noget der grundlagde både fjendskabet mellem de polske godsejere og de livegne ukrainske bønder og pustede til antisemitismen, der især i Vestukraine helt op til vore dage har været voldsom. Når antisemitismen blev voldsom netop der, skyldtes det, at de polske herremænd var fraværende og brugte jødiske forvaltere som mellemmænd og skatteopkrævere. Jødehadet medførte flere voldsomme pogromer i 1600-tallet.

I 1654 afsluttede resten af Ukraine en traktat med det zaristiske Rusland, som i realiteten betød Ukraines indtræden i en union med Rusland som storebror. Kosakkerne i Ukraine var også en central kraft i Ukraine i denne periode. Kosakkerne var flygtede livegne bønder fra den østlige del af landet, der ernærede sig som soldater og bønder.

Under 2. Verdenskrig var det ukrainske Hilfspolizei og andre politiformationer berygtet for sine selv i tyske øjne voldsomme grusomheder mod jøder. Og de ukrainske nationalisters modstandsbevægelse udrensede i Vestukraine uden skånsel polakker og jøder i omfattende myrderier, som naturligvis blev støttet af tyskerne.

I forsøgene på at forstå Ruslands indtrængen i Ukraine med erobringen af Krim i 2014, etableringen samme år af folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk (i alt 26.000 km2, som udgør regionen Donbas) og den seneste indtrængen i fuld skala i februar 2022, er det en dominerende fortælling, at man ser på den russiske præsident Putins personlighed og især hans drøm om at genoprette det russiske imperium fra zarens og Sovjetunionens tid. Under tiden inddrages i disse forsøg NATOs fremtrængen mod Ruslands grænser efter Sovjetunionens opløsning ved udgangen af 1991. De baltiske lande, Polen og de fleste andre tidligere Warszawa-pagtlande er blevet optaget i NATO. Dog ikke Ukraine, hvor der er en udbredt, men bestemt ikke altdominerende politisk sympati for et sådant medlemskab.

Den nazistiske erobringskrig mod Ukraine 1941–45

Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Sovjetunionen og Tyskland blev indgået den 23. august 1939. Det tyske overfald på Polen, der startede 2. Verdenskrig, kom en uge efter. Pagtens betydning var, at den delte Polen og andre dele af Østeuropa mellem Sovjetunionen og Tyskland. Allerede et år efter, i sommeren 1940, igangsatte toppen af naziregimet planlægningen af det kommende overfald på Sovjetunionen, der startede den 22. juni 1941. Der var to hovedmål for denne tilsigtede erobring. For det første at få adgang til Ukraines meget store korn-arealer (Ukraines areal er på omkring 600.000 km2, der er lig med Frankrigs og Danmarks sammenlagte areal). For det andet at få adgang til de store olieforekomster i Kaukasus og i Det Kaspiske Hav. Ukraine havde ikke selv væsentlige olieforekomster, men landet lå på vejen fra Tyskland til Kaukasus.

​​ 

Det intellektuelle baggrundsarbejde for at erobre Ukraine og gøre landet til fødevareproducent for Tyskland blev ledet af en dygtig landbrugsspecialist og hengiven nazist, medlem af bevægelsen fra dens begyndelse i begyndelsen af 1920erne, Herbert Backe. Han vidste, at Ukraine, det sydlige Rusland og Kaukasus producerede en større mængde fødevarer, end man forbrugte. Nord for disse områder var forbruget omvendt større end egenproduktionen. Han skrev faktisk en doktordisputats om denne problematik.

Projektet var nu at forjage, dræbe eller udsulte den lokale befolkning og lade tyskere flytte ind og overtage jorden og produktionen. For nazisterne var dette af den yderste vigtighed, fordi de havde den opfattelse, at Tyskland havde tabt 1. Verdenskrig som konsekvens af fødevaremangel i Tyskland i slutningen af krigen. Den mangelsituation havde ført til manglende folkelig opslutning til at fortsætte krigen. Nazisterne ville for alt i verden undgå en tilsvarende situation, som ville tilintetgøre Tusindårsriget og dermed dem selv. Derfor måtte snesevis millioner af sovjetiske undermennesker dø enten ved henrettelse, krig eller sult. Den tyske ledelse var fuldt ud klar over dette, men så dette massemord som en udmærket sideeffekt. Tyskland behøvede ikke engang at bruge militære ressourcer på at erobre resten af Sovjetunionen, som jo var et underskudsområde i fødevaremæssig henseende.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at Tyskland under 1. Verdenskrig havde besat Vestukraine og Vestrusland. Tyskerne kendte altså området i forvejen. Brest-Litovsk freden fra begyndelsen af 1918 tog væsentlige lunser ud af Vestrusland, der kom under centralmagternes kontrol (Tyskland og Østrig-Ungarn), hvoraf en del senere tilfaldt Polen, da landet på ny blev samlet som en genfødt stat som følge af Versailles-traktaten. Finland, de baltiske stater (Estland, Letland og Litauen) samt Belarus og Ukraine blev selvstændige stater. Traktaten holdt mindre end et år, men har haft betydning i forhold til senere grænserevisioner.

Grunden til at Ukraine var så vigtig for fødevareproduktionen beroede på det forhold, at jorden i landet er såkaldt sortjord. Sortjord består øverst af en halv meter humus, der er muldjord, som tillader vandring af vand og ilt, som på sin side indebærer, at mineraler og andre næringsstoffer kommer frem til planterne og muliggør deres vækst og udvikling. Sortjord findes på de store steppeområder i Eurasien, altså langt ind i Rusland, den nordamerikanske prærie samt den argentinske pampas. Forskningen mener, at sortjorden er dannet gennem 10.000 år, ved at planter som f.eks. græs med et dybtgående rodnet gennem kemiske og biologiske processer har skabt denne særlige jordtype.

2. Verdenskrigs voldsomhed og fronternes bevægelse betød, at de nazistiske drømme om at overtage Ukraine som herrefolkets spisekammer efter forjagelse eller likvidering af den ukrainske befolkning i hovedsagen forblev på fantasiplanet, når vi ser på kornproduktionen - men bestemt ikke hvad angår udryddelse af befolkningen. Militærstrategisk forblev Ukraine vigtig også efter det tyske nederlag i Stalingrad 2. februar 1943, der markerede det store skift i magtbalancen mellem Sovjetunionen og Tyskland. Men med en afstand på 1.300 km mellem Kijev og Stalingrad tog det mere end halvandet år, før hele Ukraine var blevet befriet fra den tyske besættelse.

Det skal desuden nævnes, at der i Ukraine i 1932-33 opstod en politisk skabt sult-katastrofe, der kaldes holodomor efter det ukrainske udtryk for hungerdød: морити голодом, moryty holodom, 'at dø/dræbe/myrde af sult'. Et udbredt skøn over hvor mange mennesker, der døde af sult, er 4 millioner. Det politiske aspekt – Sovjet havde flere år i træk også været ramt af tørke i de kornproducerende regioner, og den forcerede industrialisering havde drænet landbrugsområderne for arbejdskraft - af katastrofen er, at Stalin tvang bønderne til at aflevere en stor del af deres hvedehøst til centralstaten, som eksporterede hveden til vesten for at få penge til den import, som var afgørende for industrialiseringen af landet. Den modstand, der herved blev skabt mod Rusland, sovjetsystemet og kommunismen har været en væsentlig kilde til den ukrainske befolknings kamp for selvstændighed. Efter hungersnøden blev der flyttet bønder fra andre dele af Sovjetunionen til Ukraine, hvor de erstattede den mangel på arbejdskraft, der var opstået som følge af sultedøden.

Hvorfor er Ukraine fortsat værdifuldt økonomisk og militærstrategisk?

Ukraine er fortsat efter selvstændigheden i 1991 en stor hvede-producent og -eksportør. Før den russiske invasion af Ukraine tegnede Rusland og Ukraine sig samlet for 19 % af verdens hvedeproduktion. Deres andel af verdens hvedeeksport er 30 %, hvoraf Ukraine tegner sig for de 10 %. Hvede er den vigtigste del af verdenshandelen i korn med en andel på 35 %. Ukraines hvedeeksport går især til Mellemøsten og Nordafrika, 40 % af landets samlede hvedeeksport. Ud over hvede eksporterer landet også væsentlige mængder byg, raps og soja.

Industriprodukter er især stål og produkter baseret på stål. Mange af disse produktioner har deres oprindelse tilbage til den sovjetiske tid. Landet har meget store kulforekomster især i Donbas-området.

Ukraine har betydelige forekomster af naturgas, men har modtaget hovedparten af sin forsyning heraf fra Rusland. Der findes et stort antal kulminer. Desuden er der en del anden minedrift samt fremstilling af maskiner til minedrift og stenbrydning.

Landet har en ret speciel, men vigtig produktion af neon. Neon er i familie med blandt andet helium og argon (to af de seks såkaldte ædelgasser), der er grundstoffer. Neon findes typisk i gasform og kan udvindes af tør luft nedkølet til - 200 °C, hvor luften antager væskeform. Neon anvendes f.eks. i laserbaseret udstyr til øjenoperation. Mere afgørende er det, at neon er et meget vigtigt stof ved fremstillingen af mikrochips. Den ukrainske neon tegner sig for halvdelen af en i 2020 skønnet verdensproduktion på godt 500 tons om året. Kina fremstiller hovedparten af den anden halvdel. Det skal nævnes, at neonrør sædvanligvis bruger argon og ikke neon for at kunne udsende lys.

Ukraine er også blevet en stor eksportør af IT-tjenesteydelser, omkring 5 mia. USD i 2020. Men den største varekategori er hvede, der tegner sig for omkring 6 mia. USD. Alligevel er Ukraine trods sine eksportindtægter ikke et rigt land. Det angives at være det næstfattigste land i Europa med Moldova som det fattigste.

Det vil for såvel Rusland som EU være relevant, men ikke afgørende, at have landet i sin økonomiske sfære. Hvedeproduktionen er altid vigtig, fordi basisføden i dele af verden, især Mellemøsten og Nordafrika fremstilles fra hvede. En kornsort, der ikke kan fremstilles lokalt i tilstrækkelige mængder.

Ukraines betydning storpolitisk er nok primært at finde i dets militærstrategiske placering mellem Rusland og NATO. Selvom stormagterne siden afslutningen af 2. Verdenskrig og frem til midten af 1960erne har opbygget store kernevåbensystemer herunder fremføringsmidler, så føres krige fortsat med konventionelle våben. Kernevåben er effektive til at true fjender, men ikke til at bruge i krig. I konventionel krig betyder geografisk afstand meget for forsyningslinjer. Derfor er det naturligvis af stor betydning for såvel Rusland som NATO at hindre modparten i at komme for tæt på egne grænser. Det gælder også i tilfældet Ukraine. Der er kun godt og vel 500 km fra det nordlige Ukraines grænse mod Rusland til Moskva.

Med erindringen om Ruslands mere end 800 år lange historie med indtrængen af mongoler, polakker, tyrkere, svenskere, franskmænd og tyskere plus vestlig indblanding i borgerkrigen efter oktoberrevolutionen i 1917, er den russiske befolkning og elite meget stærkt fokuseret på faren for fjendtlige overfald. Det er muligt, at NATO-tilhængere mener, at NATO er en ren forsvarsorganisation. Men dens overfald på Beograd og Kosovo i 1999 med omkring 1.500 dræbte, heraf 500 civile, viser for russerne og andre en ganske anden historie. NATO-deltagelsen i Afghanistan og Irak dementerer også, at der kun er tale om en rent defensiv militær organisation.

 ​​​​ 

Sammenfatning

Ukraines historie i de seneste 800 år har dels en økonomisk dimension, dels en militærstrategisk: Et meget frugtbart landbrugsområde - beliggende mellem asiatiske magter og vestlige magter. Rusland har været vigtig i kampen mod mongolerne. Polakker og litauere har været alternative forbundsfæller. Men begge disse potentielle forbundsfæller opkastede sig i realiteten til at være magthavere i Ukraine. Nazi–Tysklands erobringskrig mod Ukraine 1941–44 var i mange henseender en moderne ’mongolsk’ erobring, blot langt værre i sit barbari. Selv om Ukraines ressourcer, specielt kullene måske nok er blevet af mindre betydning i dag, så er jordressourcerne fortsat vigtige i en verden, hvor klimaødelæggelse formindsker det globale landbrugsareal. Jordens meget høje frugtbarhed giver stadigvæk en ekstra høj indkomst til den eller dem, der råder over den - eller kan konfiskere en væsentlig andel som skat eller ”beskyttelsespenge”. Et ukrainsk medlemskab af EU vil potentielt kunne give store økonomiske gevinster til ukrainsk landbrug.

Det skal dog ikke skygge for, at landets militærstrategiske vægt fortsat er stor. Problemet for Ukraine er, at det store sletteland kan være let at trænge ind i. For et stort land som Rusland og for en militæralliance som NATO udgør landet en stor fristelse. Et militært troværdigt, neutralt Ukraine ville sandsynligvis kunne nulstille magtbalancen mellem de to store magter, fordi både Rusland og NATO ville kunne påregne, at Ukraine har vilje såvel som formåen til at hindre modparten i at erobre landet ved en lynkrig.

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​