Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
1. december. 2022

Ib Gram-Jensen: Nordisk socialisme er en gradvis vej ind i en blindgyde

Pelle Dragsted lader til at glemme, hvad han selv understreger: Kapitalejerne sidder på magten og ejerskabet i et kapitalistisk samfund. Derfor vil forsøg på at konkurrere med den side om side ende i en blindgyde, skriver forfatter Ib Gram-Jensen.

Arbejderrevolution. Ill: Claude Marx / Solidaritet ©

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Nordisk Socialisme må kaldes påskønnelsesværdig som et seriøst forsøg på at gentænke det uløste problem om strategien for overgangen fra kapitalisme til socialisme. Men den skitserede strategi forekommer urealistisk, idet den – som påpeget af den norske forfatter Magnus Marsdal – på et afgørende punkt bygger på en klar og fatal selvmodsigelse. Dragsteds svar, som delvist citeres af Gorm Hansen & Bosch, var ikke fyldestgørende, og Dragsted indrømmede selv, at Marsdal satte fingeren ”på et ømt punkt”:

For en åbenlys mangel i min bog, som jeg erkender på dens sidste sider, er, at den ikke giver grundige eller udførlige svar på, hvordan de styrkeforhold, som historisk reducerede kapitalisternes magt, kan reetableres og uddybes – ikke mindst i en mere globaliseret økonomi.”

Dragsteds bog har som bekendt affødt flere mere eller mindre kritiske kommentarer, som ikke generelt kan inddrages her, senest Gorm Hansen & Bosch: Kritik af Nordisk Socialisme, som værdifuldt sammenfatter meget af kritikken, herunder, med henvisning til bl.a. undertegnede, kritikken af den ‘gradualistiske strategi’, Dragsted anbefaler. Den lægger dog ikke hovedvægten på dette punkt, som reelt kompromitterer hele hans projekt. Uden at foregive at kunne give et fyldestgørende alternativt svar, og uden at gå helt så dybt ind på mere specielle problemer vedrørende begreberne ”kapitalisme” og ”socialisme”, skal denne selvmodsigelse i hans overvejelser derfor påvises.

Når kapitalen slår igen

Et væsentligt punkt i Dragsteds rammende kritik af kapitalismen er, hvad han kalder “kapitalejernes strukturelle eller oligarkiske magt”, deres mulighed for med kapitalflugt eller investeringsstrejker at overtrumfe demokratiet ved at svække økonomien, beskæftigelsen og levestandarden i forskellige lande, og dermed tvinge disses regeringer til at opgive tiltag, som skader kapitalejernes interesser. Denne magt er en hovedårsag til, at Dragsted forkaster både den klassiske socialdemokratiske strategi gående ud på reformer af det kapitalistiske samfund og “forestillingen om et pludseligt og revolutionært systemskifte.”

Pelle Dragsted ser bort fra den logiske konsekvens af hans egen erkendelse af den magt, kapitalejerne er i besiddelse af, når han skal vurdere det realistiske i forskellige strategier for et mere lige, demokratisk og bæredygtigt samfund.”

Som han skriver i bogen: “Vi lever i vores del af verden i en kompleks og højtudviklet økonomi. En pludselig revolutionær forandring, der fx med ét tager ejerskabet af banker og store virksomheder fra de nuværende ejere, ville med stor sandsynlighed føre til en kraftig økonomisk opbremsning og et sammenbrud af produktionen og distributionen. Det ville medføre en periode med økonomiske tilbageslag og faldende velstand og levestandard for flertallet. Et sådant dybt og langvarigt økonomisk tilbageslag vil i et demokratisk samfund med frie valg gøre det lidet sandsynligt, at en socialistisk regering kan overleve de efterfølgende parlamentsvalg. Det mest sandsynlige er, at den vil blive besejret af ikke-socialistiske partier, og at de forandringer, der er gennemført, vil blive helt eller delvist rullet tilbage.”

Dragsted foreslår et tredje alternativ: ”At demokratiske socialistiske ejerformer som andelsselskaber og kooperativer koloniserer tidligere kapitalistiske dele af økonomien og gradvist bliver mere og mere dominerende.”

Her er den indvending indlysende, at en sådan ”fredelig parlamentarisk og gradvis vej til socialismen” ud fra den tanke, ”at socialismen kan vokse frem i den kapitalistiske økonomi” er en strategi, der på én gang udtrykkeligt udfordrer kapitalejernes oligarkiske magt og giver nationale og internationale kapitalejere rigelig lejlighed til at udøve denne magt til at frembringe netop en situation som dén, der ifølge Dragsted selv må forudses at føre til nederlag for en demokratisk, revolutionær linje.

Dette overser Dragsted sådan set heller ikke; spørgsmålet er, om han kan pege på en realistisk løsning. Han afviser her marxisten Dylan Rileys synspunkt: at en strategi for at erodere kapitalismen på den måde, Dragsted forestiller sig det, kræver ”et forudgående politisk brud – en afgørende konfrontation med den kapitalistiske stat”. Dragsted anerkender – som med Marsdal – kritikkens relevans, men mener, at Riley undervurderer de muligheder for at bruge statsmagten til at understøtte udviklingen af den ikke-kapitalistiske sektor, som den universelle valgret indebærer.

Allerede her synes Dragsted at have glemt sin egen understregning af kapitalejernes strukturelle magt til at standse en statslig politik, selv om denne har et flertal bag sig. Hvad han foreslår som middel imod den er en velovervejet strategi, der gradvist, med ét skridt ad gangen udvider den demokratiske indflydelse og dermed svækker kapitalejernes oligarkiske magt.

Forslaget underbygger reelt den indvending, han prøver at imødegå: at kapitalejernes økonomiske magt må brydes, hvis en socialisering og demokratisering af økonomien skal kunne gennemføres på trods af deres modstand. Det springende punkt er dels tidshorisonten: hvor længe vil velstand og levestandard på et niveau, som muliggør fortsat opbakning til omstruktureringen af økonomien, være afhængig af den kapitalistiske økonomis fungeren? Så længe det er tilfældet, vil kapitalejerne kunne nedbryde denne opbakning. Dels er det spørgsmålet om, hvorvidt den socialistiske økonomi vil kunne fungere tilstrækkeligt effektivt til at sikre det nødvendige niveau. 

Hvis en velstand og en levestandard, der gør det muligt at bevare et flertals støtte til socialiseringen og demokratiseringen, ikke kan opretholdes, må de socialistiske forandringer opgives – enten ved kapitulation over for kapitalejerne, eller ved at økonomien omstruktureres på trods af manglende støtte fra et flertal, hvilket udelukker det, der skulle være målet: en (mere?) demokratisk og fællesejet økonomi. Senere kommer Dragsted igen ind på problemet, men igen uden at levere noget overbevisende svar.

Undervurderer styrkeforholdene

Derudover er det et spørgsmål, om investeringsstrejker eller kapitalflugt er det værste scenarie, en gradvis reformpolitik kan tænkes at udløse. Den går udtrykkeligt ud på at rulle den økonomiske elites magt tilbage, og i sidste ende gøre op med samme elites grundlæggende interesse, nemlig kapitalismens opretholdelse. Henimod bogens slutning synes Dragsted dog nærmest fuldstændigt at have glemt problemet, når han skriver, at: ”I et politisk demokrati med universel valgret er det muligt at øve indflydelse, også når man truer de økonomisk privilegeredes interesser, hvis man kan samle et flertal bag sig.”

Har Dragsted ikke selv i flere af de passager, der er henvist til eller citeret oven for, fremhævet, hvordan kapitalejernes strukturelle/oligarkiske magt kan overtrumfe demokratiet, og at deres kontrol over produktion og investeringer kan sætte folkevalgte regeringer under pres og dermed gør reformer sårbare?

Alligevel hedder det i visionen om Danmark efter den demokratiske reformproces, Dragsted taler for, at: ”De resultater kom ikke uden sværdslag. Arbejdsgiverforeningen truede med bål og brand, og det var først efter den store europæiske strejkebølge efter finanskrisen, at kapitalejerne på tværs af Europa accepterede en ny magtdeling med lønmodtagerne.”

Hvem kan holde længst ud i en globaliseret økonomi, hvor der uden for Europa fortsat er muligheder for kapitalistisk produktion, investeringer og profit, mens lønmodtagere og kapitalejere strejker imod hinanden i Europa? Dragsted skriver da også selv, at: ”Min fremtidsrejse til Refshaleholmen er selvfølgelig fortænkt og nok også vel optimistisk.” Men det ændrer ikke ved, at han reelt ser bort fra den logiske konsekvens af hans egen erkendelse af den magt, kapitalejerne er i besiddelse af, når han skal vurdere det realistiske i forskellige strategier for et mere lige, demokratisk og bæredygtigt samfund.

Arbejdere kan kæmpe sig til forbedringer, men skal man gøre op med kapitalens grundlæggende magtovertag, kræver det ejerskab over produktionsmidlerne. Foto: Klaus Berdiin Jensen

En gradvis blindgyde

En del af svagheden ved Dragsteds argumentation er hans begreb om ”kapitalisme” og ”socialisme”, og i sammenhæng hermed hans afvisning af, hvad han kalder en ”binær” opfattelse af, ”at valget står mellem reformer af kapitalismen eller en revolutionær samfundsomvæltning” beroende på forestillingen om kapitalismen som ”En altomfattende samfundsform, som vi enten må leve med og regulere eller afskaffe og erstatte af [sic] en anden total samfundsform”.

“For at skære det ud i pap: Først når kapitalismen ikke længere er det afgørende grundlag for samfundets materielle reproduktion, velstand og velfærd, hvilket forudsætter, at et andet, socialistisk, grundlag fungerer på det påkrævede niveau, er kapitalejernes oligarkiske magt brudt.”

For det første er Dragsteds egen modstilling binær. På den ene side står en opfattelse af kapitalismen som ”et sammenhængende organisk system, der er lig med hele samfundet og økonomien, og som underordner alle samfundets aktiviteter”. På den anden finder vi opfattelsen af samfundet som en mosaik af forskellige produktionsmåder og sektorer, der eksisterer side om side. Ud fra den forståelse kan kapitalisme og socialisme eksistere side om side, og de to systemer kan hver især udvides og brede sig. Men man kan også opfatte kapitalismen som dominerende i den forstand, at den som det afgørende grundlag for samfundets materielle reproduktion og dermed dets velstand og velfærd sætter grænser og betingelser for, hvordan ”institutioner, relationer og virksomheder” som ikke (direkte) er dele af den kapitalistiske markedsøkonomi kan fungere og udvikle sig.

Det skal tilføjes, at J. K. Gibson-Graham, som han har hentet sin opfattelse fra, ifølge Dragsted definerer kapitalismen som en social relation, eller klasseproces, i hvilken ikke-producenter tilegner sig merarbejde i værdiform fra frie lønarbejdere. Og det er ud fra denne snævre definition på kapitalisme (som produktionsmåde, ikke en kapitalistisk samfundsform eller samfundstype), Dragsted mener, at man (binært) kan kategorisere ”institutioner, relationer og virksomheder” som enten kapitalistiske eller socialistiske.

Definerer man socialisme som overgangsstadiet mellem kapitalisme og kommunisme, hvor arbejderklassen overtager den politiske magt og gør produktionsmidlerne til statsejendom, og hvori staten efterhånden med klassernes forsvinden visner bort, er denne kategorisering ikke helt indlysende.

Dette betyder ikke, at alt i den kapitalistiske samfundstype så kan reduceres til kapital eller kapitalisme, eller uvægerligt understøtter den kapitalistiske produktionsmådes reproduktion. Men på trods heraf er kapitalismens dominans i kapitalistiske samfund, i kraft af dens afgørende rolle for deres materielle reproduktion, velstand og velfærd, og dermed dens modstandskraft også over for demokratisk magt kun alt for solid.

For at skære det ud i pap: Først når kapitalismen ikke længere er det afgørende grundlag for samfundets materielle reproduktion, velstand og velfærd – hvilket forudsætter, at et andet, socialistisk, grundlag fungerer på det påkrævede niveau – er kapitalejernes oligarkiske magt brudt. Og derfor er den gradualistiske strategi, Dragsted foreslår, reelt en blindgyde.


Om skribenten

Ib Gram-Jensen

Ib Gram-Jensen

Ib Gram-Jensen (født 1953) er cand.mag i historie og samfundsfag. Har udgivet Experience and Historical Materialism: Five Argumentative Essays (2020) og Structure, Agency and Theory: Contributions to Historical Materialism and the Analysis of Classes, State and Bourgeois Power in Advanced Capitalist Societies (2021), begge på forlaget BoD.  Læs mere