Ibrahim Benli: Jeppe Kofods ‘bekymringer’ vil ikke få Erdogan til at skifte kurs

Den sidste bastion af den akademiske frihed er under angreb

I de seneste par uger har den tyrkiske præsident Erdogan bemyndiget sig retten til at udpege universiteternes rektorer. Dermed har han banet vejen for, at regeringspartiet, AKP kan fjerne rektorer fra deres embede – og udpege en loyal støtte, hvis ikke en direkte repræsentant fra partiet. Det skete for en måneds tid siden for rektoren på Bogazici Universitet i Istanbul, hvor et dekret fra præsidenten fjernede den tidligere rektor og erstattede ham med en anden.

I skrivende stund har Erdogan udpeget 11 rektorer på den måde. Dette politiske indgreb mod landets allerede svækkede akademiske frihed, har udløst protestdemonstrationer i mange byer, som i disse dage bliver mødt med tåregas, politivold mod demonstranter og efterfølgende masseanholdelser. Det er dog befriende at se, at der fortsat er en gnist i den demokratiske opposition i Tyrkiet, til trods for mange års undertrykkelse. Derfor bliver det også spændende at følge med i, hvorvidt disse demonstrationer vil føre til, at den svækkede opposition kan mobilisere sig en oprigtig modstand mod Erdogans totalitære regime, der angriber enhver kritisk røst.

Oppositionens ringe vilkår gør det mere end nogensinde nødvendigt, at omverdenen reagerer på den tiltagende undertrykkelse af oppositionen – for at få det tyrkiske regime til at respektere de grundlæggende rettigheder i landet. Derfor bliver jeg skuffet, når udenrigsminister Jeppe Kofod hver gang blot udtrykker sin ‘bekymring’, når han bliver spurgt om, hvordan Danmark forholder sig til oppositionens svære vilkår i Tyrkiet.

Kofods copy-pastede ‘bekymring’ opnår intet

Som svar på to spørgsmål, som Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard havde stillet, oplyste den danske udenrigsminister Jeppe Kofoed 18. januar 2021, at han ser med ‘stor bekymring’ på de tyrkiske myndigheders fortsatte fængsling af folkevalgte kurdiske politikere.

“Svaret på spørgsmålet ligner mere eller mindre et fast manuskript, som udenrigsministerens embedsfolk indføjer i svarbrevet, nærmest ved at bruge copy-paste funktionen.”

Begge spørgsmål handlede om to fængslede folkevalgte fra oppositionspartiet, HDP (Folkenes Demokratiske Parti, red.). Første spørgsmål vedrørte den fængslede oppositionsleder, Selahattin Demirtas, der har siddet i fængslet siden 2016. På det spørgsmål har Søndergaard refereret til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (ECHR) påbud til Tyrkiet, om at løslade Demirtas hurtigst muligt.

Kofoeds svar på spørgsmålet ligner mere eller mindre et fast manuskript, som udenrigsministerens embedsfolk indføjer i svarbrevet, nærmest ved at bruge copy-paste funktionen. Ordret lyder det fra udenrigsministeren:

“Jeg ser med stor bekymring på de tyrkiske myndigheders fortsatte fængsling af folkevalgte kurdiske politikere. Det er afgørende, at den tyrkiske regering respekterer grundlæggende rettigheder og efterlever internationale forpligtelser. Regeringen rejser konsekvent dette i dialogen med Tyrkiet, både bilateralt og sammen med partnerne i EU og andre internationale fora, herunder Europarådet.”

Det andet spørgsmål omhandler HDP’s tidligere parlamentariker, Leyla Güven, som for nyligt blev anholdt og dømt til 22 års fængsel. Her er Kofods replik mere eller mindre identisk med det intetsigende copy-paste svar, der blev givet på det første spørgsmål. Udenrigsministeren udtrykker “bekymring over for den udemokratiske udvikling i Tyrkiet”. og orienterer i sit svar om, at regeringen konsekvent rejser kritikken i dialogen med Tyrkiet “både bilateralt og sammen med partnerne i EU og andre internationale fora, herunder Europarådet”.

Den bløde, copy-pastede politiker-kritik, kommer ikke til at få det tyrkiske regime til at ændre kurs, eller til at respektere de grundlæggende rettigheder, sådan som udenrigsministeren lægger op til.

Der er brug for konsekvente handlinger

Bekymringserklæringer er ikke et problem i sig selv, men de er langt fra tilstrækkelige, når det handler om at få Tyrkiet til at respektere de grundlæggende rettigheder og efterleve internationale forpligtelser. Der er brug for mere konsekvente handlinger i form af økonomiske og politiske sanktioner, der kan mærkes af regimet. Jeg mener, at netop disse skridt kan få regimet i Tyrkiet til at tænke sig om, hver gang man forsøger at eliminere oppositionen ved at fængsle folkevalgte parlamentarikere, borgmestre, akademikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, fagforeningsfolk og andre kritiske røster i landet.

At iværksætte sanktioner – og at stille klare krav til Tyrkiet som betingelse for fremtidige forhandlinger for et EU-medlemskab – ser desværre ud til at være de eneste, virksomme metoder over for et totalitært regime som det tyrkiske. Erdogan udnytter enhver lejlighed til at true EU med at opsige flygtninge-aftalen, hver gang kritikken mod regimet bliver tydeligere og skarpere. Der er tale om et totalitært styre, som i dag kontrollerer stort set alle medier og retsvæsenet. Enhver kritik mod regimet og udpegning af problemerne i landet, betragtes som en form for landsforræderi, og kritikerne fængsles én efter en.

Ved lokalvalget i 2019 vandt det demokratiske oppositionsparti, HDP, flertallet og borgmesterposterne i 65 kommuner. Men i dag er der kun 6 af dem tilbage. De resterende valgte borgmestre er blevet enten afsat eller fængslet, og kommunen sat under administration, af det regerende Erdogan-regime. En lignende praksis oplever man i disse dage på landets universiteter. 

Sanktioner får Erdogans opmærksomhed

Det kan godt være, at EU ofte har en følelse af at være fanget og handlingslammet over for et tyrkisk styre, der vifter med ophævelsen af flygtninge-aftalen – hver gang EU forsøger en smule kritik. Men historien viser os, at EU ikke behøver være handlingslammet. Man behøver heller ikke gå langt tilbage i historien for at finde konkrete eksempler, der viser, hvad der kan få det tyrkiske regime til at skifte kurs.

“Ved lokalvalget i 2019 vandt det demokratiske oppositionsparti, HDP flertallet og borgmesterposterne i 65 kommuner. Men i dag er der kun 6 af dem tilbage.”

I 2016 havde Tyrkiet valgt at anholde den amerikanske præst Andrew Brunson, som blev anklaget for at støtte de kræfter i Tyrkiet, der stod bag det mislykkede militærkup samme år. Brunson blev idømt tre års fængsel, hvilket dengang udløste en diplomatisk krise mellem Tyrkiet og USA. Trumps økonomiske sanktioner mod Tyrkiet, der bl.a. medvirkede til, at den tyrkiske valuta mistede meget af sin værdi, var med til, at Tyrkiet trods fængselsdommen endte med at løslade Andrew Brunson.

Det andet eksempel er Ruslands sanktioner mod Tyrkiet, som blev vedtaget, efter et russisk kampfly blev skudt ned af tyrkiske F-16 jagerfly. Selv om Tyrkiet påstod, at nedskydningen var sket som følge af, at det russiske kampfly fløj ind i tyrkisk luftrum, valgte Rusland at insistere på deres egen version af sagen ved at påstå, at det russiske kampfly blev skudt ned inde over syrisk luftrum. Putin valgte derefter at igangsætte voldsomme sanktioner mod Tyrkiet, som normalt eksporterer mange fødevarer til Rusland. Efter ca. et år med eksport-forbud til Rusland, og med færre russiske turister i Tyrkiet, måtte den tyrkiske præsident til sidst undskylde over for sin russiske kollega Vladimir Putin, og lovede at gøre sit til, at forholdet mellem Rusland og Tyrkiet blev godt igen.

Naturligvis skal vi både fra Danmarks og EUs side have en diplomatisk dialog med de tyrkiske myndigheder, ud fra en forventning om, at de tager kritikken til sig. Men vi må også se virkeligheden i øjnene og acceptere, at den såkaldt ‘kritiske dialog’, som mange udenrigsministre efterhånden har forsøgt med Tyrkiet, ikke giver den nødvendige effekt.

Derfor må økonomiske sanktioner være det næste redskab, der tages i brug fra værktøjskassen.