Indonesien er midt i en ny protestbølge

Indonesien har de seneste uger oplevet en bølge af masseprotester og arbejdermodstand som reaktion på regeringens nye såkaldte ‘Lovpakke’, der skal ændre eksisterende love ved at fjerne arbejderrettigheder og underminere miljøstandarder. Lovforslaget på over 900 sider blev vedtaget 5. oktober – helt uden at et udkast blev frigivet til offentligheden. Snesevis af eksisterende love, herunder regler om arbejdskraft, minedrift og miljøbeskyttelse, er berørt.

Store fagforbund, der i alt repræsenterer 32 fagforeninger, opfordrede til en tredages, landsdækkende strejke mod lovforslaget. Titusinder af arbejdere, især i industriområderne, gik i strejke. Mange flere sluttede sig til protester over hele Indonesien i snesevis af byer på tværs af øhavet. I over 20 byer fandt sammenstød sted, da politiet forsøgte at forbyde folkemøder med undskyldninger om sundhedsmæssige forholdsregler.

Lovkomplekset blev hurtigt vedtaget, mens offentligheden var bekymret over den fortsatte sundhedskrise, som stadig blev forværret på grund af dårlig håndtering fra regeringens side. I midten af ​​februar, hvor corona spredte sig i regionen, hævdede Indonesiens sundhedsminister, at landet takket være bøn stadig var helt fri for virus. Det officielle dødstal er over 13.000 (hvilket de flest mener er urealistisk lavt), hvilket gør Indonesien til et af de værst ramte lande i regionen. I april havde fagforeninger tvunget Parlamentet til at suspendere en debat om lovforslaget. Nu er Lovkomplekset alligevel vedtaget.

Profit over mennesker

Lovpakken er blevet præsenteret af regeringen som et redskab til at “udvikle” landet, “skabe arbejdspladser” og fjerne “bureaukrati” (læs: svække miljøbeskyttelse). I en kommentar roste heppekoret for det frie marked i ugemagasinet ’Economist’ loven for at have fjernet de “ualmindeligt favorable vilkår” for indonesiske arbejdere, der “afskrækker virksomheder fra at skabe job.”

Tilsvarende hævdede det britiske handelskammer i Indonesien, at indonesisk arbejdskraft er for dyr, og at den nye lov bedre vil kunne placere Indonesien “som et ægte og realistisk alternativ til Kina” for internationale virksomheder, der ønsker at benytte sig af billig arbejdskraft.

Lovpakken omfatter bestemmelser om øget arbejdstid, afskaffelse af betalt barselsorlov (og Indonesiens banebrydende menstruations-orlov), reduktion af fratrædelsesgodtgørelse og svækket beskyttelse mod fyring. Loven afskaffer også dyrtidsregulering og kriterier for leveomkostninger som bestemmende for mindstelønnen, der varierer betydeligt på tværs af det indonesiske ø-rige.

På miljøområdet gør den nye lov det lettere for virksomheder at undgå indrapportering af deres påvirkning på miljøet. Som den indonesiske socialist, Frans Ari Prasetyo, har påpeget, tillader lovens landbrugs-klausuler “regeringen at bygge industrivirksomheder, betalingsveje eller dæmninger på jord, der er eksproprieret fra dens individuelle ejere, og give ejeren en erstatning, der er mindre værd end arealets værdi – eller i nogle tilfælde overhovedet ikke at yde erstatning til dem.”

Den bevægelse, der nu mobiliserer mod disse forringelser, er lige så vidtrækkende som loven. Progressive fagforeninger, venstreorienterede grupper og studenterforeninger har mobiliseret til protesterne. Arbejdernes deltagelse og gymnasie- og universitets-studerendes mobilisering har været bemærkelsesværdig.

Kort efter loven blev vedtaget, gik arbejdere i hele landet i strejke og sluttede sig til protesterne, idet de havde skilte med beskeder som “Lovpakken ødelægger vores børnebørns fremtid” og “Koloniseringen er afsluttet, men koloniseringen af arbejdere er lige begyndt.” På sociale medier er hashtags #DPRRIKhianatiRakyat (#ParlamentetForråderFolket) #BatalkanOmnibusLaw (#AflysLovkomplekset) og #MosiTidakPercaya (#StemForMistillid) blevet spredt.

Demokratiet er under pres

Det indonesiske demokrati har i noget tid været truet, og den seneste lovgivning afspejler en optimistisk, højreorienteret dagsorden. Efter folkelige protester i 1998 bragte general Suhartos diktatur (som han selv beskrev som New Order) til fald, blev militærets politiske magt (Tentara Nasional Indonesia eller TNI) begrænset, – hvilket dog aldrig helt blev accepteret af generalerne, som heller ikke var blevet fjernet.

Indonesiens nuværende præsident, Joko Widodo – bedre kendt som Jokowi – kom til magten i 2014 og blev genvalgt sidste år. Selvom han præsenterer sig selv som reformator, en “mand af folket” og en person uden bånd til det gamle regimes elite, vandt militærpersoner deres politiske magt tilbage i hans regeringstid.

I marts blev der for eksempel oprettet en national COVID-19 taskforce, som omfattede et stort antal hærofficerer på både nationalt og lokalt niveau. Militærledere har også forsøgt at øge deres magt som en del af landets antiterror-operationer, og at få mere indflydelse i det såkaldte Agency for Pancasila Ideology Education (BPIP). Det blev oprettet af Jokowi i begyndelsen af ​​2018 for at fremme Pancasila, den indonesiske stats officielle ideologi.

Som Jun Honna, professor i sydøstasiatiske studier, har påpeget, har det indonesiske militær under Jokowi-formandskabet genvundet tabt terræn i sikkerhedsanliggender, og takket være coronakrisen været i stand til at afværge civilsamfundets pres for reformer.

”Det virker sandsynligt,” skriver han, “at denne udvikling vil forme det nye normale i Indonesien efter pandemien, fordi nationale lovgivere ikke har noget incitament til at modvirke det magtfulde militær på et tidspunkt, hvor det nyder offentlig anerkendelse for sin rolle som krisestyringsledelse.”

Modstander med brutal baggrund

Som et udtryk for regeringens højreorienterede retning, kan man pege på Jokowis rival, Prabowo Subiantos karriere. Prabowo er tidligere hærløjtnant og Suhartos svigersøn. Ved præsidentvalget i 2014 og 2019 stillede Jokowi op mod Prabowo. Prabowo, der modtog amerikansk militæruddannelse, var kommandør i den berygtede ‘Kopassus’, Suhartos specialstyrker, der fungerede som regimets jernnæve.

Han har været involveret i Kopassus-styrkernes mange brutale overtrædelser af civile menneskerettigheder under den østtimoriske befrielseskamp. Prabowo er desuden personligt ansvarlig for en række progressive aktivisters “forsvinden” i løbet de seneste turbulente dage under New Order-diktaturet. Under protesterne i 1998 blev Prabowo et symbol på regimets forbrydelser.

“Efter at have tabt igen, fortsatte Prabowo med at hævde, at han var blevet snydt for sin sejr. Derefter organiserede hans tilhængere voldelige rallies, der førte til flere dræbte.”

Da Jokowi først stillede op mod Prabowo i 2014, så det for mange ud til at være en konkurrence mellem en liberal demokrat og en autoritær overlever fra Suharto-tiden. Sidste år styrkede Prabowo sin alliance med den islamistiske højrefløj yderligere, idet han ønskede at “gøre Indonesien stort igen”.

Efter at have tabt igen, fortsatte Prabowo med at hævde, at han var blevet snydt for sin sejr. Derefter organiserede hans tilhængere voldelige rallies, der førte til flere dræbte. Men Jokowi udnævne sin rival til forsvarsminister i stedet for at fjerne ham. For nylig modtog Prabowo også en invitation fra Trump-administrationen.

Propaganda og undertrykkelse

Efter fremkomsten af en folkelig bevægelse, der vil bekæmpe lovpakken, har den indonesiske stat reageret med propaganda, intimidering og voldelig undertrykkelse. Et officielt cirkulære frarådede universitetsstuderende mod at deltage i protesterne, og bad fakultetet om at fremme loven.

Politibetjente blev instrueret i at organisere “cyber-patruljering” og “medie-håndtering” for at kontrollere narrativet om protesterne. Arrangører har fået uofficielle, personlige besøg fra politiet, der forsøger at afholde dem fra at fortsætte deres politiske aktiviteter. Studerende trues med at blive sortlistet, og arbejdere trues med at blive arresteret for “at strejke uden for de tilladte timer.”

Ifølge ekspert i indonesisk politik, Edward Aspinall, har “regeringens reaktion” vækket minder om Suharto-regimets metoder. I stedet for at tackle demonstranternes krav, har mange regeringsledere i stedet fokuseret på “en påstået tilstedeværelse af manipulerende kræfter i det skjulte.” Beskyldninger om en skjult dalang (dukkefører) blev ofte brugt i New Order-regimets propagandastrategi.

Også den omfattende anvendelse af vold fra indonesiske politistyrker er bekymrende. Rapporter fra en række byer peger på, at politiet slår demonstranter, bruger tåregas, og angriber læger og journalister. Over 6.000 mennesker er blevet arresteret, og der er i øjeblikket ingen opgørelser over hundreder af arresterede personer.

Den forestående kamp

Den endelige tekst til Lovpakken er stadig ikke offentliggjort, men venter på præsidentens skrivebord og afventer hans underskrift. Demonstranter opfordrer Jokowi til at omstøde loven, og bakkes op af de store fagforeninger. Præsidenten har afvist al kritik, og har opfordret folk til at tage sagen i retten, i stedet for at deltage i ‘gadeoptøjer’. Dér vil regeringen og dens støtter have en klar fordel over for arbejdere og studerende.

Denne protestbølge kommer cirka et år efter en lignende bølge mod nedskæringer af ​​den bredt respekterede Kommission for Udryddelse af Korruption (KPK), og forsøg på at indføre forskellige bagstræberiske love. Mens bevægelsen gennemtvang udsættelsen af flere foreslåede love, lykkedes det Jokowi at gennemtvinge nedskæringer i KPK, hvis eksistens hindrede den form for opbakning og selvopretholdelse, som Jokowi i stigende grad bygger sit styre på. Mange af de andre love, som der blev protesteret imod, er nu inkluderet i Lovpakken.

“Den kombinerede krise, truslerne mod det indonesiske demokrati, stagnationen af ​​reformindsatsen efter 1998 og forsøgene på at begrænse borgernes og mindretallenes rettigheder, skaber vrede og modstand.”

Jokowi tror tilsyneladende, at han også kan afbøde den igangværende storm. Imidlertid rejser flere og flere indonesere sig som følge af Jokowis regering og dens leflen for reaktionære islamister på bekostning af kvinder, mindretal og borgerlige frihedsrettigheder. West Papuas selvbestemmelses-kamp er et tabu for nationalister som Prabowo, men den fortsætter ikke desto mindre med støtte fra den indonesiske venstrefløj.

Den kombinerede krise, truslerne mod det indonesiske demokrati, stagnationen af ​​reformindsatsen efter 1998 og forsøgene på at begrænse borgernes og mindretallenes rettigheder, skaber vrede og modstand. Progressive fagforeningsaktivister og landets lille, men aktive venstrefløj, forsøger at mobilisere den ulmende utilfredshed. Uanset resultatet af denne seneste bevægelse, har vi kun set kampens begyndelse.

Oversat fra Jacobin Magazine. Oversat af Charlotte Valløe: Indonesia Is in the Middle of a New Protest Wave