Israel! Hvordan kunne det gå så galt

Ligesom folk i hele verden ser vi med forundring og rædsel, hvordan Israel skyder mennesker – mænd, kvinder og børn – og bomber og ødelægger hele bydele. De spørger sig selv: Hvordan kan jøder, som historisk selv har været ofre for etniske udrensninger, stå for en lignende udrensning af et andet folkefærd, af palæstinenserne.

Og folk, både med og uden palæstinensiske rødder, spørger os – jøder i Danmark – om det samme. Vi må ofte blive dem svar skyldig, men vi kan forsøge at komme lidt nærmere.

Zionismen misbruger jødedommen

Vi vil starte med at slå fast, at det ikke handler om den jødiske religion. Jødedommen er sammensat af mange forskellige elementer. Nogle af de gamle legender er meget voldelige, men religionen indeholder for eksempel også et påbud om at behandle fremmede med respekt.

Og vi kender alle sammen det femte af de ti bud: Du må ikke slå ihjel. Uanset hvad der står i de hellige skrifter, har jøder praktiseret deres religiøse liv helt fredeligt i hundredvis af år.

Men alle religioner kan misbruges, og det er, hvad den zionistiske ideologi har gjort ved jødedommen. Zionismen opstod for lidt over 100 år siden og var et initiativ til at stifte en jødisk stat i det område, som mange jøder boede i for omkring 2000 år siden. 

De lænede sig bl.a. op ad religionens udsagn om, at jøderne er udvalgt af Gud og gav dette udsagn en helt ny drejning. For i zionisternes optik betød det, at det hellige land skulle indtages – om nødvendigt med magt. Jøderne skulle have deres eget hjemland, og i praksis betød det, at den palæstinensiske befolkning skulle fordrives med vold. Sådan foregår det stadig.

Zionismen er derfor i vores øjne ikke bare en ideologi. Den har betydet og betyder i dag etnisk udrensning.

Israel repræsenterede mange jøders håb om bedre tider

Siden staten Israels oprettelse kom mange jøder til området. Efter anden verdenskrig havde mange af de overlevende europæiske jøder ikke noget sted at være og var desperate efter at få deres eget sted. Selvfølgelig drømte de om et nyt jødisk samfund.

Mange kunne ikke vende tilbage til deres gamle hjem, fordi det var overtaget af andre, og mange følte sig udsatte i deres tidligere hjemlande efter krigen. De ønskede en ny start i et land uden antisemitisme. Indvandringen er fortsat lige siden. I dag bor knap halvdelen af verdens jøder i Israel – en stor del i de besatte områder på Vestbredden.

Der er godt nok sket noget fra disse jøders drømme og håb om et godt samfund til det Israel, vi oplever i dag, hvor mange af deres efterkommere har udviklet sig til at hylde zionismen i dens allerværste form.

Det kan virke ufatteligt, at zionismen gennem tiderne har fået så stor udbredelse, at flertallet af de israelske jøder har billiget Israels ekspansion og vold og stadig gør det.

Hvordan kunne det gå så galt?

Hvordan kan så stor en del af den jødiske befolkning legitimere det, der sker nu?  Jøder som i mange tusinde år har levet fredeligt, hvor den eneste vold de har oplevet, er den, de selv har været ofre for. 

Her kan man hente svar hos folkedrabsforskere, som har forsket i de faktorer, der kan føre til sådanne uhyrligheder. På hjemmesiden www.folkedrab.dk  kan man læse forskeren Gregory Stanton, som i 2016 gav sit bud på, hvordan et samfund kan ende så grufuldt. Han opererer med 10 stadier:

1. Klassificering – at skelne mellem ”dem” og ”os”.
2. Symbolisering – at en samfundsgruppe får særlige navne.
3. Diskriminering – forekommer når en dominerende gruppe i samfundet bruger love og politisk magt til at fratage retten fra mindre magtfulde grupper.
4. Dehumanisering – betyder, at en bestemt gruppe umenneskeliggøres. Gruppens menneskelige egenskaber ignoreres. Det er et meget alvorligt skridt mod folkedrab, der som regel finder sted i ikke-demokratiske stater.
5. Organisering – for eksempel af en stats overgreb mod mindretallet.
6. Polarisering – fysisk adskillelse af de forskellige grupper.
7. Forberedelse – De bygger hære, køber våben og træner deres tropper og militser. De indoktrinerer befolkningen med frygt for offergruppen og kan kalde ofrene terrorister.
8. Forfølgelse – ofrenes grundlæggende menneskerettigheder bliver systematisk overtrådt gennem udenretslige drab, tortur og tvungen fordrivelse.
9. Udryddelse – På dette stadie begynder massefordrivelser, voldtægt og drab og udvikler sig til et egentligt folkedrab.
10.  Benægtelse.

Israels overgreb mod palæstinenserne

Her er vi fremme ved en mulig forklaring på, hvordan Israel er havnet der, hvor man er i dag. I de fleste andre samfund eksisterer der folk og grupper, som prøver at diskriminere og dehumanisere andre, men det behøver ikke at gennemsyre samfundet som sådan.

I Israel er de bare ikke blevet stoppet.

I Israel har deres ideer fået lov til at sprede sig med lynets hast.

I Israel har man et vidtforgrenet system for diskrimination, og palæstinenserne ligger nederst i hakkeordenen.

I Israel er disse ideer en del af selve statsapparatets grundlag.

Israel har en demokratisk forfatning, hvor befolkningen vælger parlamentet, som udsteder love osv. Men det er samtidig en apartheid-stat, som bryder internationale love. Og det er en relativ ny stat og derfor uden demokratiske eller humanistiske traditioner.

Alligevel bliver landet rost til skyerne som Mellemøstens eneste demokrati af verdens mægtigste (læs: Vestlige politiske ledere). Og det uanset om de diskriminerer palæstinenserne, som bor i selve Israel f.eks. ved at disse nægtes adgang til størstedelen af den israelske stats land. Om de dehumaniserer palæstinenserne i skrift og tale. Om de i årevis fængsler palæstinensere uden rettergang. Om private jødiske bosættere erobrer store landområder på Vestbredden, mens det statslige militær beskytter disse tyveknægte.

Og selv nu hvor vi alle kan se den menneskelige katastrofes omfang, er de selvsamme ledere (bortset fra nogle få) bare bekymrede. Dog ikke så bekymrede at de stopper med at fodre katastrofen med våben.

Det viser sig hver dag med frygtelig tydelighed, at staten Israel er en trussel mod palæstinenserne. Sådan har det været, siden landet blev oprettet i 1948, hvor palæstinenserne for første gang blev fordrevet med vold fra deres hjem. Det er ikke nogen hemmelighed. Men for mange kommer det måske som en overraskelse, at 750.000 palæstinensere blev fordrevet.

Israel er det mindst sikre sted for jøder

Men hvad med jøderne? Er det jødernes lykkeland? Er det den plet på jorden, som giver den allerbedste tryghed for jøder?

Det tror to unge fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. I Politiken 28. august skrev de: ”For os er det dog klart, at uden Israel ville der ikke være et sikkert sted for jøderne i denne verden”

Skulle det være lykken at bo i et apartheid-land, bare man tilhører det folk, som har flest penge og våben og som er øverst i hierarkiet?  Det er jo gangster-logik! Vi vil mene at man er i voldsom fare for at blive forrået som menneske.

Er det lykken at bo i et land, hvor børn bliver opdraget til at foragte andre, og hvor de unge tvangsindlægges til at bruge deres bedste ungdomsår i militæret (3 år for mænd, 2 år for kvinder)?

Og det er vel at mærke ikke en militærtjeneste, hvor man bare øver sig. Nej, man bliver involveret i direkte kamphandlinger: Man lærer at tyrannisere civile f.eks. ved at storme private boliger, og man gør det. Man lærer at dræbe, og man dræber. Og det er ikke garanteret, at man slipper fra militærtjenesten med livet i behold. Civile israelere er heller ikke i sikkerhed, når ens regering år efter år angriber andre.

For os er det klart, at selv om der findes antisemitisme rundt om i verden, er Israel måske det sted, hvor det er farligst for jøder at leve. Det er ikke en sikker havn.

Små glimt af håb

Under disse omstændigheder er der heldigvis en del israelske jøder, som nægter at opføre sig som herrefolk, men som derimod rækker ud til palæstinenserne. Det er beundringsværdigt.

Og vi har personligt mange eksempler på, at de bliver modtaget med åbne arme i de palæstinensiske familier og organisationer. Her er der noget, der giver håb for fremtiden, for der er det særlige ved situationen i dette lille hjørne i verden, at det er meget få, som historisk har tradition for at hade jøder.

Der har boet jøder, muslimer og kristne her i mange hundrede år. Sammen. Og muslimernes hellige bog, Koranen, kalder jøderne og de kristne for bogens folk, med afsæt i, at de alle tilbeder den samme Gud.

Den historiske ballast i området Palæstina/Israel er derfor afgørende forskellig fra, hvordan situationen har været i Europa, hvor den dominerende religion, kristendommen, lagde jøder for had i over 1000 år. Dette jødehad udviklede sig til sidst i Tyskland til et så altomfattende, ødelæggende had til jøder, at seks millioner jøder blev dræbt. Aflivet. Det skal aldrig glemmes, og de skal aldrig glemmes.

Hvis man tror, at jøderne i Israel oplever et tilsvarende jødehad som dengang i Tyskland, tager man fejl. Når palæstinensere i Gaza og på Vestbredden både er bange for og vrede på jøder, stikker det ikke nær så dybt, som det gjorde i Europa. Vreden mod og hadet til jøderne i Israel skyldes hverken religion eller etnicitet, men de konkrete overfald og massakrer på palæstinensernes nærmeste og deres landsmænd.

Hvis man som jøde markerer, at man ikke er på linje med den israelske regering, er man som regel hurtigt én af deres og kan opleve den legendariske, palæstinensiske hjertevarme.

Det giver også håb for, at der kan findes en fredelig løsning mellem de to folk – hvis altså den israelske stat bliver tvunget til at stoppe apartheiden, myrderierne og annekteringen af Palæstina.

Ikke i vores navn

Den jødiske historie er som nævnt ikke krigerisk. Jøderne har været en minoritet i mange lande. Nogle har boet i fattige landsbyer, andre er blevet rigmænd og -kvinder. Men alle har de været i mindretal i de forskellige lande og uden militær magt, så hvis de er blevet angrebet, har deres eneste redning været at flygte og håbe på det bedste et andet sted.

Nej, jøderne har som hovedregel ikke været krigeriske, men der har selvfølgelig været undtagelser, og nogle af disse undtagelser har fået fatale konsekvenser.  Det drejer sig om de små jødiske terrorgrupper, Irgun- og Stern-gruppen, som huserede i det historiske Palæstina i 1930’erne og 1940’erne med bl.a. Yitzhak Shamir og Menachem Begin som gruppeledere. Begge blev senere premierministre i Israel.

Ulykkeligvis blev det netop disse grupper, som var med til at danne staten Israel i 1948.

Men statsapparatet i Israel har ikke fået bugt med den gamle, fredelige jødiske tilgang til verden – med indbygget solidaritet med de forfulgte. Den eksisterer ikke kun som græsrødder og fredsaktivister i Israel, men også blandt jøder rundt omkring i hele verden. Vi har i mange år dannet antizionistiske fællesskaber, og lige nu er der flere og flere, der markerer sig og bliver aktive.

Og når det gælder palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, så har de længe haft tætte forbindelser til og samarbejdet med progressive israelere og israelske menneskerettigheds-organisationer.

 Så båndene mellem de to grupper er der, også her i Danmark. Lad os håbe, at den nuværende kulmination på volds-vanviddet kan få flere og flere israelske jøder til at vågne op, og sige som vi gør: IKKE I VORES NAVN!