Israel: Venstrefløjen i fare

Oversat med tilladelse fra Dahlia Scheindlin, Israel: The Left in Peril, New York Review of Books, 12. november 2023.

Efter den 7. oktober, hvor Hamas begik det værste terrorangreb i Israels historie, forberedte landets venstrefløj sig på højrefløjens raseri. Venstrefløjen har ikke været ved magten i Israel i næsten treogtyveår, men israelske mainstream-kommentatorer forsømmer sjældent en lejlighed til at give den skylden for landets dårligdomme. Efter det første chok begyndte indflydelsesrige, højreorienterede personer som korrespondenten og klummeskriveren Kalman Liebskind at argumentere for, at de grundlæggende årsager til Hamas’ angreb var en politik, som israelerne forbinder med venstrefløjen – heriblandt alle landets tilbagetrækninger fra [besatte, red.] territorier lige fra Oslo-aftalerne i 1990’erne til Israels “tilbagetrækning” fra Gaza i 2005 (hvor man afviklede bosættelsen, men udefra opretholdt en eget stærk kontrol over livet i striben).

Selvom tostats-løsningen aldrig er blevet implementeret, skrev Yishai Fleisher – der er talsmand for de jødiske bosættere i Hebron – på X, at “den store Gaza-foræring (tilbagetrækningen) var frugten af tostats-tankegangen. Jøderne blev evakueret (judenrein) fra Gaza, der blev overgivet til PA [det palæstinensiske selvstyre, red.], og snart blev det overtaget af Hamas, og nu kom så massakren den 7. oktober.” Den israelske højreorienterede jurist Eugene Kontorovich skrev: “Man skal forestille sig, hvad de kunne have gjort, hvis de havde haft en stat …. Vi ville have haft 100 gange flere døde.” I et debatindlæg i det højreekstreme medie Channel 7 hævdes det, at venstrefløjens vilje til at afslutte besættelsen havde givet Israel et “horrorshow”. Da Israel gik fra sorg til krig, blev selve tanken om, at man kunne stole på palæstinenserne eller behandle dem som ligeværdige, utålelig for mange.

Israelere på venstrefløjen har gennem årene vænnet sig til modvilje eller direkte fjendtlighed fra højrefløjen; der eksisterer en slags trodsig stolthed blandt venstreorienterede miljøer over at kæmpe videre. Men venstrefløjen i Israel, som er for fred og imod besættelsen, var allerede inden den 7. oktober svundet ind til en lille del af landets befolkning. Det, der skete den dag, ser ud til enten at udslette de sidste rester af venstrefløjen eller mod al intuition – at give dens værdier ny aktualitet.

*

I israelsk politik refererer “venstrefløjen” først og fremmest til den israelsk-palæstinensiske konflikt og det jødisk-arabiske forhold. Alle andre sociale eller økonomiske sammenhænge eller endda liberale og progressive spørgsmål er sekundære. I israelske ører står “venstrefløj” for ideen om, at palæstinensere og israelere kan adskille deres forskelligheder og dele deres land, leve om ikke perfekt så mere fredeligt, måske endda en dag forsones. Jeg har haft disse synspunkter hele mit voksne liv, og jeg har brugt min karriere på at arbejde med politiske partier, civilsamfundsgrupper og medier for at fremme dem – noget der nogle gange kan føre til fortvivlelse.

I den seneste måned har israelere, der er engageret i denne vision, ligesom resten af landet været rystet over tabene den 7. oktober. Mange af de kibbutzim i syd, der blev hårdest ramt af Hamas’ angreb, var venstresnoede, og nogle var hjemsted for fredsaktivister. Direktøren for Yesh Din, Ziv Stahl – en juridisk gruppe, der udfordrer den besættelsespolitik, som krænker palæstinensernes menneskerettigheder – gemte sig med sin familie i Kfar Aza, mens Hamas gennemsøgte kibbutzen og dræbte beboerne, herunder nogle af hendes familiemedlemmer og livslange venner. Amir Tibon, der er korrespondent for Haaretz, overlevede det, han senere kaldte timer, der fik “blodet til at stivne i årerne”, hvor han krøb sammen med sin familie i kibbutz Nahal Oz, mens hans far, en pensioneret general, på eget initiativ løb sydpå og til sidst sluttede sig til nogle delinger fra det israelske forsvar for at bekæmpe Hamas-angriberne og befri sin søn, svigerdatter og børnebørn.

En ung arabisk paramediciner, der insisterede på at blive på musikfestivalen for at behandle de sårede, en aktivist fra Bryd Tavsheden – de officerer, der afgiver vidnesbyrd om besættelsens onder – og en politolog, der var involveret i fredsbevægelsen: alle blev de dræbt. Og Vivian Silver, en ukuelig 74-årig fredsaktivist, en elsket skikkelse for næsten alle, der er involveret i den slags aktiviteter, er gidsel i Gaza. [ Det har senere vist sig, at Vivian Silver faktisk blev dræbt under angrebet fra Hamas den 7. oktober. red ]

I modsætning til de fleste israelere har nogle freds- og menneskerettighedsaktivister også venner, partnere og kolleger i Gaza. De føler sig plaget af ødelæggelsens omfang, der tager vejret fra en – af den kollektive afstraffelse og massefordrivelsens genfærd. Efter en indledende fase med chok og endda lammelse har nogle af disse venstrefløjsmiljøer i løbet af de seneste par uger gjort forsigtige, famlende forsøg på fornyet aktivisme og politisk kritik. Stahl skrev i Haaretz, at hun nu er mere overbevist end nogensinde om, at ødelæggelsen af Gaza kun vil få blodbadet til at fortsætte. Tami Yakira, der er en organisator fra den progressive civilsamfunds-paraplygruppe Shatil (under Fonden for et New Israel), fortalte mig over telefonen, at den ”blok”, der består af modstandere af besættelsen, som begyndte med en begrænset tilstedeværelse i protesterne mod premierminister Benjamin Netanyahus antidemokratiske plan for revision af retsvæsenet tidligere på året, før krigen var vokset. Yakiras første samtaler efter den 7. oktober med grupper og aktivister for fred og menneskerettigheder og mod besættelsen har været centreret om at “udtrykke sorg over volden, behovet for at arbejde sammen som jøder og arabere, for at befri gidslerne, afslutte besættelsen, at vi tror på demokrati … og støtter en våbenhvile og en diplomatisk løsning.”

*

Aktiviteter som disse, der er i deres vorden, er blevet mødt med en formidabel fjendtlighed. Adam Shinar, der er professor i forfatningsret ved Reichman-universitet i Israel, skrev på X, at ytringsfriheden er blevet alvorligt skadet. Han bemærkede, at “situationen er særligt alvorlig, fordi skaden stort set er rettet mod én side: venstrefløjen og det arabiske samfund.” Ran Goldstein, der er direktør for Hub for the Protection of Civic Space, som er et projekt, der skal beskytte civilsamfundet mod højreekstremister, fortalte mig, at “forfølgelsen af venstreorienterede jøder og arabere i øjeblikket ikke ligner [noget under] nogen tidligere krig, jeg kan huske, som f.eks. Cast Lead, Protective Edge osv.”

Ekstreme højreorienterede har truet og chikaneret aktivister på venstrefløjen, især palæstinensiske borgere – de, der offentligt kritiserer krigen eller sympatiserer med Gazas ofre. Højreorienterede trolde gennemsøger disses gamle indlæg på de sociale medier, og arabere i Israel er blevet efterforsket, arresteret eller fyret fra deres arbejde for at udtrykke holdninger, der er imod krigen. Aktivister har oprettet en database, der dokumenterer hundredvis af tilfælde af chikane af forskellig slags mod arabere i Israel fra borgere, politiet og hæren. Goldstein fortalte mig, at politiet for nylig efterforskede en arabisk lærer, fordi han fem år tidligere var blevet fotograferet iført et “Palæstina-tørklæde”. Han bemærkede, at de ikke har gjort noget lignende mod nogen, der opfordrer til at jævne Gaza med jorden, går ind for masseforflytning af den palæstinensiske befolkning eller insisterer på, at der ikke findes nogen uskyldige i [Gaza-]striben.

Israelske jøder har også været udsat for intimidering. Den 13. oktober lagde den kendte venstreorienterede journalist Israel Frey, der tilhører haredi-grenen af den ortodokse jødedom, en video ud på de sociale medier, hvor han bad for krigens ofre, herunder de civile i Gaza. Natten efter demonstrerede bøller uden for hans hjem og affyrede nødblus, der smadrede en nabos vindue. Han flygtede med politieskorte fra sit hjem omkring halvtre om morgenen. En anden populær samfundsaktivist, hvis forældre blev myrdet af Hamas, gav et podcastinterview, hvori han opfordrede til fred på langt sigt for at gøre en ende på det blodbad og den sorg, der gentager og gentager sig. Det medieselskab, der optog interviewet, modtog hurtigt telefontrusler, der blev efterfulgt af indbrud og omfattende skader på dets kontorer. En jødisk historielærer blev fyret og arresteret for at have skrevet indlæg mod krigen på de sociale medier – de fleste af dem fra før den nuværende krig.

Højreorienterede israelere har doxxet [dvs.offentliggjort personlige oplysninger med henblik på at skade, red.] venstreorienterede aktivister for at true og skræmme dem. Haaretz rapporterede, at en venstreorienteret filmskabers personlige oplysninger blev delt på en offentlig Telegram-kanal, efter at han havde udtrykt sorg over de civile dødsfald i Gaza, samtidig med at han bad om, at de israelske gidsler blev løsladt. Et besøg på den samme kanal viser både vulgaritet og præcision: Et indlæg viser poster fra en mand, der er jødisk israeler, som er modstander af besættelsen og krigen, et af dem et gammel post fra 2021; det næste viser et fotografi af hans hjem (muligvis fra Google streetview), dets placering på Google Maps, hans navn, ID-nummer, fødselsdato, telefonnummer og detaljer om hans arbejdsplads. I et andet indlæg på kanalen skriver en: ”Foreslå terrortilhængere, så vi kan finde dem”; i endnu et skriver en anden ”giv mig nogle arabere jeg kan smadre.”

“Der foregår en heksejagt på alle, der ikke følger konsensus,” sagde Goldstein til mig. Den israelske politichef advarede om, at demonstrationer i solidaritet med Gaza ikke ville blive tolereret, og sagde på en briefing, at han ville “sætte [den slags demonstranter] på busser” og sende dem til Gaza. Politiet opløste en demonstration mod krigen til støtte for Gazas befolkning i Haifa i midten af oktober og nægtede for nylig at give tilladelse til demonstrationer i de arabiske byer Umm el-Fahm og Sakhnin. Kritikere af beslutningen indgav klager mod den, men højesteret afviste dem – selvom politiet nu har forpligtet sig til at overveje anmodninger fra sag til sag. Regeringen har også forsøgt at lempe reglerne for at skyde med skarpt under demonstrationer, hvilket har skabt yderligere frygt blandt potentielle demonstranter.

Alt dette har taget modet fra de mennesker, som åbent har demonstreret mod Israels tidligere krige, eller som ville være tilbøjelige til at kræve våbenhvile nu. I mellemtiden har venstrefløjen lidt andre mindre synlige, men muligvis mere konsekvente nederlag. Den højreorienterede gruppe NGO Monitor, som længe har organiseret kampagner for at skære ned på udenlandsk støtte til venstreorienterede grupper, pralede for nylig af at have presset den schweiziske regering til at suspendere al støtte til kritiske menneskerettighedsorganisationer, herunder Gisha, den israelske organisation, som primært arbejder med menneskerettigheder i Gaza.

*

I trængselstider vender israelerne sig generelt mod højre. Venstrefløjens grundlæggende holdninger – politisk og territorialt kompromis, gensidighed med hensyn til nationale rettigheder og en forpligtelse til fred – er i de sidste to årtier faldet i unåde hos flertallet af den israelske offentlighed. Oslo-processen i midten af 1990’erne, som tilhængerne af disse aftaler håbede ville føre til fred, udviklede sig i stedet til vold, herunder den israelske jøde Baruch Goldsteins terrorangreb på palæstinensere, der bad, og en række grusomme selvmordsbomber fra Hamas. I 1995 myrdede en højreekstremist Itzhak Rabin, den premierminister, der havde ledet processen. Året efter stemte israelerne Rabins politiske arvtager ud og Netanyahu ind.

Ehud Barak var den sidste leder, som de fleste israelere betragtede som venstreorienteret. Han kom til magten i juli 1999. Et år senere brød hans fredsforhandlinger med Yasser Arafat, lederen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), sammen, hvilket udløste den anden store palæstinensiske opstand, al-Aqsa-intifadaen og en bølge af selvmordsbomber mod civile mål i Israel. Barak tabte valget året efter med et enormt efterslæb på 25 procentpoint. Ifølge mine undersøgelser skiftede omkring halvdelen af de venstreorienterede israelere til midterfløjen efter det, og højrefløjen begyndte at vinde støtte. I 2010’erne betragtede omkring halvdelen af de israelske jøder sig selv som højreorienterede; nu ligger det tal mellem 64 og 68 procent. Undersøgelser i løbet af de sidste fem år har vist, at kun 11-15 procent af de jødiske israelere betragtede sig selv som venstreorienterede, og angrebene den 7. oktober ser ud til at få disse tal til at skrumpe yderligere. En undersøgelse foretaget i slutningen af oktober af A-Chord, et socialpsykologisk forskningscenter tilknyttet Hebrew University, viste, at tallet var faldet til 10 procent; snart kan det komme ned på et enkelt ciffer.

Et flertal af disse jødiske, israelske venstreorienterede beskriver i undersøgelsen sig selv som “moderat venstreorienterede”, anser sig selv for at være zionister og håber, at en tostatsløsning vil bevare et jødisk flertal i Israel, men afslutte besættelsen. (Midterpartierne bruger på deres side aldrig længere udtrykket “tostatsløsning” i deres politiske kampagner, og selv venstrefløjspartier fører stort set ikke kampagner om emnet). De, der kalder sig “venstreorienterede” eller “stærkt venstreorienterede”, og som kun udgør nogle få procent af landets samlede befolkning, prioriterer menneskerettigheder og demokrati over jødisk national identitet og er imod besættelsen, men denne gruppe samler sig næppe om en specifik politisk løsning. De fleste ville acceptere en tostatsløsning, hvis de blev presset, men nogle foretrækker en demokratisk enhedsstat for alle statens borgere. Den idé har dog aldrig for alvor vundet indpas i regionen, og det er svært at finde selv hardcore venstreorienterede, der aktivt fremmer den nu – endsige nogen, der vil lytte.

Alternative former for en tostatsmodel som en føderation eller en konføderation, har derimod vundet betydelig støtte på venstrefløjen. Gruppen A Land for All (hvor jeg sidder i bestyrelsen) forestiller sig en konføderation mellem to stater, hvor borgerne i hver stat skulle have bevægelsesfrihed og ret til at leve som lovlydige indbyggere i den anden stat, og Jerusalem skulle bevares som en fælles by i stedet for en deling, og de to stater skulle samarbejde om sikkerhed, økonomi, naturressourcer og andre områder, som de finder passende. I den sidste undersøgelse, jeg foretog om dette spørgsmål i december 2022 for Palestine-Israel Pulse-projektet, støttede hele to tredjedele af de venstreorienterede jødiske israelere ideen om en konføderation mellem en israelsk og en palæstinensisk stat.

Og alligevel er der stadig tavshed om den slags alternative modeller i den offentlige diskurs. I de seneste valgperioder har mange venstreorienterede været fortvivlet over freden og prioriteret at få afsat Netanyahu ved at støtte store, mainstream midterpartier. I november sidste år kom det ene af de to venstreorienterede zionistiske partier, Meretz ikke over spærregrænsen for første gang i partiets 30-årige historie. Landets nationalistiske og populistiske politiske ledere har i mellemtiden socialiseret en generation af israelere til at betragte venstreorienterede som hyklere eller forrædere. En stor del af denne vrede har været over venstrefløjens partnerskab med internationale aktører, der er kritiske over for besættelsen, og som de fleste israelere slår sammen i ét anti-israelsk sammensurium lige fra Roger Waters [Pink Floyd-musiker, red.] til FN’s generalforsamling. Selv mainstream-israelere er blevet vrede på de af deres landsmænd, som henvender sig til “verden” for at tilsmudse deres eget land – en anklage, som skiftende regeringer siden 2009 har brugt til at retfærdiggøre aggressive politiske tiltag og lovgivning, der har til formål at delegitimere og underminere international støtte til menneskerettighedsgrupper.

På denne baggrund følte livslange aktivister mod besættelsen i Israel sig endnu mere knuste, da nogle af deres liberale allierede i udlandet på uforståelig vis bagatelliserede Hamas-angrebet, undlod at fordømme det, undlod at nævne de civile gidsler eller retfærdiggjorde grusomhederne som en slags legitim militær manøvre. En klummeskribent i Haaretz skrev, at han er mindre vred på Hamas end på de mennesker, han troede var på hans side: “Vreden hviler på det faktum, at man pludselig indser, at ens miljø – eller det, man havde forestillet sig som sit miljø – faktisk vender sig imod en.” Mange på den israelske venstrefløj føler sig dybt alene; måske vil de give op og flytte sig til højre.

*

Venstrefløjens undergang kunne synes uundgåelig, hvis det ikke var for nogle få politiske og sociale kræfter, der er svage og skrøbelige, og som kunne give dens ideer en chance for at kunne genoplives. En af dem er den nagende udsigt til, at venstrefløjen måske har haft ret hele tiden. De militære strategier, herunder de mange “runder”, hvor Israel har kæmpet med Hamas siden 2008, virkede ikke. At styre eller “formindske” konflikten – en tilgang, der har domineret israelsk politik i mindst et årti – har været en dødbringende fiasko, som dens fortalere må tage ansvar for. Ingen kan i god tro love, at en omfattende politisk løsning vil redde alle liv. Men en sådan løsning er aldrig blevet nået eller implementeret, og det er den eneste vej, der er tilbage at prøve.

Der er historiske fortilfælde dvs. tidspunkter, hvor traumatisk vold mod Israel har ført til indrømmelser eller en vej mod fred. Siden den 7. oktober har fortalere for et diplomatisk gennembrud mindet om, at Yom Kippur-krigen i 1973 lagde det politiske grundlag for fred med Egypten i 1979, ligesom den første palæstinensiske intifada i 1987 gav plads til Oslo-aftalerne, som indledtes seks år senere. (Nogle hævder også, at volden under den anden intifada fik Israel til at afvikle bosættelserne i Gaza, men Israels tilbagetrækning i 2005 havde næppe til hensigt at fremme en omfattende fredelig løsning på konflikten).

Hvis den blotte rædsel den 7. oktober og den efterfølgende blodsudgydelse faktisk får Israel til at bevæge sig i retning af en politisk løsning på konflikten, hvem skal så argumentere for det? På nuværende tidspunkt er de dystre rester af venstrefløjen de eneste, der gør det. På trods af politiets intimidering og folks angst for at demonstrere disse holdninger offentligt, har små grupper af aktivister med skilte mod krigen samlet sig i Tel Aviv. Dana Mills, der er venstreorienteret aktivist, skribent og tidligere direktør for Peace Now i Israel, fortalte mig, at den første demonstration i slutningen af oktober var så lille, at den næppe kunne kaldes en demonstration; det var mere et forsøg på at stikke fingeren i vandet. Af frygt for vrede bøller eller politiindgreb undgik deltagerne provokerende budskaber og havde ifølge Mills medbragt skilte med moderate krav som VÅBENSTILSTAND NU eller ØJE FOR ØJE GØR HELE VERDEN BLIND. I begyndelsen af november kom flere aktivister på gaden; med deres skilte opfordrede de til en våbenhvile, en gidselaftale eller en diplomatisk løsning på konflikten. På en kvindes skilt stod der: DEN ENE MASSAKRE RETFÆRDIGØR IKKE DEN ANDEN. Hvis det ikke var for venstrefløjen, ville ingen give udtryk for disse holdninger.

Der kan også være en oplagt mulighed for at udnytte den store vrede i befolkningen over Netanyahus fanatiske, ultranationalistiske regering, som israelere af alle afskygninger skoser for dens svigt den 7. oktober, noget der forstærkes af talrige meningsmålinger, som er blevet offentliggjort siden angrebene. Dette raseri er kulminationen på en hidtil uset borgerbevægelse, der har hærget Israel i næsten fyrre uger som reaktion på Netanyahus planer om at udhule retsvæsenet. Israelerne har allerede stillet fundamentale spørgsmål om demokratiets sårbarhed i deres land. Måske vil den 7. oktober få flere af dem til også at sætte spørgsmålstegn ved højrefløjens tilgang til konflikten, herunder at den er besat af tanken om territorial ekspansion og et permanent, autoritært militærstyre over den palæstinensiske nation. Det er usandsynligt, at det vil ske i stor skala, hvis det overhovedet vil ske, men for venstrefløjen betyder selv små ændringer noget.

Venstrefløjen i Israel har endnu en fordel, som de fleste andre israelere ikke har: Et ægte jødisk-arabisk-palæstinensisk partnerskab. Bosætterne på Vestbredden praler ofte med, at de kender “araberne” bedre end fredsaktivister fra Tel Aviv, men det er for det meste fjendskab eller i bedste fald venskabelige underdanighedsrelationer: Bosætterne kender de mekanikere, der reparerer deres biler, og de entreprenører, der bygger deres huse i bosættelserne. Venstreorienterede kender akademiske kolleger, skrivepartnere, den fælles oplevelse af at være upopulær i sit nationale samfund. Det er ligeværdige venskaber mellem mennesker, der har demonstreret sammen og sammen grædt på grund af tåregassen. De har omfavnet hinanden i løbet af den sidste måned (virtuelt, når det har været nødvendigt) for at udholde den vold, der begås i deres navn, og de har støttet hinanden i deres lidelser. Arabiske politiske ledere, der har forpligtet sig til partnerskab, såsom Ayman Odeh og Mansour Abbas udsendte øjeblikkelige, dybfølte fordømmelser af Hamas, selv om de sørgede over de uskyldige civile, som Israel har dræbt i Gaza.

Fra krigens første dag var det jødiske og arabiske aktivister “for et samfund, vi deles om”, der kæmpede for at koordinere indsatsen for at forhindre en genopblussen af volden i Israels blandede byer. Bortset fra en farlig hændelse, hvor hundredvis af jødiske israelere jog arabiske studerende ud af deres sovesale på et universitet i Netanya, har disse bestræbelser indtil videre været vellykkede. I slutningen af oktober havde en jødisk-arabisk græsrodsaktivistgruppe ved navn Vi Står Sammen indledt en række solidaritetsarrangementer som reaktion på forfølgelsen af arabere i Israel. I Tel Aviv deltog tre hundrede mennesker, og arrangørerne rapporterede om otte hundrede i Haifa. Billeder af forsamlingerne på de sociale medier har skabt de første tegn på entusiasme blandt venstreorienterede siden den 7. oktober.

Disse partnerskaber har været det eneste lys i en tid med ubarmhjertigt mørke. Min uvidenskabelige erfaring er, at de har været mindre plaget af bitre brud mellem allierede end de progressive fællesskaber på den amerikanske venstrefløj: Israelske og palæstinensiske aktivister i fredslejren er uenige, men jeg har ikke set palæstinensiske partnere i fredsaktivismen retfærdiggøre Hamas’ handlinger, der umuligt kan forsvares, og jeg har heller ikke set jødiske israelere i disse tæt sammenknyttede miljøer, der hylder Israels angreb på Gaza. Venstrefløjen i Israel og Palæstina synes at vide, at regionen ikke kun er delt af etno-nationalistiske skel, men også skellet mellem dem, der foretrækker vold, misbrug og militær magt, og dem, der insisterer på menneskelivets universelle ukrænkelighed, moralske værdier, international lov og på at begrænse konflikter politisk i stedet for med militær handling.

Den israelske venstrefløj vil sandsynligvis ikke opleve en politisk reinkarnation i den nærmeste fremtid, og hvis den ønsker at påvirke mainstream, bliver den nødt til at blive ved med at gøre fælles sag med andre borgere om specifikke, fælles bekymringer. Mens Israel var i oprør over angrebene på retsvæsenet, støttede grupperne mod besættelsen hele året de demokrati-demonstranter fra centrum, som oprindeligt modsatte sig at medtage budskaber mod besættelsen i de ultrapatriotiske protester. Nu bliver aktivister på venstrefløjen nødt til at skabe nye partnerskaber, for eksempel med de stadig mere højlydte grupper, der kræver, at regeringen indgår en aftale om at frigive gidslerne, eller de demokratiske protestgrupper, der i øjeblikket leder mobiliseringen af donationer for at få forsyninger til de israelere, der er blevet evakueret fra landets sydlige og nordlige dele. Venstrefløjen vil ikke foreløbig vinde nogen valg. Men i mellemtiden er den nødt til at genoptage sine inderste værdier og fremføre de veje til en fred, der en dag måtte findes i det, der ellers er et skræmmende vakuum af mangel på ideer.

Dahlia Scheindlin bor i Tel Aviv er politolog og forsker I den offentlige mening. Hun er forfatter til ”The Crooked Timber of Democracy in Israel: Promise Unfulfilled”, der blev udsendt i september af De Gruyter.