Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
10. august. 2022

Jeg er ukrainsk socialist. Her er grunden til, at jeg har meldt mig til at kæmpe imod Ruslands invasion

Som socialist og internationalist afskyr jeg krig. Men den grundlæggende ret til selvbestemmelse retfærdiggør, at almindelige ukrainere går til modstand mod Vladimir Putins brutale invasion af vores land.

Det er ikke Biden eller Zelensky, men almindelige ukraineres modstandskamp, der har givet håb om en sejr mod den russiske besættelsesmagt, skriver Taras Bilous. Foto: Fadel Senna / AFP

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg skriver fra Ukraine, hvor jeg lige nu er indrulleret i De Territoriale Forsvarsstyrker (TDF). Det havde jeg aldrig drømt om at være for et år siden. Men som for millioner af andre ukrainere er mit liv blevet vendt på hovedet af krigens kaos.

De seneste fire måneder har jeg haft mulighed for at møde mennesker, jeg næppe havde mødt under andre omstændigheder. Mange af dem havde ligesom jeg aldrig overvejet at tage våben i hænderne inden 24. februar (datoen for den russiske invasion, red.), men Ruslands angreb tvang dem til at smide alt andet, og beskytte deres familier.

“Blandt mange velmenende folk er der de seneste måneder opstået et uklart krav om ‘forhandlinger’ og en diplomatisk løsning på konflikten. Men hvad betyder det egentlig?”

Vi kritiserer ofte den ukrainske regering og dens indretning af forsvaret. Men ingen af os stiller spørgsmål ved behovet for at gøre modstand. Vi er alle sammen med på, hvorfor vi kæmper.

Samtidig har jeg det seneste halve år forsøgt at følge med i diskussionerne på den internationale venstrefløj, og har selv taget del i debatten om den russisk-ukrainske krig. Lige nu føler jeg mig mest af alt bare træt og skuffet. Vi bruger alt for meget tid på at tilbagevise åbenlys misinformation fra russisk side, og spilder kræfter på at forklare, hvorfor regimet i Moskva ikke havde nogle “legitime sikkerhedstrusler”, der kan retfærdiggøre krig. Kostbare timer bliver brugt på at understrege en grundlæggende ret til selvbestemmelse, som enhver, der kalder sig venstreorienteret, i forvejen burde være enig i.

Det mest sigende i de mange debatter om krigen er den måde, ukraineres holdninger bliver ignoreret på. Ukrainere bliver stadig fremstillet i nogle venstreorienterede kredse som enten passive ofre, der fortjener sympati, eller som nazister der skal fordømmes. Men den ekstreme højrefløj er en meget lille del af den ukrainske modstand, mens langt størstedelen af ukrainerne bare støtter modstanden som sådan – og ikke er interesserede i at blive gjort til passive ofre.

Forhandlinger

Selv blandt mange velmenende folk er der de seneste måneder opstået et uklart krav om ‘forhandlinger’ og en diplomatisk løsning på konflikten. Men hvad betyder det egentlig? Rusland og Ukraine forhandlede i månedsvis op til invasionen, uden det kunne stoppe en krig. Før det havde forhandlinger om Donbas været i gang i mere end syv år, og både Frankrig og Tyskland havde forsøgt at mægle. Trods underskrevne aftaler og våbenhviler, løste det ikke konflikten. På den anden side er det klart, at krig mellem to lande oftest bliver afsluttet gennem forhandlinger om overgivelse.

Opfordringer til ‘diplomati’ er fuldstændig meningstomme, hvis vi ikke går nærmere ind i forhandlingspositioner, konkrete indrømmelser og de stridende parters ønske om at overholde en indgået aftale. De forhold bliver afgjort af slagets gang, hvilket igen afhænger af den internationale militærbistand. De kan med andre ord fremskynde en retfærdig og stabil fred.

Situationen i de besatte områder i det sydlige Ukraine antyder, at det russiske militær forsøger at etablere en permanent tilstedeværelse. Det vil give Rusland en landfast forbindelse til Krimhalvøen. Regimet i Kreml bruger plyndret korn fra området til at fodre sine vasalstater, og truer samtidig resten af verden med hungersnød ved at blokere ukrainske havne. Aftalen om at løfte blokaden af ukrainsk korn blev allerede krænket, inden blækket var tørt, da Rusland dagen efter at have underskrevet den angreb havnen i Odessa med missiler.

Samtidig fortsætter højtstående russiske politikere – såsom tidligere præsident Dmitri Medvedev, der nu er viceformand for Ruslands Sikkerhedsråd, samt chefen for Roscosmos (det russiske rumagentur, red.), Dmitry Rogozin – med at opfordre til Ukraines udslettelse. Der er ingen grund til at tro, Rusland ville bremse sin territoriale udvidelse, selv hvis det på et tidspunkt blev fordelagtigt for regimet at underskrive en midlertidig våbenhvile.

På den anden side mener 80 procent af ukrainerne, at afståelse af land er uacceptabelt. For ukrainere ville det at opgive land være et forræderi over for familie og medborgere, der dagligt bliver udsat for overgreb, kidnapninger og tortur af besættelsesmagten. Under de forhold ville det ukrainske parlament aldrig godkende en aftale om at opgive land, selv ikke hvis Vesten tvang den ukrainske regering til at give territoriale indrømmelser. Resultatet ville være, at præsident Zelensky ville blive anset som en forræder, og man kan være sikker på, at et efterfølgende valg ville give et kæmpe rygstød til mere nationalistiske politikere. Samtidig ville det være en gave til den radikale højrefløj, som ville få de bedst mulige betingelser for at hverve nye medlemmer.

Vink med en vognstang. Dagen efter en aftale om kornleverancer var på plads, angreb Rusland havnen i det sydlige eksportcentrum Odessa med missiler. Så længe fremtrædende russiske politikere taler om “udslettelse af Ukraine”, er der ingen grund til at tro Rusland vil bremse sine imperalistiske ambitioner, skriver ukrainske Taras Bilous. Foto: Reuters

Alternativet til Zelensky er værre

Zelenskys regering er nyliberal. Det siger sig selv. Ukrainske venstreorienterede og fagforeningsfolk har kæmpet massivt imod hans sociale og økonomiske politik. Men når det kommer til krig og nationalisme, er han utvivlsomt den mest moderate politiker, der kunne være kommet til magten efter annekteringen af Krimhalvøen i 2014, hvor også krigen i Donbas brød ud.

Der lader til at være udbredte misforståelser om hans politik. For eksempel giver mange forfattere Zelensky skylden for den nationalistiske sprogpolitik, der søger at begrænse det russiske sprogs betydning i det offentlige rum, og som hæmmer modersmålsundervisning for landets etniske mindretal. Men lovene blev vedtaget, før han blev valgt; selv om nogle af bestemmelserne først er trådt i kraft senere. Regeringen har gentagne gange forsøgt at bløde dem op, men er blevet mødt af protester fra den nationalistiske fløj.

Zelenskys position blev tydelig i starten af invasionen, hvor han gentagne gange appellerede til russerne, opfordrede Kreml til forhandlinger og understregede, at Ukraine ikke ville forsøge at generobre russisk kontrollerede områder, men ville søge at få dem tilbage ad diplomatisk vej. Hvis Zelensky blev afløst af en mere nationalistisk præsident, ville tingene blive meget værre.

Der er næppe brug for at udpensle, hvorfor det ville være en katastrofe. Resultatet ville være en mere autoritær indenrigspolitik, revanchistiske ønsker om hævn, og udsigter til en endeløs krig. En ny regering ville ikke have samme hæmninger, når det kommer til at angribe på den anden side af den russiske grænse. Med en styrket radikal højrefløj, ville det trække landet dybere ned i en sump af reaktionær nationalisme.

Russisk militærnederlag kan åbne for forandring

Som en person, der har set krigens rædsler med mine egne øjne, forstår jeg ønsket om at få den overstået hurtigst muligt. Ingen er mere ivrige efter at få afsluttet krigen end os, der bor i Ukraine. Men det er også vigtigt for os hvordan krigen bliver sluttet. I starten af krigen håbede jeg som så mange andre, at den russiske antikrigs-bevægelse kunne tvinge Kreml-regimet til at standse invasionen. Men den russiske antikrigs-bevægelse kan kun påvirke situationen i begrænset omfang, ved at gennemføre sabotage af jernbanenettet, militærfabrikker etc. Noget større vil kun være muligt, efter Rusland er blevet besejret militært.

“Kun en massebevægelse for forandring kan åbne for en genoprettelse af forholdet mellem Rusland og Ukraine.”

En våbenhvile kan sagtens være den rigtige løsning under visse omstændigheder. Men en sådan våbenhvile ville kun være midlertidig. Alle russiske succeser ville blive brugt af Putin-regimet til at styrke sine egne reaktionære tendenser. Det ville ikke give os fred, men derimod årtier med ustabilitet, guerillakrig i de besatte territorier og sammenstød i grænseområdet. Det ville både være en katastrofe for Ukraine og Rusland, hvor bevægelsen i retning af en reaktionær politik ville blive endnu mere udtalt, alt imens økonomien ville blive presset af sanktioner, til stor skade for almindelige mennesker.

Et militært nederlag til Rusland er derfor også i russernes interesser. Kun en massebevægelse for forandring kan åbne for en genoprettelse af forholdet mellem Rusland og Ukraine. Men hvis Putin-regimet vinder, er en sådan revolution død i al overskuelig fremtid. Dets nederlag er en betingelse for progressive forandringer i Ukraine, Rusland og resten af det tidligere Sovjetunionen.

Socialisters rolle

Det er værd at bemærke, at mit fokus i konflikten har ligget på de indenrigspolitiske spørgsmål, både hvad angår Rusland og Ukraine. For mange venstreorienterede i andre lande lægger diskussionen ofte mere vægt på de bredere geopolitiske konsekvenser. Efter min mening bør enhver socialist, der ønsker at vurdere situationen, først og fremmest lytte til de mennesker, der er direkte berørt af den. Mange undervurderer desuden den trussel, en russisk sejr ville udgøre.

Beslutningen om at kæmpe mod den russiske besættelsesmagt blev ikke truffet af Joe Biden, og heller ikke af Volodymyr Zelensky. Den blev truffet af den ukrainske befolkning, der rejste sig i massevis i krigens første dage, og tog våben i hænderne. Hvis Zelensky havde overgivet sig, ville han ikke blot være en forræder i befolkningens øjne; modstanden ville blot have taget en anden form, hvor de mest hardcore nationalister ville have ført an.

Som Volodymyr Artiukh også har skrevet i Jacobin, ønskede Vesten ikke den her krig. USA var ikke interesseret i en europæisk konflikt, men havde øjnene rettet mod Kina. Tyskland og Frankrig var endnu mindre interesserede i krigen. Og selvom Washington har gjort meget for at undergrave de internationale spilleregler – vi glemmer ikke den forbryderiske Irak-invasion – har de gjort det rigtige ved at støtte den ukrainske modstand.

Med de historiske briller på er krigen i Ukraine ikke mere en stedfortræderkrig, end Vietnamkrigen var det. Samtidig var denne også en national befrielseskrig og en borgerkrig mellem Nord- og Sydvietnam. Som de fleste andre krige er der flere lag i den, og dens karakter kan skifte løbende. Men hvad betyder det så, rent praktisk?

Under Den kolde Krig behøvede internationalister ikke at støtte Sovjetunionen for at støtte det vietnamesiske folks kamp mod USA. Omvendt var der næppe heller mange regimekritikere i Sovjet, som var imod støtten til Vietcong. Skulle man have droppet støtten til dem, fordi Sovjet brutalt undertrykte Foråret i Prag i 1968? I samme sætning må man derfor spørge: Hvorfor skulle argumentet for Vestens støtte til Ukraine imødegås af de blodige besættelser af Afghanistan og Irak?

Amerikanske langtrækkende missilbatterier (HIMARS) har været med til at ændre styrkeforholdene i den russisk-ukrainske krig. Hvorfor skulle argumentet for Vestens støtte til Ukraine imødegås af de blodige besættelser af Afghanistan og Irak, skriver Taras Bilous. Foto: Anastasia Vlasova / Getty Images

Retfærdighed eller alles krig mod alle

I stedet for at se verden som fastlåste geopolitiske lejre, må socialistiske internationalister vurdere enhver konflikt ud fra arbejderklassens interesser, og dennes kamp for frihed og lighed. Den revolutionære leder Leon Trotsky skrev engang, at man i et tænkt eksempel kunne forestille sig, at det fascistiske Italien besluttede sig for at støtte et oprør mod den franske kolonimagt i Algeriet. I det scenarie mente han, at internationalister burde støtte det fascistiske Italiens våbenleverancer til oprørere mod det på papiret demokratiske Frankrig. Det afholdt dog ikke Trotsky fra at være en dedikeret anti-fascist.

“I stedet for at se verden som fastlåste geopolitiske lejre, må socialistiske internationalister vurdere enhver konflikt ud fra arbejderklassens interesser, og dennes kamp for frihed og lighed.”

Den vietnamesiske modstandskamp kom ikke kun vietnameserne til gavn, men betød også et nederlag for den amerikanske imperialisme, der på effektiv vis tøjlede dens ambitioner for en stund. Det samme gælder for Ukraine. Hvad bliver Ruslands næste træk, hvis Ukraine bliver besejret? Hvad skulle afholde Putin fra at erobre Moldova eller andre tidligere sovjetrepublikker?

Det amerikanske hegemoni har været frygteligt for menneskeheden. Heldigvis er det nu på tilbagetog. Men afløseren for det amerikanske overherredømme kan enten blive en mere demokratisk, retfærdig verdensorden – eller alles krig mod alle. Det kan også betyde, at verden igen bliver opdelt i imperialistiske indflydelsessfærer, hvor verdens militærstyrker genoptrækker grænserne, sådan som de har gjort igennem århundreder.

Verden bliver et mere uretfærdigt og farligt sted, hvis de imperialistiske blokke uden for Vesten udnytter det amerikanske forfald til at retfærdiggøre deres egen ekspansionstrang. Ukraine og Syrien er eksempler på, hvordan en ‘multipolar’ verden kommer til at se ud, hvis der ikke bliver sat en stopper for de ikke-vestlige imperialistiske magter.

Jo længere tid den forfærdelige konflikt i mit land fortsætter, jo mere vil utilfredsheden sprede sig i de vestlige lande, i takt med de mærker de økonomiske konsekvenser ved krig og sanktioner. Kapitalen, som aldrig bryder sig om at tabe penge, vil lægge pres på for at vende tilbage til normalen, og vil forsøge at udnytte situationen. Det samme kan blive tilfældet for højrepopulister, der gerne vil dele verden med Putin.

Socialister må holde fast i at støtte Ukraine, og lægge pres på Rusland. Alt andet ville være at forkaste solidariteten med de undertrykte.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Taras Bilous og Jacobin Magazine.


Om skribenten

Taras Bilous

Taras Bilous

Taras Bilous er ukrainsk historiker og aktivist i organisationen Social Movement. Som redaktør for magasinet “Commons: Journal of Social Critique” dækker han emnerne krig og nationalisme. Læs mere