“Jeg slap for at tigge.” Jobcentrets Ofre III

Solidaritet har gennem Næstehjælperne på Amager interviewet en række personer, hvis møde med det danske dagpenge- og kontanthjælps-system har været et mareridt. ‘Charlotte’ følte sig som en af de heldige, efter at have set hvor galt det kunne gå for andre.

Af Hanne Schmidt

‘Charlottes’ historie er et af de mere vellykkede eksempler på et jobcenterforløb – men viser stadig nogle alvorlige problemer med indgangen til sagsbehandling af mennesker, der på den ene eller anden måde er kommet i klemme.

Charlotte

Uddannet laborant

64 år, bosat i København

Status: På fleksydelse indtil hun kan gå på pension.

Et heldigt fleksjob

Charlotte blev i december 2010 ramt af sygdom med efterfølgende smerter og funktionstab. I marts 2011 blev hun sygemeldt fra sit arbejde som støttepædagog i en børnehave, og i december samme år fik hun så den endelige diagnose: Alvorlig kronisk bindevævssygdom. Inden da blev hun dog fyret 30. september med 4 måneders opsigelse og løn, hvilket ville sige med virkning fra 1. februar 2012.

Charlotte burde have kunnet få førtidspension. Hendes sagsbehandler tog dog udgangspunkt i de nye, stramme reformer – der egentlig først skulle iværksættes pr. 1. januar 2013 – og som gjorde det stort set umuligt at få tilkendt en førtidspension

Fra 1.februar overgik hun derfor til sygedagpenge. Charlotte kom via en anden aktør i arbejdsprøvning på en folkeskole fra maj til juli, og den 1. december 2012 blev hun på baggrund af arbejdsprøvningen og en speciallægeundersøgelse bevilliget et fleksjob på max. 9 timer om ugen. Det betød også, at hun overgik fra sygedagpenge til ledighedsydelse.

Charlotte burde have kunnet få førtidspension. Hendes sagsbehandler tog dog udgangspunkt i de nye, stramme reformer – der egentlig først skulle iværksættes pr. 1. januar 2013 – og som gjorde det stort set umuligt at få tilkendt en førtidspension.

I begyndelsen af 2013 blev hun henvist til en fleksjob-konsulent og kom efterfølgende på et kursus, der resulterede i et job på den folkeskole, hvor hun tidligere i forløbet havde været i praktik. Her arbejdede hun i 3 år 7 timer om ugen. I november 2016 valgte hun at overgå til fleksydelse, hvilket pengemæssigt svarer til efterløn. Den ydelse kan hun få indtil pensionsalderen, som for hendes vedkommende er 66,5 år.

Charlotte føler – i modsætning til mange andre – at hun har været utroligt heldig. Hun har været gennem et forholdsvis kort forløb på ca. 2 år fra sygdommen begyndte, til hun fik bevilget et fleksjob. Hun har desuden været så heldig, at hun har kunnet få et fleksjob inden for sit eget fagområde – og til en løn der har været på niveau med hendes tidligere indtægt.

En heldig undtagelse

Perioden fra 2010 – oktober 2013 var hård at komme igennem. Det skyldtes både sygdommen, men også alt det uafklarede om hendes fremtidige arbejdssituation og fremtidige økonomi. Heldigvis for Charlotte blev hun forholdsvis hurtigt afklaret i forhold til arbejdsevne og bevilget fleksjob. Det var afgørende for hendes situation, at det skete mens hun stadig var på sygedagpenge. Hendes oplevelse er, at mange andre, der er endt på kontanthjælp, ofte står i en situation, som kun udvikler sig til det værre. Der kan gå år og dag uden vished for fremtiden.

Charlotte er nu aktiv i Næstehjælperne og fortæller, at den lange sagsbehandling og de lange forløb skaber utryghed, der både forværrer folks sygdom og generelle mentale psykiske tilstand. Det koster dyrt at blive syg – helbredsmæssigt, men også økonomisk og mentalt.

Hun finder det urimeligt, at folk hives ind i jobcentrene, før de er blevet udredt. Det er enormt belastende for sygemeldte personer at skulle trækkes ind i, samtidig med alt i deres kendte hverdag er væltet. På jobcentrene skubbes man rundt mellem forskellige sagsbehandlere, hvilket ofte kan resultere i, at man udsættes for en lang række forskellige, ubehæftede teorier om sin sygdom. Sygdomsramte skal tilmed afvente, hvad sagsbehandlerne måtte finde på at sige om deres sygdomme i forhold til et videre forløb – er de kroniske, stationære eller forværres tilstanden?

Charlotte fortæller, at hun ser det som afgørende, at arbejdsprøvning og afklaring af helbredet er afgjort inden sygedagpengene løber ud. Det er ikke blevet lettere af, at man har nedsat sygedagpengeperioden fra 55 til 22 uger.

Hvis hendes udredning og fleksjobbet var indtrådt senere – og hvis hun var endt på kontanthjælp frem for ledighedsydelse – ville det været gået ud over den opsparing, hun havde optjent igennem sine mange år på arbejdsmarkedet. Imidlertid tjener hendes mand så meget, at hun ville være blevet henvist til at blive forsørget af ham.

De lange udredninger har andre uheldige virkninger for almindelige lønmodtagere, som ender i kontanthjælpssystemet i længere tid. Den tabte arbejdsfortjeneste og manglende indbetalinger til en pensionskasse udgjorde for hendes vedkommende næsten 300.000 kr. i løbet af de år, hun var i aktivering. Hun føler sig derfor rasende heldig den dag i dag over, at hun nåede at få fleksydelse: “Ellers var jeg blevet nødt til at tigge om penge fra min mand”.

Af hensyn til de berørtes situation er interviewpersoner anonymiserede. Redaktionen er bekendt med deres identitet.