Jeremy Corbyn: Klimakrisen er et klassespørgsmål

FN’s generalsekretær erklærede for nyligt klimaforskernes seneste rapport for ‘en rød alarm’. Det er en kritisk advarsel. Beviserne fremlagt i IPCC-rapporten taler sit tydelige sprog: De fem varmeste år i nyere tid, en tredobling af havenes stigning, og en global nedsmeltning af gletsjere og havis.

“De mange milliarder, som bliver brugt på flere vagter og droner i Middelhavet er penge, der ikke bliver brugt på grøn omstilling.”

Men det er heller ikke noget nyt. Videnskabsfolk taler i kraftige vendinger, fordi de har advaret omverdenen i årevis – uden det har medført en seriøs indsats for at bremse verdens opvarmning. Faktisk forudså oliegiganten Exxon allerede klimaforandringer i 1970’erne – hvorefter virksomheden brugte de følgende årtier på offentlig at benægte fænomenets eksistens. Vores politisk-økonomiske system skaber ikke klimaforandringer ved et tilfælde, men er designet til at belønne storforurenere, og dem der udpiner jorden og skaber store profitter til sig selv.

Dét er vores historiske arv. I Storbritannien blev en lang række formuer skabt i imperiets storhedstid, hvor man hentede olie fra steder som Den Persiske Bugt, hvor landet støttede et antidemokratisk kup i 1950’erne, for at holde fast i Anglo-Persian Oil Company‘s (APOC) fortjenester. APOC blev senere til BP (British Petroleum, verdens tredjestørste energiselskab, red.), der fortsat pumper flere hundrede millioner tons CO2 ud i atmosfæren, lige fra Den Mexicanske Golf til Det Kaspiske Hav. En stor del af verdens fossile brændstof-penge bliver fortsat sendt igennem de store finanshuse i City of London, hvor man har specialiseret sig i oliepenge.

En katastrofe kommer sjældent alene

Over hele verden fortsætter regeringer med at tjene deres fossile herremænd, alt imens de hævder at tage klimahandling. Boris Johnson har endda kopieret det sprog om en grøn industriel revolution vi udviklede i Labour. Men han har ikke gjort andet end at kopiere ordene. Handlingen er udeblevet. I juni fremlagde den britiske Climate Change Committee, at den nuværende politiske kurs sætter regeringen langt fra selv dens egne, kriminelt utilstrækkelige målsætninger.

Da jeg 1. Maj 2019 som oppositionsleder formåede, at få det britiske parlament til at erklære en undtagelsestilstand på klimaets vegne, var vi det første i land i verden til at gøre det. Jeg var dengang som nu fast besluttet på, at Labourpartiet og vores bevægelse var nødt til at tage klimakrisen meget alvorligt.

Hvis systemet ikke bliver udfordret, kan vi se frem til en drastisk stigning i oversvømmelser, tørke og skovbrande som dem, der har hærget Australien, Sibirien, British Columbia, Østafrika, Californien og store dele af Europa over det seneste år. Voldsomme stormfloder er steget med 40 % i det her århundrede. De tungeste er 3/4 stærkere, end de var i 1950’erne, og orkaner af en styrke, man tidligere kunne opleve én gang i sin levetid, er nu blevet almindeligt forekommende.

Det er dog ikke kun de fysiske ødelæggelser, der vækker bekymring; men også de politiske. I Grækenland har nedskæringer, deregulering og misrøgt af brandvæsenet gjort de forfærdelige brande i Evia endnu værre. I Texas så vi tidligere på året, hvordan staten tillod energifirmaer at skrue prisen drastisk i vejret for nødstrøm, så folk blev sat i bundløs gæld.

Fra USA til EU har regeringer investeret massivt i overvågningsteknologi og militært isenkram, der kan bekæmpe de flygtninge, klimakrisen har været med til at skabe. De mange milliarder, som bliver brugt på flere vagter og droner i Middelhavet, er penge, der ikke bliver brugt på grøn omstilling, men i stedet går til at tjene penge på grænseværn, overvågning og dén militære industri, som er dybt forbundet til den fossile brændstofindustri. Det britiske parlament er endda i færd med at diskutere en drakonisk ny lov kaldet Nationality and Borders Bill, der skal gøre det ulovligt at redde flygtninge strandet på havet. Det sætter Storbritannien på kollisionskurs med alle normale spilleregler til søs.

Militærbudgetter eksploderer over hele verden, og de mest magtfulde lande forbereder sig på mere væbnet konflikt i stedet for at samarbejde om at tackle klimakrisen. Den type falske løsninger forværrer kun problemerne – men som altid er der også en lille gruppe rige mennesker, der står klar til at tjene penge på andres lidelse, hvad enten det drejer sig om briter med oversvømmede huse, eller folk på flugt fra tørke i Nordafrika.

Vi kan stoppe det

Det behøver ikke være på den måde. Vores reaktion bliver nødt til at være håbefuld, snarere end frygtfuld. Klimavidenskaben fortæller os med kirurgisk præcision, hvad temperaturstigninger på 1,5, 3 eller 5 grader kommer til at betyde for havenes vandstand, manglen på drikkevand og biodiversiteten. Når de alligevel præsenterer os for en række forskellige scenarier, er det fordi ingen ved, hvilke valg vi kommer til at træffe. Som IPCC-rapporten minder os om, er det stadig op til os.

“Hvad enten det drejer sig om klimaforandringer, fattigdom, ulighed, eller vores kollektive svigt, når det drejer sig om at vaccinere folk i fattige lande mod corona, ser vi konsekvensen af et system, der vægter milliardærer højest, og alle os andre lavest.”

Hvis vi går i kødet på de magtfulde – og fjerner de systemiske fordele ved at brænde kloden ned for at tjene hurtige penge – kan vi gøre tingene på en anden måde. Det betyder, at arbejdere i alle lande bliver nødt til at flokkes bag en global Green New Deal ved årets COP26-klimatopmøde,  presse på for at fjerne CO₂ fra atmosfæren, og sende pengene tilbage i lommen på arbejderklassen – samtidig med at vi tackler ulighed og uretfærdighed i Det Globale Syd. Der findes ikke en by på jorden, som ikke ville få gavn af mere grøn, offentlig transport, flere vilde skove, mere vedvarende energi, og job i fremtidens grønne virksomheder.

Hvad enten det drejer sig om klimaforandringer, fattigdom, ulighed, eller vores kollektive svigt, når det drejer sig om at vaccinere folk i fattige lande mod corona, ser vi konsekvensen af et system, der vægter milliardærer højest, og alle os andre lavest. Klima- og miljøkrisen er et klassespørgsmål. Det er de fattigste mennesker i arbejderklassen, i forurenede byer og i små øsamfund tæt ved havets overflade, som lider mest under krisen.

Vi har stadig mulighed for at ændre på tingene. I 2019 krævede de skolestrejkende elever klimahandling, og fangede med det samme hele verdens opmærksomhed. Hvis skoleeleverne kan gøre det, kan vi andre også. Vores svar på den alarmerende klimatrussel må være at arbejde i vores lokalsamfund, på politisk plan, i skoler og universiteter, på arbejdspladserne og i fagforeningerne med et fælles mål: At kræve en beboelig planet – og et system, der sætter menneskeliv og trivsel i første række.

Bragt i samarbejde med Jacobin Magazine. Første gang udgivet 14. august: Climate Crisis Is a Class Issue. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.