Kære folketingsgrupper for Enhedslisten og SF: Det var ikke klogt at gå med i den aftale om antisemitisme

Karsten Hønge fra SF og Rosa Lund fra Enhedslisten lover at vi gerne fortsat må demonstrere mod folkemordet i Gaza. Det sker i en artikel i Solidaritet efter indgåelsen af en aftale om styrket indsats mod antisemitisme, der blev vedtaget af alle Folketingets partier den 25. juni. Tak. 

Det er også godt, at I lover os, at vi fortsat må kritisere Israel. Tak for det. Men kan I garantere det?

For I er jo en del af den lovgivende magt – ikke af den udøvende magt eller den dømmende magt. Når I først har indgået en aftale, så er det nogen andre, der udøver den – fx politiet og regeringen.

Aftalens ord

I aftalen står der, at ”den opblussen i antisemitismen, som vi har set i Danmark efter Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober sidste år, er fuldstændig uacceptabel og dybt bekymrende.”

Og videre: “Ingen indbyggere i Danmark – heller ikke danske jøder – bærer noget ansvar for krigen mellem Israel og Hamas. Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder iDanmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse.” (!)

Det, der sker i Gaza, kaldes ”krigen mellem Israel og Hamas”. De grove krigsforbrydelser fra Israels side bliver ikke omtalt. Vedvarende krigsforbrydelser, der skærper konflikten, nævnes ikke i aftaleteksten.

Er det ikke længere legitimt at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse? Staten Israel er blevet bygget på terror og erobringer af nabolandenes jord – på fordrivelse af palæstinensere og apartheid. Staten Israel definerer sig som en religiøs stat – og giver privilegier til borgere pga. deres religion og diskriminerer andre.

Omkring årtusindskiftet indgik palæstinenserne og israelerne i Oslo en aftale om fred via en tostatsløsning. Men det palæstinensiske selvstyre har aldrig fået lov til at fungere. Skylden hviler i meget høj grad på Israel og på bosættere, der laver ulovlige besættelser af palæstinensisk jord. I dag er Israels hær ved at gøre Gaza ubeboeligt. Den fortsætter derved mere end 75 års forsøg på at fordrive palæstinenserne. 

Derfor mener flere og flere, at en tostatsløsning er forældet. Den eneste løsning ser de som en sekulær, demokratisk stat, en stat med religionsfrihed for alle – og uden privilegier til en enkelt religion. Skal det synspunkt ikke længere være acceptabelt?

“Ingen danskere har noget ansvar for krigen mellem Hamas og Israel,” hedder det. Gælder det også de mennesker, der udtrykker politisk støtte til Israels krigsforbrydelser i Gaza eller som benægter dem? Hvad med de frivillige, der deltager i Israels hærs krigsforbrydelser, eller dem, der er med til at producere og sælge våben til Israel?

Aftalen siger, at den ikke vil acceptere, ”at nogen sætter spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse.” Det betyder reelt, at det ikke længere er legalt at påpege, at Israel er opstået gennem terror og fordrivelse af palæstinenserne.

Indtil videre er aftalen kun prosa. Men SF og Enhedslisten har forpligtet sig til at stemme for lovgivning, der udmønter teksten. Det står sort på hvidt: “Aftalepartierne er enige om at stemme for den lovgivning, der er nødvendig for at udmønte denne aftale.”

Så med mindre Enhedslisten og SF trækker sig, har partierne forpligtet sig til at stemme for opfølgende lovgivning.

Alliance med hvem?

Det er kampen mod antisemitisme, der er overskriften og indholdet i aftalen. Hadforbrydelser mod muslimer omtales ikke.

Det ville have været enkelt og virkningsfuldt, hvis SF og Enhedslisten havde stillet krav om, at aftalen skulle omfatte bekæmpelse af hadforbrydelser mod alle religiøse grupper. Man kunne have nævnt de største: muslimer, jøder og kristne.

Men det ville de andre partier måske ikke være med til? Der er jo mange politikere, der har slået sig op på at bashe muslimerne. Fra Socialdemokratiet – fx Mette Frederiksen og Frederik Vad – over Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne til Dansk Folkeparti.

Nuvel, hvis SF og Enhedslisten ikke kan få andre partier med på et så simpelt krav som at bekæmpe hadforbrydelser mod muslimer – så er der en god grund til ikke at være med i aftalen.

Hvad var alternativet?

Jeg kan godt forstå, at Enhedslisten og SF er bange for ikke at være med i aftalen. Det er klart, at hvis de to partier havde valgt at stå udenfor aftalen, så ville de (vi!) være blevet bombarderet med beskyldninger for at være antisemitiske i årevis.

Men det kunne man have gjort noget ved.

For det første kunne venstrefløjen have forberedt en modoffensiv med kravet: Vi vil også have, at der i aftalen står, at vi er imod hadforbrydelser og hetz mod muslimer.

I aftalen står der fx, at man vil lave en: “forundersøgelse om mulighederne for at måle negative holdninger og fordomme mod bestemte religiøse minoriteter.” Ville det ikke være et rimeligt krav at præcisere, hvilke “bestemte religiøse minoriteter,” man taler om?

Venstrefløjen skal selvfølgelig ikke bare afvise at være med, så meget mere som den altid har været antiracistisk – men stille krav, der kunne gøre det til en god aftale og vise hvad det er vi vil.

For det andet kunne SF og Enhedslisten have taget baglandet med på råd – og have mobiliseret baglandet: Folketingsgrupperne kunne være gået til partikammeraterne og sagt: Vi står i forhandlinger, hvor det er et problem at gå med og et problem ikke at gå med – her ønsker vi hjælp, til at træffe beslutningen og bagefter til at forsvare den.

Jeg ved ikke, hvad der er sket i SF. Men i Enhedslisten var der ingen fra Folketingsgruppen, der orienterede om aftalen, før den var indgået. Heller ikke Hovedbestyrelsen fik besked, selv om den havde møde samme weekend.

Det virker som om Enhedslistens repræsentanter i Folketinget har tænkt: ”Vi går med i en aftale, som vi godt ved vil være upopulær, så vi holder den hemmelig for baglandet, indtil aftalen er indgået.”

Det er ikke tillidsvækkende. Man har lagt sig fladt ned for den proisraelske og antimuslimske højrefløj. Det er ikke en position, hvorfra man nemt kommer i offensiven.

Hilsen fra en demonstration

Aftalen har som præmis, at der eksisterer en voldsom antisemtisme i Danmark. Jeg kan som øjenvidne forsikre, at den ikke er til stede til de mange Palæstina-demonstrationer, som jeg har været til. Her er antisemitisme og anden racisme forbudt.

Der var fx en demonstration for våbenhvile i Gaza lørdag den 29. juni, der sluttede på Den Røde Plads på Nørrebro. Taleren var Salahaldin Khayed.

Her er noget af det, jeg hørte, han sagde:

“Man kan sagtens være imod den besættelsesmagt, den krigsforbryderstat Israel er, uden at være mod jøder, for de ting er ikke ens.

Antisemitismen, den stammer ikke fra der, hvor jeg stammer fra. Antisemitismen er forkastelig, men den stammer ikke fra, hvor jeg stammer fra. Den er ikke muslimsk, den er ikke arabisk, den er ikke fra Mellemøsten. 

Antisemitismen har rod i Europa. Den har europæisk oprindelse. Den er udført af europæiske kræfter.

Fra Pelle Dragsted i Enhedslisten til Inger Støjberg i Danmarksdemokraterne: I har brug for historieundervisning – alle sammen.

Korstogene var antisemitisme

Inkvisitionen, hvor både jøder og muslimer blev angrebet i Spanien og andre steder, var antisemitisk. Under inkvisitionen modtog det muslimske Nordafrika mange flygtninge fra Spanien, iblandt dem mange jøder, der slog sig ned i Nordafrika.

Holocaust er også europæisk.

Vi, der er her, er ikke antisemitter. Vi hader antisemitisme som alle andre former for racisme.”

Ja, der er virkelig brug for historieundervisning af vores politikere.

Demonstrationerne, hvor vi har råbt “Israels hær er bindegal – man bomber ikke et hospital,” og hvor vi har krævet våbenhvile, har været fredelige og upåklageligt fri for antisemitisme. Ved de fleste har “Jøder for en retfærdig fred” deltaget med skilte.

Derfor er det så provokerende, når der i aftalen er tekst, som næsten kun kan fortolkes som rettet imod Palæstina-demonstrationerne:

“Strafskærpelsen vil ligeledes kunne aktiveres i afgrænsede geografiske zoner (strafskærpelseszoner) forud for en forestående begivenhed, f.eks. et bestemt optog, større religiøst møde eller andet arrangement, hvis politiet konkret vurderer, at det forventes, at en sådan begivenhed vil medføre en ekstraordinær stigning i hadforbrydelser. Strafskærpelseszonen vil være geografisk og tidsmæssigt afgrænset til den pågældende begivenheds afholdelse.”

Udviklingen af antisemitismen i Danmark i 2023

Aftalen sparer ikke på beskrivelser af, hvordan antisemitismen har udviklet sig i Danmark:

Men det bygger alene på en enkelt undersøgelse, Antisemitismen i Danmark, lavet af Det Jødiske Samfund i Danmark – offentliggjort 7. marts 2024. Her står:

“Rapporten viser bl.a., at antallet af antisemitiske hændelser i Danmark er steget fra ni indberetninger i 2022 til 121 indberetninger i 2023. Det er det højeste antal antisemitiske hændelser, som Det Jødiske Samfund nogensinde har registreret.”

Men går man ind i rapporten, så kan man se, at hændelserne når et højdepunkt i oktober-november, og derefter er faldende mod “normalt niveau” i december med 22 hændelser.

Det er interessant om den tendens til fald fortsætter i 2024. Det kunne Folketingets partier måske have bedt om at få at vide? For i så fald var der jo slet ikke nogen grund til den alarmerende tone, partierne har valgt at bruge i aftalen.

Og hvad er det så for hændelser?

Over halvdelen af ”hændelserne” er skriftlige udsagn på internettet. Rapporten fordeler dem på 88 tilfælde af antisemitiske ytringer, 20 tilfælde af trusler (dødstrusler), 11 tilfælde af tekstmateriale og to tilfælde af hærværk. 

Der ingen tvivl om, at det er ubehageligt at modtage den slags ytringer, og at de er sendt med had. 

Men der er altså ikke tale om systematisk vold mod jøder eller lignende.  

Er jøderne så den gruppe, der er mest udsat for hadforbrydelser?

Politiets rapport om hadforbrydelser for 2023 er endnu ikke udkommet. Men i sin årsrapport om hadforbrydelser for 2022 skriver politiet om religiøst betingede hadforbrydelser:

“Samlet set er muslimer den religiøse gruppe, der med 439 sager ud af i alt 893 sager i perioden 2017 – 2022, tegner sig for den største andel af de religiøst rettede hadforbrydelsessager. Muslimer udgør den største religiøse minoritetsgruppe i Danmark. Det er derfor til en vis grad forventeligt, at politiet modtager flere anmeldelser fra personer med muslimsk baggrund end fra personer fra mindre udbredte trosretninger.

Der er i politirapporten 37 hadforbrydelsessager vedrørende jødedom i 2022. De udgør otte procent af alle hadforbrydelser. I 2021 var der 93 sager. Der er således sket et fald på 56 sager med et antisemitisk motiv fra 2021 til 2022. Det er dog værd at bemærke, at knap halvdelen af de antisemitiske sager i 2021 kom fra en enkelt persons aktiviteter, som ikke optræder i samme omfang i sager fra 2022.

Så baseret på politiets udsagn giver det god mening at gribe ind mod alle religiøse hadforbrydelser.

Fra antisemitisme til antisemitisme

En klassisk definition af antisemitisme kan man læse i Wikipedia: 

“Antisemitisme betegner en fjendtlig indstilling til, fordomme mod eller diskrimination af jøder. Antisemitisme opfattes generelt som et udtryk for racisme. Antisemitisme kan manifestere sig fra nedsættende eller hadefulde udtalelser og diskrimination mod individuelle jøder til organiserede pogromer iværksat mod hele jødiske samfund.” 

Wikipedia ligger i forlængelse af den såkaldte Jerusalem-aftale. Her i min oversættelse: “Antisemitisme er diskrimination, fordomme, fjendtlighed eller vold mod jøder, fordi de er jøder (eller jødiske organisationer, fordi de er jødiske).”

Men der sker en glidning i den indgåede aftale, hvor Folketingets partier vil bruge 10 millioner kroner til forskning i antisemitisme: “herunder særligt i ’den nye antisemitisme’, hvor antisemitisme genereres ud fra en foragt for staten Israel” (min fremhævelse). 

Aftalen nydefinerer altså antisemitismen, så man kan hævde at antizionisme er antisemitisme. Det hælder Folketingets partier så 10 millioner kroner i halen på, så vi om et par år kan forvente en strøm af undersøgelser, der skælder ud på dem, som er i mod Israels krigsforbrydelser. 

Venstrefløjen i Folketinget har tabt troværdighed blandt dem, der gør modstand mod folkemordet. Og taknemmelighed fra højrefløj og zionister skal Enhedslistens og SFs folketingsgrupper ikke regne med.

---