“Kære fuckhoved”: Det ender med et venskab

Kære fuckhoved er en forsoningsroman af en af Frankrigs mest uforsonlige forfattere. De to hovedpersoner i Virginie Despentes’ debutroman, Blodsøstre, besvarer voldtægt med død og ødelæggelse. Manifestet King Kong og Kvinden, skrevet nogle år efter udgivelsen af Blodsøstre, er dedikeret til de grimme og perverse kvinder, med rådne tænder og alt for rød læbestift, der drikker for meget og glemmer, at de har børn i det øjeblik, de slipper dem med blikket.

I Kære fuckhoved er det som om, at Despentes har fået stillet (hævn)tørsten, og i stedet for at gå på druk og tage heroin går hovedpersonerne til møder i Anonyme Narkomaner og tager sig af hinanden.

Kærlighed eller chikane

Bogen er bygget op omkring en korrespondance mellem skuespilleren Rebecca Latté og forfatteren Oscar Jayack. De har en opvækst i arbejderklassen og et stofmisbrug til fælles. Umiddelbart er det en klassisk brevroman, og brevroman-formatet egner sig da også godt som udforskning af MeToo-skandalen som fænomen, eftersom det er en skandaletype, der kredser om det personlige vidnesbyrd.

Helt klassisk er det dog ikke, for mellem brevene har Despentes placeret en række blogindlæg skrevet af den noget yngre feminist Zoé Katana. Før romanen tager sin begyndelse, har hun anklaget Oscar for at have været skyld i, at den fod, hun havde i klemme i forlagsbranchens dør, blev sparket væk og erstattet med en andens.

Hvad han husker som stor kærlighed og hengivenhed til sin PR-medarbejder, husker hun som konstante tilnærmelser, fordrukne telefonsvarerbeskeder, og erklæringer om kærlighed, der endte i trusler om selvmord.

Noget, der kendetegner Despentes, er hendes store indlevelse i de skæbner, hun skriver om. Hun mestrer en følelsesmæssig ærlighed, som er så meget mere imponerende, når det er andre menneskers ærlighed, hun skriver frem.

Lige så fandenivoldsk hun kan være, når hun revser kvindehadet i den franske filmindustri, lige så sober er hun i sin skildring af det sjælelige skred, Oscar har i vente, når han anklages for dét, han ikke troede, at en mand som ham kunne blive anklaget for.

Kære fuckhoved, du kan regne med mig

Til trods for hvad titlen ellers kunne få én til at tro, er Kære fuckhoved en kærlig bog. Vægten er på Kære, ikke fuckhoved, og det er fællesskabet, der vejer. Det, der driver romanen frem – og, fornemmer man, livet – er det, vi gør for hinanden.

Rebecca bliver ikke feminist, fordi hun bliver overbevist om den feministiske filosofis sandhed, men fordi hun under den internationale kvindefilmfestival i Créteil opdager, at festivalens kvindelige publikum forstår hendes film langt bedre end de fleste anmeldere. Feminismen finder hende, da hun træder ind i et kvindefællesskab og opdager, at det ikke er så fjollet, som hun har troet.

Det samme gør sig gældende for afholdenheden. Oscar opretholder styrken til at lade alkohol og stoffer være, ved at lade hver dag begynde med et møde i Anonyme Narkomaner – selv da coronaepidemien rammer, og resten af samfundet lukker ned: ”[D]et gik op for mig at det betyder noget at kunne sige ”jeg har ikke taget noget” til de andre. Og at de klapper. Jeg var overbevist om, at det kollektive ritual var lidt tåbeligt. Men det betyder noget”.

Kære fuckhoved er en roman om det, vi siger til og om hinanden. Derfor er der heller ikke noget i romanen, der ikke har et publikum. På den måde stemmer form og indhold overens: Der er ingen beskrivelser af karaktererne ud over, hvad man får at vide gennem brevene, og ingen regibemærkninger.

Nogle få fysiske møder refereres i løbet af bogen. De er interessante, fordi de alle har det til fælles, at nogen tager sig af én, som de af den ene eller anden grund har en interesse i ikke at tage sig af. Men de gør det alligevel. Despentes synes at sige, at det at være der for hinanden kan betyde noget så simpelt som at være til stede. Om det så er i en trappeopgang eller via en internetopkobling, så er nærværet nok.

Anti-skam

En anden omstændighed, der medvirker til, at Rebecca begynder at tage feminismen seriøst, er at rynkerne begynder at tære på skønheden, og at antallet af tilbudte roller bliver færre og færre. Indtil da har hun tænkt, at feminisme var for svage kvinder, der havde brug for offerfortællingen til at dække over deres egen uformåen. Nu indser hun, at de kvinder, hun har set ned på, har gjort det bedste, de kunne, i en værre situation:

”[Jeg indså] at de åndssvage golddiggere, som jeg så gøre ting der var uværdige i mine øjne, også var i deres gode ret til at beklage sig. Og at de ikke gjorde det. Ingen har ondt af piger der har prøvet at knalde sig til en rolle, som de ikke har fået. Det er uretfærdigt. De piger der knalder sig til succes, har helt særlige evner. Man burde beundre dem”. Det er provokerende, og det er klassisk Despentes.

Meget har ændret sig hos Despentes, siden hun skrev sin første bog, men konstant er den grundlæggende fornemmelse af, at nogle ting primært er nedværdigende, fordi vi hele tiden gentager, at de er det. I stedet for at skamme sig over de ting, andre ser som fornedrende, knejser Despentes med hovedet.

Derfor er det en udmærket opsummering af hendes kvindekamp, når Rebecca skriver: ”Det er ydmygende at forsvinde alene fordi jeg er blevet ældre. Men jeg skammer mig ikke, for jeg ved jo godt at det ikke er min skyld”.

Selvom Kære fuckhoved er en forsoningsroman, skal man ikke tro, at Despentes er blevet blødsøden. Hun prædiker hverken tilgivelse eller sågar bare stille sameksistens. I stedet dyrker Despentes det konstruktive i det kontrære – hun rækker en hånd til dem, ingen andre rækker en hånd til, og er samtidig ikke bange for at række fuck til dem med den anden hånd. Ingen lades i stikken, men vreden er intakt.