75 året for Danmarks Befrielse markeres på Vesterbro i København
Tidspunkt
Dato - 04/05/2020
KL: 00:00 - 23:59
Sted:
Arrangør:
Den 4. maj er det 75 år siden, at Danmark blev befriet fra 5 års tysk besættelse.
Den dag er siden befrielsesdagen i 1945 blevet fejret på Vesterbro.
Lige siden har der hvert år været afholdt fakkeltog gennem Istedgade under parolen ”Istedgade overgi’r sig aldrig”. Dette slagord kan føres tilbage til folkestrejken i 1944, hvor Vesterbro og især Istedgade var særdeles aktive i modstandskampen. Det var da også på Vesterbro, at mange modstandsfolk blev dræbt.
På befrielsesdagen den 4. maj mindes de modstandsfolk, som mistede livet i kampen mod nazismen. Samtidig er dagen en påmindelse om stadig at stå op imod krig, fascisme og fremmedhad. Og ikke mindst er det en hyldest til solidariteten og sammenholdet dengang som nu.
I år gennemføres der ikke noget fakkeltog gennem Istedgade, men befrielsesdagen markeres på anden vis.
Der hænges et banner tværs over Istedgade med parolen ”Istedgade overgi’r sig aldrig”.
Den 4. maj kl. 10:00 vil der blive nedlagt kranse og mindeplader de steder, hvor modstandsfolk blev dræbt.
Alle opfordres til at sætte lys i deres vinduer kl. 20:36, det klokkeslæt, hvor frihedsbudskabet blev forkyndt. På det tidspunkt vil repræsentanter fra 4. Maj-Initiativet på Vesterbro tænde fakler ved banneret i Istedgade.
Det sammenhold og den solidaritet, som vesterbroerne viste dengang, viser vi igen i denne Corona-tid.