Foto: Pixabay
8 min. læsetid

Liberalismen bygger på en antagelse om, at vi er født frie, og det er helt op til os selv som individer at realisere denne frihed. Kommunismen derimod er en universel teori, hvor frigørelse handler om at undslippe kapitalens, herskernes og klassesamfundets undertrykkende formynderskab gennem kravet om kollektiv ejendomsret, som forudsætning for lighed.



Af Hanne Schmidt

Vores politiske systemer bygger på frigørelsesteorier fra oplysningstiden; bl.a. Pascal 1623-62, Montesquieu 1689-1755, Rousseau 1712-78, Kant 1724-1804 og Hegel 1770-1831.

Rousseau fremsatte i 1762 idéen om en samfundskontrakt, hvor alle må underkaste sig ”Fællesviljen” med alt, hvad de ejer og har for at kunne opnå frihed og lighed. Han inspirerede også de tidlige socialister, hvor den utopiske socialist Cabet (1788-1856) i 1839 lancerede begrebet kommunisme – som synonym for fælles samfundsmæssig eje – og som Marx så anvendte i Det kommunistiske Manifest i 1848.

Liberalismen bygger på en antagelse om, at vi er født frie, og det er helt op til os selv som individer at realisere denne frihed. Kommunismen derimod er en universel teori, hvor frigørelse handler om at undslippe kapitalens, herskernes og klassesamfundets undertrykkende formynderskab gennem kravet om kollektiv ejendomsret, som forudsætning for lighed.

At underkaste sig en fælles vilje opfattes af liberalister som totalitært, men Rousseau’s idéer skal ses i lyset af feudale forhold, hvor al politisk og økonomisk magt alene tilhørte ’Suverænen’: Kirken og fyrsten – hvis magt påstås givet dem af Gud, og derfor kan magten ikke deles med deres undersåtter.

For Rousseau m.fl. handlede det også om at skabe en ny fælles retsorden for alle: Det er hele folket bestående af enkeltindivider, der tilsammen danner fællesviljen, fastlagt af og for alle borgere.

Rousseaus tanker lagde kimen til nye politiske idéer om demokrati. Hermed også til den senere modsætning mellem socialistiske og kommunistiske idéer om samfund, der bygger på basis- og råds-demokrati kontra demokratisk centralisme, der som en politisk magt er baseret på et stærkt statsapparat; en demokratisk diskussion der endnu foregår på venstrefløjen.

”Magt skaber ikke Ret, og intet menneske har naturlig myndighed over andre mennesker; og da magt ikke skaber ret, kan kun fælles overenskomster være retmæssig myndighed blandt mennesker”, skrev Rousseau.

De samme idéer gjaldt for socialisterne, der dukkede op i 1700-tallet og i første halvdel af 1800-tallet med nye politiske idéer om økonomisk og social frigørelse for den enkelte og markedet, og med fællesskabet som forudsætningen for den enkeltes frigørelse fra undertrykkelse.

Idéerne om uddelegering af magten til hele folket var i klar modsætning til den samtidige politiske, liberale bevægelse i Europa, som ville et autoritært repræsentativt demokrati for de særligt egnede.

Magt skaber ikke Ret, og intet menneske har naturlig myndighed over andre mennesker; og da magt ikke skaber ret, kan kun fælles overenskomster være retmæssig myndighed blandt mennesker, skrev Rousseau.

Fællesskab, frigørelse, spontanitet kontra organisering

Stalin og andre despoter har i kommunismens navn været med til at tilsværte begrebet kommunisme, og hermed også den kommunistiske bevægelses oprindelige grundteser og teorier, som ud over folkets kollektive ret til jord, ejendom og produktionsmidler, også handlede om individets egen frigørelse fra overtro og andre fastlåste sociale normer og hierarkier i 1800-tallet.

Udgangspunktet for Stalin var total magt over både parti og folk, hvorfor flere kommunistiske bevægelser fejlede på spørgsmålet om frihed. Det var ikke, fordi de enkelte medlemmer ikke kunne indordne sig under en fælles disciplin, men fordi den centrale magt og styring ikke evnede eller ville omsætte en fælles disciplin til en følelse af frigørelse for det enkelte menneske.

Stalin og andre despoter har i kommunismens navn været med til at tilsværte begrebet kommunisme, og hermed også den kommunistiske bevægelses oprindelige grundteser og teorier.
Stalin har i høj grad medvirket til at tilsværte kommunismen og den kommunistiske bevægelses oprindelige teorier. Foto: Wikipedia

Det udgør en problemstilling, der igen leder hen til spørgsmålet om demokratiformer, som råds- og basis-demokrati kontra diverse former for repræsentativt demokrati, der har det med at skabe en centralisering af magt på få hænder, uanset politiske ideologier.

Kommunismens frigørelsesteori var fra start af en teori om tillid, men udviklingen af marxistisk videnskab og flere kommunistiske partier og venstregrupperinger bidrog til at opbygge en mistillidskultur med magtens forestilling om, at folket ikke evner at tænke selv.

Spørgsmålet om frigørelse, frihed og spontanitet kontra organisering er derfor vigtig at forholde sig til i opbygningen af et socialistisk samfund ud fra en frigørelsens filosofi, der bygger på et lighedsprincip – i og med at lighed er universel og gælder for alle.

At opnå lighed kræver vedvarende, lighedsskabende handlinger, regler og rettigheder, som må udgå af en kollektiv kraft, hvis kommunisme skal udvikles som et frigørende projekt. Men spørgsmålet er fortsat, hvordan individets og kollektivets realisering falder sammen med en kommunistisk organisering af samfundet? For vi kan godt forestille os mennesker som frigjorde individer – men kan et samfund frigøres?

Vi kan godt forestille os mennesker som frigjorde individer – men kan et samfund frigøres?

Universalitet som afgørende princip

Med feudalismens ophør og industrialiseringens fremvækst opstod arbejderen som sælger af sin arbejdskraft, og ud fra socialismens og kommunismens idéer opstod der en historisk set enestående ny, kollektivt kæmpende arbejderklasse og en international arbejderbevægelse. For Marx og Engels udgjorde kommunister ikke blot frigjorte individer, som eksperimenterede med et kollektiv liv, men også af arbejdere der indså nødvendigheden i at realisere en form for universalitet.

I 1921 skrev den russiske revolutionære maler Kazimir Malevich: ”I dag er det menneske vågnet, som råber på hele verden og kalder menneskeheden til enhed, thi et nyt enhedens og handlingens menneske er nødvendigt. Vi ønsker at bygge os op i overensstemmelse med det nye forbillede. Efter den nye plan og det nye system vil vi bygge vort samfund, for at naturens elementer kan forenes med mennesket og udgøre et almægtigt og fælles hele. Derfor kan det enkelte individ i dag ikke have isolationens frihed og leve, som det falder ham ind. Han kan ikke organisere sit eget enkeltmandsprogram – thi han må indgå i det fælles system af almen frihed og ret.”

Uden dybtgående analyser, diskussioner og reel og bred inddragelse kan der ikke skabes et socialistisk alternativ til det borgerlige, liberale demokrati, hvis formål alt andet lige er at understøtte kapitalismen og den liberalistiske dagsorden.

Citatet er udtryk for idéen om universalitet, et princip som fortsat udgør et skisma mellem en statsmagt og et samfund af frigjorte borgere. For det ubekvemme svar er, at frihedens logik for det enkelte subjekt kan kollidere i forhold til den logik, der ligger i udviklingen af en social orden i samfundet. For hermed fjernes kernen i idéen om subjektets frigørelse, da borgere vil kunne opleve både tilsidesættelse og udelukkelse, grundet en ideologisk dominans der beror på magtforhold.

En kommunistisk arbejder blev på Marx’ tid defineret som en arbejder, der diskuterer og aktivt deltager i udarbejdelse af fælles love og regler i realiseringen af den kollektive rationalitet. Det er netop denne kommunistiske definition af en arbejder, der giver os en historisk forståelse for, hvorfor mange af os mener, at moderne urafstemninger og digitale valg på nettet er en politisk afvej, som ikke er brugbar i et levende demokrati.

Den digitale teknik lukker af for inspirerende fysiske møder med levende debatter og argumenter, der kan kvalificere vores valg, beslutninger og handlinger. Det begrænser klart borgerens og arbejderens aktive deltagelse i det politiske liv, som både Rousseau og de tidlige, senere og nuværende socialister står for.

Uden dybtgående analyser, diskussioner og reel og bred inddragelse kan der ikke skabes et socialistisk alternativ til det borgerlige, liberale demokrati, hvis formål alt andet lige er at understøtte kapitalismen og den liberalistiske dagsorden.

Historien om kommunismen skal derfor fortsat handle om viljen til frigørelse.
Foto: CC

Kommunismens fremtid

At befri idéen om kommunisme fra dens dobbelthed i forhold til samfund og individ er afgørende for alt nyt i kommunismens navn. De kommunistiske partiers historie kan nok fortælle os om stærke, magtfulde organisationer, men den kan ikke fortælle os, hvad kommunisme set som alle og enhvers magt er.

En rekonstruktion af kommunisme må derfor indebære en genoptagelse af den tillid, som den kommunistiske teori bygger på, men som blev svækket af den mistillidskultur, der opstod i flere såkaldt kommunistiske stater og partier.

Historien om kommunismen skal derfor fortsat handle om viljen til frigørelse. Vi skal se på de historiske øjeblikke, vi kan lærer af. Vi skal se på kommunisme ud fra de traditioner, der blev skabt af de mange øjeblikke, hvor almindelige mænd og kvinder viste deres styrke og evner i kampen for alles rettigheder. Deres strejker og protester mod fabrikker, regeringer, kontorer, skoler og hære udgjorde den tilstræbte kollektivisering af lighedens magt i kampen for alles rettigheder.

Det vigtige ved et kommunistisk øjeblik er, når der skabes en helt ny konfiguration, sammenstilling af hvad det fælles betyder, for det kan åbne op for et univers af alternative muligheder.



Hanne Schmidt er uddannet rød arkitekt og byplanlægger i 1976. Hun har været aktivt medlem af Enhedslistens kulturudvalg fra 1993, er nu i partiets Boligpolitisk udvalg.
Har siddet i bestyrelsen for Grobund – GrønRød aftenskole