Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
29. september. 2021

Ken Loach: Demokratiet er dødt i Keir Starmer’s Labour

Kritik af lederen er blevet forbudt, og tusindvis af medlemmer i det britiske socialdemokrati er blevet ekskluderet – eller har forladt partiet i vrede. Men drømmen om en verden, hvor fællesskab er vigtigere end profit, lever stadig, skriver den britiske filminstruktør og socialist, Ken Loach.

“Brutalitet uden fortilfælde.” Filminstruktør og socialist Ken Loach langer ud efter Keir Starmer’s katastrofale ledelse af Labour. Foto: Denis Makarenko / Shutterstock.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I de seneste par uger har jeg båret et adelsmærke. Jeg har nemlig sluttet mig til den lange række ekskluderede eller suspenderede medlemmer af det britiske Labour-parti. Og hvad består min forbrydelse så i? At have støttet en nyligt udstødt gruppe, der har modsat sig de urimelige udelukkelser fra partiet. Dét er sandheden bag Keir Starmers udrensninger.

“Demokratiet i Labour er dødt. Man må hverken kritisere Starmers ledelse – eller det forhold, at kritik ikke er tilladt.”

Starmer har udvist en alvorlig mangel på dømmekraft – med sin igangværende plan for at svække almindelige medlemmers indflydelse i partiet. Men selv inden da førte han an i kampen mod kritiske røster, og skubbede tusinder ud af partiet. Én af hans fremmeste støtter afslørede rænkespillet, da han pralede med, at “Starmer er lykkedes med at fryse den hårde venstrefløj ude.”

Demokratiet i Labour er dødt. Under Starmers ledelse er der blevet opfundet en række nye regler, som er blevet effektueret med tilbagevirkende kraft – så store dele af baglandet er i praksis blevet suspenderet, har fået frataget deres valgte poster, og er blevet erstattet af pålidelige folk fra partiformandens egen højrefløj. Kandidater bliver opstillet fra centralt hold, uagtet hvad man ønsker på lokalt plan. Kritiske udtalelser om Starmer, og støtte til hans forgænger Jeremy Corbyn, bliver der lagt mundkurv på, og alle lokale partiformænd, der tager det op til debat, bliver suspenderet. Man må hverken kritisere Starmers ledelse – eller det forhold, at kritik ikke er tilladt.

Dedikerede aktivister med mange års erfaring i partiet er blevet chikaneret og udstødt. Folk er vrede, udmattede og fortvivlede. En sådan beregnende og brutal strategi er fuldstændig uhørt i Labours historie. Alligevel er de samme medier, der elsker at skrive om splittelse i Labour, fuldstændig tavse. Klummeskribenter vinkler det i stedet som Starmers forsøg på at rydde op i butikken. Hvilken oprydning! Det anslås, at mellem 100.000 – 150.000 medlemmer har forladt Labour siden Starmer overtog formandsrollen, og selvom mange er blevet sparket ud, er flertallet simpelthen bare skredet i væmmelse.

En ulv i samlings-klæder

Da Keir Starmer blev valgt, lovede han samling i partiet, men hans plan var fra starten at erklære krig mod partiets venstrefløj. Nogle troede på hans ti løfter, hvor han lovede at fortsætte Labour’s ‘radikale arbejde’, og at holde Labour fast forpligtet på fælleseje.

“Fra det øjeblik, hvor Corbyn fik magten i Labour, har højrefløjen i partiet arbejdet på at få ham væltet af pinden igen.”

Hans kløvede tunge viste sig igen forleden, da han blev spurgt ind til partiets plan om at nationalisere Storbritanniens seks store energiselskaber. Her understregede hans tågesnak, at han allerede har droppet alle sine valgløfter. Han omfavnede Corbyn ved valget i 2019, men stak prompte en kniv i ryggen på ham ved førstkommende lejlighed.

Fra det øjeblik, hvor Corbyn fik magten i Labour, har højrefløjen i partiet arbejdet på at få ham væltet af pinden igen. Deres ejerskabsfornemmelser gjorde, at de ikke kunne udstå at se ham i front, og det blev kun værre for dem, da han sammen med John McDonnell og andre af sine allierede fremlagde et politisk program, der faktisk kunne omdanne samfundet i retning af at tjene arbejderklassens interesser.

Den antisemitiske gift

Det bedre borgerskab var forfærdet. Panikken bredte sig for alvor, da Labour var tæt på at vinde valget i 2017 med en radikal dagsorden. Noget måtte gøres; partiet måtte ‘bankes på plads’. Til det formål brugte man den giftige løgn om, at Jeremy Corbyn havde tilladt antisemitisme at florere i partiet. Slangerne sad ved siden af ham på Labours pladser i Parlamentet.

Under dække af at ville rense ud i antisemitisme har Starmer og hans New Labour (betegnelse for den politiske retning i tiden under Tony Blair, red.)-rådgivere misbrugt partiets regler til at true og ekskludere i stor stil. Jewish Voice for Labour beretter om en udrensning af venstreorienterede jødiske medlemmer og hævder, at de faktisk har fire gange større risiko for at blive irettesat end ikke-jødiske medlemmer. Deres klager over at blive behandlet dårligt er imidlertid faldet for døve øren. Ironien er tyk.

Tilbage til at tjene den herskende klasse

Labours radikale program fra forrige ledelse skal slettes fra den kollektive hukommelse. Man hører sjældent fra Corbyn, mens Tony Blair’s tidligere rådgivere og taleskrivere igen bliver hevet frem som politiske orakler, selv om de har stået for privatisering og ulovlige krige.

For højrefløjen i Labour er nøglen til succes ved valgene, at forsikre den herskende klasse om, at dens rigdom og magt er i trygge hænder hos Labour. Venstrefløjen må nøjes sin vanlige rolle med at marchere i gaderne, og at afholde demonstrationer som et politisk teater. Rupert Murdoch (australsk mediemogul, ejer af bl.a. The Sun og Fox News, red.) har ikke noget problem med at omfavne Starmer eller hans eventuelle efterfølger hjerteligt, sådan som han gjorde med Tony Blair.

Tidligere Labourformand Tony Blair (midten) og mediemogulen Rupert Murdoch (th.) til prisoverrækkelse i 2008. De to var gode venner da Blair stod i spidsen for Labour, og Tony Blair har bl.a. stået fadder til Murdoch’s datter, Grace. Højrefløjen i Labour vil have genoprettet det tætte bånd mellem magteliten og partiets ledelse, skriver Ken Loach. Foto: Mike Theiler

Drømmen om en ny verden lever stadig

Kan venstrefløjen svare igen? Hvordan kan vi gennemtvinge de gennemgående forandringer, der desperat er brug for? De mange mennesker, som blev inspireret af Jeremy Corbyn’s budskab, er her stadig, både i og uden for Labour.

“Mange længes efter en verden, hvor det fælles bedste er vigtigere end privat grådighed, og hvor alle mennesker kan se frem til sikre, værdige liv.”

Fagforeningerne har også set en stigning i indflydelse til venstrefløjen. Et væld af bevægelser – hvad enten det er mod racisme og nedskæringer, til forsvar for sundhedsvæsnet eller beskyttelse af klimaet – viser også, at utilfredsheden i samfundet er stor.

Mange længes efter en verden, hvor det fælles bedste er vigtigere end privat grådighed, og hvor alle mennesker kan se frem til sikre, værdige liv. Vi har chancen for øjeblikket, men hvis vi lader den passere, og vi ikke holder sammen på alle stykkerne, risikerer venstrefløjen igen at blive splittet, og forfalde til små sekter. Resultatet vil blive, at hundredtusinder vil føle sig politisk hjemløse.

Et nyt parti ville stå over for de samme problemer som førhen. Men der er brug for et nyt projekt – en bred, inkluderende og uafhængig arbejderbevægelse, som kan forene folk i og uden for Labour. I spidsen for en sådan har vi brug for anerkendte, principielle og troværdige mennesker, og støtte fra fagforeningernes venstrefløj er afgørende.

Vi har masser af talenter: Unge aktivister, politikere på vej frem, akademikere, læger og økonomer – foruden alle de fantastiske mennesker ude i lokalsamfundene og i græsrodsbevægelserne. De forstår bedre end de fleste andre, hvad der foregår, og går lidenskabeligt og klarsynet til sagen.

Vi har brug for en social bevægelse, der principfast går til problemets rod. Det var dén type bevægelse, jeg selv sluttede mig til i 1964, da jeg første gang blev medlem af Labour. På mit første medlemskort stod der noget, som stadig kan inspirere os i dag: “At sikre arbejderne det fulde udbytte af deres foretagsomhed med hånd og ånd… på baggrund af et fælles ejerskab af produktionsmidlerne, fordelingsretten og varerne“.

Hvad venter vi på?


Artiklen er udgivet i samarbejde med The Guardian. Første gang bragt 28. september: Democracy is dead in Keir Starmer’s Labour. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.

Om skribenten

Ken Loach

Ken Loach

Filminstruktør og mangeårigt medlem af Labour. Modtog De i 2016 Gyldne Palmer i Cannes for filmen I, Daniel Blake. Læs mere