Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
1. oktober. 2021

Klassekamp på Rådhuset: Hvad er venstrefløjens rolle?

Hvordan træffer man benhårde økonomiske valg, når man som venstreorienteret har fået magten til at bestemme? Op til kommunalvalget kigger tidligere Skoleborgmester Per Bregengaard tilbage på sin egen kamp for et mere retfærdigt København.

Hvordan forvalter venstrefløjen magten, når man har fået nøglerne til byens rådhus? Per Bregengaard kommer med nogle bud, og kigger tilbage på sin tid som borgmester i København. Foto: Shutterstock

Når ens politiske visioner møder virkeligheden, bliver tingene altid mere komplicerede end som så. Skåret ind til benet kan man sige, at første halvleg af klassekampen foregår på arbejdsmarkedet: Hvad tilkæmper lønarbejderne sig af løn og rettigheder? Hvad tilfalder kapitalen af penge og magt? Mens anden halvleg af kampen foregår i kommunalbestyrelser, regioner, Folketinget og EU-parlamentet.

Er første eller anden halvleg i en fodboldkamp så vigtigst? Det er under alle omstændigheder det samlede resultat, der tæller. Derfor må vi på venstrefløjen engagere os, og gå helhjertet ind i de parlamentariske institutioner. Dét arbejde er pr. tradition en integreret del af et levende, socialistisk partis arbejde, fordi Folketingets, regionernes og kommunalbestyrelsernes beslutninger påvirker og har indflydelse på folks og især udsatte gruppers hverdag og fremtid.

“Er første eller anden halvleg i en fodboldkamp så vigtigst? Det er under alle omstændigheder det samlede resultat, der tæller.”

Mine vurderinger af klassekampens 2. halvleg er præget af mine personlige erfaringer. Derfor et kort oprids. Jeg er i dag medlem af Enhedslistens Blågårds-afdeling på Nørrebro i København, og var aktiv i Venstresocialisternes (VS) lokalpolitiske gruppe og forskellige bevægelser på Nørrebro i 1970’erne og 1980’erne. Det handlede især om byfornyelsen, herunder kampen for byggelegepladsen: Byggeren. Den endte brat i 1980. Herefter drejede mit bevægelsesarbejde sig især om lejerforeningen. Jeg blev medlem af Københavns Borgerrepræsentation på et afbud i 1988 og sad der til 2007 og var skoleborgmester 1998-2006. Hovedindsatsen i det parlamentariske arbejde var især børne- og ungeområdet, integrationspolitik og økonomi. Meget vand er siden løbet under broen, og jeg har lagt mine politiske kræfter andre steder end i det lokal- og kommunalpolitiske.

Når venstrefløjens idealer møder virkeligheden

En kommunal eller regional lokalpolitisk forbedring kan både handle om at skaffe midler, få indflydelse og opnå gennemsigtighed. Venstrefløjen kan kun være tillidsvækkende, hvis vi interesserer os for hverdagen – og praktiserer solidaritet. Det betyder, at venstrefløjen skal komme med politiske forslag og deltage seriøst i politiske forhandlinger og samarbejder, der skaber forbedringer og peger fremad. Arbejdet i parlamentariske forsamlinger skal ikke begrænses til udelukkende at være en anvendelig talerstol for afsløringer, bevidstgørelse og mobilisering til politiske bevægelser.

At Enhedslisten går ind for ‘selv den mindste forbedring og imod selv den mindste forringelse af arbejderklassen’ – bredt defineret – og de kommende generationers leve- og eksistensvilkår, kan være en udmærket rettesnor. Men vi slipper ikke for en konkret vurdering af en reform og et budget ud fra de aktuelle styrkeforhold mellem klasser og grupper i samfundet. Dette element er sjældent fremtrædende, når vi diskuterer og vurderer et JA eller NEJ til at forsætte forhandlingerne eller resultatet af en forhandling.

Vi slipper heller ikke for at prioritere. For heller ikke under socialismen er midlerne ubegrænset. Vi skal både vælge, hvad der kommer først, og vælge mellem vores slagsmål – og det er at stikke os selv blår i øjnene at tro, at f.eks. Enhedslisten i København nogensinde har indgået en budgetaftale, der var pletfri for nedskæringer.

Imod populistiske strømninger

Det er vigtigt, at venstrefløjen i sin vurdering af situation, reformer og forslag er i dialog med bevægelserne og har fingeren på befolkningens puls. Målgrupper skal kunne genkende sig selv, deres behov og ønsker for fremtiden i vores reformkrav, forslag og kompromisser. Men nogle gange bliver vi nødt til at gå foran, og sejle op mod en bevægelse.

I 1980’erne og 1990’erne var den dominerende holdning, både i Københavns Lærerforening og forældrenes ‘Skole og Samfund’, at der skulle sættes loft over antallet af tosprogede børn i en klasse. Holdningen var, at de tosprogede børn skulle ‘druknes i dansk’ – altså, at man ikke skulle inddrage deres kultur og modersmål, og anvende en dansk-som-andetsprogsstrategi.

Det lykkedes at vende dette i min borgmestertid, ved at give plads til og prioritere den faglige ekspertise. København kvalificerede modersmålsundervisningen, drejede den hen mod at blive en del af skolen og fastholdt den i et par år efter Folketinget havde fjernet kommunernes forpligtelser. Desværre blev ekspertisen siden sløjfet, og retten til modersmålsundervisning til dels fjernet.

Det drejer sig ikke altid om medløb i forhold til bevægelserne, men også om at sejle op mod populistiske og reaktionære aspekter og strømninger. Venstrefløjens partier er ikke nødvendigvis bevægelsernes partier – men vi er i dialog med dem.

Tosproget undervisning var ikke populært i bevægelser eller politisk i 1980’erne. Her var tilgangen i stedet, at børnene skulle ‘druknes i dansk’. Foto: Gymnasieskolen

Politiske netværk er guld

Det er vigtigt, at reformer og forslag kan ses som en del af en politisk helhed. Parlamenterne giver adgang til medierne, og deres lydhørhed kan anvendes som en talerstol for visionerne, for alternativerne til den herskende (u)orden, magtskiftet, og afsløringen af de nuværende magthavere.

Samtidig må de folkevalgte også være troværdige over for partiorganisationer, bevægelser og borgere, der har en sag. Ideelt er de en troværdig kanal ind til dét, der foregår bag de parlamentariske institutioners tykke mure. De valgte må ikke isolere sig fra parti og bevægelse og blive en del af det minisamfund, der let udvikler sig på rådhuset.

“Overborgmesteren så gerne lys for enden af tunnellen. Næste år kunne man tørt konstatere, at han var blevet blændet af lyset fra det modkørende tog.”

Derfor er det vigtigt at holde sin personlige dør åben, at svare på henvendelser. Både i min tid hos Venstresocialisterne, og i min tid på Rådhuset i Enhedslisten, havde vi en velfungerende skolebaggrunds-gruppe med både forældrerepræsentanter og lærere i. Vi holdt månedlige møder, og i den sidste tid sneg der sig også ikke-medlemmer ind. Det var et rigtig godt dialogforum for alle parter. Men det var uoverkommeligt også at skulle afstemme politikken i baggrundsgruppen, dertil foregår rådhusets politiske processer alt for hurtigt.

Både borgerhenvendelser, baggrundsgruppe og netværk er guld værd. Og de kan aktiveres i politiske processer. Det handler om optræden i diverse råd, der er en del af de politiske processer i kommunen. Det gælder i høringer og foretræde for udvalget, når en eller anden sag behandles.

Skolesammenlægninger er sjældent populære. Det gjorde sig også gældende i en sammenlægning af Vesterbroskolerne: Den lille Alsgades Skole med 8o pct. tosprogede elever og Ny Carlsbergvejens med 80 pct. etniske danske.

Sammenlægningen lykkedes uden at rejse en voldsom modstand på Rådhuset, lokalt og i skolerne bl.a. ved en bestemmelse om, at ingen af de eksisterende klasser i fremtiden ville blive lagt sammen af økonomiske årsager. Også andre betingelser blev strikket sammen i et kompliceret samspil mellem forældresiden i skolebestyrelserne, elevrådsformænd, lærere og skolepolitikere. Der blev afgivet høringssvar og fremsat synspunkter i foretræder, som kunne harmoneres.

Her og i andre sager har jeg brugt en hel del tid som politiker på at forklare og diskutere med folk, hvordan de får indflydelse på en given sag, herunder hvem der er nøglepersoner i andre partier.

Hård kamp mod nedskæringer i fattigfirserne

Københavns-generalforsamlingen og Københavnsbestyrelsen var i den almindelige partiopfattelse – hos først VS og siden hos Enhedslisten – Borgerrepræsentationsgruppens og borgmesterens arbejdsgivere, fordi generalforsamlingen er medlemmerne og bestyrelsen repræsenterer medlemmerne. Sådan var det, sådan er det. Og stillingtagen til næste års budget og aftalen om det er normalt den vigtigste beslutning i løbet af året.

Samtidig er det vigtigt, at gruppen på rådhuset har en vis autonomi og magt over tingene. Respekten for den parlamentariske gruppes relative autonomi kan ikke alene begrundes med de folkevalgtes indsigt i det, de beskæftiger sig med. Den er også helt OK, fordi det stort set er partimedlemmerne, der vælger gruppe og borgmesterkandidat, især hvis man opstiller på partiliste, som borgerne kun kan shoppe i ved at stemme personligt, og partilisten stort set er intakt efter et valg. At partiets bestyrelse skulle være mere medlemsvalgt end den politiske gruppe på rådhuset er ikke i god overensstemmelse med virkeligheden. Dertil kommer respekten for vælgerne.

Respekten kan også begrundes med, at de folkevalgte ofte har interesseorganisationer, bevægelser og berørte borgere meget tæt inde på livet, hvis man vel at mærke ikke lever et isoleret liv bag rådhusets tykke mure.

Vi bevæger os her et par skridt tilbage i Københavns historie. 1980’erne og 90’erne var en gevaldig økonomisk nedtur for Københavns Kommune. Den kan illustreres med en historie om skolebudgetterne. Budgetåret går fra 1. januar til 31. december, og følger således ikke skoleåret. Så når der skal spares på skolernes drift, må det meste af besparelsen falde i de sidste 5 måneder af budgetåret. Helårsbesparelsen spredt ud på alle årets 12 måneder kommer først året efter. Det problem løste man ved at finansiere de første 7 måneders drift det følgende år ved at tage fra vedligeholdelsen, som så kunne gives tilbage året efter.

Problemet var, at den økonomiske nedtur fortsatte, så året efter skulle kommunens økonomi genoprettes med endnu flere besparelser. Der blev klaret på samme måde. På den måde forsvandt vedligeholdelses-budgettet, så skolernes forfald accelererede. Samtidig voksede ikke alene kommunens vedligeholdelsesgæld, men også den finansielle gæld, hvilket tvang kommunen til at afhænde alle sine kommunale udlejningsejendomme i en aftale med staten.

Overborgmesteren så gerne lys for enden af tunnellen. Næste år kunne man tørt konstatere, at han var blevet blændet af lyset fra det modkørende tog. Vi protesterede. Jeg afslørede fra Borgerrepræsentationens talerstol, og skrev kronikker og debatindlæg om Københavns reelle fallit og behov for en udligningsreform. En hel del af dem blev bragt, for det var der ingen andre, der skrev om.

Jeg husker, at formanden for lærerforeningen engang roste mig for mit afsløringsarbejde. Lærerforeningen protesterede også mod skolenedskæringerne. Men han så egentlig hellere nogle resultater fra en indsats på de indre linjer. Skulle vi se at komme ind i kampen?

Fælles om sejren

I 00’erne begyndte Enhedslisten at være med i budgetaftaler. Måske blev de gamle VS-holdninger blødt op af andre traditioner. Men også rammerne i Borgerrepræsentationen ændrede sig: Man overgik fra en ekstremt topstyret magistratsordning til et udvalgsstyre, der skabte et større manøvrerum for de ”menige” politikeres indflydelse på beslutningerne.

Forklaringen på forandringerne i Enhedslistens arbejde på Rådhuset kan også tilskrives ændringer i de økonomiske forhold: Ikke alene landets, men også kommunens økonomiske situation havde bedret sig – også som følge af ændringer i den kommunale udligning. Man skal nok ikke tilskrive det frugten af mit arbejde, men jeg bilder mig alligevel ind, at jeg havde ydet et beskedent bidrag.

Det er vigtigt, at bevægelser og parti opnår resultater og sejre i fællesskab. Hvorfor skulle folk ellers vælge os ind på rådhusene og i Folketinget? Ved at protestere styrker man ikke pr. definition bevægelserne. De frustreres og svinder ofte ind, hvis protesterne ikke fører til resultater.

Resultater og sejre kan ikke opnås ved et forhandlingsbord alene. Gode eller ringe resultater er altid et resultat af kampe, pres og påvirkning i form af kritik, protester eller tilslutning udefra. Den glorværdige kamp for at bevare fritidshjemmene og fritidspædagogikken i 00’erne var et skoleeksempel på dette. Det ser jeg nærmere på i næste kapitel om borgmester og embedsmænd


Om skribenten

Per Bregengaard

Per Bregengaard

Medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuel med "Hvad skal vi leve af - på vejen mod socialismen?   Læs mere