Klimakamp er klassekamp

Regnearkene og det interne sprog findes til dels stadig, men alligevel er det lykkedes for klimabevægelsen at få gjort alle, der interesserer sig for klodens udvikling, til deltagere i klimadebatten.

En anden grund til min skepsis var, at klimakampen ofte blev ført af folk, som mente klassekampen var overstået. Der opstod op gennem 1990’erne og nullerne en afstand mellem de grønne og de røde, som jeg i al beskedenhed forsøgte at gøre mindre gennem arbejdet i Europa-Parlamentet, hvor vi startede Nordic Green Left i den røde gruppe GUE.

Det havde jo været let for et medlem af SF at blive medlem af den Grønne gruppe i parlamentet – men at få alle de røde til at tage den grønne dagsorden alvorligt fik flyttet flere stemmer til den grønne dagsorden!

Den udvikling går desværre stadig alt for langsomt. Alt for meget klimakamp føres gennem tiltag, der skal få den enkelte forbruger til at ændre sine valg. Og for ikke at få gang i de gule veste, bliver der fulgt op med kompensationer og lempelser osv. Et netværk af bestemmelser og virkemidler, der snart er lige så komplicerede som vores beskæftigelseslovgivning eller (åh skræk) skattelovgivning.

Den store CO₂-klassekløft

Men nu lysner det måske også på dette felt. For en af mine favoritaviser The Guardian har i den sidste tid kørt en feature, de kalder The great Carbon Divide – eller den store CO₂-kløft.

Pointen er her soleklar: Endnu engang tager de rigeste for sig, og de fattigste kommer til at bære byrderne. 200 VIP’s har eget fly, som udleder mere end 40.000 private britiske hjem. Vi snakker om folk som Elon Musk, Rolling Stones og familien Murdoch. Og i Monaco sidder to personer med meget dansk-klingende navne Kasper Højgaard og Lasse Jensen og udlejer luksusyachts.

De kan berette, at CO₂-udslip ikke er på tavlen blandt deres lejere – ej heller hos dem selv. Men netop denne transportform er klart med til at booste de ekstremriges CO₂-udslip.

I forvejen er forskellen mellem de rigeste 10 procent og de fattigste 10 procent i områder som EU en faktor et sted mellem 20 og 40. Især biler er med til at løfte de rigeste – og luksus-yachterne får de allerrigeste til at springe helt til tops.

Milliardærer klimasviner en million gange mere end fattige mennesker

Men det er ikke bare de riges transport, der får dem til at belaste vores klima. De 125 rigeste milliardærers investeringer giver et CO₂-udslip, der er mere end en million gange større end de 90 procent fattigste. Tallene stammer fra IEA – Det Internationale Energi Agentur – og fra Oxfam.

Klima er med andre ord ikke et spørgsmål om den enkelte forbruger. Jeg skal i hvert fald tygge mange plantebøffer i mig, før jeg kommer til at få samme betydning, som hvis Murdoch lod privatjetten stå stille en enkelt måned.

Så hvem skal vi have til at ændre strategi, og hvem skal vi straffe for at belaste vores klima og vores fælles fremtid? Lige nu er det klima-aktivister, der mærker lovens lange arm. For mens de velhavendes oplevelser er beskyttet af lovgivningen, så er der endnu ingen lovgivning, der beskytter de fattigste 90 procent mod at få berøvet deres ret til tryghed og en fremtid uden voldsomme klimaforandringer.

Jeg ser frem til, at klimadagsordenerne flyttes fra privatlivet til den politiske scene på en måde, der sikrer de 90 procent.

Jeg ser frem til, at klimadebatten tager højde for klassekampen på et strukturelt plan – og ikke bare i form af almisse-lignende tilskud for at forhindre folk i at gå amok.