'The light bulb conspiracy' er en teori om, at de ledende producenter af lyspærer bevidst holder levetiden på lyspæren nede, og derved sikrer, en konstant efterspørgsel på lyspærer.
7 min. læsetid

Planlagt forældelse er en gammel og udbredt strategi, hvor virksomhederne spiller på mange strenge.


Af Ebbe Rand Jørgensen

Der er i en kapitalistisk markedsøkonomi et stærkt incitament til at sikre, at brugsgenstande hurtigt bliver kasseret og genanskaffet. Det handler om at optimere salget: jo større salg, jo større omsætning og større indtjening. Et nyt produkt, der sættes på markedet, vil i en periode kunne afsættes i store mængder, men på et tidspunkt stagnerer salget. Markedet er mættet. Det sker f.eks., når alle har anskaffet et fladskærms-tv.
Man kan prøve at overbevise forbrugerne om, at de skal have tv i soveværelse, køkken og børneværelser. Men en anden og effektiv metode til øget salg er planlagt forældelse.

Teknisk forældelse

Planlagt forældelse omfatter flere forskellige strategier, der har det fælles formål at sikre, at produktet er i brug i kortest mulig tid, at det hurtigt kasseres og erstattes med et tilsvarende produkt.
En metode er at sikre, at produktet, f.eks. et tv, bliver teknisk forældet. En enkel og meget brugt metode er at designe produktet, så det efter en vis tid går i stykker. Hvis man i et tv indbygger en komponent, f.eks. en kondensator, som er lidt for svag og let bliver overophedet, vil tv’et gå i sort efter et stykke tid. Kunsten er selvfølgelig at sikre, at fjernsynet samtidig virker perfekt hele garantiperioden ud.
En ikke-fagperson vil have svært ved at gennemskue, hvad der er sket. Det er svært at finde en reparatør, og en undersøgelse, der skal afdække fejlen, koster penge, allerede inden reparationen er gået i gang. Fjernsynet ender måske som elektronikskrot, og et nyt bliver anskaffet.

Glødelampekonspirationen

Det klassiske eksempel på en storstilet organisering af teknisk forældelse er Phoebus-kartellet. I 1924 gik alle de store producenter af glødelamper sammen om en international kartelaftale. De forpligtede sig alle sammen til at produktudvikle deres pærer. På det tidspunkt kunne en pære typisk brænde 2.500 timer, inden glødetråden gik. Den tekniske udvikling pegede i retning af pærer med væsentlig længere holdbarhed. Men nu skulle brændetiden ned: De producenter, der ikke kunne overholde måltallene, blev pålagt store bøder. Det langsigtede mål var 1.000 brændetimer, der blev nået omkring 1940.
Denne historie er udførligt beskrevet i dokumentarfilmen »The Light Bulb Conspiracy« af Cosima Dannoritzer (2010). En amerikansk ejendomsmægler, Bernard London, foreslog i 1932 ligefrem, at der skulle
lovgives om en maksimalt tilladt levetid for produkter. Tanken var, at det ville skabe vækst og dermed afbøde nogle af krisens værste konsekvenser.

Defekt batteri = ny telefon

Et andet eksempel fra filmen er historien om printere, der har et indbygget ur: en chip, der fortæller, at printeren skal gå død efter et forprogrammeret antal print. Elektronikindustrien har i nyere tid praktiseret andre, mere sofistikerede former for teknisk forældelse. En tendens inden for elektronik er »slimline«: Computere, tabletcomputere og mobiltelefoner bliver tyndere og tyndere. Den samme udvikling gør produkterne vanskeligere at skille ad. I stedet for skruer anvendes lim. Dermed bliver det umuligt at skille tingene ad og skifte de enkelte komponenter ud. I andre tilfælde er der brugt specielle skruer, så gængs værktøj ikke kan bruges.
En af pionererne inden for den tendens er Apple. I en retssag erkendte Apple, at de havde udstyret deres iPod med et batteri, der havde meget ringe holdbarhed. Samtidig var det ikke muligt at udskifte batteriet. Kunderne blev anbefalet at udskifte hele iPod’en, når batteriet var
defekt, ofte efter kort tids brug.
Software, der bliver inkompatibel, spiller også en vigtig rolle inden for planlagt forældelse. Alle brugere af IT kender problemerne. Den gamle, fuldt funktionsdygtige printer virker ikke til den nyindkøbte PC, fordi styresystemet ikke kan tale med printeren. En bekendt sender et brev i en
vedhæftet fil, men du har ikke købt den nyeste programpakke og kan ikke læse teksten.

Der udvikles hele tiden ny software med nye filformater. Det nye program kan godt åbne de gamle filformater. Men det nye program er ikke udviklet, så det gamle program kan åbne de nye filformater. Samtidig stiller de nye programmer og styresystemer, der sendes på markedet, ofte krav om mere computerkraft. Det medfører i en del tilfælde, at fuldt funktionsdygtigt udstyr ender som elektronikskrot. Der er måske nye funktioner, men medaljen har altså en bagside.

Mode som planlagt forældelse

Virksomhederne kan gå andre veje end teknisk forældelse, hvis de vil sikre, at kunderne hele tiden efterspørger nyt. Næsten alle producenter af forbrugsvarer benytter sig af mode, ønsket om at anskaffe sig det nyeste nye. Bilindustrien er et godt eksempel. Dette års modeller er teknisk set ikke meget forskellige fra tidligere modeller. Forskellen kan ligge i små detaljer og i nogle andre linjer i karrosseriet.
Et historisk eksempel er fra USA. I tyverne var der to store konkurrenter, Ford og General Motors. Henry Ford holdt længe konservativt fast i sin klassiske T-model. General Motors valgte en anden forretningsmodel. De udbød hele tiden nye modeller af deres biler, det gav dem succes. Bilkøberne ønskede luksus og muligheden for at købe nyt og smart.

Modeindustrien er et andet eksempel. Der bliver købt enorme mængder af nyt tøj og kasseres tilsvarende mængder. Noget bliver genbrugt, men en stor del ender som affald til forbrænding.

Forbrugeren som medspiller

Industrien og forretningsverdenen forsvarer sig med, at planlagt forældelse er det, forbrugerne ønsker. Folk ønsker sig nyt smart tøj, biler af nyeste model, ting med smart design, nyeste mobiltelefoner og meget andet.
Men der er også tendenser i den modsatte retning. Mange oplever, at mætningspunktet er nået. Og der opstår også mere eller mindre spontant forskellige initiativer: genbrugsbutikker, tøjcaféer, reparationscaféer.
Nogle steder er der nogle fysiske og organisatoriske rammer, der giver muligheder, f.eks. i boligforeninger, andels- eller almene. Den almene boligsektor er nået et stykke med at organisere genbrugsordninger. Det er beboerne selv, der står for dem.
Samtidig formulerer miljøbevægelser politiske krav om lovgivning, der presser virksomhederne til at levere mere holdbare produkter, der kan holdes i live i længere tid.

Forbud og andre krav mod planlagt forældelse
I juli 2015 vedtog den franske nationalforsamling en lov om energiomstilling. En af nyskabelserne i loven var et forbud mod planlagt forældelse af produkter – defineret som »alle teknikker, hvorigennem en virksomhed søger bevidst at forkorte et produkts levetid for at øge udskiftningsfrekvensen«.

Det var en sejr for den franske miljøbevægelse Les Amis de la Terre (Friends of the Earth i Frankrig), som siden 2009 har ført en kampagne for »Produkter for livet«.

»Men de alvorlige ting er først lige begyndt,« konstaterer Les Amis de la Terre. »Nu er det op til forbrugerne at påvise, at en computer, en mobiltelefon eller en tørretumbler, som man er nødt til at udskifte før forventet, er et udslag af planlagt forældelse.«

Bevægelsen arbejder videre for lovgivning, der sikrer, at:

● Produktets holdbarhed skal stå i varedeklarationen.

● Garantiperioden forlænges til 10 år for varige og halvvarige forbrugsgoder.

● Salg af produkter, der ikke kan repareres, forbydes.

● Moms på arbejdskraft til reparation sænkes.

● Industriprodukter skal kunne skilles ad, repareres eller genanvendes

uden risiko.

● Producenten skal levere fuldstændige, detaljerede reparationsmanualer, som gør det muligt at reparere produktet selv eller få det repareret på et værksted



Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet 7, april 2016


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.