Danske modstandsfolk under 2. verdenskrig
8 min. læsetid

»Vi hører meget om russiske efterretningstjenester dræber kritikere med gift i London, finansier den yderste højrefløj eller står for hackerangreb. Men det er måske en normal aktivitet og efterretningstjenesterne er en del af den politisk virkelighed,« lyder det fra historiker, som i en kommende bog kaster lys over dengang Danmark og København var centrum for Sovjetunionen og Kominterns illegale aktiviteter i Vesten.


Af Kim Kristensen

»Når jeg nævner over for andre, at jeg arbejder med Komintern, så skal jeg som regel starte helt forfra. Hvad er Komintern?«

Jesper Jørgensen griner. Det er en varm sommerdag og historikeren har åbnet vinduet til kontoret på 5. sal på Arbejdermuseet i Rømersgade, i det indre København, hvor han har tilbragt det meste af tiden de seneste to år på arbejdet med den Tredje Internationale, den kommunistiske eller Komintern. Her er så lidt plads mellem de to borde, at der dårligt nok er plads til komme forbi hinanden, da Jesper Jørgensen har ville åbne vinduet. Historikeren forklarer undskyldende, at han selv og kollegaen, som deles om kontoret, skiftes til at være her og på museets bibliotek og arkiv i Taastrup.

Jesper Jørgensen er netop vendt tilbage efter en tredages konference i Moskva i anledning af 100 året for Kominterns dannelse i 1919, arrangeret af Det Russiske Statsarkiv for Socio-Politisk Historie (RGASPI) og med tilstedeværelse af forskere fra 16 lande. I den russiske hovedstad præsenterede historikeren oplægget »”SS Apparat Copenhagen”: The Secret Comintern network in Denmark 1933-1938«, hvor han løfter noget af sløret for, hvad som i en kommende bog får den mere mundrette title, »Den røde underverden. Hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige«. Bogen, der er skrevet sammen med historikerne Niels Erik Rosenfeldt og Morten Møller, udkommer til oktober på Gyldendal.

Når Jesper Jørgensen starter helt forfra med at beskrive arbejdet med Komintern, begynder han med den russiske revolution i 1917, der skulle komme til at definere det 20. århundrede. Blot en generation Oktoberrevolutionen levede en tredjedel af verdens befolkning under kommunistiske regimer.

Parade på den Røde Plads

»En vigtig del i den kommunistiske verdensbevægelse, og en af grundene til at det netop bliver en verdensbevægelse, er oprettelsen af Komintern og dens virke i mellemkrigstiden,« siger Jesper Jørgensen.

Året efter oprettelsen af Komintern godkendte Venstresocialistisk Parti således på sin kongres de såkaldte Moskva-teser, ændrede navn til Danmarks Kommunistiske Parti og blev en sektion i Kommunistisk Internationale. Hvilke også skete for en lang række andre partier overalt i verden.

Lenin

»Det er svært at finde lignende internationale fænomener,« siger Jesper Jørgensen. »Partier er normalt nationalt orienterede, selv om de kan samarbejde med andre landes partier. Men her deponerer de nationale partier deres beslutningskraft i en international organisation. Intentionen var at blive et verdensparti, som kæmpede for et venstreorienteret alternativ til det bestående. Så ambitionerne var store: Arbejderklassens reelle frigørelse i modsætning til den pseudofrigørelse, som den reformistiske socialdemokratiske bevægelse stod for«.

Der herskede fra starten enighed om, at de kommunistiske partier på den måde kunne undgå en gentagelse af Anden Internationale, som var blevet splittet under Første Verdenskrig med de forskellige socialistiske partiers støtte til deres egne lande, ligesom partierne mente, at centraliseringen og en næsten militær disciplin var nødvendig i en epoke, hvor mange ventede en borgerkrig.

Ganske vist havde Lenin taget initiativ til dannelsen af Komintern, og Sovjetunionens Kommunistparti (SUKP) var ledende, men i de første år var der alligevel et vist spillerum for de nationale kommunistpartier. Snart blev Komintern dog underlagt Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser og til sidst endte Stalin med også at udrense denne organisation. Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i 1939 blev dødsstødet for Komintern, og organisationen førte kun en skyggetilværelse frem til 1943, hvor den definitivt blev nedlagt for at lette samarbejdet med vestmagterne under krigen. Med nedlæggelsen blev DKP først formelt et selvstændigt parti.

Lenin og Stalin, september 1922

Dansk OMS-punkt

Den kommunistiske verdensbevægelse havde to sider: Der var det udadvendte parti- og fagpolitiske arbejde, som i ikke-kommunistiske lande i sig selv var af en potentielt samfundsnedbrydende karakter. Men der var også det hemmelige og konspiratoriske arbejde, som i de samme lande ofte antog en mere direkte karakter af at være dette. Selve ordet »konspiration« var faktisk et positivt ladet ord i kommunisternes politiske ordbog. Mange aktiviteter forblev derfor skjult for omverdenen.

En af disse var, at Danmark i perioden i 1930’erne spillede en afgørende rolle i Afdelingen for internationale forbindelser (normalt omtalt som OMS efter forbogstaverne i det russiske navn), der tog sig af Kominterns illegale arbejde og etablerede såkaldte forbindelsespunkter rundt om i verden.

Kominterns arkiv, samt den engelske efterretningstjeneste MI5’s aflytninger af den hemmelige kommunikation mellem Moskva og kommunistiske partier og andre støttepunkter i den øvrige verden, afslører ikke, hvornår det danske OMS-punkt blev etableret. Og heller ikke af hvem.

Men arkiverne afslører, at DKP’s senere folketingsmedlem, Arne Munch-Petersen, i 1929 ikke alene blev sendt til Moskva for at deltage i et ét års kursus på Leninskolen for »ledende kadrer« i Komintern. Under opholdet blev Arne Munch-Petersen indrulleret i den illegale kurértjeneste og fik til opgave, efter at være vendt hjem, at opbygge et forbindelsespunkt i København (ved siden af dette illegale arbejdet blev Arne Munch-Petersen efter sin hjemkomst fra Moskva tillige partisekretær i DKP).

Arne Munch-Petersen arresteres af to betjente på Christiansborg Slotsplads under Nakskov demonstrationerne 1931

Det var imidlertid først efter nazisternes magtovertagelse, i 1933, i Tyskland, at der for alvor kom gang i arbejdet med det danske OMS-punkt og den røde undergrund (OMS-apparatet i København fungerede i udgangspunktet isoleret fra DKP, men der var i praksis flere forbindelser mellem de forskellige grene af den kommunistiske bevægelse).

»Der skete meget under jorden i København i nogle år efter 1933,« fortæller Jesper Jørgensen. »Og mere end man vidste i samtiden og man tror i dag. Det sætter lidt nutiden i perspektiv. Vi hører meget om russiske efterretningstjenester dræber kritikere med gift i London, finansier den yderste højrefløj eller står for hackerangreb. Men det er måske en normal aktivitet og efterretningstjenesterne er en del af den politisk virkelighed. En af pointerne er, at der sker mere under overfladen, end man ved«.

Dobbeltbundede kufferter

I de år udbyggede de vigtigste sovjetiske efterretningstjenester deres københavnske »residenturer«. Rød Faglig Internationale (Profintern) etablerede en centraleuropæisk afdeling i den dansk hovedstad. De internationale sømandsklubber, Internationalen for søfolk og havnearbejdere (ISH), samt Kominterns hemmelige »Vestbureau« flyttede dele af deres arbejde, inklusiv personalet, til København, hvorfra en vidtforgrenet søfartsspionage, propagandavirksomhed og skibsfartssabotage fandt sted under den tyske kommunist Ernst Wollwebers ledelse (sidstnævnte dog først fra anden halvdel af 1930’erne). Og både det tyske kommunistparti samt repræsentanter fra de polske og estiske partier etablerede sig i byen. Hvilket alt sammen styrkede behovet for et professionelt dansk OMS-punkt.

Portrætfoto af Ernst Wollweber

Til det formål fik tilrejsende tyske kommunister, bistået af danske medarbejdere, lidt efter lidt opbygget et omfattende korps af kurerer, der opererede under skiftende dæknavne, og der blev etableret en illegal radiosender. En helt særlig, men absolut central opgave bestod i at overføre kontante pengebeløb fra Kominterns hovedsæde, i Moskva, til de forskellige udenlandske kommunistpartier. Det drejede sig samlet set om betragtelige summer i varierende valutaer – schweizerfrancs, franske francs, hollandske gylden, amerikanske dollars eller svenske kroner – som godt gemt i dobbeltbundede kufferter blev fragtet af udvalgte kurerer fra Moskva til deres første bestemmelsessted, forbindelsespunktet i Danmark. Efter samme mønster fragtede OMS-folkene i hemmelighed propagandamateriale, våben, ammunition og sprængstoffer ud til partierne.

Da OMS-punktet blev lukket i 1938 var der således ansat otte danskere (på det tidspunkt havde OMS skiftet navn til »Forbindelsestjenesten«, på russisk forkortet SS). Hvilket nu ikke betød, at de illegale aktiviteter stoppede. Den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD fortsatte med at operere i København indtil udbruddet af Anden Verdenskrig medførte flytningen af centret for aktiviteterne til den svenske hovedstad Stockholm.

»Den danske hovedstad havde sine velmagtsdage,« skriver Jesper Jørgensen i oplægget til konferencen i Moskva. »I en kort periode, i kølvandet på den nazistiske overtagelse i Tyskland, spillede den en central rolle i Kominternes verdensomspændende hemmelige netværk, kun overgået af Paris og Shanghai i dens betydning som forbindelsespunkt«.

»Lige her nede om hjørnet«.

Selve ordet »forbindelsespunkt« giver indtryk af, at det hele foregik på én og samme lokalitet i København. Men OMS havde etableret et større antal anløbs- og tilholdssteder rundt om i byen – på linje med de tilsvarende netværk i andre lande og ofte under dække af en mindre butik, et lille firma eller lignende.

Og af sikkerhedshensyn skiftede man jævnligt opholdssteder.

»Det er jo sjovt tænke på, at OMS-punktets radioanlæg blev installeret et sted lige her nede om hjørnet i en helt almindelig lejlighed,« siger Jesper Jørgensen.

Et af de spørgsmål historikeren fik stillet på konferencen i Moskva var, om det danske netværk var effektivt i årene forud for Anden Verdenskrig (den britiske efterretningstjeneste delte i samtiden ikke aflytningerne med Danmark af frygt for at afsløre, at tjenesten kunne aflytte kommunikationen med Moskva).

»Det er svært at svare entydigt på, om det danske netværk var effektivt,« siger Jesper Jørgensen. »Men de formåede trods alt at oprette et netværk og drive efterretningsvirksomhed i flere år. Og endelig ved vi jo stadig heller ikke alt om, hvad der skete i de år«


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.