Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
23. maj. 2022

Kommer der altid kapitalisme efter socialisme?

Den klassiske marxistiske lære siger, at socialisme følger det kapitalistiske stadie i menneskehedens udvikling. Men udviklingen har vist sig nærmest at være den modsatte i store dele af verden, hvor (autoritær) socialisme er blevet erstattet af autoritær kapitalisme. Spørgsmålet er, om den demokratiske socialisme kan blomstre på den anden side af det?

Kommunismens sejr er uundgåelig! De revolutionære var sejrssikre i starten af det 20. århundrede. Udviklingen er dog gået i en anden retning, mener Anders Lundkvist. Arkivfoto.

Den historiske materialisme er marxismens historieteori. Den inddeler historien i et antal produktionsmåder, der følger efter hinanden: Slavesamfund, feudalisme, kapitalisme, socialisme og kommunisme. Men den faktiske historie har afveget fra dette skema.

Det startede med den Russiske Revolution i 1917. Den var i strid med den ortodokse marxistiske lære, som forudsagde, at socialismen først ville komme i de mest udviklede lande – dengang Tyskland og England. Det var nemlig her, kapitalismens indre modsætninger var mest udviklede, og landene husede samtidig en stor arbejderklasse.

“Generelt holdt Marx fast i, at fattige lande skulle gennemløbe en kapitalistisk udvikling, før socialismen kunne blive aktuel. Derfor bød han den britiske imperialisme velkommen i Indien; grusom og undertrykkende, ja – men en nødvendig forudsætning for socialismen”

Derfor mente de mere ortodokse menshevikker, at man skulle samarbejde med borgerlige kræfter for at eliminere resterne af feudalismen, og berede vejen for en kapitalistisk udvikling. Først senere, når der på denne måde var skabt en industri og en arbejderklasse, kunne socialisme komme på tale.

Bolsjevikkerne mente også i de første år, at socialismen i Rusland ville gå til grunde, med mindre der kom en socialistisk revolution i Vesteuropa. Det kom der ikke, men i stedet for at erklære Oktoberrevolutionen for en fejltagelse, satsede man nu på socialisme i ét land.

Generelt holdt Marx fast i, at fattige lande skulle gennemløbe en kapitalistisk udvikling, før socialismen kunne blive aktuel. Derfor bød han den britiske imperialisme velkommen i Indien; grusom og undertrykkende, ja – men en nødvendig forudsætning for socialismen. På sine gamle dage skrev han dog i et brev til den russiske revolutionære, Vera Zasulich, at de russiske landsbyfællesskaber (‘mir’) kunne tjene som basis for det socialistiske fællesskab, så man på den måde kunne springe det kapitalistiske stadium over. Lenin og bolsjevikkerne tog denne mulighed til sig.

Nationalismen som strategi

I 1920 fandt to kongresser sted. Den ene, i Baku (hovedstad i det nuværende Aserbajdsjan, red.), beskæftigede sig med ‘folkene i Østen’, og deres strategi for at opnå socialisme. Den anden var Kominterns 2. kongres. Begge kongresser fulgte i princippet den ældre Marx, når det drejede sig om kampen i den tredje verden.

Det var mest oplagt i Kina, hvor socialismen indførtes gennem en bonderevolution, ikke en arbejderrevolution, hvilket de kinesiske kommunister også i første omgang satsede på i 1920’erne. Mere generelt satsede Sovjet og kommunisterne efter 2. Verdenskrig på, at brede, nationale befrielsesbevægelser i den 3. Verden skulle virkeliggøre socialismen ved at besejre den vestlige kolonialisme og imperialisme. Det betød, at nationalisme – et fyord i klassisk marxisme – nu fik en fremtrædende rolle i kampen for socialisme. Den klassiske historiske materialisme med dens 5 successive produktionsmåder blev forbeholdt de vestlige, kapitalistiske lande.

Denne nationalistiske og anti-imperialistiske strategi må siges at have været en succes i mange år efter 1945, især i Asien (Indokina) og Afrika. Under Den Kolde Krig kom kommunismen snart i defensiven i de kapitalistiske lande, men i den 3. Verden var det snarere kapitalismen – og især dens ‘højeste stadium’, som Lenin kaldte imperialismen – der havde problemer. Det bevidnes af det amerikanske nederlag i Vietnam, og de mange socialistiske, endog marxistiske regeringer i Afrika.

Cu Chi-tunnelerne ved Saigon var rammen om store kampe mellem USA og FNL under Vietnamkrigen. I mange såkaldt ‘tredjeverdenslande’ var anti-imperialisme og den nationale befrielseskamp en stor succes i det 20. århundrede. Nu om dage har kapitalismen dog sejret totalt, og de tidligere kamppladser er omdannet til turistattraktioner. Foto: Vietnam Best Holidays

En ubekvem sandhed

Inspirationen til igen at tage den historiske materialisme op til overvejelse fandt jeg i Branko Milanovic’s bog fra 2019 ‘Capitalism, Alone. The Future of the System That Rules the World‘. Milanovic er mest kendt for sit arbejde med global ulighed, især i bogen ‘Worlds Apart’. Men i denne bog fokuserer han på kapitalismen, dens historie og fremtidige skæbne.

Han beskæftiger sig med det, vi alle véd, skønt vi nødig vil vide det: Socialismen har fejlet både i de rige og fattige lande. Efter 1945 modereredes kapitalismen i Vesteuropa og USA, i første omgang med forskellige versioner af en socialdemokratisk velfærdsstat, før den efter 1980 havnede i den modsatte grøft, nemlig den rå og rene kapitalisme, også kaldet nyliberalisme.

“Branko Milanovic beskæftiger sig med det, vi alle véd, skønt vi nødig vil vide det: Socialismen har fejlet både i de rige og fattige lande.”

I de tidligere kommunistiske lande brød systemet som bekendt sammen i 1989-91; den tidligere socialistiske produktionsmåde, med statsligt eje af produktionsmidlerne, blev på få år erstattet af kapitalisme i den nyliberale version. Her havde socialismens historiske funktion været at rydde vejen for kapitalismen ved at modernisere og industrialisere økonomien. Den historiske materialismes rækkefølge – først kapitalisme, så socialisme – blev på den måde vendt på hovedet.

Præcis det samme har iflg. Milanovic været tilfældet i den 3. Verden. De nationale befrielsesbevægelser befriede landene fra imperialismen, dvs. afhængigheden af de rige lande, og gav dermed i en periode et frirum for økonomisk udvikling. Instrumentet var socialismen i sin autoritære form, altså kommunismen, men slutresultatet – kan vi nu se, især i Kina – var kapitalisme i sin autoritære form.

På den anden side af kapitalismen

For en socialist er Milanovic’s bog ikke opmuntrende læsning. Men for at komme ud på den anden side, til et nyt håb, er det nødvendigt at erkende – at socialismen for nuværende har tabt, mens kapitalismen – endda såvel i sin nyliberale som autoritære form – overalt har vundet.

Er der så en ‘anden side’, hvor den demokratiske socialisme kan blomstre? Den historiske udvikling viser, at den historiske materialisme tog fejl, når den erklærede kommunismen – forstået som den fælles ejendomsret til produktionsmidlerne – for historiens endemål. Hvad vi kan lære af den historiske materialisme er snarere, at alle produktionsmåder er ustabile og derfor udvikler sig.

Milanovic skriver i bogen: ”Vi ved, at kapitalismen også udvikler sig. Om forandringerne kommer til at blive dramatiske, så privatejet kapital ikke længere vil være dominerende, eller om lønarbejde fx mister sin betydning, ved vi dog ikke.

I bogen lægges der også op til nye samfundsformer, der kan svække kapitalismens magt: “Takket være nye type teknologiske fremskridt, kan produktion på en mindre skala, som bliver organiseret af selvejende personer, eller mindre grupper med egen kapital, som får penge til favorable renter af statsejede banker, blive en normal måde at indrette produktionen på. Der kunne også være måder, hvorpå kapitalismen kunne blive marginaliseret, sådan som Marx og Weber forstod det.

Den konklusion er positiv og inspirerende. Det er dog ikke svært at forestille sig mange andre bud på den fremtidige udvikling, herunder mere skræmmende udsigter.

Branko Milanovic: “Capitalism, Alone: ​​The Future of the System That Rules the World”. Harvard University Press 2019. Vejl. pris 180 kr.


Om skribenten

Anders Lundkvist

Anders Lundkvist

Politisk økonom. Skriver også på hjemmesiden anderslundkvist.net Læs mere