Carl Blechen: Walzwerk in Neustadt-Eberswalde (1830)
15 min. læsetid

Kohei Saito, der vandt ​​Deutscher-prisen i 2018, taler i dette interview med Ian Angus om Karl Marx’ radikale forståelse af kapitalismen: Som en dødelig disruption, sprængning af naturens universelle stofskifte.

Oversat af Marianne Vanghøj


Af Ian Angus, Climate and Capitalism

Ian: Du skriver i introduktionen til din bog – Karl Marx’ Økosocialisme – at miljøforkæmpere – og endda mange marxister – i mange år mente, at Marx havde et prometisk synspunkt (som ser jorden som en ressource til fri afbenyttelse, red.), og at han var ukritisk overfor teknologien udviklet under kapitalismen. Hvor kom denne idé fra, og hvorfor har den været gældende indtil for nylig?

Kohei: En åbenlys årsag er, at Marx ikke afsluttede Kapitalen. Marx studerede ivrigt naturvidenskab i sine sene år, men han var ikke i stand til fuldt ud at integrere sine nye fund i Kapitalen. Selvom han planlagde at uddybe de økologiske spørgsmål i bind 3, især ved at omskrive sin teori om jordleje, kom han aldrig ret langt, og bind 2 af Kapitalen blev heller ikke offentliggjort i hans levetid. I stedet efterlod Marx kun et antal notesbøger om naturvidenskab. Desværre var ingen rigtig opmærksom på dem – og ikke mange læser dem i dag – og i lang tid blev de ikke engang offentliggjort, selvom MEGA (‘Marx-Engels-Gesamtausgabe’ – tysk projekt for Marx og Engels’ samlede værker red.) nu offentliggør dem i sin fjerde sektion.

Marx’ økologiske kritik

Hvorfor skete denne forsømmelse? Jeg tror, at den såkaldte traditionelle marxisme behandlede Marx’s materialistiske projekt som et lukket dialektisk system, der forklarer alt i universet, inklusive naturen og menneskets historie. I den forstand var marxisterne ikke nok opmærksomme på hans økonomiske manuskripter og endnu mindre på hans notesbøger, der dokumenterer den ufuldstændige karakter af Marx’s Kapitalen.

Der var selvfølgelig marxister, som afviste denne omnipotente læsning. De betegnes i dag som ”vestlige marxister.” Da de imidlertid afviste traditionel marxisme, klandrede de i hårde vendinger Engels for at være den vildledende grundlægger af traditionel marxisme, der fejlagtigt udvidede Marx’s dialektiske kritik af det kapitalistiske samfund til universets videnskabelige system. Følgelig udelukkede de vestlige marxister Engels og hans naturens dialektik og udelukkede også natur- og naturvidenskabs-området fra deres analyse. Derfor blev Marx ‘seriøse engagement i naturvidenskaben ignoreret af både traditionelle og vestlige marxister.

Kohei Saito: Karl Marx’s Ecosocialism (2018) er udgivet på Dev Publishers & Distributors

Men i dag er der ingen, som virkelig tror på denne altomfattende, omnipotente Marx- teori, og MEGA gør Marx’ engagement i naturvidenskaben tydeligt synlig. Vi er derfor nødt til at finde en alternativ tilgang til Marx’ tekster, og det er en chance til at udnytte Marx’ åbenhed på en produktiv måde med nye materialer. Med andre ord kan vi ved at se på hans økonomiske manuskripter såvel som hans notesbog om naturvidenskab lære af Marx, hvordan man udvikler økologisk kritik af kapitalismen i det 21. århundrede. Det er en presserende praktisk og teoretisk opgave for nutidens venstrefløj, da menneskeheden nu står over for en alvorlig global økologisk krise under den neoliberale kapitalisme.

Vi er nødt til at finde en alternativ tilgang til Marx’ tekster, og det er en chance til at udnytte Marx´ åbenhed på en produktiv måde med nye materialerKohei Saito

Praktiske krav om bæredygtighed

Din bog er dedikeret til at redde Marx’ økologiske kritik af kapitalismen og fortsætte det arbejde, der udføres af økosocialister som Paul Burkett og John Bellamy Foster. Hvorfor mener du Marx’ økologiske analyse er så vigtig for venstrefløjen og miljøforkæmpere i dag?

John Bellamy Fosters Hvad enhver miljøforkæmper behøver at vide om kapitalisme kan købes via Solidaritets eget Forlag.

Ja, min tilgang er en klar fortsættelse af den ‘stofskifte-kløft’-teori, som Foster og Burkett gør sig til talspersoner for, og et af formålene med min bog er at forsvare begrebet ‘stofskifte-kløft’ mod en kritik, der for nyligt er blevet rejst af Jason W. Moore. I dag er det helt tydeligt, at masseproduktion og forbrug under kapitalismen har en enorm indflydelse på det globale landskab, og forårsager økologisk krise. Marxistisk teori er således også nødt til at reagere på situationen med et klart praktisk krav om at forestille sig et bæredygtigt samfund efter kapitalismen. Kapitalisme og materielle betingelser for bæredygtig produktion er uforenelige. Dette er den grundlæggende indsigt i økosocialismen.

Jeg tror, Naomi Klein’s ‘This Changes Everything’ giver en meget overbevisende og konkret analyse af, hvordan en genoplivning af den marxistiske idé om stofskifte-kløft kan åbne for en ny forestilling om et økosocialistisk projekt i det 21. århundrede. Hun viser, at sådanne radikale bevægelser allerede er ved at dukke op, og deres mål er faktisk værd at stræbe efter. Som hun hævder, er det nødvendigt, at industrilandene starter nu med hvert år at reducere med en stor mængde kulstofudledning, hvis stigningen i det 21.årh. i den gennemsnitlige globale temperatur skal holdes under 2 grader celsius. Men det er ikke muligt for de kapitalistiske globale eliter og virksomheder at acceptere dette krav, fordi de ved, at et sådant projekt er uforeneligt med de nødvendige betingelser for kapital-akkumulering.

Trailer til Naomi Kleins This Changes Everything. Den giver ifølge Kohei Saito en “overbevisende og konkret analyse af, hvordan en regeneration af den marxistiske idé om stofskifte-kløft kan åbne for en ny forestilling om et økosocialistisk projekt i det 21. århundrede”

Det er grunden til, at Paris-aftalen er utilstrækkelig til at opnå den krævede reduktion af kulstof-udledninger, men Trump kan ikke engang acceptere dette niveau for kulstofreduktion. I de seneste årtier har vi for ofte været vidne til de globale eliters totale inkompetence til at foretage sig nogle seriøse skridt mod klimaændringer. Vi bør indse, at problemet ikke blot er neoliberalismen, men kapitalismen i det hele taget. Det er grunden til, at Klein nu også tydeligt går ind for økosocialisme: ”en ny form for demokratisk økosocialisme, der er ydmyg over for at lære af oprindelige folkeslags erfaringer med at have et ansvar for fremtidige generationer og sammenkoble alt liv, synes at være menneskehedens bedste skud på kollektiv overlevelse.” Der er behov for, at modsætningen mellem rød og grøn opløses.

Den første halvdel af din bog fokuserer på Marx’ idé om et stofskifte mellem mennesker og natur. Kan du fortælle os, hvordan økosocialister anvender denne teori om ‘metabolic rift’ på de forskellige økologiske kriser, vi i øjeblikket er vidne til? Hvordan adskiller Marx’s teori sig fra andre økologiske, teoretiske strømninger?

Marx indså klart og kritisk kapitalens destruktive magt og argumenterede for, at forstyrrelser i naturens universelle metabolisme uundgåeligt undergraver materielle betingelser for fri og bæredygtig, menneskelig udvikling. Det røveriske træk, der er forbundet med den kapitalistiske udvikling af produktivkræfterne, medfører ikke fremskridt, som fører til det fremtidige samfund.

Marx forsøgte at analysere, hvordan kapitalens logik divergerer fra den eviggyldige, naturlige cyklus og i sidste ende forårsager adskillelige disharmonier i den metaboliske interaktion mellem mennesker og natur.

Marx forsøgte at analysere, hvordan kapitalens logik divergerer fra den eviggyldige naturlige cyklus og i sidste ende forårsager adskillelige disharmonier i den metaboliske interaktion mellem mennesker og naturKohei Saito
Interesseret i at læse mere om økosocialisme? Så er ‘Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ‘ fra Solidaritets eget forlag et godt sted at starte.

Det er meget velkendt, at han analyserede dette punkt under henvisning til Justus von Liebigs kritik af det moderne, røveriske landbrug – Raubbau – som tager så meget næring som muligt fra jorden – uden at returnere den. Røverilandbrug drives af profitmaksimering, som simpelthen er uforenelig med jordens materielle tilstand og bæredygtig produktion. Således opstår der en alvorlig kløft mellem logikken i kapitalens valorisering, værdisætning (at blive tillagt stor værdi, red.) og naturens stofskifte, der skaber metaboliske kløfter i menneskets samspil med miljøet.

Skønt Marx i Kapitalen hovedsageligt diskuterer det problem med metaboliske kløfter i forhold til udpining af jorden, er det slet ikke nødvendigt at begrænse omfanget til det. Faktisk forsøgte Marx selv også at anvende dette teoretiske koncept på forskellige spørgsmål i hans sene år, såsom skovrydning og dyrehold. Derfor ville Marx have været glad for at se, at der i dag er forskellige bestræbelser på at anvende denne teoretiske ramme som et redskab til at analysere den igangværende miljøkrise. For at nævne nogle få: Longo om hav-økologi, Ryan Gunderson om husdyr-agrobusiness, såvel som Del Weston om klimaforandringer er fremragende eksempler på økosocialistisk anvendelse af Marx’s teori om metaboliske kløfter.

Kohei Saito: “Så længe der er et kapitalistisk system, er der en uundgåelig tendens til forringelse af de materielle produktionsforhold”. Foto: Humanité.fr

Økosocialisme over for andre økologier

En åbenlys forskel mellem den økosocialistiske tilgang og andre strømninger i økologisk teori er den indsigt, at så længe der er et kapitalistisk system, er der en uundgåelig tendens til forringelse af de materielle produktionsforhold. Med andre ord kan markedet ikke fungere som en god formidler af den bæredygtige produktion – i modsætning til den vedvarende liberale tro på, at grøn kapitalisme på en eller anden måde er mulig i den nærmeste fremtid. Den tid, der er tilbage, er meget kort.

Under disse forhold fungerer liberale håb, om at kulstofhandel eller andre markedstransaktioner kan løse klimaforandringer, kun som et ideologisk værktøj til at aflede os fra at konfrontere den reelle fare og trussel – som om markedet automatisk kan løse problemet uden vores bevidste engagement i radikalt at ændre den eksisterende produktionsmåde. I den forstand er liberalisterne meget farlige.

Den anden del af din bog fokuserer på Marx’ syn på mulighederne for at opnå “fornuftbaseret landbrug” under kapitalismen, og hvordan det syn ændrede sig over tid, da han fortsatte sin forskning. Konkluderede Marx, at den økologiske ødelæggelse forårsaget af kapitalismen ikke kan løses inden for rammerne af kapitalismen?

Unge Marx var stadig ret optimistisk med hensyn til den kapitalistiske udvikling af teknologier og naturvidenskaber. Således troede han, at det ville forberede betingelserne for bæredygtigt landbrug under socialismen. Mens han skrev Kapitalen, begyndte han imidlertid at understrege, at hovedformålet med kapitalistisk produktion ikke er bæredygtig produktion, men værdisætning af kapital. Marx indså, at det i sidste ende ikke betyder noget, selvom en større del af planeten bliver uegnet til liv, så længe kapitalakkumulering stadig er mulig.

Tilsvarende indså Marx, at teknologisk udvikling er organiseret som ”kapitalens produktivkræfter”, hvilket fører til fuld realisering af negative aspekter af teknologier, så de ikke kan fungere som et materielt fundament for det socialistiske samfund.

Problemet kan ses, fordi kapitalen kan drage fordel af miljøkatastrofer. Denne tendens er tydeligt synlig i, hvad den nyliberale “katastrofekapitalisme” har gjort i de seneste årtier, hvilket Klein dokumenterer detaljeret. Hvis det er tilfældet, er det forkert at antage, at hvis der ikke er mere billig natur tilbage, ville kapitalakkumuleringen få store vanskeligheder, hvilket James O’Connor antydede med sin teori om ”kapitalens anden selvmodsigelse.”

Saito påpeger, at Karl Marx mod slutningen af sit liv blev opmærksom på faren for klimaforandringer, som et resultat af samfundets irrationelle naturforvaltning. Maleri fra Rue des Archives / The Granger Collection

Derfor kan kapitalen faktisk fortsætte med at profitere på den nuværende økologiske krise ved at opfinde nye forretningsmuligheder, så som geoengineering, GMO’er, kulstofhandel og forsikringer mod naturkatastrofer. Naturlige grænser fører således ikke til det kapitalistiske systems sammenbrud. Det kan fortsætte selv ud over disse grænser, men det nuværende civilisationsniveau kan ikke eksistere ud over en vis grænse. Derfor kræver det seriøse engagement i global opvarmning samtidig en bevidst kamp mod kapitalismen.

Karl Marx og global opvarmning

Du påpeger, at Marx mod slutningen af sit liv blev opmærksom på faren for klimaforandringer som et resultat af samfundets irrationelle naturforvaltning – en utrolig indsigt i betragtning af at han skrev for 150 år siden. Hvordan forstod Marx klimaforandringer?

Foster mener, at Marx måske har deltaget i John Tyndalls foredrag om drivhuseffekten, så han kendte årsagen til dagens globale opvarmning. Mit argument er noget anderledes, da der ikke er noget direkte bevis for Marx’ kendskab til dette emne. Jeg studerede hans notesbog om Carl Fraas´ ’Climate and Plant World over Time’, som Marx læste i begyndelsen af 1868. Bogen drøfter klimaændringer, ikke som et resultat af drivhusgas-udledninger, men af overdreven skovrydning, der ændrer den lokale luftcirkulation og nedbør. Fraas´ analyse udvidede Marx’ interesse for, hvad røverisk kapitalistisk produktion er og senere udpining af jorden, og i en eller anden forstand udviklede han Fraas’ teori endnu mere end Liebigs.

Selvom Marx ikke kendte de nøjagtige årsager til dagens globale opvarmning, er det ikke en stor mangel, fordi Marx ikke hævdede at have forklaret alt. Indtil det sidste øjeblik i sit liv var han meget ivrig efter at integrere nye fund i naturvidenskaberne i sin analyse af metaboliske kløfter. Han var ikke i stand til fuldt ud at nå dette mål, og Kapitalen forblev uafsluttet. Men hans kritik af den politiske økonomi er elastisk nok til at inkorporere den nye videnskabelige udvikling.

Da hans kritik af den metabolske kløft giver et metodisk grundlag for en kritisk analyse af den aktuelle globale økologiske krise, er det vores opgave i dag at underbygge og opdatere Marx’ økologi til det 21. århundrede – ved at udvikle den syntetiske analyse af politisk økonomi og naturvidenskab som en radikal kritik af kapitalismen. Det er nøjagtigt, hvad folk som Brett Clark og Richard York samt andre allerede nævnte mennesker er i gang med nu.

Miljøproletariatet

Ved hjælp af eksemplet på udpining af den irske jord forårsaget af den britiske kolonialisme, viste Marx, hvordan kapitaludvidelsen rundt om i verden er direkte knyttet til økologisk krise i koloni-landene. Hvilke erfaringer kan vi drage af dette eksempel, og hvad fortæller det os om at overvinde de verdensomspændende økologiske kriser i dag, som er langt større i omfang?

I afsnittet om begrebet metabolisk kløft skrev Marx, at den kapitalistiske produktionsmåde “producerer forhold, der provokerer en uoprettelig kløft i den indbyrdes afhængige proces mellem social metabolisme og naturlig metabolisme, som er foreskrevet af jordens naturlove. Resultatet af dette er en ødelæggelse af jordens vitalitet, og handel bærer denne ødelæggelse langt ud over grænserne for et enkelt land (Liebig)”. Med en udvidelse af den kapitalistiske akkumulation bliver den metaboliske kløft et globalt spørgsmål.

Marx’ teori beviser helt rigtigt, at det er nøjagtig det, vi er vidne til i dag, især klimaforandringerne. Som sagt, klimaforandringer vil ikke stoppe kapitalregimet. Under alle omstændigheder er kapitalismen meget mere elastisk, idet dette sociale system sandsynligvis overlever og fortsætter med at akkumulere kapital, selv om den økologiske krise uddybes og ødelægger hele planeten – og skaber et massivt miljøproletariat over hele verden.

Skovbrandene i Amazonas er et aktuelt eksempel på, hvordan kapitalistisk profithunger driver klimaødelæggelse frem. “Rige mennesker vil sandsynligvis overleve, mens de fattige er meget mere sårbare over for klimaændringer, selv om de er langt mindre ansvarlige for krisen end de rige” forklarer Kohei Saito. Foto: NASA.gov

Rige mennesker vil sandsynligvis overleve, mens de fattige er meget mere sårbare over for klimaændringer, selv om de er langt mindre ansvarlige for krisen end de rige. De fattige besidder ikke effektive teknologiske og økonomiske midler til at beskytte sig mod de katastrofale følger af de kommende klimaændringer. Kampen for klimarettigheder kræver helt klart klassekamp, som det var tilfældet under den britiske kolonialisme i Irland og Indien.

Mens klimaforandringer kan ændre alt omkring vores liv, vil det at ændre klimaet ændre kapitalismen. Det er sådan, økosocialisme forstår økologisk krise og metaboliske skævheder som kapitalismens centrale modsigelse. Marx var en af de første økosocialister, eftersom det var ham, der anerkendte denne pointe, da han fandt en “socialistisk tendens” i Carl Fraas’ advarsel mod overdreven skovrydning og klimaforandringer. At overvinde fremmedgørelse fra naturen er således en central opgave for både de røde og de grønne, og det kan kun realiseres efter kapitalismen – ikke inden for “grøn kapitalisme.”

Mens klimaforandringer kan ændre alt omkring vores liv, vil det at ændre klimaet ændre kapitalismen. Det er sådan, økosocialisme forstår økologisk krise og metaboliske skævheder som kapitalismens centrale modsigelseKohei Saito

Oversat fra Climate and Capitalism: The ecosocialist views of Karl Marx


‘Climate and Capitalism’ er et økosocialistisk tidsskrift, der søger at udbrede en ‘økologisk marxisme’. Grundlægger og redaktør Ian Angus har blandt andet skrevet bogen A Redder Shade of Green: Intersections of Science and Socialism (2017)