17 min. læsetid

“Frigørelsens teori er en teori om tillid” forklarer den franske filosof Jacques Rancière i sin tale til en konference i 2009, der søgte at bidrage til at genrejse kommunisme som idé.

Oversat af Hanne Schmidt


Af Jacques Rancière

Når vi taler om, hvad venstrefløjen og begrebet kommunisme er i dag, skal det ses i sammenhæng med det klasseløse samfund , som Marx profeterede, før bl.a. Stalin undergravede begrebets dybe betydning; for den kommunistiske teori først og fremmest en frigørelsesteori.

Begrebet kommunist henviser derfor ikke blot til deltagere i fortidens arbejdskampe, revolutionære bevægelser og oprør; eller til repressive monstrøse statsmagter som Sovjet, eller det Kina, der i dag udgør en af de mest fremgangsrige kapitalistiske kræfter i verden.At være kommunist handler først og fremmest om en praksis, der vedrører frigørelse, og kommunisme er derfor en universel form som resultat af dens teori, hvor frigørelse betyder at undslippe kapitalens, herskernes og klassesamfundets undertrykkende formynderskab.

Intellektuel emancipation

Formynderi har altid været udgangspunktet for pædagogikken, også for den borgerlige oplysningstids logik, hvor en dannet elite skulle vejledede uvidende mennesker på vejen mod fremskridt.

Med denne logik fortsætter uligheden i lighedens navn, fordi den forudsætter der eksisterer en iboende ulighed mellem forskellige former for menneskelig intelligens, som der ikke kan ændres ved. Frigørelsens filosofi bygger imidlertid på et lighedsprincip, der for det første er bestemt ved at lighed er ikke et mål der skal nås, men er selve forudsætningen og udgangspunktet, som bekræfter teorien.

For det andet gælder, at al intelligens er et og det samme; intelligens har ikke noget med sociale roller eller positioner og kan ej heller ejes af nogen, og frigørelsens teori betyder en bekræftelse af potentialet for ideerne om lighed der gælder for alle.

Kan man bryde med ideen om en dobbelthed af intelligenser, så bryder man også med den sociale logik, der bestemmer vores positioner i samfundet. Hermed udgør frigørelsesbegrebet en ”kommunisme af intelligens” med påstand om muligheden for det umulige, hvor også den uvidende kan lære. Platon beskrev i ”Staten”, at arbejderen er født til at gøre arbejde, som skal udføres og ikke kan vente, så en frigørelse af arbejderen kræver to ting: En insisteren på at arbejdet kan vente, og at ingen er født til at udføre bestemte erhverv og roller grundet en særlig intelligens.

Arbejderen kan forlade sit arbejde, når et kollektiv af arbejdere står sammen, og hermed standse det arbejde, der ifølge herren eller arbejdsgiveren ikke kan vente – og i fællesskab kan de kæmpe for at gøre arbejdspladsen til fælleseje, eller de kan tilkæmpe sig kontrollen over et land eller en by, opgivet eller forrådt af dens herskere .

Dette kan lægges til listen af mange andre former for lighedsskabende aktioner, der opstår som en kollektiv kraft bestående af frigjorde mænd og kvinder. Tesen om kommunismens intelligens udgøres af den kollektive realisering af kommunisme som frigørende projekt.

Spørgsmålet er så, hvordan kollektivets intelligens falder sammen med en kommunistisk organisering af samfundet; for enhver kan frigøre sig selv og andre, for vi kan godt forestille os menneskeheden som frigjorde individer, men ikke at et samfund kan frigøres.

Det er dog ikke et spørgsmål om modsætningen mellem individ og fællesskab, men et spørgsmål om hvordan den kollektive kapacitet indgår i den overordnede organisering af samfundet, som i sig selv er et spørgsmål om, hvordan frigørelsens anarkistiske proces kan udvikle en ligelig social distribution af jord, materielle goder, opgaver og magt.

Det er ikke et spørgsmål om modsætningen mellem individ og fællesskab, men et spørgsmål om hvordan den kollektive kapacitet indgår i den overordnede organisering af samfundet

Frihed og spontanitet kontra organisering

Det er tid til at rejse spørgsmålet om spontanitet kontra organisering, for frihed er klar uorden, men der er ingen uorden i spontanitet; modsat er organisering ofte ikke andet end den spontane reproduktion af de eksisterende former for social disciplin, så hvad er en frihedens disciplin?

Det var den utopiske socialist Cabet (1788 -1856), der opfandt begrebet kommunisme i 1839, og han afprøvede disse 3 problemstillinger i en kommunistisk koloni i USA i 1848, foruden at Marx og Engels også forsøgte at løse dem i de kommunistiske partier, som famlede sig frem i 1800-tallet.

Både den kommunistiske koloni og partierne fejlede, hvad det spørgsmål angik, men ikke fordi de enkelte medlemmer ikke kunne indordne sig under en fælles disciplin, men tværtimod fordi de kommunistiske egenskaber ikke kunne privatiseres og transformeres til det enkelte kommunistiske menneskes egen fordel.

Frigørelsens midlertidighed i samlingen af kollektive intellektuelle kræfter kunne ganske enkelt ikke udløses i et organiseret samfund, som gav alle en plads og funktion de kunne se sig selv i – og derfor fejlede de.

Étienne Cabet var blandt de revolutionære i Februarrevolutionen i 1848, og opfandt ifølge Rancière begrebet kommunisme i 1839.

En kommunistisk arbejder

En kommunistisk arbejder er en arbejder, som diskuterer og deltager i udarbejdelse af fælles love og regler, i langt højere grad end en arbejder, der kun holder sig tilbage for at passe sit arbejde; en der som i Platons verden ikke kan andet end at arbejde, hvorfor de heller ikke i dette perspektiv kan være kommunister.

For Marx og Engels bestod kommunister ikke blot af frigjorte individer, der eksperimenterede med et kollektivt liv, som modsvar til egoisme eller social uretfærdighed. For de så nødvendigheden af en total realisering af en form for universalitet, som allerede var til stede inden for den kapitalistiske produktionsmåde. Det handlede netop om realiseringen af den kollektive rationalitet, der eksisterede – uanset den i sin form var i modsætning til ejendomsretten. Med andre ord var de kollektive kræfter til frigørelse til stede i samfundet, men formerne for både subjektiv og kollektiv tilegnelse manglede – og det problem eksisterer fortsat.

Problemet kan ses fra to vinkler: Dels hersker en dynamisk indre kraft i udviklingen af produktivkræfterne, hvor udviklingen i sig selv kan skabe en fælles kraft og samling til at ophæve formerne for de kapitalistiske private interesser. Dels nedbryder udviklingens egen logik de fællesskaber vi før fandt i familien, staten, religionen og andre traditionelle bånd, og således kan problemet vendes om; for med kollaps af alle andre former for fællesskaber, fremstår kommunisme som den eneste mulighed.

dels hersker en dynamisk indre kraft i udviklingen af produktivkræfterne, hvor udviklingen i sig selv kan skabe en fælles kraft og samling til at ophæve formerne for de kapitalistiske private interesser. Dels nedbryder udviklingens egen logik de fællesskaber vi før fandt i familien, staten, religionen og andre traditionelle bånd

Frigørelse kontra en ny social orden

Det er muligt at udviske spændingerne mellem kommunister og samfund, men det ubekvemme svar er, at det går ud over frihedens logik i forhold til den logik, der ligger i udviklingen af en social orden. Hermed udraderes hjertet af frigørelsesideen og kommunisme-intelligensens forestilling om, at enhver har evnen til at være et sted – de ikke kan være, eller gøre – hvad de ikke kan .

Modsat kan det tendere til at udvikle en kommunisme på udygtighed, og påstanden om udygtighed er dobbeltløbet, for på den ene side skabes muligheder for en kommunistisk subjektivitet, der oplever marginalisering og fordrivelse, hvis man på den anden side fortsat fremstiller arbejderne som uvidende ud fra de mekanismer, der ligger i ideologisk dominans.

Arbejdernes kompetencer defineres ofte af deres oplevelser ved at blive udbyttet på fabrikken. Men for arbejderne er systemet af den udbytning, de er fanget i, kun synlig i ideologiens bakspejl, og kendskabet til globale processer og årsagerne til uvidenhed er kun tilgængelig for dem, som ikke er fanget i maskinen og i dagens slid.

Når vi siger, at den kommunistiske teori er frigørelsens teori, må vi derfor ikke glemme spændingen mellem de nævnte forhold, for den kommunistiske teori er kun mulig, når den baseres på frigørelse, og den er kun mulig som kollektiv samling af alle kræfter .

“For Marx og Engels bestod kommunister ikke blot af frigjorte individer som eksperimenterede med et kollektiv liv, som modsvar mod egoisme eller social uretfærdighed. De så nødvendigheden af en total realisering af en form for universalitet”. Maleri af E. Capiro

En teori om tillid

Lige fra begyndelsen har den kommunistiske bevægelse – hvis mål har været et kommunistisk samfund – været inficeret med uligheds-forestillinger. Mange har fastholdt oplysningstidens pædagogiske teori om forskellige former for intelligens, og samtidig været med til at nedbryde traditionelle former for samfund og solidaritet. Frigørelsens teori er imidlertid også en teori om tillid, men udviklingen af marxistisk videnskab og flere kommunistiske partier har været med til at opbygge en mistillidskultur, som bygger på forestillingen om – at folk ikke evner at tænke selv.

Til denne mistillidskultur kan man inddrage modstillingen mellem kommunist og arbejder, som udgør en slags dobbelthed – hvorved man både har diskvalificeret kommunisternes entusiasme på vegne af arbejderne på fabrikken, foruden arbejdernes egne oplevelser i en såkaldt kommunistisk ”avantgardes” navn.

I denne mistillidskultur spiller arbejderen to roller: Enten det egoistiske individs rolle der er ude af stand til at se ud over egne økonomiske interesser, eller rollen som en ekspert ud fra sine oplevelser af udbytningen.

Kommunisten for sin del spiller enten rollen som en småborgerlig anarkist, utålmodig efter at få opfyldt sine drømme, eller rollen som en veluddannet aktivist, dedikeret til den kollektive sag.

Den fælles undertrykkelse af den entusiastiske kommunist – enten af arbejdere eller omvendt – er blevet anvendt af alle kommunistiske magter foruden af marxistisk videnskab og venstregrupperinger.

Kommunismens fremtid

At befri ideen om kommunisme fra dens dobbelthed må derfor være essentiel for alt nyt i kommunismens navn, hvorfor vi ej heller kan gentage historien om organisering og måder at overtage magten på.

Historien om kommunismen er fortsat historien om frigørelse, men den udgør indtil videre mest historien om vigtige øjeblikke, vi kan lærer af.  For øjeblikket et vigtigt forsvindingspunkt i tidernes løb, der udgør et momentum med skift i magtbalancer – og hermed i fremkomsten af noget nyt.

Det vigtige ved et kommunistisk øjeblik er, når der skabes en helt ny konfiguration af, hvad det fælles betyder – som åbner for et univers af alternative muligheder.

De kommunistiske partiers historie kan nok fortælle os, hvordan man skaber stærke organisationer, som kan fastholde statsmagten – men den kan ikke fortælle os, hvad kommunisme set som alle og enhvers magt er.

Vi skal derfor se på kommunisme ud fra de traditionerne, der blev skabt af de mange øjeblikke – hvor almindelige mænd og kvinder viste deres styrke og evner i kampen for alles rettigheder i deres protester mod fabrikker, regeringer, kontorer, skoler og hære – netop gennem en kollektivisering af lighedens magt i kampen for alles rettigheder.

Hvis der er noget, som er værd at rekonstruere under kommunismens banner, så er det den midlertidighed, som udgør et forbindelsesled mellem alle disse øjeblikke – og en rekonstruktion må indebære en genoptagelse af den tillid, den kommunistiske teori bygger på, som er blevet svækket af den mistillidskultur, der herskede i de kommunistiske stater, partier og diskurser.

Kommunisme som konsekvens af kapitalismens indre konflikter

Båndet mellem påstanden om en specifik subjektivitet og en rekonstruktion af midlertidig autonomi er afgørende for enhver refleksion over kommunisme i dag, og problemstillingen antager to hovedformer.

For det første er der tesen om, at kommunisme er en konsekvens af en indre konflikt i kapitalismen selv. Vi får nu at vide, at kapitalismen producerer et netværk af intellektuel kommunikation, hvorved produktion, konsumption og bytteværdi /vareudveksling er et og det samme – og derfor vil bestanddele af kapitalistisk produktion bryde ud af dets nuværende form, og i stigende grad kunne udtrykke en form for kommunistisk magt over kollektivt, immaterielt arbejde.

Men ud fra denne ide vil den latente modsætning mellem den entusiastiske, intellektuelle kommunist og arbejderens sure slid gennem den historiske proces, vi har været vidne til, blive løst til fordel for den første. Kommunistens sejr over arbejderen må derfor mere være en sejr for kapitalens kommunisme end kommunisternes kommunisme, for kapitalens ”kommunisme” er jo blot en tilegnelse af fælles goder – og at kalde det for kommunisme er langt ude.

Andre teoretikere påstår, at det i dag kun er den finansielle sektor og pensionsfonde, som er i stand til at akkumulere og forene arbejde, og kun de kan omfavne det kollektive arbejdes virkelighed – og har altså en kapitalisme af kapital, som blot venter på at blive omformet til en kapitalisme af mangfoldighed.

Det er for langt ude at forklare processen som en historisk rationalitet, for den økonomiske krise (finanskrisen i 2008, red.) som netop udfordrede rationaliteten af denne rationalitet, er mere afslutningen på det kapitalistiske Utopia – som har nydt udelt herredømme i 20 år efter Sovjets sammenbrud – og hermed slutningen på drømmen om et selvregulerende marked og alt, som følger det frie markeds logik.

den økonomiske krise som netop udfordrede rationaliteten af denne rationalitet, er mere afslutningen på det kapitalistiske Utopia
Finanskrisen i 2008 markerede for Jacques Rancière et endeligt opgør med fantasien om, at historien havde nået sin afslutning i et kapitalistisk Utopia. Foto: History.com

Revurdering af den kommunistiske teori

En revurdering af den kommunistiske teori må tage de følgerne af det store kapitalistiske Utopia med i betragtning, hvilket også bør lede os til spørgsmålet om en anden form for nutidig Marx-diskurs, der beskriver kapitalismens fase som domineret af et småborgerskab, der dyrker forbrug og events for at forfølge egen nydelse og narcissistiske drømme.

Mange hylder den globale triumf de kalder for demokrati, som er fremkommet og produceret af kapitalens dominans, sideløbende med en løbsk destruktion af alle former for fællesskaber og universalitet.

For mange teoretikere er der to simple alternativer: Enten får vi et demokrati, behersket af det sidste menneske, eller også får vi noget, der går langt ud over det borgerlige demokrati – som måske er en form for kommunisme.

Problemet er, at mange når til helt forskellige konklusioner. Højreorienterede intellektuelle begræder demokratiets destruktion af traditionelle sociale netværk og symbolsk orden, og postmodernisterne håner kommunisters manglende evne til at acceptere den universelle overflods herredømme, mens andre filosoffer opfordrer os til dagens revolutionære arbejde med at redde kapitalismen ved hjælp af et spirituelt indhold. Ser vi på det infame herredømme af den universelle ”demokratiske” narcissisme, må vi konkludere, at kun kommunisme kan led os ud af sumpen. Men spørgsmålet er, hvem skal stå for det?

På vej i afgrunden

Nødvendigheden af en fremtidig kommunisme ligner mere en profeti af Heidegger, som bønfalder os om at gå væk fra kanten af afgrunden, hvis vi ikke i stedet går til handling med det mål at slå fjenden og blokere det kapitalistiske maskineri. Men det har jo vist sig, at amerikanske forretningsmænd og somaliske pirater er meget mere effektive til at blokere det økonomiske maskineri end revolutionær aktivisme – men desværre har deres sabotage ikke skabt plads for kommunismen.

Nødvendigheden af en fremtidig kommunisme ligner mere en profeti af Heidegger, som bønfalder os om at gå væk fra kanten af afgrunden, hvis vi ikke i stedet går til handling med det mål at slå fjenden og blokere det kapitalistiske maskineri

Nutidens kapitalisme, forhold på arbejdsmarkedet og nedbrydningen af forskellige systemer for social solidaritet har skabt livsformer, som for mange er tættere på forholdene for proletariatet i 1800-tallet, end til nutidens hightech specialisters univers og et globalt herredømme af et småborgerskab, der har overgivet sig til en hysterisk konsum-kultur. I dag forudsætter en revurdering af den kommunistiske teori derfor seriøse forsøg på at udrede de former og muligheder, vi kender fra fortiden, og genskabe øjeblikke og situationer som kan bane vejen for kommunisme; enten som følge af kapitalismens iboende modsætninger, eller som den sidste chance for at blive hængende fast i kanten af afgrunden uden at falde ned.

Begge scenarier afhænger af, at ulighedslogikken ikke atter må forurene den kommunistiske logik for frigørelse – med den pædagogiske ulighedslogik arvet fra oplysningstiden, hvor det er lederen der skal styre og instruere den uvidende arbejder. Det er en reaktionær, antiprogressiv logik, som påvirker alle moderne former for liv – og som udgør individualismens triumf over samfundet.

At genoplive den kommunistiske frigørelses-teori kan kun få betydning, hvis den udfordrer denne forurening. Vi har brug for både radikalt at kunne udfordre samfundet med klare analyser af de globale processer, og at fremlægge ideer til hvad der er muligt at gøre noget ved. Vi burde have lært, hvor problematiske de store strategier er, som også byggede på vidt forskellige analyser af, hvad social evolution virkelig er .

Frigørelse kan aldrig blive resultatet af en historisk nødvendighed, ej heller af en omvæltning af et regime alene af den grund – for problemstillingen skal angribes ud fra selve startpunktet af den besværlige kommunistiske tese om frigørelse.

Interesseret i mere fra Jacques Rancière? Så hør bl.a. dette foredrag om avantgardisme og modernitet (1994).

Kommunistisk arv og frigørelse gennem tillid

Den eneste kommunistiske arv, som er værd at undersøge, er derfor alle de mangfoldige forsøg, eksperimenter, resultater og aktioner, som bygger på alles evner; for den eneste og virkelige kommunistiske intelligens ligger netop i den samlede kollektive intelligens, opstået gennem fælles handling.

Vi ved, at demokrati betyder forskellige ting, og vi ved også at det samme gælder for kommunisme, men sagen er, at ved at forbinde troen på den historiske nødvendighed med en kulturel foragt, får vi en bestemt form for kommunisme – en kommunisme der som statsmagt ledet af en kommunistisk elite, der blot overtager magten over produktivkræfterne i stedet for kapitalen og borgerskabet. Det kan være fremtiden for kapitalismen i f.eks. Kina, men ikke for kommunistisk frigørelse .

Frigørelsens fremtid kan kun eksistere som en autonom udvikling i fællesskabets sfære, ført an og skabt af mænd og kvinder der handler ud fra egalitære principper, som kan kaldes for demokrati – og som understreger princippet om enhed og lighed for alle og enhvers evne og intelligens.

Frigørelsens fremtid kan kun eksistere som en autonom udvikling i fællesskabets sfære, ført an og skabt af mænd og kvinder der handler ud fra egalitære principper

Det bekræfter de aspekter, som er iboende i kollektiviseringen af princippet om lighed og frigørelse, og det peger frem mod det, at i selve processen kan vi overskride vores nuværende kapacitet og evner – og hermed anvise muligheder for en fremtid, man i dag slet ikke kan forestille sig.

Ordet kommunisme må afvises, hvis vi på forhånd vidste, hvad der kunne opnås og hvordan – for alt vi ved i dag er, hvad der kan opnås gennem den aktivisme og modstand, som slår igennem i forskellige former for levet liv, og af demonstrationer og kampe der bygger på en kollektive tankegang .

En revurdering af kommunismens hypoteser og teori kræver derfor en udforskning af potentialet i den samlede kollektive intelligens, som ligger i dens ideer – og af en udforskning der skal føre til fuld genrejsning af den kommunistiske tese om ”frigørelse gennem tillid”.

Læs også: Jeg er kommunist, din idiot!


Jacques Rancière (f. 1940) er professor ved European Graduate School i Saas-Fee og professor emeritus ved Université de Vincennes. Han har bl.a. udgivet bøgerne ‘Den uvidende lærer’ og ‘Disagreement’.