Konflikten i Ukraine: endnu en langvarig, fastfrosset konflikt?

“Der er hårdt brug for mægling og diplomati”, skriver Søren Riishøj i sin anmeldelse af Jens Mallings bog Krigen i Ukraine. Hvordan et fornuftigt kompromis om Ukraine kan se ud, får vi ikke svar på i bogen, men den giver et godt indblik i, hvorfor det er svært.

Af Søren Riishøj

Der er i de senere år udgivet rigtig mange bøger om Ukraine. De fleste har en historisk og politisk vinkel. Jens Mallings bog »Krigen i Ukraine« tager modsat udgangspunkt nede fra – hvordan konflikten præger hverdagen og den lokale befolkning.

Forfatteren fortæller åbent, at han selv tilhører »prekariatet«, og at han er én af de journalister, som lever en usikker, freelance tilværelse. De enkelte afsnit i bogen er i let omskrevet form skrevet ud fra Jens Mallings artikler i dagspressen over de seneste fem år. Afsnittene bygger meget på forfatterens mange rejser og interviews. I bogen er angivet titler og datoer på de artikler, de enkelte afsnit bygger på, samt hvor de har været bragt.

Bogens afsnit er bygget op omkring følgende emner: Livet i hovedstaden Kijev, forholdene på Krim-halvøen og i Donbass-regionen, mediernes rolle, livet i Karpaterne, i Lviv i det vestlige Ukraine og landets vestlige regioner samt derudover afstikkere til Transnistrien og Abkhasien. Spørgsmålet om protesterne på Maidan-pladsen, og om hvem der reelt vandt kampen mod det gamle system, bliver diskuteret. Var sejrherrerne i virkeligheden nye oligarker, samt de udenlandske investorer og långivere? Forfatteren og flere af de interviewede giver med rette Den Internationale Valutafond (IMF) og vestlige kapitalfonde, for eksempel Franklin Templeton, et betydeligt medansvar for ulyksalighederne. Den danske IMF-ansatte, Poul Thomsen får også ord med på vejen.

Undervejs i bogen besøger vi ud over Kijev også byerne Luhansk, Donetsk, Mariopol, Kharkiv og Sajtseve. Vi møder i den forbindelse mange interessante mennesker, for eksempel Natalja Nikonorova, der i 2016 var udenrigsminister for den selvudråbte republik Donetsk. Det blev herfra forsøgt at opnå international anerkendelse og forståelse, hvilket ikke lykkedes uden for en meget snæver kreds af lande inden for den russiske indflydelsessfære.

Til sidst i bogen finder vi tre interviews; med Richard Sakwa, Jens Jørgen Nielsen og den ukrainske venstrefløjsaktivist Volodymyr Istjenko, omhandlende dels Ruslands rolle i konflikten og dels venstrefløjens holdning – eller mangel på samme. Richard Sakwa og Jens Jørgen Nielsen hører til dem, der forstår Ruslands ageren og skarpt kritiserer »dæmoniseringen« af Rusland. Jens Malling selv er ikke på den fløj.

Volodymyr Istjenko forholder sig kritisk over for både Vesten og Rusland – og venstrefløjen i Vesten. Det er nu svært, synes jeg selv, at se de positive holdninger til Rusland på netop den europæiske venstrefløj (i det omfang den overhovedet eksisterer). »Putinismen« har, så vidt jeg kan se, haft størst appel til national-konservative rundt om i Europa, der forholder sig kritisk til det liberale demokrati. Medierne i Rusland driver krigspropaganda, men medierne i den vestlige del af verden forholder sig heller ikke politisk »neutralt«. I den forbindelse har forfatteren et interview med Anne Clausen, der har skrevet speciale om propaganda i vestlige medier.

Fokus på hverdagen

At bogen fokuserer så meget på befolkningens hverdag, er bestemt ikke nogen svaghed. Tværtimod. At få et indblik i befolkningens hverdag under krig gør os klogere. Ikke mindst får vi en forståelse af, hvorfor det er så svært at skabe fred og forsoning efter mange år med krig og tusinder af dræbte. Identitetspolitik, eller spørgsmål med relation til historie og religion, spiller uundgåeligt en stor rolle i stater med alvorlige historiske traumer. Det får vi også belyst i bogen.

Det samme har vi oplevet på Balkan. Godt nok er selve kamphandlingerne ophørt på Balkan, men der er stadig lang vej til fred og forsoning. Det samme vil vi givetvis også opleve i Ukraine, hvis det skulle lykkes at standse kamphandlingerne og opnå en »Dayton-aftale for Ukraine«. Krigstraumerne hænger ved. 2. Verdenskrig er som bekendt heller ikke glemt. De grusomme oplevelser fra fortiden og især tiden op til – og under – 2. Verdenskrig plager stadig forholdet mellem en række europæiske lande, for eksempel Polen og Tyskland. Og i Asien er det ikke mindst forholdet mellem Kina, Japan og Korea.

Vejen til forsoning er svær.

Personlige holdninger

En bog om Ukraine er uundgåeligt i en eller anden grad præget af forfatterens egne holdninger. Der tales i journalistikken om »moralsk framing«: Det at farve beretningerne med egne forudfattede holdninger. I bogen bruges ordet »othering« eller det at tillægge en modpart negative egenskaber for selv at fremstå bedre.

Jens Malling selv oplever jeg som tilhørende den del af venstrefløjen, der vover at fremhæve både Ruslands og Vestens ansvar for »sønderrivningen« af Ukraine. I min egen optik er det grundlæggende en rigtig tilgang. Geopolitik og økonomiske interesser har jo været drivkræfter i begge lejre. Som rigtigt sagt af den russiske kommentator Dmitri Trenin, så må Rusland anerkende Ukraine som et »udland« – og Vesten må opgive planerne om endnu flere NATO-udvidelser op til Ruslands grænser.

Der er hårdt brug for mægling og diplomati. Hvordan et fornuftigt kompromis om Ukraine kan se ud, får vi ikke svar på i bogen. Men den giver et godt indblik i, hvorfor det er svært. Nationalismen på den politiske højrefløj står over for arven fra perioden med Sovjetunionen, der er særlig stærk i Donbass. Det beskrives meget fint i bogen. Alle parter må vise tilbageholdenhed. »Trætheden« i forhold til »krigene« i Ukraine har også bredt sig til de vestlige hovedstæder, det være sig Paris, Berlin eller Washington. Amerikanerne var – og er – stadig mere interesseret i at opnå indenrigspolitiske gevinster, end i at hjælpe Ukraine. For demokraterne handler det om at bruge den belastende sag om ‘quid pro quo’ til at bringe Donald Trump for en rigsretssag, mens republikanerne søger at skade Joe Bidens chancer ved et kommende præsidentvalg. Desuden skal man holde sig for øje, at Kina vejer langt tungere end både Rusland og Ukraine i den amerikanske optik.

Risiko for fastfrossen konflikt

Som sagt bygger bogen på artikler, der er skrevet før den seneste udvikling i Ukraine. Volodymyr Zelenskij vandt præsidentvalget i Ukraine, og hans parti sejrede ved parlamentsvalget. Mange ukrainere er godt trætte af krig og krigsretorik.

Den nye præsident har fået gennemført en fangeudveksling og erklæret sig villig til at forhandle fred ud fra »Steinmeir-formularen« – opkaldt efter Tysklands præsident – som har en del lighed med Minsk II aftalen fra 2015 om våbenhvile i Østukraine. Den siger, at der først skal afholdes nye valg i Donbass-regionen, at næste skridt er autonomi for regionen, og at sidste skridt er, at Rusland trækker sig helt ud af Donbass.

Demonstranter er gået på gaden og har kaldt præsidenten »forræder«; at acceptere selvstyre for Donbass er »kapitulation«. Volodymyr Zelenskij er under voldsomt pres fra militante grupper og partier. Fredsprocessen ser derfor stadig ud til at have lange udsigter. Desværre.

Bogen giver os et fint indblik i, hvorfor det er svært at opnå fred i et så sønderrevet land som Ukraine. Selve løsningerne får vi ikke i bogen. Løsninger kræver indblik og kendskab til konflikten – og det får vi i bogen. Som sagt, de fleste ukrainere ønsker freden. Men vil de give de nødvendige indrømmelser? Og er det muligt at bremse de kræfter, der lever af en fortsættelse af krigen? Hvis det internationale samfund ikke træder til, risikerer vi endnu en langvarig, fastfrossen konflikt.

Jens Malling: Krigen i Ukraine – hvordan en geopolitisk konflikt sønderriver et europæisk land. Forlaget Trembita, 336 sider, 300 kr.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).