14 min. læsetid

Kapitalismen er et ustabilt system, der igen og igen kommer i krise med faldende investeringer, produktion, beskæftigelse og levestandard til følge. Men hvad skyldes kapitalismens gentagne kriser? Denne artikel
tegner et grundrids af debatten, der har fundet sted på venstrefløjen siden Marx’ tid.


Af Anders Hadberg og Jonas Kylov Gielfeldt

Profitratens tendens til fald henviser til en økonomisk læresætning fremsat af Karl Marx i hovedværket Kapitalen. Her viser Marx, at afkastet på kapital – af Marx kaldet profitraten – i en kapitalistisk økonomi vil have en tendens til at falde, fordi konkurrencen mellem kapitalister fremtvinger investeringer i produktivitetsforbedringer, som til gengæld øger værdien af kapitalapparatet overfor arbejdskraften. Det lægger et pres på indtjeningen, fordi kapitaludgifterne bliver stadigt større, og fordi arbejdskraften ifølge Marx er den eneste kilde til merværdi og profit. Når man således investerer stadigt mere i kapitalapparatet og mindre i arbejdskraften, vil dette på sigt nedsætte profitten.

Marx peger dog også på en række faktorer, som kan modvirke profitratens tendens til at falde:

  • Kapitalisterne lykkes med at øge udbytningen af arbejdskraften
    Cirkulationshastigheden øges i økonomien
  • Hvis udgifterne til den konstante kapital falder, vil det medvirke til at øge profitraten
  • En udvidelse af verdensmarkedet vil også medvirke til at øge profitraten.

Det var Marx’ egen opfattelse, at teorien om profitratens tendens til fald var den centrale dynamik i den kapitalistiske økonomi, som drev udviklingen fremad. Det var samtidig profitratens tendens til at falde, som var den bagvedliggende årsag til kapitalismens tilbagevendende kriser, som trods forskellige udtryk kunne spores tilbage til, at den investerede kapital i produktionen blev mindre og mindre.

Økonomiske kriser er et jævnligt tilbagevendende fænomen under kapitalismen. Marx mente, at kriserne skyldes profitratens tendens til fald, men andre socialister har alternative forklaringer. Foto: CC

Rosa Luxemburgs kritik

Loven om profitratens tendens til fald har været genstand for mange diskussioner gennem marxismens historie. Eftersom profitratens tendens til fald i høj grad var den etablerede forklaring på økonomiske kriser, var det i høj grad den mur, som alternative kriseforklaringer i marxismen spillede bold op ad.

En af de første marxister, der åbenlyst rejste en kritik, var Rosa Luxemburg. For det første påpegede hun, at økonomiske kriser ikke var funderet i produktionssfæren, altså som et resultat af en stadigt større investering i kapitalapparatet i forhold til arbejdskraften. Derimod mente hun, at det i højere grad var i varecirkulationen, at kriserne opstod. For Luxemburg var det centrale spørgsmål, at en stadig større udbytning af arbejdskraften i produktionen, i form af lavere lønninger, muligvis øgede profitabiliteten, men at de lave lønninger samtidig underminerede efterspørgslen efter varer.

Luxemburg kunne med god ret placere dette inden for Marx’ egen ramme, idet han netop påpegede dette problem i sit første udkast til Kapitalen, det værk vi i dag kender som Grundrids, hvor Marx påpeger underkonsumption (manglende efterspørgsel) som en central kriseforklaring. Dette perspektiv forsvandt dog siden ud af Kapitalen. Dernæst, og mere kontroversielt, mente Luxemburg også, at den øgede arbejdsproduktivitet ikke kun var en modgående tendens, sådan som Marx beskrev den i Kapitalen. Faktisk mente Luxemburg, at den øgede arbejdsproduktivitet simpelthen undsagde profitratens tendens til fald, idet en øget produktivitet, der begrænsede kapitalisternes omkostninger, alt andet lige måtte øge deres profitter.

Kapitalismens sammenbrud

I den modsatte lejr fandt man især Henryk Grossman, der i 1929 udgav en bog om akkumulationens love og sammenbrud. Han tog udgangspunkt i et skema, som den østrigske socialdemokrat Otto Bauer havde udviklet, netop for at svare på Luxemburgs kritik. Grossman regnede videre på Bauers tal, og kom frem til den meget bombastiske konklusion, at det kapitalistiske system ville bryde sammen i løbet af 35 år. På dette tidspunkt ville profitraten være faldet fra over 30 til under 10 procent, og dette ville betyde, at kapitalistklassen ikke længere ville kunne trække overskud ud til egen konsumption ved at investere kapital i produktionen. Dermed ville investeringer være meningsløse, og systemet ville kollapse.
Denne meget deterministiske tilgang har siden været hyppigt brugt og misbrugt mod dem, der advokerede for profitratens tendens til fald, eftersom systemet ikke brød sammen i midten af 1960’erne, som Grossman forudså. I stedet blev efterkrigstiden i høj grad arnested for nye marxistiske kriseteorier, der på mange måder kom til at konkurrere med teorien om profitratens tendens til fald.

Monopolkapitalisme

To af de mest centrale teorier er her amerikanerne Baran & Sweezys teori om monopolkapitalismen og briterne Glyn & Sutcliffes teori om profitklemmen. Monopolkapitalisme-teorien tager udgangspunkt i en
idé om, at kapitalismen ville gå fra intens konkurrence til en situation, hvor markedet er præget af monopolistiske firmaer. I en sådan situation vil der ikke være et nedadgående pres på priserne, og derfor kan monopol-firmaerne modvirke en faldende profitrate. Problemet i monopolkapitalismen er imidlertid, at de overnormale profitter ikke kan geninvesteres meningsfuldt, fordi man så vil få en overakkumulation
af kapital og varer, der ikke er efterspørgsel efter. Derfor vil investeringerne falde, og økonomien ende i en mere eller mindre permanent recession (krise) ifølge Baran og Sweezy.
Profitklemmeteorien tog et mere direkte klassekampsperspektiv, der var meget besnærende i slutningen af 1960’erne, hvor arbejderklassen var velorganiseret, velfærdsstaten blev udbygget, og der var tæt ved
fuld beskæftigelse. Under disse forhold var arbejderbevægelsen i offensiven i flere af de udviklede økonomier. Denne offensiv manifesterede sig ikke blot politisk, men også i den konkrete klassekamp på virksomhederne og i klassesamarbejdets institutioner (overenskomster, trepartsaftaler, reformer osv.).

Derfor fik arbejderne tilkæmpet sig en større del af merværdien og kapitalistklassens profitter blev presset – »klemt« (eng. squeeze). Den stigende lønkvote kunne ikke væltes over i højere priser, på grund af den
internationale konkurrence, og dermed var i hvert fald den britiske kapitalistklasse fanget i en profitklemme ifølge Glyn og Sutcliffe.
Denne underliggende profitabilitetskrise kunne ifølge Glyn & Sutcliffe kun løses fra kapitalisternes side gennem investeringsstrejke og gennem borgerlige partiers arbejdsløshedsskabende politik, det vil sige at profitkrisen kom til udtryk i en åbenlys (politisk) krise. Kriserne materialiserede sig i en klassekamp mellem kapital og arbejde på såvel arbejdspladser som på politisk niveau.

De »lange cyklusser«

Mens flere forlod Marx’ grundlæggende idé om, at profitraten ville have en tendens til at falde, var der dog også traditioner, som holdt fast og udviklede teorierne. Den kapitalistiske kriseskole var en sådan tradition, der forsøgte at videreudvikle Marx’ teori om den faldende profitrate ved at se på de lange cykluser (bølger) af kapitalistisk udvikling. Den mest fremtrædende inden for denne strømning i efterkrigstiden var Ernest
Mandel.

UNSPECIFIED – CIRCA 1865: Karl Marx (1818-1883), philosopher and German politician. (Photo by Roger Viollet Collection/Getty Images)

Mandel mente, at profitraten ikke ville falde konstant under kapitalismen, fordi både markedet selv og klassekampen på et politisk niveau ville gribe ind for at genoprette betingelserne for profitorienteret kapitalistisk produktion. Imidlertid ville enhver vækstperiode på et tidspunkt slå om i en krise, fordi de faktorer, som modvirkede profitratens fald, ville have udtømt deres potentiale. På baggrund af en omfattende analyse af bevægelser i profitraten i de udviklede økonomier siden 1840’erne mente Mandel,
at man kunne udskille en række bølger af kapitalistisk fremgang og stagnation. Hver bølge bestod af en optur på ca. 20-25 år efterfulgt af en stagnation på et nogenlunde tilsvarende antal år.
Mandel argumenterede for, at krisernes konkrete gennemslag ville have forskellige udtryk, som var formet af den konkrete epoke (bølge), som krisen var født af. Men i alle tilfælde mente Mandel, at kriserne ville
være en kombination af overinvestering (for dyrt kapitalapparat i forhold til indtjeningsmulighederne), overproduktion (for mange varer, som ikke kunne sælges) og underforbrug (ikke nok købekraft til at afsætte varerne uden nedgang i profitten). Denne forklaring var samtidig Mandels bud på, hvorfor overakkumulationskrisen hænger sammen med overproduktions/underforbrugskrisen, som Luxemburg havde fremlagt.

Marxismen i defensiven

Tilsvarende forklaringer af kapitalismens lange bølger kan findes hos senere marxistiske økonomer, som fx Michael Roberts og Giuglielmo Carchedi, og hos den amerikansk-pakistanske universitetsøkonom Anwar
M. Sheikh, der i sit store værk »Kapitalisme – Konkurrence, konflikt og kriser« fra 2016 analyserer profitratens betydning for kriserne siden Anden Verdenskrig, herunder også den seneste krise.
I løbet af 1980’erne og 1990’erne blev den marxistiske kriseforskning i høj grad presset i defensiven. På det økonomiske felt af den neoklassiske økonomi, og på det socialvidenskabelige felt af postmodernisme og
teorier om det refleksive moderne (fx Anthony Giddens og Ulrich Beck). Derfor kom de marxistiske teorier om økonomiske kriser, og ikke mindst profitratens tendens til fald, til at spille en stadigt mere perifer rolle.
Dette faktisk indtil den økonomiske krise i 2008, der re-aktualiserede denne tradition inden for politisk økonomi.

Under den økonomiske krise blev folk desperate efter at finde et job

Den aktuelle debat

I lyset af den globale økonomiske krise i 2008 har den marxistiske kriseanalyse fået en kærkommen revival, og har udfordret mainstream-økonomernes analyse, der reducerer den økonomiske krise til en
’finanskrise’, der primært kan forklares med for høj risikovillighed og de stadigt mere komplekse finansielle spekulationsprodukter, der gjorde markedsmekanismen uigennemskuelig på de finansielle markeder.
Flere positioner skyder dog frem og tilbyder en forklaring på den økonomiske krise inden for en marxistisk ramme.

Eksempler på dette er den græske økonom Costas Lapavitsas, der har været en af de fremmeste fortalere for finansialiserings-perspektivet, hvor den primære drivkraft bag den økonomiske krise er et grundlæggende skifte i kapitalismens måde at fungere på – fra at være bygget på udbytning i produktionen, til at bygge på finansiel udbytning gennem gæld og spekulation. Også de franske økonomer Dumenil og Levy har fremlagt flere interessante analyser, der ligger tættere på profitklemmeteorien, fordi den antager en politologisk vinkel, hvor den neoliberale politik og dens ideologi om, at kapitalistklassen skal have overdrevent store indkomster, fremprovokerer ubalancer i økonomien. Som hos Glyn & Sutcliffe er det altså i sidste ende et spørgsmål om klassekamp og politik mere end økonomiens indbyggede love.

Op mod 120,000 mennesker demonstrede i Dublins gader i 2009. De var utilfredse med regeringens håndtering af den daværende finanskrise. Foto: William Murphy

Destruktion af kapital

De to mest centrale skoler er dog fortsat teorien om profitratens tendens til fald, og underkonsumptionsteorien med rødder i Luxemburgs tilgang. Blandt de mest prominente fortalere for profitratens tendens til fald er den amerikanske økonom Andrew Kliman. Han forsøger på original vis at opdatere teorien ved at tydeliggøre en række væsentlige betingelser for profitratens tendens til fald.
Modsat Grossman påpeger Kliman, at profitratens tendens til fald ikke er en lineær og fremadskridende tendens. Derimod er der en dialektisk forbindelse mellem profitrate og destruktion af kapital. Destruktionen kan antage flere former. Det kan være materiel destruktion på grund af fx krig, men det kan også være destruktion i form af økonomiske kriser, der billiggør kapitalapparat, arbejdskraft m.m. Dermed kan kapitalisten erhverve sig disse produktionsfaktorer billigt og dermed sikre sig en høj profit. Modsat vil man under en højkonjunktur, hvor der er stor efterspørgsel efter produktionsfaktorerne, typisk have faldende profitrate. Endelig er der også den destruktion, som sker, når produkter bliver værdiløse på grund af innovation, fx når it med et slag bliver utidssvarende og dermed mister stor værdi. Sådanne former for destruktion af kapital kan derfor for en periode genoprette profitraten. Men ser man over en meget lang periode på fx 80 år, så mener Kliman indiskutabelt, at profitraten er faldende.

Kreditsystemets rolle

Modsat denne skole står den engelske geograf og antropolog David Harvey, der efter krisen er blevet en marxistisk superstjerne. I en række meget læseværdige bøger opdaterer Harvey arven fra Grundrids og
Rosa Luxemburg. Harveys analyser tager sit afsæt i kapitalens cirkulationsproces. For at kapitalisten skal kunne erhverve sig merværdi, er det nødvendigt med en udbytning i form af faldende lønninger til
arbejderklassen. Dette kommer dog til at blive problematisk, når varernes værdi skal realiseres som profitter på markedet. Det kræver netop en efterspørgsel, og hvis købekraften er blevet udsultet, så vil man hurtigt overakkumulere varer og tjenester, som ikke kan afsættes.

David Harvey

Ifølge Harvey har kapitalismen dog evnet at forskyde denne indbyggede skranke til et nyt niveau, nemlig gennem kreditsystemet, hvor man gennem optagelse af gæld kan opretholde efterspørgslen og dermed realiseringen af profit. Problemet er dog, at kreditsystemet blot udskyder problemet, men ingenlunde fjerner det. I stedet ophobes massive gældsposter, som på et tidspunkt skal indløses, og hvis ikke der er dækning i monetær form eller i form af andre aktiver, vil man få en massiv krise. Dette har således ikke
noget at gøre med den generelle lov om profitratens tendens til fald, men er bundet til forholdet mellem produktionssfæren og konsumptionssfæren.


Hvorfor kom krisen i 2008?

De forskellige tilgange er helt tydelige, når de to positioner skal forklare den økonomiske krise i 2008. For Kliman er det afgørende, at profitraten er historisk faldende, og kun kriser kan periodevis genoprette den. I 1970’erne kom der en økonomisk krise på grund af faldende profitrate. Dette skyldtes, helt klassisk, at der i disse år blev investeret massivt i kapitalapparatet, uden at beskæftigelsen fulgte med, altså steg kapitalens organiske sammensætning voldsomt. Dette udløser en profitabilitetskrise, som er blevet søgt løst gennem en stadigt mere lempelig pengepolitik, der har sikret billig likviditet til de profitramte virksomheder.
Derudover spiller den store it-udvikling også en stor rolle. Udviklingen af it foregår fra 1980’erne i et tempo, hvor der hele tiden kommer nye teknologier. Derfor destrueres store it-værdier løbende, de »deprecieres« og afskrives. Hvis ikke der havde været denne depreciation af it i årtierne op til krisen i 2008, ville man, ifølge Kliman, have haft et langt mere dramatisk fald i profitraten.

David Harveys analyse lægger snittet et helt andet sted. Harvey tager således udgangspunkt i de faldende reallønninger i de store angelsaksiske økonomier siden neoliberalismens indtog i starten af 1980´erne.
Dette øger kapitalisternes profitter, men skaber samtidig en lav efterspørgsel. For at løse denne problematik har man i stor stil gældsfinansieret forbruget i især USA, hvor man gennem kreditter på
boligmarkedet har muliggjort, at folk med dårlig økonomi kunne optage lån til boliger, de egentlig ikke har haft råd til. Den lempeligere kreditgivning har sat gang i en stor efterspørgsel efter boliger, hvilket har
betydet et veritabelt bolig-boom. Dette har ydermere resulteret i voldsomt stigende huspriser, der ligeledes har muliggjort mere belåning. Højkonjunkturen i starten af 2000’erne har således været gældsfinansieret. I de finansielle markeder har man gennem sindrige manøvrer forsøgt at fjerne risikoen ved disse subprime-lån ved at omplacere lånene sammen med bedre lån, når disse skulle finansieres på finansmarkederne. Dette har dog ikke elimineret risiciene, men blot spredt dem rundt i hele den globale økonomi. Dertil kommer, at finanssektoren også har spekuleret voldsomt i de afledte finansielle papirer, som hele lånemarkedet afstedkom, fx forsikringer mod tab. Omfanget af finanskrisen skyldes således den enorme spekulative ophobning af værdi, der er sket i kreditsystemet, og den underliggende forklaring ligger i de faldende lønninger.

Demonstranter hænger ’til salg’-skilt på det islandske parlament, 2008

Hvad betyder det?

Selvom det kan virke som en abstrakt diskussion, er det afgørende for et revolutionært socialistisk parti at have en klar teori om og analyse af kapitalismens gentagne kriser. Hvis ikke en sådan forståelse udvikles, vil
partiet ikke kunne forberede sig på den situation, hvor kapitalismens periodiske vækst slår om i krise. Profitratens tendens til fald kan ses som et centralt redskab til at analysere den konkrete kapitalisme. Men der er behov for at diskutere teorien i lyset af den senere udvikling af kapitalismen, hvor elementer i teorier fra Luxemburg-traditionen kan bidrage til at en forståelse af de konkrete krisetendenser. Det er afgørende for at kunne identificere brudflader og politiske åbninger, hvor tilliden til kapitalismen som system bliver udfordret. En sådan situation vil gøre det muligt at organisere modstanden mod den krisepolitik, som den herskende klasses politiske repræsentanter vil gennemføre for at genoprette profitvilkårene for kapitalisterne, og dermed fremme opbakningen til et socialistisk projekt.
En analyse af kapitalismens krisetendenser må samtidig se på, hvad der skal til for at skabe en ny kapitalistisk vækstperiode, og dermed belyse de latente klassemodsætninger og -kampe, dette vil medføre.
Uanset hvilken forklaring af kapitalismens kriser et socialistisk parti udvikler sin politik på grundlag af, er det centralt at inddrage den centrale uligevægt i systemet, som fremstilles i teorien om profitratens
tendens til fald.

Oprindeligt bragt i Magasinet Solidaritet, august 2017