Kronik: Er det på tide at trække nazi-kortet?

Hvis man nogensinde har befundet sig i en ophedet diskussion online på nettet, så er der en god chance for, at en deltager i debatten “har trukket nazi-kortet”. Sagt på godt dansk, så er der trukket en parallel fra emnet – som diskuteres – og til det nazistiske styre i 1930’erne og 1940’erne.

Det er et eksempel på Godwins lov, som dikterer, at jo længere en internet-diskussion bliver, desto større er sandsynligheden for – at der henvises til nazismen. Selvom det ikke er en naturvidenskabelig lovmæssighed, så er vi tæt på.

Almindeligvis betegnes det også som dårlig stil at trække nazi-kortet, fordi det straks lukker enhver saglig diskussion. Gør man det, så har man på forhånd tabt diskussionen. ’Loven’ findes for øvrigt også i en venstreorienteret version, hvor der i stedet for Hitler og nazismen – henvises til Stalin og Sovjetunionen.

Når det kommer til opfattelsen af nazismen, så har de fleste mennesker en tendens til at forstå begivenhederne ”bagvendt”. Det nazistiske holocaust står som det 20. århundredes værste forbrydelse, en forbrydelse som var så afskyvækkende, at vi helt instinktivt tager afstand fra bagmændene. På den ene side(,) er det absolut positivt. Langt de fleste mennesker har en indgroet modstand mod nazismen og ønsker ikke en gentagelse af historien. På den anden side blokerer det også for en reel forståelse af, hvorfor de historiske begivenheder udspillede sig, som de gjorde.

Her er det særligt vigtigt at forstå, at de mænd og kvinder – som var med til at realisere holocaust – ikke nødvendigvis var psykopater. Nej. Den mest frygtindgydende erkendelse af holocaust er – at det var almindelige mennesker, der stod bag. Helt almindelige mænd og kvinder, med helt almindelige job, liv, ønsker, drømme og familier. Mænd og kvinder, som os selv.

Der er formentlig gode grunde til, at den erkendelse sjældent kommer længere end til støvede, akademiske afhandlinger på universitetet. Langt de fleste mennesker foretrækker at smide nazismen ned i en velafgrænset kasse med titlen ”ondskab”. Der kan vi håndtere den. Der kan vi genkende den stereotype Hollywood-skurk, som intet har tilfælles med os selv.

Problemet er, at så bliver det umuligt at lære noget som helst af historien. Tror vi virkelig på, at en hel generation af tyskere pludselig sprang ud af skabet som fanatiske mordere? At de ved en nærmest satanisk indgriben lagde al medmenneskelighed bag sig for at vende sig ”til ondskaben”. Det er forkert og blokerer for enhver reel forståelse af den historiske proces.

Tonen vækker klare mindelser til fortiden

Det er også hamrende farligt, for hvis vi ikke anerkender vores lighedstræk med menneskene, som levede i 1930erne og 1940’ernes Tyskland – så komme vi aldrig til at forstå de mekanismer, som førte til udryddelseslejrene. 1930’ernes og 1940’ernes mennesker var ikke væsensforskellige fra os selv. Ikke et vakuum, hvor menneskene dér ikke tåler sammenligning med os selv. Selvfølgelig skal vi måle os selv, og vores politiske kultur op imod fortidens.

“Langt de fleste mennesker foretrækker at smide nazismen ned i en velafgrænset kasse med titlen ”ondskab”. Der kan vi genkende den stereotype Hollywood-skurk, som intet har tilfælles med os selv.”

Det helt centrale spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det lykkedes at udrydde millioner af mennesker? Hvad skal der til, før vi kan begynde at udrydde andre mennesker? Det svar har optaget generationer af historikere, men to elementer bør nævnes her: Dæmonisering og afstand til minoritetsgrupper.

Fjern minoritetsgruppers menneskelige træk og sørg for, at majoritetsbefolkningen ikke har kontakt med samme grupper, således at de kan se menneskene bag stereotyperne. Dæmoniseringen ses klart i dagens Danmark. Jesper Langballe (DF) gjorde det klart for snart tyve år siden med sin udtalelse om, at islam var en pest over Europa. Ved at sætte lighedstegn mellem “pest” og “islam” fjernede Langballe muslimernes menneskelighed. Det gør det nemmere at udrydde dem.

Man skal være ualmindeligt naiv for ikke at indse, at tonen over for minoritetsgrupper som eks. muslimer ikke er blevet mildere. Siden Socialdemokratiet smed al socialistisk arvegods over bord og har kørt benhårdt efter strategien om at overhale højrefløjen højre om, der er tonen kun blevet skærpet.

Er kriteriet om afstand så til stede i Danmark i dag? Hvor meget kontakt har majoritetsbefolkningen til det muslimske mindretal? Det er svært at svare på, men ser vi på diverse indlæg på sociale medier og i den højreorienterede dagspresse, så er det næppe meget. Her er det fuldt ud legitimt at skære muslimer over en kam – og tillægge dem diverse negative og stereotype træk.

Når vi ser indlæg i dagens debat, som minder os om fortidens fejl, så skal det påtales. Så må det være på sin plads at trække nazi-kortet. Man skal være alvorligt døv og blind for ikke at kunne indse, at der vitterligt er paralleller mellem mellemkrigstidens hetz mod jøder – og nutidens hetz mod flygtninge, indvandrere og muslimer. I særdeleshed vores muslimske medborgere må lægge ryg til den værste hadpropaganda i nyere tid.

Fortidens spejl

Historien gentager sig ikke, men den rimer. De ord tillægges ofte den amerikanske forfatter Mark Twain, og dem er der en sandhed i. Selvom historien ikke gentager sig, så er det altid en tanke værd at forestille sig, hvor den førte politik leder hen. Kan vi se spor fra tidligere tider, som førte menneskeheden på afveje? Hvis vi kan, så må det være vores forbandede pligt at råbe vagt i gevær.

Det grelle og aktuelle eksempel er selvfølgelig Dansk Folkepartis forslag om, at ansøgere til dansk statsborgerskab skal oplyse deres religiøse tilhørsforhold – og pointen er selvfølgelig den, at partiet vil forhindre muslimer i at opnå dansk statsborgerskab.

“Netop fordi fortiden ikke gentager sig, så er der så meget desto mere grund til at være på vagt.”

Kan vi se de historiske paralleller her? Er der et tidspunkt, hvor vi har fået stramninger nok? Intet tyder på det, men hvor ender nutidens hetz henne? Ender den i gaskamre, som i 1940’erne? Nej. Ender den i en udsendelseslejr, i et fjernt afrikansk land? Muligvis.

Det er en helt reel indvending, at nazi-kortet har siddet lovligt løst i hænderne på humanistiske og venstreorienterede debattører. Kortet har været brugt i et forsøg på at lukke munden på politiske modstandere, når de saglige argumenter stødte på grund. Ja, det må indrømmes.

Det betyder bare ikke, at vi for tid og evighed skal holde os fra at sætte vores egen politiske virkelighed op i relation til fortidens. Også når det gør mest ondt. Derfor er det vigtigt at spejle nutidens førte politik i de totalitære, højreorienterede ideologier i 1930’erne og 1940’erne, for lighederne skriger til himlen.

Netop fordi fortiden ikke gentager sig, så er der så meget desto mere grund til at være på vagt. Eksempelvis er der et element, som oftest inddrages til at forklare nazisternes fremgang, som ikke er til stede i nutidens politiske virkelighed. Det var den økonomiske verdenskrise, som med katastrofale konsekvenser ramte dybt ned i mellemkrigstidens Tyskland. 

Det mest skræmmende er måske, at vi ikke befinder os i en krisetid, der på nogen måde tåler sammenligning med 1930’ernes Tyskland. Hvad sker der den dag, krisen for alvor rammer? Tror vi på, at demokratiet kan holde til det? Tror vi på, at vi vil vogte etniske og religiøse mindretal i vores midte?

Svar selv. Selvom det er ubehageligt, så er vi nødt til at indse, at nazi-kortet har en plads i debatten. Hvis ikke vi ser det i øjnene, hvor ender vi så henne? Der findes ikke et enkelt svar, men historien rimer.