Kronik: Fra proletariatets diktatur til økonomisk demokrati. Om Pelle Dragsteds bog ‘Nordisk Socialisme’

Denne kronik sætter Pelle Dragsteds opfattelse af socialisme som demokratisering af økonomien ind i en idéhistorisk (marxistisk) sammenhæng. Men jeg vil også overveje, hvilke sektorer af økonomien, der rent faktisk har de bedste muligheder for at blive demokratiseret. Jeg er grundlæggende enig med Dragsted i hans forståelse af socialisme, jf. mine bøger Hoveder og Høveder fra 2004 og Dansk Kapitalisme fra 2017.

Den kommunistiske socialisme-forståelse

I den klassiske marxisme betød socialisme arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne;  ekspropriatørerne bliver selv eksproprieret (som det hedder i Das Kapital), og i stedet for kapitalist-klassen bliver arbejderklassen den herskende klasse. Her spiller demokratiet ingen rolle, undtagen i den forstand at Marx forestiller sig, at denne revolution udføres af det store folkeflertal.

“Demokrati handler ikke om klasser, men om hele folket, og her er kapitalist og arbejder ligestillet, hver med én stemme.”

Den teori er der i dag ikke mange, der abonnerer på; langt de fleste socialister ser nu socialismen som udbredelsen af demokratiet fra det politiske til det økonomiske felt, men få har gjort sig klart, at dette markerer et klart brud med klassisk marxisme. Nu er det nemlig ikke særligt arbejderklassen, men hele folket, der er revolutionens subjekt. Demokrati handler ikke om klasser, men om hele folket, og her er kapitalist og arbejder ligestillet, hver med én stemme.

Den klassiske socialisme harmonerer med den historiske materialisme, der (firkantet udtrykt) siger, at den økonomiske basis bestemmer den kulturelle, juridiske og politiske overbygning. Under den kapitalistiske produktionsmåde bliver politikken, uanset sin mere eller mindre demokratiske form, u-egentlig, fordi den vil være determineret af kapitalens interesser.

Ikke desto mindre gik arbejderbevægelsen frem til 1917 på to ben. Man kæmpede økonomisk, især gennem fagbevægelsen, men også politisk, hvor bestræbelsen stedse var at udbrede valgretten og dermed fuldkommengøre det politiske demokrati.

Det parlamentariske demokrati og proletariatets diktatur

Med splittelsen i 1917 fik vi i den kommunistiske bevægelse den ‘rene vare’. Under kapitalismen er demokrati ‘borgerligt’, i bedste fald ineffektivt, i værste fald skadeligt, fordi det slører de virkelige magtforhold. Læser man Lenin og Bukharin fra denne tid, er der ingen ende på deres foragt for det parlamentariske demokrati, og som bekendt opløste bolsjevikkerne den grundlovgivende forsamling, der var valgt på almindelig parlamentarisk vis.

Politikken hed nu ‘proletariatets diktatur’, nemlig over borgerskabet, men indenfor dette diktatur skulle der være demokrati for proletarer (og bønder). Dette udmøntedes så i sovjet- eller rådssystemet, der på papiret var et mere direkte demokrati end det parlamentariske. Vi véd alle at dette demokrati blev en tom facade, da kommunistpartiet blev det eneste legale parti. Nu var der ikke frit valg, hvilket er en forudsætning for demokrati, uanset dettes udformning.

Dette er ikke stedet for en nærmere diskussion af Oktoberrevolutionen, og hvad deraf fulgte, men jeg vil dog sige, at det ville være ahistorisk (anakronistisk), hvis man ikke inddrog i ligningen, at kommunisterne med nogen ret stillede sig skeptisk for, om borgerskabet og dets militær virkelig var sprunget ud som fuldblods demokrater efter WW1.

Mere uforståeligt er det, at tankegangen i nogle kredse holdt sig langt op i 1900-tallet; således er det velkendt, at Venstresocialisterne alene stillede op til Folketinget for at få en ‘talerstol’, underforstået: det parlamentariske demokrati kan ikke udrette noget, dvs. det er fup. Sådanne firkantede opfattelser af demokratiets magtesløshed modsiges af erfaringen, tænk blot på opbygningen af hele velfærdsstaten i Danmark.

Men når det er sagt, vil det også være naivt at overse, at den herskende økonomisk magt sætter grænser for, hvad et folkeflertal kan gennemføre. Vi lever i et kapitalistisk demokrati, og heri ligger, at politikken er dobbeltbestemt: af kapitalen og af folket. Styrkeforholdet har skiftet. Siden vi i 1901 fik demokrati i Danmark, var kapitalen i mange årtier i defensiven, men med nyliberalismen efter begyndelsen af 1980erne frigjorde kapitalen sig fra de politiske lænker. Måske er pendulet i disse år ved at svinge tilbage til at pege på mere kapitalkontrol?

Klassisk socialisme afløst af ‘demokratiseret økonomi’

Som sagt er der i dag ikke mange, der er tilhængere af den klassisk marxistiske idé om socialisme. Hvorfor egentlig ikke? Jeg tror der er to hovedgrunde.

For det første brød Sovjetunionen sammen, hvorefter der ikke længere var magt bag idéen. For det andet er den klassiske arbejderklasse, der jo skulle bære denne socialisme, også imploderet; Industrisamfundet er afløst af service- og informationssamfundet, hvor arbejdsopgaverne er langt mere heterogene, hvilket vanskeliggør følelsen af solidaritet blandt arbejderne; hertil kommer at det meste arbejde er blevet ‘prekært’, dvs. præget af deltid og kort ansættelse, hvilket også gør samlet optræden vanskelig (hvem kæmper for bedre arbejdsvilkår, hvis man kun er på arbejdspladsen ét år?). For det tredje er kapitalismen blevet finansialiseret, hvilket gør den mere usynlig og mindre gennemskuelig (kapitalindtægternes andel af arbejdernes samlede løn er dog stadig så beskeden – 6,5 % i 2014 – at dette ikke kan forklare deres ‘borgerliggørelse’).

Derfor kan man simpelthen ikke forestille sig, at en samlet arbejderklasse overtager produktionsmidlerne. Vemodigt, men verden – kapitalismen – har ændret sig. Den moderne afløser er som sagt begribelsen af socialismen som en demokratisering af økonomien. Lad os nu se på Dragsteds overvejelser herom.

Økonomiens tre sektorer

Den danske økonomi kan opdeles i tre sektorer: Den offentlige sektor, der i 2015 udgjorde 26% af økonomien (nærmere bestemt af bruttofaktorindkomsten). Den andel steg stødt og roligt op gennem det forrige århundrede, og nåede et maksimum på godt 30% i 1982, hvorefter den i den nyliberale periode altså er faldet lidt tilbage.

Den kapitalistiske sektor, bestemt som aktieselskaber og andre selskaber, udgjorde tilsvarende 59% af økonomien; denne andel er øget gennem hele forrige århundrede, ikke mindst efter 1982, hvor andelen var 45%.

“Den offentlige sektor er demokratisk, fordi den i sidste instans er underlagt regering og Folketing. Derfor bør den være kernen i den demokratiske socialisme”

Endelig er der den del af økonomien, der er privat, men ikke kapitalistisk; den udgøres af residualet, altså 15 %. Denne andel har været støt faldende i mere end hundrede år, i takt med at gårdmænd, husmænd, små købmænd m.fl. er forsvundet. Det er inden for denne sektor, vi finder de forskellige typer af demokratisk organiserede virksomheder (andel, kooperationer osv.), men også mere traditionelle småvirksomheder.

Pelle Dragsted har en lang række udmærkede demokratiseringsforslag inden for alle tre sektorer; de skal ikke omtales detaljeret her, men jeg vil godt diskutere prioriteringen af de tre sektorer i kampen for socialisme.

Den offentlige sektor bør udvides på bekostning af den kapitalistiske sektor, og dens demokratiske karakter må forsvares mod forsøg på at markedsgøre den gennem bl.a. ‘New Public Management’. Dragsted er med god grund bekymret for overdrevet bureaukrati og centralisering, hvor sporene fra Sovjet skræmmer; den offentlige sektor er naturligvis en helt anden under demokratiske vilkår, men det lyder fornuftigt at imødegå for megen topstyring, ved at lægge mere vægt på et kommunebaseret lokaldemokrati.

Efter at have læst bogen, er det dog min klare fornemmelse, at Dragsteds hjerte banker kraftigere for den demokratiske foreningsbaserede sektor. Den prioritering er jeg uenig i af både principielle og praktiske grunde: Den offentlige sektor er demokratisk, fordi den i sidste instans er underlagt regering og Folketing. Derfor bør den være kernen i den demokratiske socialisme. Foreningssektoren er sympatisk, og der skal være plads til den, men vi kommer jo ikke uden om, at den er baseret på markedet – og derfor fundamentalt er udemokratisk; demokratiets princip er jo lige indflydelse (én stemme pr. person), mens markedet princip er, at vi har indflydelse efter pengepungens størrelse. Sektoren er demokratisk indadtil, men ikke udadtil.

Hertil kommer, at jeg ikke er lige så optimistisk som Dragsted, når det kommer til sektorens fremtidsmuligheder. Som vi har set, er det den historiske erfaring, at den i mere end hundrede år har mistet vægt i økonomien; det kan godt være, at demokratiske virksomheder er marginalt mere produktive end de kapitalistiske, og at de har haft en vis fremgang i de senere år, men Marx har haft ret i, at den over det lange træk presses ud af den store kapital, som har anderledes magtmidler til rådighed, først og fremmest af finansiel karakter. Og vi har jo også set, at de virksomheder, der har overlevet og vokset sig større, har gjort dette ved langt hen ad vejen at tilpasse sig den kapitalistiske forretningsmodel, jf. Arla og Danish Crown, hvis andelsdemokrati kun er formelt.

Pelle Dragsted spiller på alle tre heste

Det er kun staten og dermed den offentlige sektor, der har muskler til at stå op mod kapitalen. Staten har et magtapparat i form af politi, militær og domstole, og den har mulighed for – hvis flertallet er til det – at kontrollere kapitalen og indskrænke dens domæne.

Og måske endnu vigtigere står der solide objektive interesser bag sektoren. Det er dels de offentlige ansatte, der udgør knap en tredjedel af de beskæftigede, dels modtagere af offentlige ydelser, fra kontanthjælp til folkepension; det kan beregnes at denne ‘velfærdskoalition’ i 2013 udgjorde 62% af vælgerne (Dansk Kapitalisme, s. 339f). Og deres politiske værdier harmonerer med deres soleklare interesse i at fastholde og udbygge den offentlige sektor: I 2015 stemte 51% af de offentligt ansatte på EL, SF eller SD, mod blot 35% blandt de privatansatte.

“Værdier skifter, men interesser består, og de sætter sig igennem på længere sigt. Derfor har den demokratiske socialisme en solid basis i den offentlige sektor.”

Værdier skifter, men interesser består, og de sætter sig igennem på længere sigt. Derfor har den demokratiske socialisme en solid basis i den offentlige sektor. Selvfølgelig er der også nøgterne interesser bag mange foreningsdrevne virksomheder, fx en interesse i en veldrevet vand- og elforsyning, men ofte spiller idealismen en stor rolle, og den er mere flygtig end interessen. Og videre er det typisk bestemte forbrugerinteresser, der dominerer, mens offentligt ansatte – og modtagere af overførselsindkomster – får hele deres indkomst og dermed livsgrundlag fra fællesskabet.

Endelig er der den kapitalistiske sektor. Som vi har set har den fået stedse mere vægt i økonomien, især i den nyliberale periode. Hertil kommer at kapitalen er blevet mere koncentreret, hvilket har styrket Dragsted’s ‘oligarker’. Det er indlysende, at al snak om socialisme er futil, hvis denne kapitalmagt ikke stækkes. Hvordan?

Dragsted vil her spille på tre heste: Magten over et selskab fordeles fifty-fifty mellem et ‘kammer’ af arbejderrepræsentanter og ét for kapitalisterne; der etableres ØD-lignende fonde, der giver arbejderne ejerskab og dermed indflydelse, måske afgørende indflydelse; og endelig skal der skabes ‘sociale velfærdsfonde’, der er ”demokratiske fællesejede fonde (Nordisk Socialisme, s. 203). De skal så fordele samfundets kapitalafkast til hele befolkningen, og giver denne bedre mulighed for demokratisk indflydelse”. De to første forslag sigter på at flytte magten fra kapitalen til arbejderne, mens det sidste vil give hele befolkningen indflydelse. Både klassekampen og demokratiet får sit.

Disse idéer forekommer mig særdeles fornuftige, specielt er de ‘sociale velfærdsfonde’ vigtige, så alle – ikke blot arbejderne – kan få en interesse i socialisme.

Arbejderklassens svækkelse

Hvad med de fonde, der minder om Økonomisk Demokrati? Socialdemokraternes forslag herom i 1970erne er idéhistorisk interessant, fordi det var sidste gang, at den klassiske socialisme-forståelse – arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne – manifesterede sig. Som bekendt faldt forslagene, umiddelbart fordi der ikke kunne skaffes flertal i Folketinget, men reelt fordi de menige arbejdere ikke bakkede op, nok fordi den centrale fond forekom for fjern og byrokratisk. På den anden side må kapitalens modmagt være lige så centraliseret, dermed magtfuld, som kapitalen for at have en chance. Et dilemma.

“Realistisk set kan den kapitalistiske sektor næppe demokratiseres gennem det indre pres fra arbejdernes klassekamp. I stedet må vi satse på det ydre pres fra demokratiet igennem Folketinget og staten”

Jeg synes alle tre forslag er glimrende, men hvordan er udsigterne til at de kan gennemføres? De ‘sociale velfærdsfonde’ gavner hele befolkningen og forudsætter ‘kun’ flertal i Folketinget. De to andre forslag handler om arbejderklassens befrielse, og den må som bekendt være arbejderklassens eget værk, gennem klassekampen med kapitalen.

Ovenfor har jeg anført en række strukturelle grunde til, at arbejderklassens kampkraft er blevet alvorligt svækket i de seneste årtier. Formentlig sammenhængende hermed har dens politiske præferencer ændret sig 180 grader, for hvor 62 % af de privatansatte i 1971 stemte socialistisk, gælder det i 2015 kun 35 % (SD regnes nådigt med som et socialistisk parti). Parentetisk bemærket udgøres arbejderklassen kun af de privatansatte lønmodtagere, idet de offentligt ansatte ikke står over for kapitalen og derfor har en helt anden klassemæssig placering i produktionsmåden.

Derfor kan jeg simpelthen ikke forestille mig det nødvendige massive pres fra arbejdspladserne for paritetisk indflydelse i selskaberne og en ØD-lignende fond. Selv i 70erne, da arbejderklassen stod langt stærkere, var SD’s strategi jo heller ikke, at ØD skulle kæmpes igennem ved overenskomstforhandlinger og strejker – ØD skulle vedtages i Folketinget. Realistisk set kan den kapitalistiske sektor derfor næppe demokratiseres gennem det indre pres fra arbejdernes klassekamp. I stedet må vi satse på det ydre pres fra demokratiet igennem Folketinget og staten.

Socialismen skal vise en demokratisk vej frem

Den overvældende styrke i Marx’s teori var, at han ikke blot definerede målet, men også – modsat de utopiske socialister – det redskab, der skulle virkeliggøre det, nemlig arbejderklassen. I denne gammeldags socialisme besejres kapitalismen indefra, af kapitalens umiddelbare modpol.

Tilsvarende må en moderne socialisme, hvis den ikke skal være en fantasi, vise hvem der har en interesse i og en mulighed for at demokratisere økonomien. I dag er det ikke arbejderklassen, men de offentligt ansatte, der er socialismens kernetropper.

---