Kronik: Julian Assange og pressefriheden bør forsvares

Ligesom vi mennesker i øjeblikket er under angreb af en virus, er den frie presse også under angreb. Det sker i form af retssagen mod WikiLeaks-stifter Julian Assange, der i mandags 4. januar 2021 af en domstol i London fik at vide, at Storbritannien ikke udleverer ham til USA, sådan som Trump-regeringen ellers havde anmodet om. De forhold, Assange ville blive udsat for i det amerikanske fængselssystem, ville ifølge dommeren være så strenge, at han – idet han er i en skrøbelig psykisk tilstand – ville være i fare for at tage sit eget liv.

Retssagen mod Assange har både været et angreb på journalisten Julian Assange, samt et angreb på selve den journalistiske disciplin. Men selvom Assange med domsafsigelsen 4. januar så et glimt af lys, kan hverken han eller pressefriheden ånde lettet op, eftersom dommer Vanessa Baraitser nåede frem til sin domsafsigelse af årsager, der ikke er relateret til pressefriheden. Mange har allerede forsvaret Assange, der i 2010 via WikiLeaks lækkede tusindvis af hemmelighedsstemplede dokumenter, givet til ham af whistlebloweren Chelsea Manning, omhandlende krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser m.m. Her blev det bl.a. afsløret, hvordan USA har begået krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan.

De, der går ind for en fri presse såvel som ytringsfrihed – og som endnu ikke har forsvaret Assange – bør gøre det hurtigst muligt!

En rigtig beslutning kan tages på et forkert grundlag

Pressefriheden har allerede lidt et kæmpe nederlag gennem indespærringen af samt selve retsforløbet mod Julian Assange, der via WikiLeaks blandt andet afslørede amerikanske krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan såsom den efterhånden velkendte Collateral Murder-video, der illustrerer, hvordan USA dræbte 10 ubevæbnede, civile irakere og to Reuters-journalister i Bagdad i 2007. Ingen er nogensinde blevet anklaget eller straffet for disse krigsforbrydelser. USA, der ønsker at retsforfølge Assange under spionageloven fra 1917 (Espionage Act), har indikeret, at man vil anke dommen, mens Assanges advokater vil søge om at få Assange frigivet ved kaution onsdag  6. januar. Anken fra USA’s side er grunden til, at Assange ikke er fri efter dom 4. januar. I USA risikerer han op til 175 års fængsel.

At Assange ikke bliver udleveret til USA er selvfølgelig positivt, også selvom dommeren, Vanessa Baraitser nåede frem til sin domsafsigelse på et grundlag, der må bekymre alle, som går ind for ytringsfrihed og en fri presse. Journalisten Kevin Gosztola, der har fulgt sagen tæt gennem hele forløbet, skriver, at: “Baraitser accepterede stort set alle den amerikanske regerings anklager som værende rimelige, hvilket sandsynligvis var alarmerende for alle pressefrihedsorganisationer, der fulgte sagen.”

Årsagen til Baraitsers dom var derimod en anden. Hun mente ikke, at USA med sine yderst dårlige fængselsforhold kunne forhindre Assange i at begå selvmord i det topsikrede amerikanske fængsel, han ville blive indespærret i før og under en retssag. Her er der tale om Alexandria Detention Center, hvor også Chelsea Manning sad og i øvrigt forsøgte at begå selvmord – Manning, der var kilden til de publiceringer, som gør, at USA ønsker Assange udleveret. Dommeren bakkede sin domsafsigelse op med, at Assange lider af tilbagevendende depression og autisme, hvilket hun mente ville kunne føre til hans selvmord, når han næsten udelukkende ville skulle sidde isolationsfængslet, og når der vel at mærke ikke ville blive givet ham nogen form for beskyttelse imod at tage sit eget liv, sådan som det trods alt er tilfældet i det ellers strenge Belmarsh-fængsel.

I samme spor som Gosztola, skriver journalisten Glenn Greenwald via Twitter om dommen: “Dette var ikke en sejr for pressefriheden. Tværtimod: Dommeren gjorde det klart, at hun mente, at der er grundlag for at retsforfølge Assange i relation til publiceringen i 2010. Det var derimod en anklage mod det sindssygt undertrykkende amerikanske fængselssystem grundet “sikkerhedstrusler” [sic]”:

Greenwald var i 2013 med til at afsløre, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste overvåger både den amerikanske befolkning såvel som andre landes regeringer m.m. Det skete sammen med whistlebloweren Edward Snowden.

Pressefriheden under anklage

Som Amnesty Internationals menneskerettighedsekspert i Europa, Julia Hall formulerede, er det ikke kun Assange, der er (eller var) på anklagebænken i London: “…ved siden af ham sidder mediernes fundamentale grundprincipper, som understøtter rettighederne til ytringsfrihed og offentlighedens ret til adgang til information.” Hall kalder sagen “politisk motiveret” og fremhæver, at Assange blot har udført journalistisk arbejde i form af “publicering af kilder, der har interesse for offentligheden … [og d]et skal beskyttes, ikke kriminaliseres.”

Den amerikanske regering bryder sig imidlertid ikke om kritik, hvorfor den blandt andet beskylder Assange for – sammen med whistlebloweren Chelsea Manning – at have sikret sig adgang til klassificerede regeringsdokumenter på ulovlig vis – og opfordret andre til at gøre det samme – noget der intet hold har på sig. Yderligere beskyldes Assange for at have været uforsigtig i forhold til frigivelsen af navne. Det modsatte er dog tilfældet, redegør blandt andre journalisten Richard Medhurst for via sin youtube-kanal, og pointerer, at det amerikanske forsvarsministerium (i 2013) oprettede en task force bestående af 120 “counterintelligence officers” til at finde ud af, om nogen var kommet til skade som følge af WikiLeaks’ afsløringer. Ingen blev fundet!

Amnesty International skrev efter domsafsigelsen på Twitter, at organisationen bød resultatet af dommen velkommen, men fremhæver samtidig, at det: “ikke frikender Storbritannien for at have deltaget i denne politisk motiverede proces, på foranledning af USA, og stille pressefrihed og ytringsfrihed for en domstol”:

Farlig præcedens og skræmmende signaler

Hvis dommen over australske Assange havde lydt på udlevering til USA, ville det have dannet en yderst farlig præcedens og sendt et skræmmende signal til journalister overalt om, at hvis de publicerer fortrolige oplysninger, vil de blive retsforfulgt og gjort tavse. Havde amerikanerne fået deres ønske om udlevering af Assange opfyldt, ville det ikke stoppe med ham, har journalisten Chris Hedges advaret og skriver desuden, at “alle, der forsøger at afsløre forbrydelserne [begået af en] tyrannisk magt, vil blive jaget, kidnappet, fængslet og knust.” Det blev angiveligt også diskuteret af amerikanske efterretningstjenester enten at forgifte eller kidnappe Assange. Ved at gå målrettet efter at knuse Assange gør den amerikanske regering allerede på nuværende tidspunkt det, den så ofte beskylder diktaturer og regimer for at gøre. Det gælder også selve krigsforbrydelserne, som WikiLeaks afslørede.

Julian Assange – redaktør, aktivist og politisk fange

– Australsk redaktør f. 1971. Stiftede i 2006 Whistleblower-organisationen Wikileaks, som bl.a. har afsløret krigsforbrydelser. Organisationen har dog også været anklaget for at tjene skjulte interesser, blandt andet ved ikke at offentliggøre dokumenter om russisk spionage.

– Flygtede i 2012 til den ecuadorianske ambassade, hvor han opholdt sig indtil 2018. Her valgte Ecuadors nye præsident, Lenin Moreno at overdrage ham til de britiske myndigheder.

– Har været anklaget for voldtægt i Sverige i 2010. Anklagen er dog blevet droppet igen. Ifølge den svenske statsanklager, Eva-Marie Persson, vil sagen muligvis blive genoptaget i fremtiden.

+

Som Nils Melzer, FN’s særligt udsendte om tortur har forklaret til russisk stats-TV, har forfølgelsen af Assange knust ham og skubbet ham ud på selvmordets rand. Yderligere udtaler han, at “på en måde har systemet vundet i forhold til at skræmme verden og i forhold til at sende beskeden om, at dette er, hvad der vil ske med dig, hvis du nogensinde får tanken om at publicere vores beskidte hemmeligheder over for verden.” Melzer konkluderer desuden, at Assange-dommen fastholder kriminaliseringen af undersøgende journalistik, idet dommen kun blokerede for udlevering på grund af Assanges sundhedsmæssige tilstand. Skulle andre journalister pludselig befinde sig i en situation lig Assanges blot uden en skrøbelig sundhedstilstand, ville der altså ikke blive blokeret for en udlevering af disse individer. Det fremhæver Melzer, der bakkes op af Rebecca Vincent fra Reporters Without Borders, som også kalder sagen “politisk motiveret”.

Udfordrer man magthaverne, står man for skud

Glenn Greenwald har forklaret, hvordan man som journalist ikke er i fare, så længe man sidestiller sine historier med Washington-elitens agenda. Mange såkaldte journalister gør netop dette og har undladt at forsvare Assange – en tavshed, den australske journalist John Pilger har beskrevet som værende “selvdestruktiv”. Udfordrer man derimod magthavernes agenda, er man i stor fare for at blive spærret inde på ubestemt tid i et topsikret fængsel, forklarer Greenwald og skriver desuden: “Hvorvidt et samfund i sandhed er frit bestemmes af, hvordan det behandler sine systemkritikere”. Hvis nogen har kritiseret systemet, må det siges at være Julian Assange. Som Chris Hedges skriver, har Assange “gjort mere end nogen anden samtidig journalist eller publicist i forhold til at eksponere, hvordan [det amerikanske] imperium er sammensat samt i forhold til [at eksponere] den magthavende, amerikanske elites løgne og forbrydelser.”

Måske er skræmmesignalet, nævnt af flere ovenfor, årsagen til, at mange medier har været tavse omkring Assange-sagen og undladt at forsvare Assange – og at flere ligefrem har vendt ham ryggen? Måske kan Noam Chomsky og Edward Hermans bog Manufacturing Consent – the Political Economy of the Mass Media fra 1988 – der beskriver, hvordan en række af de største mainstream-medier i USA på et overordnet plan vinkler deres nyheder, så de passer til elitens økonomiske interesser – forklare hvorfor?

Dømt skyldig på forhånd

I øjeblikket holdes Assange fanget i det topsikrede fængsel HMP Belmarsh i London, hvor han har været indespærret siden 11. april 2019. Efter at være blevet nægtet kaution, har han længe afventet sin skæbnesvangre dag 4. januar. I fængslet udsættes Assange for meget strenge forhold, hvor han ofte ikke har haft adgang til sine advokater eller lægehjælp og desuden mest siddet i isolation. HMP Belmarsh er blevet kaldt “Storbritanniens Guantanamo” og dermed sidestillet med det amerikanske Guantanamo-fængsel. Ironisk (dog mest af alt tragisk) er det, at Assange holdes indespærret i et fængsel, som er blevet sammenlignet med det selvsamme fængsel, som han og Wikileaks afslørede i at benytte tortur – noget verden, takket være WikiLeaks, i øvrigt ved, CIA benytter sig af i hemmelige fængsler rundt omkring i verden.

“Det er ironisk, at Assange anklages via spionageloven, når USA eller nærmere den amerikanske efterretningstjeneste CIA, via det spanske sikkerhedsfirma UC Global udspionerede Assange i flere år”

Spionageloven – som Assange ville skulle se i øjnene, hvis han var blevet dømt udleveret til USA – forbyder en whistleblower at fremføre argumentation for sin adfærd og forhindrer en retfærdig retssag, forklarer Edward Snowden, der selv vil blive dømt gennem denne lov, skulle han nogensinde blive stillet for en dommer i USA. Assange er dog den første journalist såvel som publicist, der anklages via spionageloven – dette til trods for at WikiLeaks aldrig har publiceret usande oplysninger! Ifølge Glenn Greenwald har USA meget bevidst – ved både at anklage Assange for overtrædelse af spionageloven og ønske ham udleveret til USA – givet Storbritannien et påskud til at holde ham indespærret på ubestemt tid.

Det er ironisk, at Assange anklages via spionageloven, når USA eller nærmere den amerikanske efterretningstjeneste CIA, via det spanske sikkerhedsfirma UC Global udspionerede Assange i flere år, da han boede på den ecuadorianske ambassade i London under politisk asyl. Ambassaden udgjorde Assanges hjem i samlet syv år.

Forsvar Assange mod smædekampagnen

FN’s Nils Melzer skriver, at Assange har haft en hård propagandakampagne rettet imod sig, som ikke blot har bagtalt ham, spredt misinformation om ham og vendt offentligheden imod ham. Den har også muliggjort, at britisk politi i april 2019 kunne hive ham ud af Ecuadors ambassade, dvs. træde ind på ecuadoriansk jord og fængsle ham, uden det satte resten af verden i oprør. Melzer sidestiller propagandakampagnen m.m. med “psykisk tortur”.

Holdningen til Assange vil næppe ændre sig fra USA’s side med den kommende præsident Biden, der har sammenlignet ham med en “high-tech terrorist”. Assange er imidlertid det modsatte – en menneskerettighedsforkæmper – hvorfor politikere såvel som medier, der går ind for ytringsfrihed og en fri presse, bør forsvare ham og appellere for hans omgående løsladelse.