Kronik: Om aftalepapirer og realiteter

Den socialdemokratiske mindretalsregering prøver at undgå at lave bindende tilsagn om reduktion af CO₂-udledningerne fra landbruget. Fødevare-industrien udleder ellers 30 % af de samlede drivhusgasser, hvilket oversat til CO₂ svarer til 17 millioner tons. Industrien er foreløbigt sluppet fri, ikke mindst takket være Enhedslisten, der frustreret og passivt står på sidelinjen og ser til, mens regeringen ignorerer dem.

Burde partiet måske slet ikke have indgået aftalen med regeringen? Og hvordan skal man se på regeringens undvigemanøvrer? Aftalepapiret er ikke kun en aftale om 70 % CO₂-reduktion inden 2030, men også en parlamentarisk handel i realpolitisk forstand. Enhedslisten, SF og de Radikale støtter den socialdemokratiske mindretalsregering mod at få lovning på de 70 %. Men måske er det faktisk fint med en sådan klassisk, borgerligt parlamentarisk studehandel, når det gælder så vigtigt et spørgsmål som at redde klimaet? Det står imidlertid helt klart, at aftalen ikke virker. Men hvorfor virker den ikke? Kunne støttepartiernes parlamentarikere have forudset, at regeringens løfte ikke ville blive opfyldt? Hvad er problemets kerne?

Er målsætningen overhovedet realistisk?

Hvis målsætningen om, at landbruget skal slippe 70 % mindre af dets totale udslip ud, er der to forudsætninger, som skal opnås. Den ene er en radikal reduktion af husdyrholdet, som udleder det meste. Eftersom 80 % af den dyrkbare jord bliver brugt til at fremstille dyrefoder, ville en gevaldig nedgang i dyreholdet frigive meget jord til klimavenlige formål og til gavn for miljøet.

“Alle borgere har krav på at vide, hvor stor den samlede offentlige støtte til landbrugskapitalen er. For hvis vi ikke kender de totale tal, er det faktisk meningsløst at tale om en eventuel økonomisk kompensation.”

Den anden store kilde til CO₂-reduktion i landbruget ville være at tage de 170.000 hektar såkaldte ‘lavbundsjorde’ – som årligt udleder 4,8 millioner tons CO₂ – og ganske enkelt tage dem ud af produktion. Lavbundsjorde er dyrkede arealer, der er kunstigt afvandet med dræn, og som før har været moser, søer og enge. Den slags vådområder indeholder meget kulstof i jorden, som frigives i form af CO₂ – når jorden drænes og dyrkes. Regeringen vurderer, sandsynligvis af økonomiske grunde, at der kun bør udtages 35.000 af de totale 170.000 hektar af disse lavbundsjorde. Den har i første omgang afsat et – i denne sammenhæng mindre – beløb på 2,6 milliarder kroner som kompensation til de landmænd, der frivilligt udtager lavbundsjord. Skulle man holde op med at bruge alle 170.000 hektar lavbrugsjord, kunne man faktisk gøre de 70 % til et realistisk mål, da man så ville udlede 4.8 millioner tons mindre – og dermed være over en fjerdedel af vejen til målet. Det er altså objektivt muligt – men er det også politisk realistisk? Den pulje på lidt over 2,5 milliarder, der er blevet afsat, kan end ikke frikøbe de første 35.000 hektar, som af regeringen anslås til at være egnet.

Den umulige vej

Der er grundlæggende set to forskellige tilgange til at få presset dagsordenen igennem. Den parlamentariske vej kræver først og fremmest, at staten tilbyder økonomisk kompensation for rent faktisk at lukke den private landbrugssektor ved radikalt at nedbringe husdyrbestanden, og ved at nedlægge en stor del af de arealer, som lige nu bliver brugt til dyrefoder, samt at tage de 170.000 hektar lavbundsjord ud af produktionen. Det er en voldsom reduktion af landbrugskapitalens produktionsapparat og indebærer desuden en radikal nedgang i landbrugskapitalens eksport indtægter.

Fuld økonomisk kompensation ville koste staten astronomiske beløb, hvis landmændene skulle kompenseres. Og det ville staten ubetinget skulle under almindelige, parlamentariske forhold. Hver landmand skylder i gennemsnit 27 millioner kr. I betragtning af landmændenes gæld – og hvor meget deres egenværdi ville blive reduceret, hvis hele deres produktionsapparat blev afviklet – ville det betyde, at langt størstedelen af statens kompensation ville ende direkte hos de private banker. Fra et socialdemokratisk perspektiv – eller en hvilken som helst anden borgerlig regering, for den sags skyld – er det i parlamentarisk forstand totalt urealistisk. Den parlamentariske vej til at opnå målsætningerne er med andre ord umulig.

Den vanskelige vej

Men der er en anden vej til at nå i mål, som godt nok er vanskelig, men ikke umulig. Den går gennem et brud med de sædvanlige, parlamentariske rammer, som skal beskytte kapitalens interesser. Det kræver en antikapitalistisk kamp uden for Folketinget, hvis den skal opnå resultater.

Den vej er også fri til at stille et andet, grundlæggende spørgsmål: Er det overhovedet nødvendigt at give landbrugskapitalen økonomisk kompensation for helt igennem nødvendige klimatiltag? Det spørgsmål kan kun besvares, hvis størrelsen på de usynlige tal for den direkte og indirekte økonomiske statsstøtte til landbrugskapitalen kan afdækkes.

Vi ved at størstedelen af EU’s budget går til landbrugssektoren. Men oven i det er det også nødvendigt at finde ud af, hvor meget økonomisk støtte landbrugskapitalen direkte og indirekte får fra den danske stat. Der er nemlig noget, som tyder på, at den private landbrugskapital stort set opretholder sin eksistens via offentlige tilskud. Alle borgere har krav på at vide, hvor stor den samlede, offentlige støtte til landbrugskapitalen er. For hvis vi ikke kender de totale tal, er det faktisk meningsløst at tale om en eventuel økonomisk kompensation til landbrugskapitalen, som plaster på såret for dét, der fra et samfundsperspektiv er helt igennem nødvendige klimatiltag.

Men hvordan kan borgerne rent faktisk få indsigt i denne strøm af bl.a. økonomiske privilegier, som hidtil er blevet givet af staten bag om deres ryg? Læserbreve er ikke nok. Der skal en egentlig samfundsmagt bag kravet. Klima-, miljø- og andre bevægelser bliver nødt til at samarbejde med arbejderbevægelsen om at rejse kravet om indsigt i, hvor meget den reelle statslige støtte beløber sig til. Når det handler om at fravriste magtfulde kapitalgrupper deres privilegier, og at angribe deres klasseinteresser som i dette tilfælde, er det nødvendigt at sætte den økonomiske magt i bevægelse. Det bliver nødt til at ske gennem arbejderklassen, der opretholder, vedligeholder og frembringer alle samfundsværdier.

Er Enhedslisten (stadig) antikapitalister?

Hvis Enhedslistens reelle ledelse i Folketingsgruppen virkelig vil kæmpe for klimaet, bliver de med andre ord nødt til at sadle om fra den nuværende passive, afventende kurs. Hvad Socialdemokratiet aftaler bag lukkede døre med landbrugskapitalen er én ting, men hvad et parti som Enhedslistens – der forstår sig selv som antikapitalistisk – frivilligt vil gå med til, er en anden ting. Folketingets talerstol kan bruges af partiet til at stille krav om at fremlægge et totalt, samlet overblik over landbrugskapitalens økonomiske privilegier.

Når den samlede gæld skal vurderes, vil spørgsmålet om nationalisering af de privatejede banker (uden kompensation til de store kontohavere) og arbejderkontrol med hele sektoren automatisk melde sig på banen. Igen er spørgsmålet her: Hvad skylder samfundet egentlig bankerne? Deres samfundsskadelige og kriminelle rolle angiver svaret. Kampen for at forhindre klimakrisen kræver en egentlig samfundsplan, der gør hensynet til mennesker og miljø vigtigere end kortsigtet profit. Regeringens såkaldte støttepartier må arbejde for, at arbejderbevægelsen og alle øvrige sociale bevægelser samarbejder om de opgaver. Kun gennem en sådan demokratisk fælles front, kan de nødvendige kampmidler som massestrejker, besættelser, massedemonstrationer osv. blive stærke nok.

Desværre er der ikke noget, som tyder på, at Enhedslistens ledelse på Christiansborg har tænkt sig at sadle om politisk. Man forfølger fortsat en reformistisk tilgang, der forhindrer en antikapitalistisk socialisme i at udvikle sig. Det nydannede, åbne Græsrodsnetværk tyder dog på, at der blandt medlemmerne stadig er en del medlemmer af partiet, der går ind for at gå en anden vej. Det kan godt være den vej bliver svær. Men skal vi nå målsætningen, er det bedre end den vej, der er umulig.